Folkemødet på Bornholm

 I

Folkemøder. At ordet klinger en anelse svensk, er ikke noget tilfælde, for herfra kommer traditionen. Imidlertid er Folkemødet på Bornholm hurtigt faldet ind i dansk sprog og allerede blevet et begreb, vi har taget til os. Et scoop for øen og en mulighed for politikere, organisationsmennesker og … folk, menigmand, til at debattere under absolut uhøjtidelige former.

Selv var jeg heldig med kort frist at kunne deltage tre dage i juni, primært som publikummer ’udsendt’ af Dansk Psykolog Forening, men også som inviteret debattør og aktør i de bordsamtaler, Teknologirådet havde inviteret til om prioriteringer i sundhedsvæsenet.

Sundhedspolitikere fra kommuner, regioner og Folketinget var sat i stævne om dette vigtige og svære emne. Hvad skal vælges til og fra, hvad rækker pengene til? Det har vi forskellige bud på, blandt andet afhængig af hvilket fag vi repræsenterer, og hvilke dele af sundhedsvæsenet vi kender bedst til. Udfordringerne er ikke kun økonomiske, men også etiske, eftersom sundhedsvæsenet er væsentlig bedre til med succes at behandle socialt velstillede end socialt svagt stillede. Når vi vil udligne forskellene, må vi nødvendigvis prioritere igen, for det kommer måske til at koste mere – og hvem eller hvad skal så stå for skud?

Rigtig folkeligt bliver folkemødet først, når folk for alvor får øjnene op for arrangementet. Presse, politikere og andre interessenter fylder ganske rigtigt, og indtil nu er det nok mest et netværksmøde. Men med en stigning fra 10.000 deltagere sidste år til over 30.000 i år peger det i retning af et reelt ”demokratisk marked” fremover.

Jeg har taget mange ideer med mig hjem og hertil bekræftelse af overbevisningen om, at indflydelse på politiske beslutninger ikke kun sker gennem forudsigelig lobbying, men gennem oprigtig interesse i at hjælpe politikerne med at finde gode løsninger på samfundsproblemerne.

Vi har tid til at planlægge frem mod Folkemødet i 2013, hvor Psykologforeningen bør deltage. Måske er det vores beskæftigelsesprojekt, vi kommer til at slå et slag for da?

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge