Elsa Schmidt formand 1979-82

 I

Uddrag fra “Formændene beretter 1947-1982 udgivet i 1982 i anledning af Dansk Psykolog Forenings 35 års fødselsdag.

Af Elsa Schmidt, formand for DP 1979 – 1982.

Selv for en kortere formandsperiode er det svært ikke at hæfte sig ved de forandringer, der er sket i perioden.

Dels er der forandringer, som man selv aktivt har forsøgt at sætte i værk – og dels er der forandringer, som uventet eller ventet har for­løbet ved hjælp af andre kræfter end de centrale initiativer.

Men en beretning af denne karakter – den subjektive formandstilbage­skuen – vil altid have en karakter af opgør på det subjektive plan mellem det ventede/planlagte og det uventede. Heldigvis forlenes for mænd – i og med valget – ikke med overnaturlige kræfter, hverken til spådom eller handling.

Men formænd »forlenes« – netop i og med valget – med en eller anden grad af tillid og tiltro fra medlemmerne. Og dette betyder, at vi formentlig allesammen hidtil har hentet ressourcer og viden frem til fælles brug, som vi nok ikke har troet, vi har haft.

Nok udenomssnak hermed.

Jeg blev valgt til formand på et tidspunkt, hvor foreningen stod og stampede. Dels i generationsproblemer – der var »pludselig« op gen­nem 70erne produceret lige så mange kandidater som gennem de fore­gående 25 år. Og dels i fagligheds/fagforeningsproblemer – hvor også 70erne efter de tidligere års fagforeningsmæssige konsolidering havde kastet sig over faglige og samfundsmæssige problemer, der havde stor almen relevans og betydning, men som efterhånden gav genlyd blandt medlemmer, der ikke altid kunne være enige i initiati­verne.

Der var »pludselig« op gen­nem 70erne produceret lige så mange kandidater som gennem de fore­gående 25 år.

Men – generationsopgør, og opgør omkring faglighed og fagfor­eningslinie var kun to af skæringspunkterne ved formandsskiftet.
Det drejede sig også om almene opgør med foreningen som forening, og om gamle opgør med gamle sager.

Det kan belyses ved et eksempel på generalforsamlingsbeslutninger om »gamle« opgør.

Autorisationsspørgsmålet blev trukket frem, og det blev besluttet, at der skulle arbejdes på at få en autorisation gennemført for cand. psych.er og cand. pæd. psych.er. Derimod skulle de nye psykologilærere fra RUC og AUC ikke kunne omfattes p. g. a. uddannelsens sigte med specifikt undervisning, og ikke praksis. Selv om denne uddannel­se var nylig besluttet, vil jeg tage den frihed at kalde opgøret om den »et gammelt opgør«, fordi det – som det formentlig kan læses i de tidligere formænds beretninger – har samme brydningsflader som det gamle faglige opgør mellem universitetsuddannede og lærerhøjskole­ uddannede psykologer. Hvilken praksis kvalificerer uddannelsen objektivt til – hvilken er den planlagt at skulle kvalificere til – og hvil­ken formodes dens kandidater at blive tiltrukket af ? Kort sagt – ville denne hovedfagseksamen i undervisning i psykologi kunne føre til, at dens kandidater fik lyst til/blev opfordret til at praktisere anvendt psykologi på andre områder – klinisk, organisationsændring m. v.? Uden at have baggrund i disse anvendte discipliners teoretiske fundament.

Generalforsamlingen brødes – som tidligere sket – i timevis, og besluttede sig som tidligere for at værne om den anvendte psykologi og universitetsuddannelserne – med inklusion af lærerhøjskoleuddannel­sen efter den nye trussel fra psykologilærerne.

Ved formands- og bestyrelsesvalget skete en voldsom udskiftning. Af de 7 bestyrelsespladser var kun 3 genvalg – og det var genvalg af personer, der kun havde haft en etårig valgperiode forud. 4 bestyrel­sesmedlemmer og formanden var nyvalgte og hentet udefra – d.v.s. uden tidligere bestyrelseserfaring.

Vi stod således i en alvorlig risiko for at miste kontinuiteten til det tidligere arbejde. En risiko, som blev yderligere accentueret af, at se­kretariatschefen gennem de seneste 4 år fik et mere attraktivt job­tilbud og forlod Psykologforeningen et halvt år efter generalforsam­lingen.

En svær tid var det for os nye at finde os til rette både sammen, og med foreningshistorien. Det krævede arbejde, vilje og indsats, men blev styrket af, at vi kunne finde den nye sekretariatschef blandt de i forvejen ansatte akademiske medarbejdere, og styrket af at han trods kort anciennitet havde godt overblik over hovedproblemerne.

Overenskomst 79 var overstået ved generalforsamlingen med regeringsindgreb. Det gav mulighed for at bruge den nødvendige tid på at sætte sig ind i det kæmpepuslespil, som Psykologforeningen og dens faktiske og mulige politik var.

Det gav også mulighed for at gribe fast omkring et af de problemer, der havde bragt sindene mest i kog omkring generalforsamlingen – foreningsstrukturen. Både selve afviklingsformen og spørgsmålet om, hvor dækkende de forsamlede var for medlemskredsen, havde været rejst i stærkt modsatrettede former.

Der blev nedsat en arbejdsgruppe, der udarbejdede helt reviderede vedtægtsforslag for både en generalforsamlingsmodel og en repræsen­tantskabsmodel, hvor de potentielle risici ved begge modeller var for­søgt bragt ned på et minimum – for begge modeller ved en formel styrkelse af regioners og sektioners placering, ansvar og rettigheder i forhold til henholdsvis generalforsamlingen og repræsentantskabet. Afgørelsen blev truffet på en ekstraordinær generalforsamling i november 1980, således at den foreslåede modificerede generalforsamlingsmodel blev vedtaget med visse mindre ændringer i forhold til for­ slaget. Men løbet var tæt mellem de to former.

Personligt støttede jeg en opstrammet generalforsamlingsmodel for at undgå polarisering blandt medlemmerne. Regionsstrukturens formelle nye placering vil gøre det muligt gennem en mere glidende udvikling de næste år at tilpasse behovet for lokal-repræsentation i de øverste besluttende organer.

Måden, strukturdebatten hermed blev foreløbigt afsluttet på, blev fra flere sider karakteriseret som en slags kvælertagsgreb fra min og bestyrelsens side: »så er det nu, der skal træffes beslutninger!« Jeg tror fortsat, det var rigtigst at gøre det sådan – for at undgå en langvarig og opslidende diskuteren-frem-og-tilbage, som ville kunne tappe kræf­ terne fra de mange andre store opgaver.

Autorisationsspørgsmålet blev gennemarbejdet af en arbejdsgruppe og også fremlagt på generalforsamlingen 1980 – men det løstes knapt så fredeligt.

Autorisationsspørgsmålet blev gennemarbejdet af en arbejdsgruppe og også fremlagt på generalforsamlingen 1980 – men det løstes knapt så fredeligt. En næsten 8 timer lang debat med særdeles skarpe meningsudvekslinger afsluttedes med beslutninger, som der var så marginalt flertal for, at det var svært at køre offensivt frem, med troværdigheden i behold, over for de relevante myndigheder. Der var en ståen-i­ stampe-beslutning, som dels var affødt af en forståelig angst for, om en autorisation med praksisår ville kunne give øgede flaskehalsproblemer for arbejdsløse, og dels affødt af den gamle dialog (skænderi ?) mellem praktikere og undervisere/forskere. Vi måtte derfor ligge brak, mens betænkningen om det nordiske arbejdsmarked blev færdiggjort – med det resultat, at den danske universitetsuddannelse blev anerkendt som ligeværdig med de norske og svenske, og i de lande ville give mulighed for autorisation efter de der krævede praksisår. Derimod vil både magisteruddannelsen og cand. pæd. psych.-uddannel­serne kræve yderligere praksis og eventuelt teori, før de kan anerken­des som ligeværdigt eksamensudgangspunkt.

Dagen før generalforsamlingen 1982 var indenrigsministeriet endelig parat til at svare på den henvendelse, der var rettet fra psykologfor­eningen i 1973 om autorisation i fornyet udgave. 9 år havde de be­høvet for at tygge sig frem til, at man ikke skønnede, at psyko­logerne indebar sådanne risikomomenter for klienterne, at offentlige beskyttelsesforanstaltninger var rimelige eller nødvendige. Dette på trods af en lang række svar i den langsommelige officielle hørings­procedure, som anbefalede autorisation.

Men svaret var et rungende, omend venligt, nej.

Der står det så – indtil videre, eller endeligt ? Hvem ved ?

Psykologbetjeningen i primærkommunerne var et andet stort arbejdsmæssigt område i perioden.

Psykologbetjeningen i primærkommunerne var et andet stort arbejdsmæssigt område i perioden. Problemet har ikke været genstand for større generalforsamlingsdebatter – formentlig fordi de to nærmest berørte sektioner, kliniske psykologer i folkeskolen og socialforvaltningspsykologer, hele tiden har været draget tæt ind i det omfattende arbejde, der p. t. har kørt på højtryk nu i 3 år og formentlig vil køre mindst et år endnu. Problemet bliver behandlet i et udvalg nedsat af undervisningsministeriet (det såkaldte Ulrich-udvalg) med anledning i ændring af folkeskoleloven og særforsorgens udlægning fra staten til amterne. Begge ændringer trådte i kraft 1/1 1980 og indebar, at de skolepsykologiske rådgivninger skulle yde bistand til det integrerede særforsorgsklientel i skolealderen, samt 0-6 årige børn med tale­ og høreproblemer af en sådan karakter, at specialundervisning var påkrævet. Lovændringen indebar desuden mulighed for, at også 0-6- årige med andre problemer kunne betjenes af skolepsykologisk råd­givning, såfremt kommunen ønskede det – f. eks. vejledning af børnehaver eller forældre m. v.

Psykologforeningens gamle kongstanke med en parallelt opbygget psykologbetjening i henholdsvis skole- og socialsektor (men med forskellige opgaver) så hermed ud til at kunne blive truet.

Samarbejdet med henholdsvis Skolepsykologernes Landsforening og Danmarks Lærerforening (som SL’s forhandlingsberettigede organisa­tion) var herefter naturligt nok ganske kompliceret af, at der ikke var sammenfaldende interesser.

Der er gennem de 3 år faldet drøje hug, og forløbet rimeligt samarbejde – i en skøn vekselvirkning. Det ser dog ud til, at vi i det af­sluttende år kan arbejde i samdrægtighed ud fra en forståelse af, at forskellige interesser ikke nødvendigvis er modstridende, men med rimelighed og opmærksomhed kan plejes sideløbende.

Et uventet biprodukt af udvalgsarbejdet viste sig først i 1981 i form af støtte til videreuddannelseskrav (og hermed en argumentation for løntillæg) for psykologer i socialsektoren, fælles organiseret med videreuddannelsen for kliniske psykologer i folkeskolen. Forhandlingerne om den praktiske udmøntning begynder i efteråret 1982, og giver forhåbentlig resultat inden udgangen af året. Et af resultaterne ventes at blive flere kandidatstillinger.

Udvalgsarbejdet har i øvrigt givet psykologforeningen en kærkommen lejlighed til i praksis at demonstrere bredden af psykologuddannelsens muligheder over for vore offentlige arbejdsgivere og de relevante faglige styrelser og ministerier.

Det lovende læge-psykologsamarbejdsprojekt blev i øvrigt brat stoppet i midten af 1979 af Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening. Pudsigt nok med henvisning til Ulrich-udvalgets arbejde, der – uanset hvor brede opgaver der blev tillagt skolepsykologisk rådgivning – dog i højden kunne omfatte aldersgruppen 0-18 år, hvilket kun er en mindre del af den målgruppe, læge-psykologsamarbejdet sigtede på. Man må derfor karakterisere det som en afværge-afvisning. Kontant nok og ikke til at komme rundt om ad nogen gen- eller omvej – men dog en ikke-reelt begrundet afvisning.

Der måtte derfor søges nye veje til at give mulighed for psykologbetjening af de befolkningsgrupper, der ikke enten selv er børn eller har børn, eller er så heldige at være socialforvaltningsklienter i en kommune med psykologer ansat i denne forvaltning.

Bestyrelsen valgte at foreslå generalforsamlingen 1981 at undersøge mulighederne for en sygesikringsaftale. Generalforsamlingen accepte­rede en intern undersøgelsesfase, og der forelå til generalforsamlingen 1982 et konkret udspil fra en arbejdsgruppe. Udspillet havde været udsendt til medlemsdebat fra efteråret 1981, og der havde været livlig debat og aktiv stillingtagen på mange medlemsmøder i sektioner, regioner og på større arbejdspladser.

Det lovende læge-psykologsamarbejdsprojekt blev i øvrigt brat stoppet i midten af 1979 af Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening. (…) Bestyrelsen valgte at foreslå generalforsamlingen 1981 at undersøge mulighederne for en sygesikringsaftale.

Oplægget – der i øvrigt følger standardmodellen for sygesikringsafta­ler – blev godkendt principielt, og generalforsamlingen gav bestyrel­sen mandat til at indlede forhandlinger.

Beslutningen kunne have udløst dramatiske opgør blandt medlemmer­ne, fordi den repræsenterer et principielt brud med den hidtidige linje at søge offentlig ansættelse i overenskomst- eller tjenestemandsstillin­ger, og ikke fremme dannelsen af et liberalt erhverv.

Men beslutningsprocessen forløb udramatisk. Formentlig både fordi der havde været fyldigt informationsmateriale lagt ud i god tid, og fordi selv de varmeste fortalere på ingen måde var »forlovet« med sygesikringstanken, men blot så den som den aktuelt mest sandsynlige løsning på problemet med en primær psykologbetjening uden for “in­ stitutionsregie”, og som en mulig vej blandt andre veje, til afhjælpning af arbejdsløsheden.

Arbejdsløsheden har i perioden været procentvis for nedadgående – d.v.s. en mindre og mindre andel af de færdige psykologer har været arbejdsløse. Men det absolutte antal har ligget nogenlunde konstant mellem 200 og 250.

Arbejdsløsheden har i perioden været procentvis for nedadgående – d.v.s. en mindre og mindre andel af de færdige psykologer har været arbejdsløse. Men det absolutte antal har ligget nogenlunde konstant mellem 200 og 250 – et meget højt tal, fordi det handler om risikoen for faglig dekvalificering under arbejdsløsheden, om menneskelig usikkerhed og nedværdigelse, og om store økonomiske problemer. Vi må dog glæde os ved, at det faktisk er lykkedes at få oprettet ca. 100 nye mere eller mindre faste stillinger om året, så kandidattilgangen har kunnet opsuges. I hvert fald i de tre år endnu.

Tilvæksten er primært sket i skole- og socialsektor, men ved hjælp af kreativitet og gå-på-mod er der også oprettet psykologstillinger i hidtil helt usete sammenhænge – ikke i stort antal, men jeg har forhåbning til dem som en slags bølgebrydere, der i de kommende år stille og roligt vil kunne afføde søsterstillinger, eller ideer om endnu helt andre funktionsfelter.

Også på andre felter har Psykologforeningen søgt at bekæmpe arbejdsløsheden. Hvor det har været muligt, har vi fremsat forslag eller krav, der kunne sandsynliggøre oprettelse af flere faste stillinger.

I forbindelse med cirkulæret om frigørelsesattester sikrede vi os tilsagn fra Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening til at medvirke til en sammenlægning af løse konsulenttimer med deltids­stillinger – et ganske vist smalt resultat i forhold til det ønskelige, men dog bedre end den afvisningstaktik, de fra starten havde anlagt.

Men hovedvejen har været gennem overenskomstforhandlingerne, hvor der til 1981 blev fremsat krav om tvungen afspadsering af overarbejde, tvungen vikardækning, nedsat arbejdstid med fuld løn og flere i arbejde. Næsten alene om disse krav kunne Psykologforeningen ikke presse en løsning igennem på tværs af store organisationers prio­ritering og strategi.

Men meget tyder på, at jorden er gødet så meget op til 83-forhandlingerne, at denne type krav vil blive fælleskrav – og dermed de tunge krav.

Op til 83-forhandlingerne er der for første gang iværksat en omfattende medlemshøring før kravene formuleres og indsendes til AC. Allerede i efteråret 1981 udsendtes de første »røde blade« som indstik i DPN.

Høringen er en konsekvens af strukturændringen i foreningen og er nødvendiggjort af, at flere og flere psykologer flytter uden for uni­versitetsbyerne og finder fast ansættelse der. Det er altså blevet svæ­rere spontant at organisere møder og debatter, og det har måttet læg­ges i rammer.

Mulighederne for dette (og ikke mindst interessen blandt medlem­merne) er blevet stærkt fremmet af den nydannede tillidsmands­struktur.

I 1979 blev aftalt regler for statens område, men først i 1981 for amter og kommuner. Allerede i 1979 gik vi dog i gang også i amter og kommuner, og har afholdt en lang række kurser for de nyvalgte tillidsmænd i Psykologforeningens eget regie og har haft stor indfly­delse på ACs fælles tillidsmandskurser.

Bevidstheden og vidensniveauet om fagpolitiske problemer, mulighe­der og begrænsninger er blevet stærkt forøget i denne 3 års periode, og danner et helt anderledes solidt fundament for vanskelige og akutte fagpolitiske beslutninger end umiddelbart før 1979. Man kan måske lidt tørt konstatere, at tillidsmandssystemet har medført, at der i dag er lige så stor procentdel af foreningens medlemmer med højt videns­niveau om disse ting som i 50erne, hvor det faglige miljø var mindre af antalsmæssigt omfang, og tættere i social forstand – kort sagt: endelig mulighed for at komme på niveau med fortiden efter en periode med eksplosiv medlemstilgang og eksplosiv geografisk spredning med heraf følgende »udtynding« af viden.

Overenskomst 1981 var i øvrigt præget af bitter kamp og stridigheder på hele arbejdsmarkedet. De offentlige arbejdsgivere markerede sig voldsomt med deres lock-out-trussel mod 2/3 af alle overenskomstansatte akademikere.

Overenskomst 1981 var i øvrigt præget af bitter kamp og stridigheder på hele arbejdsmarkedet. De offentlige arbejdsgivere markerede sig voldsomt med deres lock-out-trussel mod 2/3 af alle overenskomstansatte akademikere. AC gik i panik – trusler, underjordiske mod- og medbevægelser, fejlagtige vurderinger, stridigheder mellem organisationerne – blev resultatet. Lægerne meldte sig ud efter særdeles pinefulde stridigheder om strategi og mål for forhandlingerne.

Tilsvarende forløb har fundet sted i Norge og Sverige, og det vil nok vare et par runder, før AC igen kan tegne hovedparten af de akademisk uddannede faggrupper, inklusive læger.

Stridigheder fandt også sted mellem AC og de øvrige hovedorganisa­tioner af lønmodtagere. 60ernes »forgyldning« af vores gruppe skulle – efter de øvriges mening – have en ende og afløses af fordelings­politik, d.v.s. satsning på lavtlønsområderne. Denne hovedlinie har kunnet støttes af Psykologforeningen, men vi har været ret så alene i AC hidtil med det synspunkt.

Men begyndelseslønnen fik dog et lille løft – et skridt i retning af den store, samlede forbedring vi sigter mod: bortskæring af de 5 nederste løntrin.

I AC har vi i den forløbne periode genvundet midlertidigt tabt terræn i form af, at der i stigende grad er blevet lyttet til vore synspunkter – også selv om vi ofte har stået tilbage i en mindretalsposition sammen med andre mindre organisationer. Med lidt optimisme kan situationen vel beskrives således, at Psykologforeningen i stigende grad er blevet pejlemærke for latente eller kommende strømninger i de øvrige AC-organisationer.

Nogen anerkendelse har vi også fået ved at blive tildelt formands­posten i ACs arbejdsmiljøudvalg med henblik på at udforme en fælles AC-politik om det psykiske arbejdsmiljø i særdeleshed, og ar­bejdsmiljøproblemer generelt for akademikere. Lykkes denne opgave tilfredsstillende i løbet af det næste par år, vil der både kunne hentes psykologstillinger på arbejdsfeltet, og en bedre organisationsmæssig placering i AC, også i andre spørgsmål.. Og hermed måske også en bedre vind bag vores allerede gamle krav om adskillelse af liberale erhverv og ansatte i ACs organisationsform ?

I AC har vi også haft god fremgang omkring vores offensiv mod studiegældsproblemerne. Væsentlige dele af et samlet program fra Psykologforeningen blev inddraget i ACs program (som i parentes bemærket klart blev søsat efter bl. a. pres fra os). Endnu har det dog ikke resulteret i mærkbare reformer eller bare mærkbare lapperier. Gad vidst, hvor længe det tålmodige akademikerfolkefærd kan holde til det ? »Uanstændigt« må vel fortsat være den mest rammende be­tegnelse for det faktum, at mange sidder med en studiegæld på 2 gange årslønnen, plus rentetilvæksten!

I AC har vi også haft god fremgang omkring vores offensiv mod studiegældsproblemerne. (…) Uanstændigt« må vel fortsat være den mest rammende be­tegnelse for det faktum, at mange sidder med en studiegæld på 2 gange årslønnen, plus rentetilvæksten!

Men tilbage til de centrale interne debatspørgsmål som en slags af ­ runding.

Ved formands- og bestyrelsesskiftet i 1979 var der netop startet en debat om chefstillinger og tillæg. Som det fremgår af de tidligere for­mænds indlæg havde foreningspolitikken indtil da været relativt uom­tvistet: chefstillinger blev anset for et fagpolitisk gode, og tillæg (som var uundgåelige sådan som lønsystemet havde udviklet sig) blev anset for en fordel og skulle sikres på et niveau, der svarede til, hvad andre AC-organisationer havde kunnet hente hjem til deres medlemmer.

Overskriften hed: Psykologer på niveau med andre akademikere. Der blev sat spørgsmål ved denne politik på flere leder.

Først blev det fremhævet, at chefstillinger måske ikke ubetinget var et gode – at kollektive ledelsesformer måske kunne være at foretrække. Dernæst blev der stillet spørgsmålstegn ved tillæg som lønsystem og tillæggenes virkning i retning af at skabe forskelle i status mellem psykologer.

Debatoplæggene var fra begge sider – både fra de »liniebrydende« og »linieforsvarende« – temmelig hede i starten. Det kunne måske karakteriseres som en lansebrydning mellem en »lighedsideologisk« linie, født af studenteroprøret og de partipolitiske nydannelser i 70- erne, og en »frontkæmperlinie« i forhold til andre tilsvarende fag, ud­ viklet af den tradition, Psykologforeningen havde dannet i de første 30 banebrydende år.

En svær nød at knække, og hård opgave at gå til, hvis kompromis af en bæredygtig karakter fortsat skulle være målet.

En tid lang var jeg mismodig og skeptisk med hensyn til at finde vejene frem i dette spørgsmål. Men i efteråret 1981 viste der sig muligheder for nytænkning og samtænkning i lønudvalget, og her i foråret 1982 er et enigt forslag udsendt til høring i regioner og sek­tioner.

Ja – også på dette punkt (som kunne have medført splittelser af alvorlig karakter, ligesom i andre faglige organisationer for mellemlagene) har Psykologforeningens »samlede fornuft« vist sig at være stor, og kunnet bære frem til et samlet forslag med stor chance for at blive bakket op af medlemmerne.

Tilbage står en tendens, som var i sit udspring, før jeg tiltrådte, og som har groet sig stærkere i løbet af de tre år – parallelt med udviklingen i tilsvarende organisationer: en partipolitisk polarisering af de fagpolitiske hovedspørgsmål.

Generalforsamlingen 1982 vedtog, at en ensidig partipolitisk identi­fikation af psykologforeningen ikke må kunne ske. Det er godt, at der var klar enighed om det. Men ikke tilstrækkeligt.

Den har slået igennem i en række emner, som f. eks. arbejdsløsheds­marcher, 1. maj deltagelse, udformning af overenskomstkrav, tanker om kampstrategier m.v. Der kan næppe tænkes et centralt fagpolitisk problem, som i disse år ikke også vil blive genstand for omfattende partipolitiske diskussioner – og ofte med det resultat, at partiernes profilering over for hinanden sker på netop de fagpolitiske spørgsmål.

Generalforsamlingen 1982 vedtog, at en ensidig partipolitisk identi­fikation af psykologforeningen ikke må kunne ske.

Det er godt, at der var klar enighed om det. Men ikke tilstrækkeligt. Ganske vist kan bestyrelse og formanden trygt handle i overensstemmelse med dette princip – men det maner ikke i sig selv problemet og tendensen i jorden (eller hvor den nu skal hen). Der skal fortsat ar­bejdes aktivt og åbent for, at meningsudvekslinger ikke kommer til at foregå i »partipolitiske fåreklæder«, og – efter min mening i hvert fald – dermed kommer til at forrykke Psykologforeningens egentlige formål – fag og fagpolitik. Men jeg tror på, at vi også klarer denne hurdle.

Vi har klaret dem, der var værre gennem tiderne. Jeg er glad for, at vi kan se tilbage på 35 år, der har været levende, aktive, debatterende, problemløsende – og 35 år, som har placeret psykologer ret pænt i vores samfunds samlede apparat, samt i eget hus.

Elsa Schmidt

(PS. Mine næsten voksne børn har iblandt drillet mig med, at jeg måske er en af de få overlevende syndikalister – ja, ja).

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge