portraet_susanne-boel

Susanne Boel

Cand.psych.

Ansat på Demens- og HjerneCentrum Aarhus

“Hvad enten jeg taler med en person med demens eller en pårørende i krisesituation, så handler det først og fremmest om at være menneske”

Susanne Boel er ansat som psykolog i Demens- og HjerneCentrum i Aarhus. Her arbejder hun overvejende med demens, og derfor ikke kun med ældre mennesker. Hendes opgaver varierer alt efter, hvordan man i organisationen vælger at bruge psykologen, og hun spænder vidt over mange områder.

Hun har blandt andet korte samtaleforløb med pårørende til personer med en demenssygdom, enkelte samtaler med borgere med en demenssygdom i første fase og undervisning af pårørende til personer med en demenssygdom. Derudover underviser hun personale og superviserer specialister, og hun laver vidensopsamling og vidensudvikling.

Hvorfor er det spændende at arbejde indenfor dette område?

– Jeg synes, det er spændende at forstå relationer og menneskelige reaktionsmåder. Det er omdrejningspunktet i det, jeg beskæftiger mig med. Hvad enten jeg taler med en person med demens om at håndtere sin sygdom eller med en pårørende om at håndtere sin krisereaktion, så handler det først og fremmest om at være menneske.

På demensområdet har man måske været meget optaget af at forstå, hvordan man håndterer adfærd og af at forstå demenssygdommen ved at se på hjernen “udefra”, om man så må sige. Jeg er optaget af at forstå, hvordan det opleves at leve med sin demenssygdom.

Hvilken værdi har det, at du er psykolog?

– Fra mine kollegaer hører jeg, at det kan være en lettelse at vide, at man kan tilbyde pårørende en samtale ved en psykolog. Det kan løfte noget bekymring fra kollegaernes skuldre, og for nogen kan det gøre dem mere dristige i deres samtaler, fordi de ved, at “prikker de hul på noget” hos den pårørende, så er der psykologisk rådgivning af få.

Tilbagemeldingen fra kollegaer er også, at de oplever at få en større forståelse for handlemønstre både hos dem selv, hos pårørende og hos personer med en demenssygdom. Og at man derved oplever at få flere handlemuligheder, men også at få hjælp til at rumme det, man ikke kan gøre noget ved.
Endelig hjælper jeg ofte både kollegaer og pårørende med at afgrænse eget ansvar og skabe overblik over egen situation.

En del pårørende melder tilbage, at det er en stor lettelse at tale med en, som forstår den situation, de er havnet i, og som tør konfrontere og vejlede med hensyn til at tage de nødvendige konsekvenser af den nye situation. Enkelte pårørende udtrykker, at de via vores tilbud til pårørende er kommet ud som mere hele mennesker, fordi de oplevede gennem min og mine kollegaers formidling, at det er legalt at have sine følelser, og at de får et skub til at leve deres eget liv.

Hvilke myter møder du om dit arbejde?

– Jeg har ikke hørt nogen myter, der specifikt knytter sig til ældreområdet eller demensområdet fra andre psykologer. Men jeg støder på den forestilling, at man for at være kvalificeret til et job på et specifikt område skal have prøvet dette helt specifikke for at være kvalificeret til jobbet. Det synes jeg er helt skævt. Hvis man skal arbejde med børn, skal man også vide noget om, hvad det er for et voksenliv, som børnene skal forberedes til at leve. Hvis man arbejder med ældre, skal man også kende til de udviklingsfaser, som det ældre menneske har været igennem og som har formet dette menneske. Og jeg oplever, at min erfaring med at have meget lange samtaleforløb i tidligere ansættelser faktisk kvalificerer mig til hurtigt og effektivt at lægge et relevant fokus i de meget korte forløb, jeg har nu.

Det er min opfattelse, at den specifikke viden en stilling måtte påkræve, kan læres og er mere afhængig af, hvor god man er til at omsætte og integrere viden, end af de helt konkrete job, man har haft.

Har du gode råd til andre psykologer?

– For det første tænker jeg, at stort set al den erfaring, man kan gøre sig som psykolog, er brugbar på ældreområdet. Det er godt at have styr på sin udviklingspsykologi, sin tilknytningsteori, på krise og mestring samt på den eksistentielle tilgang. Samtidig skal man have en stærk analytisk sans, når det gælder at navigere i en større organisatorisk sammenhæng, så erfaringer fra organisationspsykologien er i høj grad anvendelig. Endelig er det godt at have prøvet kræfter med rollen som både terapeut, underviser og supervisor.

Man skal være parat til at arbejde med det muliges kunst i en hverdag, hvor det ikke er psykologfagligheden, der sætter dagsordenen. Man skal være forberedt på selv at tænke psykologfagligheden ind i den politiske virkelighed og den organisationskultur, man bliver en del af.

PORTRÆTTER INDEN FOR ÆLDREOMRÅDET

portraet_sofie-stisen

Sofie Nautrup Stisen
Cand.psych.
Ansat på seniorområdet i Vejle Kommune

portraet_maria

Maria Wiechmann
Cand.psych.
Ansat på ældreområdet/HR på Holmegårdsparken, Charlottenlund

Kim_Oskar_Carlsen_web

Kim Oskar Carlsen
Cand.psych.

Ansat som udviklingskonsulent på demensområdet i Silkeborg Kommune

portraet_susanne-boel

Susanne Boel
Cand.psych.

Ansat på Demens- og HjerneCentrum Aarhus

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge