Etik, UBVA og Mentalhygiejne

 I

Læs cand. psych. Knud-Erik Sabroes indlæg om tiden som etiknævnsformand, samt som DP-repræsentant i UBVA og Landsforeningen for Mentalhygiejne. Sidstnævnte forening var ikke lige velset for dens indsatser og holdninger, kobling til antipsykiatrien og opfattelsen af psykiatrisk behandling som et disciplinerende system uden gavn for psykiatriske patienter.

Etiknævn

I 1969 nedsatte DP et udvalg, der skulle tage stilling til indførelsen af etiske regler, der skulle erstatte den prosa tekst, som havde været rettesnor indtil da. Inspirationen til det regelsæt, som blev resultatet var især de australske og amerikanske regler. De blev fremlagt på GF 1972, samtidig med et forslag til nedsættelse af et etiknævn på seks medlemmer, hvor formanden skulle vælges særskilt.

Jeg havde i perioden 1970-72 været næstformand i DP, men havde fået opfordringen fra forskellig side til at stille op som formand for Etiknævnet. Jeg besluttede at skifte hat og stillede ikke op til genvalg i bestyrelsen, men i stedet som etiknævnsformand. Det viste sig, at der ikke var andre kandidater, og jeg blev valgt enstemmigt og genvalgt (også uden modkandidater) til formand yderligere to gange, indtil jeg i 1984 fandt, at der burde nye kræfter til, selv om jeg var blevet opfordret til at genopstille. Formandens funktionsperiode var fire år, og der var i den tolv års periode, som jeg tog som formand, 75 sager, hvor psykologer på den ene eller anden måde var involveret i en etisk problemstilling, der krævede Etiknævnets indsats.

I starten var det ledende skolepsykolog Kai Giørtz Laursen, Horsens, klinisk psykolog Åge Lundin fra Montebello i Helsingør, forstander Asger Hansen, Socialpædagogisk Seminarium i Aarhus, dr. phil. Helle Høffner Nielsen, Psykologisk Institut, AU, fængselspsykolog, cand. jur. et psych. Mogens Rehof, Horsens Statsfængsel, som var med til at sætte linjen for vores arbejde i nævnet.

Senere i min 12 års blev ved udskiftning klinisk psykolog Helen Francis, Rigshospitalet, lektor Søren Willert, Psykologisk Institut, AU og klinisk psykolog Mariann Hansen, Århus Amt medlemmer. Søren Willert afløste mig i 1984 på formandsposten, og han blev senere afløst af Mariann Hansen.

Etiknævnet fik til opgave selv at lave vedtægter, forretningsorden m.v. for arbejdet i nævnet. Jeg formulerede derfor et sæt af vedtægter for Etiknævnets funktion, som blev vedtaget enstemmigt på GF i 1973. I de 75 sager, som vi havde i min formandsperiode, var der kun én gang brug for at anvende en afstemning og flertalsafgørelse.

Der var mange spændende temaer oppe: psykologers medvirken i adoptionssager, psykologers brug/misbrug af tests (efter klientens opfattelse), terapeuter der blev indklaget for ”dårlig” terapi, kolleger som ikke fandt, at en anden kollega udviste etisk adfærd, videnskabeligt snyd, seksuel kontakt med klienter, overtrædelse af reklameforbuddet, nægtelse af vidnepligt (psykologer havde dengang ikke lægers, præsters og advokaters tavshedsret) med flere.

Det var ikke noget let job at være formand og dermed den der skulle føre ”dialogen” med både indklager og indklagede. 1973. På sæt og vis var det en lidt forunderlig ting at skulle være både udøvende magt (undersøge (ligesom politiet) og anklage (ligesom anklagemyndigheden) og samtidig (som dommere) være den dømmende instans sammen med mine kolleger i nævnet.

En væsentlig opgave, som jeg var pålagt som formand for etiknævnet, var medlemskabet af en gruppe: ”Nordiske Psykologers Etik Arbejdsgruppe”, som fik til opgave at udarbejde et fælles sæt af etiske regler for nordiske psykologer. Det blev et arbejde, som strakte sig over perioden 1982 til 1988, og som resulterede i et sæt af regler, der blev accepteret i alle de fem nordiske lande, senest i Danmark, hvor der var en ganske hed debat om reglernes grad af detaljering.

De hidtidige danske regler havde mere haft karakter af rammeregler i modsætning til de norske og svenske, som havde et relativt specifikt regelsæt. Vi søgte i arbejdsgruppen at finde en mellemvej i form af rammeregler og eksemplificerende kommentarer. Disse etikregler kom til at danne model for et senere arbejde med at søge et fælles sæt europæiske regler opstillet.

Vi havde i formuleringen et stort problem med de værdiladede modalverber kan, skal, bør og må og deres forskellige vægt på de tre nordiske hovedsprog. Jeg foreslog en løsning, der var et slags ”Columbusæg”, og som øjeblikkeligt blev accepteret af de øvrige, nemlig at udelade disse modalverber og i stedet anvende det betydningsbærende verbum i dets præsensform: i stedet for ”psykologen skal varetage klientens … osv.”, kom der til at stå ”psykologen varetager klientens … osv.”, og dermed fik vi det implicitte imperativ, der ligger i denne form med. Det er et princip, som jeg senere har rådgivet om til andre organisationer, der har skullet lave regelsæt. Samarbejdspartnere i dette arbejde var professor i klinisk psykologi Geir Nielsen fra Bergens Universitet og børnepsykologen Gerty Fredriksson fra Gøteborgs Universitet, vi tre skrev sammen regelsættet, medens den finske repræsentant (Karl Kronstam) nærmest var ”passive medløber”, og Islands repræsentant i gruppen dukkede aldrig op til møderne.

En udløber af, at psykologerne havde formuleret en fagetik og mit formandskab for Etiknævnet var, at jeg blev kontaktet af andre foreninger for at være konsulent i deres forsøg på at lave regler for faglig etik. Det var for eksempel Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Psykiatrisk Selskab og Dansk Ingeniørforening, hvor jeg med hver af foreningerne holdt en række møder for dels at diskutere forudsætninger, dels at udforme konkrete udkast til præsentation i de respektive foreningers styrende organer. Jeg blev også kontaktet af Danmarks Journalisthøjskole for at stille op til nogle debatter med Karl Åge Frøbert, der stod for pressejura og journalistetik. I en periode lavede jeg kurser for DPs medlemmer, og tog initiativ til at de studerende ved Psykologisk Institut, inden de kom ud i praktik, fik et seks timers kursus i faglig etik, her støttet af professor Steinar Kvale.

Udvalget til beskyttelse af videnskabelige arbejder (UBVA)

Et vigtigt udvalg, som Dansk Psykolog Forening har valgt at være repræsenteret i, er UBVA (Udvalget til Beskyttelse af Videnskabelige Arbejder). Det er et stående udvalg nedsat af Akademikerne (AC), men havende en betydning, som rækker ud over den akademiske tilknytning. Dets hovedopgave er at varetage akademikeres interesser i relation til intellektuelle ejendomsrettigheder, primært ophavsret og at rådgive i sager vedr. forskningsetik.

UBVA afholder gratis kurser i ophavsret, forskningsetik mm., varetager udbredelse af information om intellektuelle ejendomsrettigheder og forskningsetik, holder symposier om ophavsret, deltager i lovforberedende arbejde og afgiver høringssvar i forbindelse med ændringer af ophavsretsloven mv. Udvalgets medlemmer er udpeget direkte af de organisationer, der er medlemmer af Akademikerne.

Jeg har været foreningens repræsentant siden 2005, og der har gennem de tolv år været en række sager med DP relation, i.e.: Sager om læreres plagiat af studenterafhandling; Sag om uretmæssig anvendelse af podcast materiale; Sag om kopiering af spørgeskemamateriale; Sag om forskningsrettigheder; Sager om strid mellem forskningsinstitution og medarbejder om rettigheder.

Der er ud over debatdeltagelse i disse sammenhænge lavet skriftlige indstillinger om spørgeskemaindhold og om tekstlighed og videre psykologiske kommentarer til juridiske tekster om ophavsret. Der er læst manus med henblik på udtalelse om bogstøtte. I debatsammenhæng har der endvidere været fremsat forslag om konkrete formidlingstiltag.

Der har været lagt vægt på at sætte en DP profil i udvalget. I en udtalelse fra 2017 har formanden for udvalget (prof. (jura) Morten Rosenmeier) karakteriseret det således:

”Psykologforeningens repræsentant i UBVA har gjort en stor og meget værdsat indsats i UBVA. Der er ikke mindst sat værdifulde og varige fingeraftryk i en lang række sager om forskningsetik, fastlæggelse af begrebet god videnskabelig praksis, forskellen mellem plagiat og tilladt inspiration mm. Repræsentanten har videre bidraget substantielt til at gøre UBVA til et forum, som ikke kun beskæftiger sig med ophavsrets-tekniske emner, men også tør anlægge større forskningsetiske vinkler i sagerne. Det har været et klart plus i UBVA-arbejdet, og har medvirket til at gøre UBVA til en respekteret aktør, hvis synspunkter man lægger mærke til i organisationsverdenen og i universitetsmiljøerne”.

Mentalhygiejne

I 1938 stiftedes foreningen ”Landsforening til Sindssygdommes Bekæmpelse”). I 1948 tog foreningen navneændring til ‘Landsforeningen for Mentalhygiejne’, en forening som var knyttet til den internationale organisation, som havde navnet ‘World Federation for Mental Health’.

Danmark var tidligt med i det internationale arbejde og i 1962 stiftedes yderligere foreningen ‘Mentalhygiejnisk Forening for Børne- og Ungdomsforsorg’ ligesom der i 1966 oprettedes ‘Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut’.

Mentalhygiejne er måske ikke et hyppigt anvendt begreb, men en internationalt alment accepteret afgrænsning af begrebet kunne lyde: det er en almen indsats, der er rettet mod at opretholde mental sundhed gennem en forebyggende indsats, der eksempelvis omfatter etablering af rådgivningsklinikker og mentale sundhedscentre, klinikker for en forebyggende behandlingsindsats, konkrete undervisningstiltag og almen sundhedsoplysning suppleret med en sundhedspolitisk indsats.

Denne brede definition blev også bærende for den danske mentalhygiejne og var måske årsagen til, at Dansk Psykolog Forening i øvrigt sammen med Dansk Socialrådgiverforening og Psykiatrisk Selskab valgte at blive medlem af foreningen med et kollektivt medlemskab, hvorfor DP fik en fast plads i foreningens forretningsudvalg, en plads som jeg bestred fra 1970 til foreningens nedlæggelse, de sidste 2 år som formand for udvalget.

Foreningen forsøgte med undervisningstiltag, landskampagner og omkring 1950 oprettelse af rådgivningsklinikker for både voksne og børn at leve op til ”den mentalhygiejniske ide”. Både i det tidlige arbejde (eks. Eggert Petersen og Kurt Palsvig) og senere (eks. Per Schultz Jørgensen, Palle Almvig og Knud-Erik Sabroe) spillede psykologer en central rolle.

Det mentalhygiejniske arbejde i Danmark var stærkt resultatorienteret, orienteret mod en ”her og nu” indsats til fjernelse af hindringer for mental sundhed og støtte til vækst, ligesom der har været en stærk forskningstilknytning eksempelvis gennem den såkaldte trivselsforskning.

Foreningens indsatser og (liberale) holdninger og kobling til antipsykiatrien og opfattelsen af psykiatrisk behandling som et disciplinerende system, der ikke var til gavn for de psykiatriske patienter, var dog ikke velset i alle kredse.

I 1975 opstod en alliance mellem den populistiske højrefløj i dansk politik (Fremskridtspartiet), ”Scientology” bevægelsen og nogle enkelte repræsentanter fra sundhedsvæsenet. Alliancens sigte var dels at fjerne en påstået indflydelse fra ”venstrefløjen”, dels at søge at overtage foreningen for at fremme indførelsen af, hvad der kort kunne defineres som ”Scientology” principper i det mentalhygiejniske arbejde og herigennem at påvirke sundhedsvæsenet. Dette ‘kupforsøg’ var så gennemført, at det blev en manifest trussel for foreningens overlevelse i sin historiske form, og Landsforeningens generalforsamling vedtog derfor i 1976, at foreningen skulle nedlægges. Det var en proces, der var stærkt støttet af de tre kollektive medlemskaber omtalt ovenfor og betød samtidig, at de ovennævnte mentalhygiejniske aktiviteter i alt væsentligt blev nedlagt.

Mentalhygiejnisk Forening for Børn og Unge kunne dog ikke røres, og et mentalhygiejnisk arbejde for denne målgruppe fortsatte i en række år, men er for et par år siden ophørt. Det mentalhygiejniske arbejde er i sin helhed videreført gennem den af Landsforeningen i 1949 oprettede ”Antoniusfonden”, der overlevede kupforsøget. Fonden støtter mentalhygiejnisk forsøgs- og udviklingsarbejde samt forskning, og jeg har siden 1987 været formand for fondsbestyrelsen.

Af Knud-Erik Sabroe, afdelingsleder emeritus, dr.h.c., orlogskaptajn.

Cand.psych. og æresmedlem i Dansk Psykolog Forening, Knud-Erik Sabroe, var medgrundlægger af Psykologisk Institut Aarhus Universitet, oprettede med en forskningsbevilling Center for Rusmiddelforskning Aarhus Universitet, var institutleder, fagrådsformand, dekan for Samfundsvidenskaberne og “Deputy Rector International Affairs”.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge