Det er os der takker!

 I

Læs cand.psych. og tidligere redaktør Anders Leerskov fortælling om tilblivelsen af Dansk Psykolog Nyt i 1980´erne, hvor satsen til bladet blev til i et inferno af maskinlarm, blydampe og cigaretrøg.

Med udgangspunkt i Jørgen Carls lille afskedsartikel, ”Redaktøren takker af”, i Psykolog Nyt 10/2015 løb ovenstående overskrift gennem mit hoved. Det har sandelig været en glæde at se Psykolog Nyt udvikle sig til nuværende eksemplariske outfit og en fornøjelse at læse og fordybe sig i indholdet.

Som en af de sidste uprofessionelle redaktører i midten af firserne vil jeg lige minde om, hvad det var for et blad Jørgen Carl overtog. Redaktørjobbet var en slags omgangstjeneste blandt bestyrelsesmedlemmerne, og som bestyrelsesmedlem i Jytte Freislebens formandsperiode faldt det i mit lod at forestå redaktørarbejdet for nogle af de sidste årgange. Arbejdet foregik hver anden fredag, hvor jeg mødtes med redaktionskommiteen, som bestod af 3-4 trofaste menige medlemmer.

Det foregik i det daværende ”hovedkvarter” på Bjerregaards Sidevej efter normal arbejdstid, så vi havde hele kontoret for os selv efter kl. 16.

Vi delte stofområderne imellem os. Stoffet bestod af medlemstilkendegivelser af næsten alle mulige arter: faglige, saglige, foreningsmæssige og annoncer. Alt indsendt stof fra foreningsmedlemmer skulle principielt optages i bladet, og det blev det. Min opgave som redaktør bestod i at disponere og ordne bidragene, skrive ”manchetter” og sætte overskrifter på, hvor det var naturligt. Det var slet ikke så kompliceret, som man skulle tro. Bidragene kom jo fra en yderst habil medlemsskare. Vi klarede det sædvanligvis på et par timer. Som afslutning på arbejdet nummererede jeg bladene i manuskriptbunken, som godt kunne nå op på omkring en halv meter højde.

På hjemvejen lagde jeg så vejen om ad Sølvgade, hvor satsen blev lavet på bly-sættemaskiner, der var blevet til overs på de store dagblade. En halv snes damer klaprede dagen lang løs på tastaturet på hver sin af de ca. 3 m. høje maskinerier. Det var 100 % mekanisk traktur ligesom på Jens Olsens Verdensur, om end betydeligt grovere. For hvert tryk på en tast udløstes en klat smeltet bly, som efter et frit fald på et par meter splattede ud i en form, der præcist udstøbte det tilhørende tegn. Typerne samledes automatisk i linjer af kolonne længde, blev lagt i passende aflange trækasser og fragtet til trykkeren, som boede i Valby. Satsen var blevet til i et inferno af maskinlarm, blydampe og cigaretrøg.

På trykkeriet satte typografen kolonnerne på plads under de håndsatte overskrifter. Her var støjniveauet fra trykkemaskinerne lavere og i et dybere leje, og typograferne bevægede sig rundt mellem sats og sættekasser/skuffer med al mulig ro og værdighed, som passede til deres gamle håndværk. Det var sjældent, at der var spørgsmål fra typografen til redaktøren i løbet af arbejdet med satsen. Typografen vidste, hvad han havde med at gøre. Arbejdet skulle klares på 10 dage, så der var tid til udbringning, og det blev det.

Kronen på mit arbejde som redaktør blev, at jeg sammen med et par af pigerne fra redaktionskommiteen færdigredigerede en udvalgsbetænkning med indstilling til bestyrelsen om bladets fremtidige struktur og drift. Jeg kan desværre ikke huske navnene, ud over at den ene hed Eskildsen. Jeg husker redaktørperioden som noget af det mest hyggelige foreningsarbejde, jeg har været med til, og var egentlig skuffet over, at generalforsamlingen ikke kunne få øje på mine talenter til at fortsætte arbejdet, indtil vi i overensstemmelse med udvalgsbetænkningen kunne ansætte sådan én som Jørgen Carl. Det ville have været håndgribeligt ærefuldt den dag i dag. – Men det var umuligt at få ordet på generalforsamlingen dengang!

Indlægget er skrevet af Anders Leerskov, pensioneret skolepsykolog og privatpraktiserende psykolog i anledning af tidligere redaktør for Psykolog Nyt Jørgen Carls afsked i 2015 og bringes efter aftale her på historieportalen.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge