Et tiår i sammendrag

 I

Foreningens formænd fra 1982-2012 har sagt ja til at skrive deres beretninger til foreningens historieportal. Roal Ulrichsen er den sidste i rækken af fem.

Mød Roal Ulrichsen, tidligere formand for Dansk Psykolog Forening, (2002-2012) og læs hans formandsberetning, der er præget af, at værnet af den særlige psykologfaglighed stod højt på prioriteringslisten. Det samme gjorde også opgaven med at opgradere Psykologforeningens position igennem en øget kommunikationsindsats. 


Et tiår i sammenhæng

Der var ikke noget ydre og voldsomt skelsættende i det storpolitiske klima, da jeg i maj 2002 overtog formandsposten i Dansk Psykolog Forening. Det var til gengæld kommet lidt før. Den nye Fogh-regering, der afløste efter Nyrup-regeringens fald i november, 2001, havde ved den forsinkede finanslov fra februar 2002 indført et skattestop.

I regeringsgrundlaget hed det: ”Danskerne betaler verdens højeste skatter. Regeringen indfører fra start et skattestop. Et skattestop, der varsler nye tider. Målet er at nedbringe skatten på arbejde. (…) Først skattestop, dernæst lavere skat på arbejde.” Og Fogh med sin drejebog havde, skulle det vise sig, noget at have det i. Venstre og Konservative dannede i min formandstid tre Fogh-regeringer og så en Løkke-regering frem til 2011 med Dansk Folkeparti som parlamentarisk flertal.

Der kom ekstra bevågenhed om budgetterne i staten, amterne og kommunerne, som jo er psykologernes hovedarbejdsgivere, og vi kunne allerede hen på efteråret 2002 konstatere, at psykologerne ledighedstal steg. Fogh-/Løkke-regeringerne udstak en ny kurs: Det er det enkelte menneskes foretagsomhed, som skal være drivkraften i samfundets udvikling. En bevarelse og udbygning af velfærdssamfundet kræver et solidt økonomisk grundlag, som forudsætter de bedst mulige rammer for privat virkelyst.”

I Psykologforeningen belavede vi os hurtigt på dette ”privat-privat,” samtidig med at holde fast i, at vi altså primært ”finansieres” af netop skatteindtægter. Disse ydre vilkår kom til at præge hele min formandsperiode, 2002-2012. Jeg henviser i øvrigt til detaljerede beretninger, der blev lagt frem ved generalforsamlingerne, og som kan tilgås på foreningens hjemmeside.

Samtidig stod det for os i stigende grad klart, hvad foreningens mission var. Det blev mere og klart formuleret og prioriteret, at vi både er en fagforening og en faglig forening. To ben at stå og gå på, som vi ynder at sige det. I det historiske perspektiv havde det ikke altid været sådan, her hierarkiserede man. Den første formand for Dansk Psykolog Forening, Jesper Florander, nedfældede i 1982, hvad der havde været foreningens formål, da den blev dannet i 1947:
”Foreningen skulle vel nok også tage sig af pæne og nydelige forhold som at styrke psykologiens stilling i samfundet og den slags, men den skulle først og fremmest arbejde for at styrke psykologernes plads i samfundet arbejdsmæssigt og lønmæssigt”.

Det er nemt at forstå, at fagforeningsperspektivet måtte gå frem for det faglige i en tid, hvor psykologer ikke blev anset for at være rigtige akademikere eller have en videnskabelig uddannelse, og hvor, som Jesper Florander beretter om, psykologer nok kunne bistå psykiateren med at teste, men ellers skulle virke som psykiaterens sekretær. Sådan er det indlysende nok ikke mere – ikke mindst takket være den enorme gruppe af aktive medlemmer, der i stigende grad bidrog på mange forskellige måder og områder i Dansk Psykolog Forenings hverdag.

I 2018 at skrive en formandsberetning for 2002-2012 gøres ikke lige med et snuptag. Jeg vælger min vej ved at kombinere faktuelle og personlige beretninger, tilmed det anekdotiske. Jeg må vælge og fravælge, prioritere og nedprioritere og betone og nedtone ud formatet her, men også ud fra formandens særlige udkigspost og ud fra de særlige formandsopgaver, der enten dukker op eller udformes. Jesper Florander kunne skrive distanceret om ”pæne og nydelige forhold som at styrke psykologiens stilling i samfundet og den slags”, men netop dette blev det primære og dagligdags i min formandstid. For foreningen, medlemmerne, faget og professionen kom gennem meget lang tid under pres, ikke alene hvad angår ”pæne og nydelige forhold og den slags”, men bestemt også mindre pæne ting, som jeg måtte forholde mig til. Jeg er og var mig pinligt bevidst, at psykologerne også tidligere havde været skydeskive, men det tog til og handlede om netop faglighed og omdømme.

Faglighed og omdømme
Lad mig i kort form slå ned på sager, der poppede op undervejs, og som krævede indgriben og stillingtagen.
Der var således sagen med en psykolog, der havde krænket tre indvandrerbørn og fik seks års fængsel. Allerede vores tidligere formand havde forholdt sig til den, men nu var det så min tur. Eller en anden sag, hvor der på ny var kommet fokus på en psykolog, der havde givet udtryk for, at man burde se med lempelighed på incest og seksuelle krænkelser, ”når nu børnene selv gerne ville …”. Noget længere henne kom så sagen om psykologen, der mente, at hvis vi ikke indførte avlsprogrammer, altså racehygiejne, så ville vi tendere en stigende dumhed.

– og det blev ved …
Hvordan kunne det lade sig gøre, at psykologer har medvirket ved sagsfremstilling i retten, hvor flere blev idømt og faktisk havde fået lange fængselsstraffe for seksuelle krænkelser og incest, og det så nu efterfølgende viste sig, at vidner havde løjet, og at der derfor ikke havde været grundlag for dommene. Det var straks mere kompliceret, og jeg fik god hjælp fra specialister i vores rækker, der ikke kendte noget til sådanne forhold.
Omvendt var det med visse medier, og jeg oplevede her ikke at have grund til at renoncere. Jeg skrev til justitsminister Lene Espersen og bad om en undersøgelse. Det ville ikke en kat have hørt om, hvis jeg ikke havde tippet et dagblad, der kvitterede med en forsidehistorie om mit initiativ. Det skabte røre og en del respekt, så andre medier inden for 12 timer fulgte op. Efter adskillige måneder meddelte rigsadvokat Henning Fode, at der ikke var noget om sagen, i hvert tilfælde ikke de sidste 20 år. Den sidste historie blev sjovt nok ikke omtalt i medierne.

– og nu med læger og psykoterapeuter …
En lægefaglig direktør på Hvidovre Hospital og en arbejdsmediciner fra Odense Universitets Hospital stillede sig ofte til rådighed for medierne med det synspunkt, at debriefing kunne være værre end ingenting. Det vakte af indlysende grunde opsigt, derimod så at sige aldrig, når Psykologforeningens formand eller eksperter på området sagde det modsatte. Det var mere sådan: ”Ja, ja, det er jo der, I får jeres brød fra, så …”. Bøtten vendte først efter maj 2007, hvor Psykologforeningen og Foreningen af Speciallæger i fællesskab afholdt en velbesøgt konference om emnet. Både eksperter og politikere var mødt op i Landstingssalen på Christiansborg. I dette faglige forum var der plads til de faglige forklaringer, som vi ikke kunne komme af med som one liners i aviserne. En evig udfordring, som vi gang på gang stødte på.

En særlig stor opmærksomhed blev der omkring psykoterapeuterne, hvorfra det hed, at psykologer blot er akademikere ”i deres elfenbenstårn”, mens psykoterapeuter kender til den ”virkelige virkelighed”. En offentlig certificeringsordning var bl.a. deres ærinde, og den blev fremmet af visse myndigheder, der mente, at man med en sådan ordning kunne løse det såkaldte problem med mangel på psykologer. Presset på os voksede, for med en offentlig certificeringsordning kunne psykoterapeuter jo blive sidestillet med psykologer, der udøvede psykoterapi. Det billede blev atter tegnet, at vi hyppede vores fagforeningsinteresser.

– og så en slags morsomhed
Hen ad vejen spidsede det til med den planlagte certificering. De relevante sundhedsmyndigheder havde udliciteret opgaven med at certificere psykoterapeuterne til en privat institution, og man indkaldte eksperter – men dog ikke Dansk Psykolog Forening! Helt tilfældigt mødte jeg på gaden en sådan international ekspert. En psykolog. Han og jeg kendte hinanden særdeles godt, og han fortalte med glæde og entusiasme om et møde, han dagen efter skulle til, hvor opgaven var at opstille certificeringskriterier for danske psykoterapeuter. Jeg hev ham ind i en taxa og tog ham med til mit kontor, hvor vi kunne sammenligne de dokumenter, jeg var i besiddelse af, med dem, han havde modtaget. Der var en skrigende kontrast i de to stykker baggrundsmateriale. Den foreløbige ende, men absolut ikke den sidste på denne del af historien blev, at han ved sit møde den efterfølgende dag meddelte den certificerende institution, at han var blevet ført bag lyset. Og jeg tror kun, der gik få timer inden han sad i flyet hjem.

– og så blev der det der med Kamik-Psykologerne
Ligesom det er en interesse, vi har, så er det også vores forpligtelse at værne om vores overenskomster. Sådan er det også helt afgørende, at vi værner om vores faglighed og vores profession. Det var troværdigheden, der kunne komme i spil, da et medlem, ganske vist i Grønland med de meget anderledes og svære arbejdsforhold, der gør sig gældende i dette enorme land, mente, at man burde oprette, hvad han kaldte ”Kamik-Psykologer”.

Så jeg valgte, juli 2002, at bruge min platform som lederskribent i Psykolog Nyt. Lederen betitlede jeg ”Kamik-mak-psykologi”, hvad der kom til at virke anstødeligt på nogle, men jeg redegjorde selvfølgelig for Dansk Psykolog Forenings vedtagne politik. I de følgende måneder blev jeg udfordret i debatrubrikken i Psykolog Nyt. Fx burde jeg søge dialogen, hvad jeg jo rent faktisk gjorde ved at skrive lederen. Eller jeg burde kontakte foreningens Grønlandsregion, hvad jeg dog bestemt også havde gjort: Regionen gav da også i debatten udtryk for deres tilfredshed med, at jeg netop var interesseret i forholdene for grønlandske psykologers arbejdsvilkår og så i øvrigt blot støttede, hvad der i øvrigt var Psykologforeningens holdninger.

Bag den aktuelle sag lå selvfølgelig noget helt principielt: at foreningen indædt skal forfægte fagligheden som basis for psykologers virke. Med til historien hører også, at jeg efterfølgende modtog og med glæde efterkom en invitation fra vores Grønlandsregion om at besøge psykologerne i Grønland. Her fik jeg også et møde med landsstyreformand Hans Enoksen, der nok mente, at specialistviden var vigtig, men at den skulle tilpasses grønlandske forhold!

Så, altså –
Eksemplerne på, at vores faglighed kunne komme under angreb, var legio. Jeg fandt beklageligvis heller ikke den større forståelse for psykologfagligheden på foreningens regelmæssige møder med psykiaterne. Det er vist nok blevet bedre med det, som årene er gået. Jeg var mig pinligt bevidst, at dette i høj grad var en formandssag, og også lige så pinligt bevidst, at kioskbaskerne ikke gjorde det nemmere for medlemmerne i deres daglige arbejde med deres respektive politiske ledelser. Det blev klart på de mange, mange medlemsmøder landet over, at det grå terapimarked buldrede frem, og at de havde vind i sejlene.

Vi sagde til os selv og hinanden, at vi var en fagforening og en faglig forening. Det første var kendt i offentligheden, i forhandlingsverdenen og blandt politikere. Men sådan var det ikke med fagligheden. Den var udefra set slet ikke et emne, men måske snarere en selvfølgelighed, som vi så delte med psykoterapeuterne. Efter at de selvstændige psykologer havde manifesteret sig, ikke mindst med Sygesikringsaftalen fra 1992, var et almindeligt billede ofte, at denne gruppe ”tjente kassen”, og vi havde i den grad et imageproblem i forhold til vores omgivelser. Dansk Psykolog Forening var en ø, og det måtte vi lave om på.

Intern og ekstern kommunikation
Sagen om de såkaldte ”kamik-psykologer” blev fornemt løst på de indre linjer, og foreningens medlemsblad, Psykolog Nyt, spillede den afgørende rolle kommunikativt med bl.a. debat-rubrikken. Indadtil kunne vi nok enes om, at en psykolog er en psykolog.
Psykolog Nyt havde været en stærkt samlende kommunikativ kraft i Psykologforeningen siden foreningens tilblivelse. Med ansættelsen af en webredaktør i 2002 blev der kræfter til at gøre den eksisterende og hidtil ganske primitive hjemmeside anderledes dynamisk. www.dp.dk udvikledes med stor hast i de kommende år, og nu stod foreningen med to stærke medier, der kunne supplere hinanden og tilbyde viden til og kommunikation med medlemmerne. Det var og blev en tydelig landvinding.

Men kunne vi blive mere offensive udadtil? Med afsæt i det spørgsmål begyndte vi meget langsomt at gøre ekstern kommunikation til genstand for strategisk tænkning og handling. Vi måtte i højere grad se at få psykologerne placeret i centrum for alt, der vedrører det psykiske felt på den offentlige dagsorden. Dansk Psykolog Forening er en fagforening og en faglig forening, men den skulle også være en strategisk, eksternt kommunikerende forening – det sidste måtte opgraderes.
Vi havde til brug for kommunikationen det såkaldte ”mediekartotek”, hvortil psykologer stillede sig til rådighed, når medierne rettede henvendelse til os. Ret sent i min formandsperiode kom jeg under vejr med, at medierne mente, det var suspekt, at vi sådan havde forberedt os – og derfor rakte interessen ikke så langt. Det svarer vel nærmest til, at medierne henvender sig til eksperter på den faglige side og til fx de politiske ordførere på den anden side.
Mediekartoteket havde eksisteret allerede fra 1990’erne, og i den periode, jeg var formand, blev det kun sparsomt brugt. Det er der en række af forklaringer på, som jeg kun kan antyde her. Der er den med, at medierne ønsker viden om både det faglige og det politiske – helt legitimt, men utrygt for fx en fagnævnsformand, der jo ikke kan vide sig sikker om den politiske side. Så er der også den om, at psykologerne i mediekartotektet også er ansatte psykologer, der skal udvise loyalitet over for deres arbejdsgiver og indlysende nok ikke ønsker at risikere at sætte denne over styr. En tredje forklaring var nok, at medierne efterspurgte og levede af at levere nyheder. Mediekartoteket var langsomt i brug, vi fremstod reaktive og kunne ikke ad den vej levere i det tempo, medierne efterspurgte.

I første omgang lå opgaven med at ”brande” os i forhold til medier og nyheder primært som en formandsopgave. Jeg havde på ingen måde loyalitetsproblemer i forhold til en arbejdsgiver og kunne meget nemt finde mig tilrette i forhold til de afstukne politiske rammer i Dansk Psykolog Forening. Et par omgange med rasende intensiv såkaldt medietræning blev det også til.

Pengene skulle række, så den første pressemedarbejder blev ansat på deltid og for en begrænset periode. I nyere tid ser vi vel ikke for os, at en organisation med vores størrelse og ønske om at præge mediebilledet kan klare sig uden tung professionel hjælp på denne post, og sådan gik det efterhånden.

Uanset væksten i medarbejderstaben blev kommunikationsopgaverne stadig tungere og mere krævende, også for mig. Det blev derfor en stor lettelse, da vi fik en kommunikationschef. Fra 2009 havde den strategiske kommunikationspolitik fået sin stærke forankring i sekretariatet, helt på linje med forhandlings- og professionsområderne. Omsider! Og vi kunne intensivere arbejdet med at tage egne presseinitiativer og styrke troværdigheden udadtil.

Der hvor vi bor
Foreningens sekretariat var jo i 1996 flyttet fra Valby i den ene ende af København til Østerbro i den anden. Her boede vi sammen med Dansk Psykologisk Forlag, som rådede over stuetagen og kælderen. Foreningens Århus-kontor holdt foreløbig til i de hidtidige lokaler i Guldsmedgade.

Jeg havde bestemt holdt af den hygge, der prægede den noget uhensigtsmæssige domicil i Valby, og på den konto (men dog kun den!) var flytningen selvfølgelig et tab. Vi havde udviklet os til at blive en moderne organisation og ville have et ”medlemmernes hus”. Der skulle være en atmosfære af åbenhed. Medlemmer, der kom ind til møder, fik på gange og i korridorer en givende kontakt med medarbejderne – og omvendt – og jeg tror, at megen mystifikation eller fremmedgørelse blev undgået. Det var ikke sådan, at ”sidste mand lukker og slukker”, men i tiden både før og efter at jeg var tiltrådt som formand i 2002, var den gode dialog og det høje humør gældende med sin aura af inklusion.

Desværre blev det på anden vis ”moderne tider”. Efter flere oplevelser med tyverier ved højlys dag, blev vi nødt til at sætte lås på hoveddøren. Noget af ånden gik fløjten, når medlemmer i dagtimerne skulle til at buzze sig ind og i aftentimerne havde en kode med. Gevinsten var, at tyverierne holdt op.

Foreningen og Dansk Psykologisk Forlag levede jo dør om dør. Omfanget af vores respektive arbejdsopgaver steg til en grænse, hvor vi måtte erkende, at der ikke længere som i 1996 var plads nok til begge parters samlede aktiviteter. Forlaget flyttede derfor omkring 2003 fra Stockholmsgade og etablerede sig på en ny adresse.

Foreningen havde siden 1996 fordoblet sit medlemstal, og det kunne mærkes på møde- og kursusaktiviteter. Vi fik plads til flere kontorer, og vi fik betydeligt flere og bedre mødefaciliteter til de mange flere kurser og andre typer arrangementer, vi skulle huse og facilitere. Og så fik vi også en stærkt tiltrængt mulighed for at lave kantine og køkken med mad til de mange gæster – og med den sidegevinst, at der kunne etableres en madordning for medarbejderne. Der var et indlysende gode, og mange udtrykte deres glæde ved dette. Samtidig kunne vi opfylde vores forpligtelse til at passe på huset og dets værd.
Teknisk set var huset ejet af Bistandsfonden, som efterfølgende kunne opskrive værdien af huset. Samme praktiske løsning kunne vi ikke lave for Århus-kontoret, for den fysiske pladsudvidelse var der ikke en umulighed. Enden på det blev, at Århus-kontoret i 2010 i stedet flyttede til en ny adresse med langt bedre kursuslokaler og kontorer.

Den medlemstilvækst, Psykologforeningen oplevede – fra knap 6.000 i 2002 til godt 9.000 i 2012 – og som jo lå til grund for et større pladsbehov, udsprang naturligt nok af en stor produktion af cand.psych. på vores universiteter. Som hidtil kom kandidaterne fra Københavns og Aarhus Universitet. I 2003 dimitterede de første psykologer fra Aalborg Universitet. Endelig åbnede Syddansk Universitet i Odense en psykologuddannelse i sommeren 2010. Den høje organisationsprocent, op mod 85 %, sikrede en fortsat høj medlemstilvækst. Derfor var de gode rammer i København og Århus nødvendige.

Flad struktur i sekretariatet
Da jeg ankom som formand i 2002, var foreningens administrative struktur flad. Stort set alle refererede til direktøren (som da bar titlen sekretariatschef). Det betød potentielt mindre tid til ledelse af den enkelte medarbejder, ikke mindst når vi kunne se, at stigningstakten i medlemstallet i det mindste ville blive fastholdt, men i realiteten ganske sikkert øges.

Princippet om både at være en fagforening og en faglig forening måtte jo gerne kunne genfindes i dagligdagen og fx træde frem i møder mellem medarbejdere fra de respektive områder eller inde i hovedet på den enkelte. Samspillet i sekretariatet var godt, disciplinen høj, alle vidste godt, at ”Vi kom i morges for at fremme psykologiens og psykologernes interesser” og ”Vi bidrager på hver vores måde og med hver vores faglighed.” Det kunne langt hen ad vejen kompensere for, at organiseringen var uholdbar. Men ville det vare ved, mon?!

Vi ansatte som modtræk først to linjechefer – en forhandlingschef og en professionschef – senere som nævnt en kommunikationschef. Hertil kom en chef for det administrative område (økonomi og it) og en servicechef (bygning, lokaler, kantine m.v.). Nu var vi dækket ind. Man kan sagtens sige, at det bare handler om at blive voksen og professionalisere, noget, som foreningen på det faglige plan allerede begyndte på i slutningen af 1980’erne med vores egen autorisation, inden den blev offentlig, og som fulgtes op med specialistuddannelserne.

Overgangen fra den ”flade” struktur til en sektioneret struktur var selvfølgelig ikke kun en praktisk ændring, men også indførelsen af en ny kultur. Set fra min stol forløb processen imponerende glat, selv om jeg jo må erkende, at medarbejderne kan have haft et andet syn på sagen. Men alligevel … Jeg oplevede i hvert fald, at alle ”trak med” ud fra en vished om, at vi måtte sektionere af nødvendighed. For det andet, at vi havde mange medarbejdere med en mangeårig erfaring i Dansk Psykolog Forening og dermed en såkaldt lav personaleudskiftning. Så det var som om vi hentede ”det fælles” eller det ”kulturelle” med fra den flade struktur ind i den lidt mere hierarkiske. For mig som formand var det en stor tilfredsstillelse og fornøjelse altid at kunne gå ind på et hvilket som helst medarbejderkontor, for ”lige at høre” m.v., på samme måde. Lige så naturligt var det, at min dør ikke stod lukket som i en anden departementskultur.

Struktur og forening
Strukturdebatten i Dansk Psykolog Forening var ingen nyhed, ældre medlemmer kunne datere den tilbage til de tidlige 1960’ere, og måske før. Nu var vi 2000-tallets første årti, og her fyldte den hele vejen igennem, uden at vi reelt fik flyttet på os i forholdet mellem en generalforsamlingsmodel og en repræsentantskabsmodel. Vi nærmede os så småt 10.000 medlemmer og havde en besluttende generalforsamling, hvortil måske kun 200 mødte frem. Måske repræsenterede de trods alt holdningerne hos de foreningspolitisk engagerede medlemmer; alligevel kunne legitimiteten være meget lav.

Omvendt havde vi faktisk et velstruktureret forhold mellem, hvad vi kalder decentrale enheder på den ene side og ”den centrale forening” med en bestyrelse og en formand på den anden side. Et argument for generalforsamlingsmodellen, der ofte blev fremført, var, at der uden generalforsamlinger ville blive alt for langt mellem bund og top, man skulle så at sige lige fra gulvet kunne møde frem og debattere med hinanden og med bestyrelse og med formand – det er ægte demokrati.
I bestyrelsen nåede vi frem til, at vi nok startede i den forkerte rækkefølge. I stedet skulle vi starte med at drøfte, hvad opgaven eller missionen er og først herefter finde den rette struktur. Der kom dog ikke nogen løsning ud af det, men så fik vi noget andet på de indre linjer, nemlig hvad vi kaldte et ledelseskatalog. Det blev også til en vedtægtsændring i vores formålsbetragtninger, nu med tilføjelsen af en bestemmelse om, at vi skal virke for ”velfærd og trivsel”.

Det blev i min formandsperiode min erfaring i denne og en række andre sager, at det i visse sammenhænge kan være en fornuftig beslutning ikke at beslutte noget. Sådan kan jeg i hvert tilfælde godt tolke vores debatter – at vi så at sige først griber æblet, lige inden det selv giver slip.

Offentlige overenskomster
Dansk Psykolog Forening er centralt en forhandlingsorganisation, der inden for rammerne af ”den danske model” indgår overenskomster med vores arbejdsgivere. Ved overenskomsten i 2002 blev der på det kommunale område indført et protokollat om, at lønforskelle mellem cand.psych. og cand.pæd.psych. på skoleområdet skulle være fagligt begrundet. Sagen var, at cand.pæd.psych. var væsentligt bedre lønnet end cand.psych., og Dansk Psykolog Forening stræbte naturligvis efter lige løn for lige arbejde.

Med ”Ny løn” fra 1997 (senere kaldet lokal løndannelse) skulle vi både forhandle centralt og lokalt. Det blev ved de lokale forhandlinger muligt at gennemføre en større lønudligning, ikke mindst takket være vores stærke tillidsrepræsentanter – der fra efteråret 2002 skulle forestå væsentlige forhandlinger og i øvrigt være understøttet af sekretariatet.

Det var kendetegnende for hele min formandsperiode, at vi skulle forholde os til urimelige paradokser og modsigelser i ”Ny løn” i praksis. Men også, at vi nok havde det mindst ringe lønsystem. Forlodsfinansieringen afsatte ved de centrale forhandlinger penge til lokal løndannelse, og det blev nødvendigt at fastsætte en udmøntningsgaranti. Det urimelige og paradoksale bestod i, at når vi kom frem til de lokale forhandlinger, så mødte vi alt for ofte blot ”korslagte arme”. Den såkaldte udmøntningsgaranti virkede ofte ikke, og arbejdsgiverne tænkte i puljer, som jo budgetmæssigt kunne bruges op af økonomiudvalget i en given kommune.

Dét var ikke intentionen med ”Ny løn”. Det skulle have været et stærkt og dynamisk system, der respekterede og underbyggede både det centrale og det lokale i respekt for parterne. Og resultatet blev, at vi faktisk i første omgang fik aftalt et tillæg på lønsystemets trin 8, der tilnærmelsesvis udlignede lønforskellen mellem de to grupper, og desuden fik slået fast, at ikke alle spørgsmål kan henvises til lokale afgørelser. Det var et skridt i den rigtige retning, men langt fra godt nok.
Men resultatet skal også ses i større sammenhæng, idet vi opnåede, at psykologernes lønudvikling faktisk fulgte med akademikerne generelt. Dette resultat var bemærkelsesværdigt, da vi samtidig i perioden kunne iagttage en stigning i antallet af psykologstillinger på 35 % – stillinger, der besattes af nyuddannede på et lavere løntrin.

Vi opnåede ved overenskomsten i 2008 en helt exceptionel stigning på 12,8 % generelt, og at PPR-tillægget udløstes på trin 6, samt at trin 3 blev afskaffet.
Endelig kunne vi i 2011 afslutte ”PPR-projektet” med tilnærmelsesvis fuld udligning mellem de to faggrupper.
Udviklingen og afviklingen af PPR-projektet kan illustrere træk i tiden. ”Ny løn” eller lokalløn skulle som sagt have været et forsøg på at komme ”tættere på”. Det kan man på én måde godt argumentere for. For vores realisering af PPR-projektet med centrale aftaler løb helt parallelt med den omfattende indsats blandt tillidsrepræsentanter og sekretariatet.

I overenskomstforhandlinger findes ”den totale sejr” ikke. Man må bøje af, udvise realitetssans og nå så langt, som man kan. I betragtning af samfundsøkonomien under finanskrisen var vores resultater samlet set gunstige. Ikke mindst tør jeg give udtryk for den glæde og tilfredshed, der indfandt sig hos både Løn- og Stillingsstrukturudvalg og skiftende bestyrelser, da PPR-projektet endelig blev naglet til centrale aftaler.

Overenskomst på praksisområdet
Praksisoverenskomsten var den lille af de to store overenskomster, vi indgik i. Med den var der med delvis offentlig finansiering direkte adgang for den enkelte borger til vores kompetencer.
Den blev i min formandstid, trods mit ønske derom og oplæg dertil, ikke rigtig reformeret og moderniseret, som den burde. Den passede ikke til nullerne og ville heller ikke passe til 2010’erne eller 2020’erne for den sags skyld. Den er stiv og bureaukratisk og klinger ikke med vores sundhedspolitik om fri, lige og reel adgang til sundhedsydelser baseret på behov, sådan som det forholder sig med adgang til den praktiserende læge, der jo som bekendt udgør indgangen til vores sundhedssystem.

Overenskomsten opererede med henvisningskategorier på baggrund af et ydre hændelsesgrundlag og fastlægger, at disse hændelser skal være indtruffet inden for 6-12 måneder, og så måtte der blot afsættes 12 sessioner. Jeg satte mig for at gøre noget ved disse tre ting – skabe ”huller” i den med baggrund i både de ønsker, psykologerne havde, og som også blev udtrykt af de klienter, og læger for den sags skyld, der berørtes af overenskomsten.
Første gennembrud kom i 2005. Det var nu ikke i første omgang et resultat af selve overenskomstforhandlingerne. De såkaldte ”personkategorier”, der kunne komme i betragtning, var bestemt på lovgivningsvis. Vores efterhånden og med tiden vundne troværdighed som fagkyndige kunne knyttes til eller udnyttes over for bestemte politiske kontakter. Blandt visse ”satspuljepartier” var der imødekommenhed, når vi mødtes med dem, og der var både i offentligheden og blandt centrale politikere fokus på dette område. Resultatet blev, at vi fik indføjet en ny henvisningskategori: ”Personer, der inden det fyldte 18. år, har været ofre for incest eller seksuelle overgreb”.

Landvindingen havde flere dimensioner. Selve kategorien var selvfølgelig én ting, men den medførte en øgning af de samlede afsatte midler, som vi længe havde ønsket, og den medførte, at der nu kunne oprettes 100 nye ydernumre, ligeledes et stærkt ønske gennem lang tid. Det var en massiv øgning, og de afsatte midler indgik i en samlet pulje, der også kunne bruges på de øvrige kategorier. Det var jeg glad for, men ikke mindst glad for reglen om, at den udløsende hændelse nu strakte sig langt ud over de 6-12 måneder. Det var en principiel nyskabelse, ja, et regulært digebrud. Dog var det stadig ikke foreneligt med vores faglige forståelse, at et behandlingsbehov skulle begrundes i en ydre hændelse, og heller ikke at den forsvarlige behandling kun skulle omfatte 12 sessioner.

Det blev atter ved den følgende overenskomst i 2008 indføjet, at Praksisoverenskomsten kunne rumme behandling af depressive. Fra central side var der afsat begrænsede midler, og det var indlysende, at det nytilkomne Danske Regioner, der afløste Amtsrådsforeningen, havde stramme tøjler. Regionerne ville sådan set gerne fremme vores sag, men ved forhandlingernes afslutning stod det klart, at der trods en kapacitetsudvidelse på 20 % kun var penge til at tilbyde behandling af depressive fra 18 til 37 år. Vi indgik aftalen i bevidstheden om, at dette var et skridt på vejen, og fik tilført mange flere penge i ordningen og hele 125 nye ydernumre. Hermed kom overenskomsten til at indeholde bestemmelser om, at der ikke behøver at være en ydre hændelse og at den øvre grænse ikke var 12, men 24 for denne kategori.

Den sidste forhandling om Praksisoverenskomsten med mig som forhandlingsleder, i 2011, endte på lignende facon og med fjernelse af aldersgrænserne for depression, men desværre med samme grænser for den nytilkomne kategori, angst.

Målet om at trække Praksisoverenskomsten i retning af behovsbestemmelse var sådan set nået. Men det endelig mål om en egentlig og gennemgående behovsbestemt overenskomst kom ikke i land.

Praksisoverenskomsten er interessant ved at være helt vores egen, og vi er i modsætning til ved de tre ”store” overenskomster meget ”tættere på”. Vi har ikke kollega-organisationer at skulle tage hensyn til, men på den anden side heller ikke sådanne organisationer at støtte os til.

Det hører med til det samlede billede, at Selvstændige Psykologers Sektion i slutningen af min formandsperiode voksede voldsomt, og at modsætningen mellem psykologer med og uden ydernummer voksede.

Specialpsykologen
Ved min tiltræden i 2002 var jeg stærkt optaget af at få gjort vores specialistuddannelser anerkendt uden for vores egen kreds. Det handlede om status, men bestemt også om en indigneret følelse af at sidde inde med den bedste viden og de bedste kompetencer og så ikke blive anerkendt. Og så handlede det selvfølgelig om løn.

Hvad angår det sidste, så lykkedes det i stigende omfang at komme igennem med tillæg for autorisation. Det skulle også bare mangle. Men det kneb med tillæg for at være specialist, og billedet var broget.

Det bedredes dog med tiden. Det blev i psykiatrien, gennembruddet kom, og det er der mange forklaringer på. Vi havde gjort vores hjemmearbejde, og til tiden, og havde allerede i 2005 fuldt og helt beskrevet en ny specialistuddannelse i psykopatologi. Og det var pinefuldt for det politiske system at skulle lægge øre til klager over lange ventelister i psykiatrien og især i børnepsykiatrien. Gennem mange år deltog og bidrog så mange, mange medlemmer i denne sammenhæng, som jeg indlysende skylder en stor tak. Emnet var ofte et, jeg drøftede i uformelle sammenhænge med mine lægekolleger i AC. Måske betød det også noget, at psykiatere ikke var højest placeret i deres regi, men det betød også noget, at jeg kunne sige til dem, at vi ikke forestillede os en psykiatri uden psykiatere eller medicin.

Organisatorisk samledes der sig en strategisk beslutning i vores kreds om ikke at gå efter den norske model. Her kunne jeg også få ørenlyd hos mine AC-kolleger. Det kom sent i min formandsperiode, og jeg kan ikke tilstrækkeligt fremhæve, at vi sekretariatsmæssigt var særdeles godt udrustet i kraft af en professionschef med stor viden og kapacitet og med en evne til at samle relevante kræfter samt skabe sig respekt for vores initiativer og synspunkter i fx Sundhedsstyrelsen, men også på vores fælles møder hos ordførere og ministre i Folketinget.

Jeg betragter stadig tilblivelsen af specialpsykologen både som et nybrud og et gennembrud. I et nyt årti er vi stadig på vej – jeg er overbevist om, at meget mere vil komme.

Det europæiske diplom – autorisation og specialist
Hovedopgaven i EFPA, European Psychologists’ Association, var at få etableret ”EuroPsy” – den fælles europæiske autorisation. Den tidligere EFPA-formand, professor i psykologi i Oxford, Ingrid Lundt, havde fået opgaven. Den var svær, for der var mange modstridende interesser mellem de dengang 34 medlemslande omfattende hen ved 250.000 enkeltmedlemmer. Det handlede om uddannelseslængde og forholdet til ikke-akademisk psykoterapi. Hendes efterfølger, den finske psykologformand, Tuomi Tikkanen, blev valgt som EFPA-formand i 1999 og udviklede store resultater her. Han gik af i 2007, uden at diplomet dog endeligt var blevet vedtaget og implementeret.

Det blev nu min opgave som ny formand for EFPA i 2007 sammen med Ingrid Lundt, og det lykkedes efter en såkaldt eksperimentperiode frem til 2009. (Faktisk blev jeg selv en af prøvekaninerne sammen med ni andre danske psykologer, og det står klart, at vores autorisation og specialistuddannelser dannede skole).
Ethvert medlem af Dansk Psykolog Forening kom til, via godkendelse i vores nationale forening, at kunne lade sig registrere som ”EuroPsy-Psychologist”, hvad der nærmest svarer til den danske autorisation, og desuden som specialist i psykoterapi og i arbejds- og organisationspsykologi i EFPA’s medlemsregister.

Hermed blev der skabt en kvalitetsmærkning af registrets psykologer, der kunne facilitere anerkendelse af danske psykologer i alle tilsluttede lande og vice versa med bl.a. en nemmere adgang til arbejde i andre europæiske lande. De 34 nationale foreninger havde sikring af det faglige som sigte, men indlysende var det også at bidrage til EU-sigtet – at skabe sammenhæng mellem EU-landene.

EuroPsy blev en realitet i EFPA, men ikke i EU. Og meget mere mangler vi at komme i mål med. EFPA-opgaven er, hvad jeg vil kalde en offensiv defensiv. Vi skal i Danmark forsvare vores autorisation m.v. ved at give andre lande mulighed for at sammenligne med de høje standarder i Danmark og dermed stille krav.
Samtidig kan vi medvirke til, at EU ikke med udgangspunkt i, at vi skal tilpasse os andre europæiske lande, hvor de måtte uddanne psykologer på et lavere niveau end vores. Danmark skal harmonisere med EU-lovgivningen, det lå mig inderligt på sinde, men det måtte ikke betyde, at vi skulle sænke vores standarder.

Som EFPA-formand havde jeg formelt set ”hjemme” i sekretariatet i Bruxelles. I dagligdagen var det dog på mailen. Formandsposten i Dansk Psykolog Forening måtte ikke udhules af mine internationale opgaver.

SAK – altså den nordiske ”Samarbejdskomiteen” – spillede en væsentlig rolle for den samlede nordiske indflydelse i EFPA. Vi var Finland, Sverige, Norge, Island og Danmark, og hertil kom Færøerne. Det nordiske samarbejde daterer sig vist tilbage til 1947, og dette samarbejde kan aldrig undervurderes. ”Europa” skylder os ikke noget, men det var altid en stærk fornøjelse, når vi mødte på vore halvårlige møder rund om i Norden. Det kom til at gælde EFPA, men i høj grad også organisationen IUPsyS, International Union of Psychological Science.

Alt det, der mangler
Ja, det er rigtigt: Ovenstående er vitterlig kun beskedne pluk i den mængde af indhold, der var Psykologforeningens i 2002-2012, og man kan med rette kritisere mig for meget af det ydre og indre, jeg her lader hvile. Jeg må trøste med, at foreningens hjemmeside er et glimrende arkiv, hvorfra en overflod af stof lader sig hente frem. Herunder også alle debatter, ledere og artikler fra Psykolog Nyt i samme periode. Fortjenesten gør jeg ikke til min, men det var i min formandstid, der blev åbnet til skattekisten.

En stor forsyndelse er, at jeg har sprunget Strukturreformen over. Den 1. januar 2007 blev danmarkskortet radikalt ændret, amterne blev nedlagt og erstattet af langt færre regioner, kommunerne blev færre og større, masser af psykologer fik nye arbejdsgivere. Institutioner blev udsat for afspecialisering med et gigantisk videnstab til følge. Noget blev sikkert bedre, men meget blev tabt. Udvikling og fremskridt er unægtelig ikke altid det samme.

Det blev mig beskåret at blive den første psykologformand, der kom til at sidde kontinuerligt i ti år. Springet fra seks til ti år blev muliggjort ved en vedtægtsændring i 2008. Processen frem mod vedtægtsændringen blev genstand for en ophedet debat – det skal ikke undertrykkes. ”Der blev gået til stålet”, som jeg selv formulerede det i en leder efterfølgende. Ræsonnementet, der muliggjorde en længere formandsperiode, står jeg under alle omstændigheder ved.

Og nu hvor jeg er ved at skrive min mangelliste, kunne jeg jo næsten blive ved. Samarbejdet i bestyrelsen har jeg ikke nævnt, og det er jo vildt urimeligt, når jeg tænker på, hvor helt centralt det var, at vi traf beslutninger i fællesskab, og hvor tæt vi stod – både når vi var enige og uenige. Samarbejdet med udvalgene, med de foreningsmæssige enheder. For ikke at tale om det sekretariat, hvor jeg havde min daglige gang. Jeg håber sandelig, at jeg ved min afgang huskede at sige tak til dem alle: Skal organisationsarbejde være vellykket, skal det drives som holdsport, ikke ovenfra og ned.

Jeg har givet også valgt mit stof ud fra, hvad der gik godt, og i mindre grad hvad der var meget besværligt eller gik galt. Man mildnes med årene.

Præmissen for denne udgave af ”Formændene beretter” er subjektivitet. Sådan må det være. Jeg ser tilbage på ti arbejdsmæssigt indholdsrige år og glæder mig over, at jeg i 2012 kunne overgive en velfungerende og professionel organisation til den næste formand i rækken.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge