Fin Agersted formand 1962-69

 I

Uddrag fra “Formændene beretter 1947-1982 udgivet i 1982 i anledning af Dansk Psykolog Forenings 35 års fødselsdag.

Af Fin Agersted, formand for DP 1962-1969

Som en selvfølge har jeg i lighed med de andre afgåede formænd indvilget i den af bestyrelsen ønskede historieskrivning. Det er dog ikke sket uden visse sværdslag, idet jeg principielt mener, at tidli­gere formænd egentlig er de dårligste historieskrivere. Vi har været stærkt involveret i foreningens politik med sejre og nederlag, forhåb­ninger og skuffelser, som tiden efterhånden har tilsløret med et for­sonende og positivt skær. Problemet har været diskuteret, og jeg har bøjet mig under indtryk af, at det, man ønskede, mere var et tidsbil­lede med dets tendenser og strømninger end en egentlig eksakt histo­rieskrivning. Jeg blev yderligere beroliget ved løftet om, at nødven­digt arkivmateriale ville tilgå i god tid. Min afmagt var derfor enorm, da jeg med en måneds forsinkelse modtog enkelte referater for perio­den 1962-69. At to trediedele af siderne tillige er ulæselige, gør ikke sagen bedre. Retfærdigvis må det nævnes, at det nuværende sekretariat har udvist store bestræbelser for at fremskaffe det ønskede materiale. Opgaven var bare umulig, for det findes ikke.

Min beskrivelse vil derfor hovedsagelig bygge på hukommelse med de utallige faldgruber dette vil indebære. Det må blive en stærkt begrænset frihåndstegning, malet med brede pennestrøg, hvor jeg sø­ger at beskrive de strømninger, følelser og mål, der prægede denne periode. Den vil blive jeg-præget med deraf følgende mangel på objektivitet og eksakthed, men måske til gengæld lidt mere farverig. Jeg forventer ikke, at den bliver kongruent med andre medlemmers opfattelse af samme epoke, ja, den vil vel ofte være i strid hermed.

Hvordan var så hovedindtrykket af dette tidsrum ? Hvad var forenin­gens mål, og hvilke midler blev taget i anvendelse? Hvad var man optaget af, hvilke problemer var der opsamlet, hvilken politik blev der ført ? Dengang som nu diskuteret og formuleret på de årlige generalforsamlinger, og i det daglige gennemført af bestyrelser, sammensat af medlemmer, der, tør jeg vove at påstå, var eksponenter for de mere eller mindre velartikulerede ønsker hos foreningens med­lemmer. Jeg erindrer ingen egentlige afstemninger i bestyrelsen. Vi blev bare ved, indtil der var opnået bred enighed om de enkelte pro­blemer. En langvarig og anstrengende proces, men som det står for mig en ganske tilfredsstillende arbejdsmåde.

Sammenlignet med andre epoker, må jeg nok erkende, at foreningen i disse år, bredt sagt og skrevet, var præget af en nok så høj grad af indadvendthed, optaget af egne problemer som løn, uddannelse, au­torisation, opbygning af en egentlig fagforeningsadministration. Studenteroprøret i 1968 og den voldsomme debat om psykologers roller og samfundsmæssige funktioner eller efter behag dysfunktioner lå nok som tidsindstillede bomber, holdt nede og overskygget af interne problemer og interesser endnu på generalforsamlingen i 1969. For mig at se står disse forhold i klar modsætning til min næste for­mandsperiode 1974-79, hvor jeg i foreningens politik observerede et stærkt samfundsmæssigt engagement og en solidarisering med svage og truede grupper.

Sammenlignet med andre epoker, må jeg nok erkende, at foreningen i disse år, bredt sagt og skrevet, var præget af en nok så høj grad af indadvendthed, optaget af egne problemer som løn, uddannelse, au­torisation, opbygning af en egentlig fagforeningsadministration.

Var vi dumme, blinde og selvoptagne? Jeg tror ikke mere end andre grupper, men tresserne i almindelighed var nu engang anderledes end halvfjerdserne. For danske psykologer sker der endvidere nogle ting i begyndelsen af tresserne, som ligesom kanaliserer kræfter og interesser ind i bestemte baner. Vi havde fået en egentlig akademikeroverenskomst, som parret med, at tjenestemandsansættelse nu foregik i den akademiske lønramme, gjorde, at man følte nu at høre til i de rigtige grupper. Disse forhold igen affødt af en stærkt udvidet ud­dannelse på egentligt universitetsniveau. Denne formelle ligestilling med andre akademikergrupper, vi var bl. a. også blevet optaget i AC (dengang AS), gør det menneskeligt forståeligt, at foreningen var stærkt interesseret i en reel ligestilling. Dette var straks mere proble­matisk, men ikke håbløst. Den stærke udvidelse af den offentlige sek­tor kombineret med manglen på psykologer, gav mulighed for pres­sion i kampen for at få lønkrav igennem. Disse krav koncentreredes om tillæg. Ledertillæg, generelle tillæg og forskningstillæg. Der blev sat mange kræfter og ressourcer ind i denne lønkamp, der blev fulgt med stærk interesse og opbakning fra medlemmernes side på de år­lige generalforsamlingen. Det er klart, at en fagforenings opgave bl. a. er at skaffe gode lønvilkår for medlemmerne, men jeg følte og føler stadig, at ligeværdighedstanken også spillede en stor rolle. Chef­tillæg og lederstruktur skulle være på niveau med andre akademiker­gruppers. Det samme for alle andre former for tillæg. Endelig bør nævnes, at vi indledte en egentlig konkurrence med andre om de højere chefposter.

Det er klart, at en fagforenings opgave bl. a. er at skaffe gode lønvilkår for medlemmerne, men jeg følte og føler stadig, at ligeværdighedstanken også spillede en stor rolle. Chef­tillæg og lederstruktur skulle være på niveau med andre akademiker­gruppers. Det samme for alle andre former for tillæg.

Et andet internt problem var debatten for eller imod autorisation. En debat, der fra nogle medlemsgruppers side også var iblandet øn­sker om specialistuddannelser af forskellig art. Efter min opfattelse var denne debat også præget af et mere eller mindre bevidst ønske om at være på niveau med andre grupper, vi både samarbejdede og konkurrerede med. Debatten blev intens og meget følelsesladet, idet en alternativ psykologuddannelse på Lærerhøjskolen netop var vedta­get.

En sidste afgørende faktor, der kom til at præge perioden, var den organisatoriske opbygning. Min forgænger har sikkert skrevet, hvordan al administration var foregået i formandens stue. Kontoret var et jalousiskab og personalet en halvdagsdame måske to gange om ugen. 1963 var overgangsåret fra barnestadiet til puberteten. Der blev ansat en forretningsfører, et kontorhold på 3-4 personer og lejet lo­kaler. De første i St. Kongensgade. At det blev i 1963, lå vel naturligt for ved det samtidige formandsskifte. Den reelle årsag var en stadig større medlemsskare, samt stadig flere og voksende opgaver. Den nye akademikeroverenskomst i forbindelse med akademikerlønrammen for tjenestemænd gav anledning til og mulighed for en mængde forhand­linger med en masse myndigheder.

Min forgænger har sikkert skrevet, hvordan al administration var foregået i formandens stue. Kontoret var et jalousiskab og personalet en halvdagsdame måske to gange om ugen. 1963 var overgangsåret fra barnestadiet til puberteten.

Da vi var en »ny« stand, måtte hver eneste forhandling forberedes omhyggeligt. Det var vel i realiteten sådan, at hver eneste stilling eller stillingskategori skulle dokumenteres og defineres. Den stadige udvi­delse af den offentlige sektor medførte stadig nye arbejdsgivere at for­handle med. Den sociale sektor begyndte at vise sig som arbejdsom­råde for psykologer ud over de dengang traditionelle hovedområder, hospitaler og skoler. Optagelsen i AC gav også nye arbejdsbyrder, og det må ikke glemmes, at DPN blev udvidet til et egentligt fagblad. Vi havde i starten administrativt fællesskab med Danske Økonomers Forening, men tiden, udviklingen og det stigende medlemstal gjorde, at vi helt var os selv ved udgangen af perioden. Skal jeg karakterisere opbygningen af foreningen, vil jeg sige, at der hele tiden var et rimeligt forhold mellem opgaver, administration og omkostninger. Det var i de år, at bestyrelsens forslag til budget og kontingent ofte blev nedstemt på generalforsamlinger til gunst for stadig større økonomi­ ske byrder for medlemmer.

Set under et må jeg konkludere, at foreningen i disse år var optaget i høj grad af indre problemer: konsolidering af det opnåede. Ønsker om identitet og status som stand, samt opbygning af en effektiv orga­nisation. Dette udelukker selvfølgelig ikke, at det enkelte medlem ikke var optaget af problemer vedrørende psykologrollen eller politisk bevidst. Det kom bare ikke frem på f . eks. generalforsamlingerne som egentlige foreningsopgaver endnu.

Set under et må jeg konkludere, at foreningen i disse år var optaget i høj grad af indre problemer: konsolidering af det opnåede. Ønsker om identitet og status som stand, samt opbygning af en effektiv orga­nisation.

Efter at have givet et hovedindtryk af tiden 1962-69, vil jeg nu for­søge at uddybe de problemer og konflikter, der dannede grundlag for debatter og diskussioner, der foregik i bladet og ikke mindst på generalforsamlingerne. Dette for at give læseren mulighed for at sammenligne tidligere og efterfølgende perioder for her igennem må­ske at finde en linie. Noget vil synes kuriøst og gammeldags, mens andet sikkert har fortsat aktualitet.

Jeg vil starte med lønforhandlingerne. Dels fordi man dengang vel syntes, at løn og stillinger nu engang var en faglig forenings vigtigste opgave og dels fordi, som tidligere nævnt, disse forhold var tæt knyt­tet til identitet og status.

Det første store slag stod om rådgivningsklinikkerne, der netop var oprettet i en række byer. Klinikkernes opgaver og mål gjorde det naturligt, at vi fra vores side ønskede, at såvel psykiatere som psykolo­ger kunne komme på tale som chefer. Denne kamp var dog overstået inden 1963, selvfølgelig kunne man fristes til at sige til psykiaternes fordel. Tilbage stod så at få souschefen, den såkaldte ledende psyko­log, placeret lønmæssigt rigtigt. Det vil sige overenskomstansættelse med tillæg, sv. t. 35. lønklasse, hvor chefen var i 37. Vores udgangs­position var ganske god. Lokaler var lejet, chefer og øvrigt personale var ansat, men hovedgruppen, psykologerne manglede. Situationen blev udnyttet ved en effektiv blokade, der varede langt over 1 år. Vi vandt til slut, og ledende psykologer og andre blev ansat på de øn­skede vilkår. Det var en lang og hård kamp, der blev bakket stærkt op af alle medlemmer. Det var i øvrigt første gang, jeg blev truet med sagsanlæg for ulovlige aktioner. Blokadevåbnet blev senere brugt med held, men mest for enkelte stillinger. For at afslutte historien skal det tilføjes, at såvel chefs- som souschefstillinger blev besat med psykologer, efterhånden som klinikkernes opgaver blev klarere defi­nerede gennem praksis, men nu i henholdsvis 36. og 34. lønrammer. 36. blev det anerkendte niveau for psykologchefer, vi nåede aldrig det attråede 37. niveau for gruppen af chefpsykologer.

Tilbage stod så at få souschefen, den såkaldte ledende psyko­log, placeret lønmæssigt rigtigt. (…)  Vi vandt til slut, og ledende psykologer og andre blev ansat på de øn­skede vilkår.

Det store arbejdsfelt for kliniske psykologer var endnu hospitalerne. Skolepsykologiske kontorer og socialforvaltninger var endnu lukket land, så hvad var mere naturligt end at indlede den næste kamp for chefpsykologer på psykiatriske afdelinger. Igen her spillede selvføl­gelig penge og status en rolle, men der var dengang en fast tro på, at en chefpsykolog med faglig kompetence og et ret højt lønniveau ville fremme udviklingen af en psykologfunktion på afdelingen eller ho­spitalet. Ganske pudsigt at tænke på, hvor mange i dag finder en form for kollektiv ledelse mere effektiv, såvel fagligt som udviklings­mæssigt. Blokademuligheden var ikke aktuel, idet folk allerede sad i stillingerne. Man måtte gå forhandlingernes og argumentationernes lange og besværlige vej. Arbejdsgrupper blev nedsat i 1966 med henblik på at udarbejde stillingsbeskrivelser, samt læssevis af faglige argumentationer. Alt med det sigte gennem AC ved de kommende overenskomstforhandlinger i 1967 at få etableret en stærk argumen­tation for chefstillinger mindst på 36. lønrammeniveau. Fremstødet lykkedes delvist, trods, synes jeg selv, en fin fremførelse. Vi opnåede i første omgang at få nedsat et udvalg med et par overlæger, Jørgen Fog fra AC, Lise Østergaard og undertegnede fra DP, samt repræ­sentanter fra arbejdsgiverområde. Det sidste var vigtigt, idet udvalgsbe­tænkningen direkte skulle danne grundlag for krav om opnormering.

Det store arbejdsfelt for kliniske psykologer var endnu hospitalerne. Skolepsykologiske kontorer og socialforvaltninger var endnu lukket land, så hvad var mere naturligt end at indlede den næste kamp for chefpsykologer på psykiatriske afdelinger.

Betænkningen opstillede 4 krav for chefpsykologfunktionen:

  1. Chefpsykologen skal lede og koordinere psykologarbejdet for af­delingen.
  2. Chefpsykologen har ansvar over for overlægen for alt psykolog­arbejde på afdelingen. Det bemærkes særligt her, at testning alene kan udføres af psykologer, og at vurdering af testresultaterne alene kan foretages af psykologgruppen.
  3. Chefpsykologen er m. h. p. undervisning ansvarlig for uddannel­sen af psykologkandidater – og evt. studenterpraktikanter, samt for ‘orientering’ af andre faggrupper, såvel akademiske som ikke­ akademiske, om det psykologiske arbejde.
  4. Vedr. afdelingsforskning er den ledende psykolog for sit område ansvarlig for tilrettelæggelse og gennemførelse heraf.

Med dette papir i hånden opnåedes vel i første omgang ca. 12-14 stillinger, og flere kom til. Modellen blev søgt anvendt på andre områder uden synderlig resultat. Bl. a. forsøgte vi gennem år med masser af tidskrævende forhandlin­ger at få blødgjort Statens Åndssvageforsorg. At det ikke blev til noget, skyldes nok, at forsorgens område blev besluttet overført til amtskommunerne, og så turde man ikke binde sig.

Mange læsere synes måske på nuværende tidspunkt, at jeg breder mig for meget over disse kampe. Undskyldningen er, at problematikken interesserede medlemmerne uhyre meget. Hvor en departementschef, en kontorchef eller en overlæge for de store foreninger var klart defi­nerede såvel m. h. t. kompetence som løn, stod vi som ung stand på helt bar bund. Det var en læreproces for os selv, og det var vel forståeligt, at arbejdsgiversiden også var usikre og skeptiske. Gudskelov var der mangel på psykologer, og alle offentlige sektorer ekspande­rede.

Mange læsere synes måske på nuværende tidspunkt, at jeg breder mig for meget over disse kampe. Undskyldningen er, at problematikken interesserede medlemmerne uhyre meget. Hvor en departementschef, en kontorchef eller en overlæge for de store foreninger var klart defi­nerede såvel m. h. t. kompetence som løn, stod vi som ung stand på helt bar bund.

Som afrunding af disse forhold skal kun nævnes, at det her drejede sig om rene psykologstillinger. Hele universitetsområdet f.eks. var jo et fælles AC-anliggende.

Det var en spændende tid. Jeg og andre lærte uhyre meget om psy­kologers arbejde, om arbejdsgiversynspunkter, om forhandlingsteknik, og såmænd også om psykologers psykologi, idet det ind imellem var ret så fantastisk, hvad der kunne bygges op af argumentationer for en enkelt stillings opnormering. De glade tressere hjalp os, ligeledes mangelen på psykologer, men ikke mindst også det arbejde, der blev gjort på de enkelte arbejdssteder. Det var igennem det sidste, at arbejdsgiverne blev endelig overbevist om psykologers arbejde og værdi.

Efter behandlingen af foreningens interne lønpolitik er det naturligt at omtale vort forhold til AC (AS), som jo var en integreret part i mange af forhandlingerne. Man må erindre sig, at AC dengang kun havde forhandlingsretten for fællesakademikeroverenskomsten, samt de forskellige generelle tillæg og undervisningstakster. Det var også en stor mundfuld. Overenskomsten var det store gode, man havde vel lidt ondt af de stakkels tjenestemænd, som først blev tilsluttet AC langt senere. Overenskomsten gav mere i pengepungen, ansættelsen var meget sikker, synes man. Senere tider har revideret denne opti­misme. Det vigtigste var dog, at overenskomsten gav ret til aktioner, såvel strejker som blokader, og de blev brugt. Ofte var truslen herom nok.

Da DP-medlemmer næsten alle var overenskomstansatte, var det klart, at vi var begejstrede og loyale medlemmer. I hele perioden lød det gang på gang: Vi må spørge AC, hvad vil AC sige til dette eller hint. Jeg var mange gange dernede for at få det at vide, oftest uden resultat. AC havde ingen mening. Vi var vel for små og uinteressante. Som andre små foreninger havde vi intet at skulle have sagt. Det var de store, der havde betydning, og deres interesser blev vel clearet indbyrdes. Reelt mener jeg at kunne sige, at de små foreninger ikke fik meget ud af de individuelle krav ved forhandlingerne. Et sindrigt puljesystem gjorde, at de beløb, der var sat af til de små, ikke slog til ud over, at enkelte medlemmer fik et tillæg. At kamelen blev slugt, skyldtes jo dels det subjektive, at vi var med på vognen eller inde i varmen, og det betød meget, dels at vi fik del i alle de generelle gevinster, og kagen var unægtelig større dengang.

Da DP-medlemmer næsten alle var overenskomstansatte, var det klart, at vi var begejstrede og loyale medlemmer. I hele perioden lød det gang på gang: Vi må spørge AC, hvad vil AC sige til dette eller hint. Jeg var mange gange dernede for at få det at vide, oftest uden resultat. AC havde ingen mening. Vi var vel for små og uinteressante.

Endvidere må det huskes, at overenskomstlønnen var lig med selve lønnen for langt de fleste af vore medlemmer, og den var sikret ved fællesforhandlingerne. Vi kunne ikke spilles ud mod andre.

Jeg var i nogle år medlem af AC-bestyrelsen, og hvad der måske var endnu mere spændende, medlem af det forhandlingsudvalg, der tilrettelagde strategien og førte forhandlingerne på højeste niveau. Udvalget bestod af repræsentanter fra de store foreninger og en enkelt fra de små. Hvorfor det egentlig blev mig, er aldrig gået op for mig. Det var lærerigt begge steder, og man fik indblik i mange sære forhold. Jeg har antydet, at det var så som så med de demokratiske spilleregler. Det betød dengang ikke så meget. Resultaterne var gode, og de enkelte foreningers medlemmer lagde ikke så megen vægt på medbestemmelse eller politisk bevidsthed. Selvfølgelig var der enkeltmedlemmer hos os, der var betænkelige og kritiske, men det store flertal var tilfreds.

AC var i denne periode magtfuld, selvsikker og vel lidt glubsk. Jeg husker særlig forhandlingen om undervisningstaksterne, hvor vi fik nogle kæmpeforhøjelser.

For yngre medlemmer, der kun kender krisens Danmark, skal det nævnes, at baggrunden i tresserne var en ganske anden. For det første var der akademikermangel. Dertil kom en stadig stigning i aktiviteterne for hele samfundet og i denne forbindelse ikke mindst inden for den offentlige sektor. Regering og administration var derfor meget følsom over for truslen om blokade og strejke inden for vitale områder. Når jeg tænker på, hvad der i almindelighed blev opnået på akademikerområdet, kan jeg godt blive lidt betænkelig. Da mange akademikere i pressen udbredte sig over, hvor livsnødvendige vi var for samfundet, og hvor høj en pris samfundet retfærdigvis måtte betale, forstår jeg godt den aversion, der opstod mod de højtuddannede. Som trøst kan det måske siges, at da bøtten nu helt er vendt med reallønsnedskæringer, var det måske meget godt, at vi havde noget at tære på. Vi gjorde os dengang ikke så mange tanker derom. Når det regner på præsten, drypper det jo på degnen, og vi var glade for at være medlem af præstestaben. DP hørte i perioden til de pæne børn i AC i stærk modsætning til min næste formandsperiode 1974-79, hvor vi klart blev opfattet som »enfant terrible«.

Forhåbentlig har jeg ud fra alt foregående fået givet det indtryk, som kun er mit eget, at alt hvad der omhandlede løn, ansættelse, stillingsstruktur, indhold og kompetence gled rimeligt godt. Jeg tør ikke gå længere end til at sige, at det i hvert fald ikke affødte de store debatter, diskussioner eller slagsmål. Disse kom på en helt anden front, nemlig den årelange diskussion om en psykologlov indeholdende bl.a. en autorisation. Et forhold, der delte foreningen op i to adskilte lejre.

Pessimister mente dengang, at foreningen stod for en sprængning. DP var, dengang det hele begyndte, domineret af de to store sektioner, klinikerne og skolepsykologerne. Man må her erindre sig, at skolepsykologerne alle var cand. psych.er, uddannelsen på Lærerhøjskolen var planlagt, men skulle først starte tror jeg i 1966. Det var herom striden drejede sig: Hvem skulle kunne autoriseres, kun de universitetsuddannede eller også de kommende cand. pæd. psych.er.

Pessimister mente dengang, at foreningen stod for en sprængning. DP var, dengang det hele begyndte, domineret af de to store sektioner, klinikerne og skolepsykologerne. Man må her erindre sig, at skolepsykologerne alle var cand. psych.er, uddannelsen på Lærerhøjskolen var planlagt, men skulle først starte tror jeg i 1966. Det var herom striden drejede sig: Hvem skulle kunne autoriseres, kun de universitetsuddannede eller også de kommende cand. pæd. psych.er. Hvis sidstnævnte ikke havde eksisteret, tror jeg såmænd, at vi havde haft en psykologlov i dag. Stemningen var principielt for en sådan, særlig blandt klinikerne, idet den kunne danne grundlag for specialistuddannelser, der var nok så aktuelle dengang. Til gengæld kunne man fantasere sig til, at hvis autorisationstanken ikke var opstået, havde vi ikke fået det store slagsmål i 1968-69 om cand. pæd. psych.ers optagelsesberettigelse i DP. Problemerne optog medlemmerne så meget, at det ganske overskyggede oprøret i 1968, et problem jeg nok skal komme tilbage til senere.

Det begyndte i Nordisk Råd, hvorfra der kom en anbefaling af en autorisation for nordiske psykologer m. h. p. et fællesnordisk arbejdsmarked også for psykologer, som man kendte det fra mange andre erhverv. Ideen blev taget op på de fælles halvårsmøder, der blev afholdt af de respektive psykologforeninger.

Der var principiel enighed om det positive i tanken, ligesom de enkelte foreninger på deres generalforsamlinger blev bakket op af medlemmerne. Sikkert såvidt jeg husker med varieret entusiasme. Sverige havde på det tidspunkt to uddannelser, en kortere og en længere, der gav fuld kompetence. Der var fuld enighed om, at kun den længere skulle kunne autoriseres. Tiden gik med at sammenligne de forskellige universitetsuddannelser. Det var vel ikke altid lige smigrende bemærkninger, der blev udvekslet, men man kunne da enes om, at uddannelserne var så ligeværdige m.h.t. form, indhold, sigte og længde, at det kunne gå an at lade autoriserede psykologer arbejde frit i alle de nordiske lande.

Det kom derfor meget på tværs, at de første tanker og udkast om en treårig uddannelse på Danmarks Lærerhøjskole dukkede op. Alle var skeptiske både m.h.t. studietidens længde og det langt smallere sigte med uddannelsen. De svenske erfaringer med to uddannelser vejede også tungt. Så tungt, at de andre nordiske lande tog stærke forbehold. Dette måtte påvirke vor forening stærkt og affødte en stærk aktivitet. Studieplaner blev gransket nøje, møder afholdtes med sektioner og andre implicerede. Særlig står billedet af et møde på Lærerhøjskolen mellem bestyrelsen og gruppen af psykologilærere, der havde ansvaret for den nye uddannelse. Det var ikke p.g.a. ophidselse eller skænderier, jeg husker det, men fordi vi efter en lang aften ikke var nået hinanden et skridt nærmere i spørgsmålet om ligeværdighed eller ej, de to uddannelser imellem.

DP havde samtidig udvirket, at der under Indenrigsministeriet, der behandler autorisationsspørgsmål, blev nedsat et psykologlovudvalg. Sammensætningen var uheldig. Mange overlæger, en repræsentant fra Sundhedsstyrelsen, en repræsentant fra Lærerhøjskolen og så mig fra DP. Udformningen af lovudkastet voldte ikke de store problemer. Der er normer og praksis for, hvad et sådant skal indeholde. To forhold var dog kontroversielle. Sammensætningen og placeringen af det psykolognævn, der i praksis skulle forvalte loven og den paragraf, der i realiteten skulle åbne adgang for andre psykologuddannelser end universitetsuddannelsen. Psykolognævnet tænktes sammensat af et mindretal af psykologer, og det skulle placeres under Sundhedsstyrelsen. Denne kamp vandt vi. Der blev psykologflertal, men ikke alle var tænkt som udpeget af DP. Dets placering blev under Indenrigsministeriet. Det lykkedes ikke at ændre adgangsparagraffen, og det blev stridspunktet på generalforsamlingen i 1966 på Hindsgavl. Det blev den heftigste og mest stormfulde generalforsamling, jeg har oplevet. Utallige, ofte skarpe indlæg for og imod. I pauserne forsøgte bestyrelsen ved separate møder med henholdsvis klinisk­ og skolens sektion at opnå kompromis. Bestyrelsens ønske var, at man principielt godkendte loven, men med et stærkt og sikkert forbehold over for adgangsparagraffen. Under kampens hede stillede bestyrelsen sine mandater til rådighed, hvad der oplevedes som en grov provokation, hvad det vist også var, må jeg erkende. Aftenen forløb uden nogen afgørelse, og som så ofte i generalforsamlingernes historie viste det sig trods meningsbrydninger og ophidselse, at medlemmerne ønsker de fornuftige og holdbare løsninger på problemerne. Man fandt på den fiffige løsning at afbryde mødet for at genoptage det en måned efter, stadig på fynsk grund, i Nyborg, det kastede ligesom et legalt skær over den vist nok tvivlsomme beslutning. Tiden imellem blev af bestyrelsen brugt til juridiske konsultationer og yderligere informationer af medlemmerne.

Mødet i Nyborg forløb udramatisk, det var ligesom interessen for autorisation var kølnet væsentligt.

Dansk Psykologforening kan principielt tiltræde forslaget om indførelse af en autorisationsordning og oprettelse af et psykolognævn. Dansk Psykologforening må imidlertid fortsat fastholde, at en autorisationsordning indtil videre alene bør omfatte personer, der har bestået psykologisk embedseksamen eller magisterkonferens i psykologi, og som har gennemgået en vis praktisk uddannelse.

Til orientering for yngre medlemmer skal jeg citere bestyrelsens argumentation for den principielle tilslutning til tanken om autorisation. Jeg syntes den ganske godt dækker de holdninger og behov, der på dette tidspunkt herskede hos et flertal i medlemsskaren:

»Bestyrelsen er stadig af den opfattelse, at et princip om autorisationsordning er ønskelig for psykologstanden på længere sigt ud fra følgende argumenter:

a) Autorisationen har indiskutabelt nogle fordele for de universitetsuddannede psykologer. Man har vel nok i diskussionen før generalforsamlingen hæftet sig vel meget i den formelle autorisationsakt og mindre ved, at vi får en lovgivning for psykologer på samme måde, som lægestanden har en for læger. Bestyrelsen mener, at et officielt psykolognævn er af betydning, særlig m.h.p. indhold og form af den 1-årige kandidatuddannelse, som loven omtaler. Det må samtidig erkendes, at de specialistordninger, som så mange ønsker, vil være af ringe værdi, hvis de meddeles af et foreningsoprettet psykolognævn. Endvidere skal anføres, at loven giver tavshedsret, i modsætning til den hidtidige generelle tavshedspligt. Der gives universitetsuddannede psykologer eneret til brug af en række psykologiske prøver, og der gives endelig en beskyttelse af benævnelsen psykolog. Bestyrelsen har ikke ment at kunne negligere disse fordele, så længe diskussionen kun drejer sig om universitetsuddannede psykologer.

b) Bestyrelsen er af den opfattelse, at det kan virke lidt reaktionært eller uoverlagt på forhånd at forkaste princippet om en autorisationsordning for universitetsuddannede psykologer, så længe situationen er så uafklaret inden for den højere uddannelses område. Synspunkterne kan skifte i løbet af den nærmeste årrække, og endelig kender man jo endnu ikke formelt Undervisningsministeriets stillingtagen til cand. pæd.-uddannelsen på Lærerhøjskolen. Ved at gå ind for princippet, men samtidig at forbeholde sig sin stilling, vil der være mulighed for en bedre og mere velfunderet stillingtagen om nogle år, som meget vel kan resultere i en definitiv forkastelse af autorisationsprincippet.

c) Bestyrelsen mener endelig ud fra ovenstående punkter, at tidspunktet til at risikere et brud inden for de universitetsuddannedes rækker endnu ikke er modent.«

Generalforsamlingen skal herefter udtale følgende:

Dansk Psykologforening kan principielt tiltræde forslaget om indførelse af en autorisationsordning og oprettelse af et psykolognævn.
Dansk Psykologforening må imidlertid fortsat fastholde, at en autorisationsordning indtil videre alene bør omfatte personer, der har bestået psykologisk embedseksamen eller magisterkonferens i psykologi, og som har gennemgået en vis praktisk uddannelse.
Man må derfor nære alvorlig betænkelighed ved formuleringen af lovforslagets paragraf 1, stk. 2, hvorefter også den, som ved en anden højere læreanstalt har bestået en eksamen, der af Undervisningsministeriet ligestilles med de førnævnte uddannelser, kan autoriseres.
Dansk Psykologforening er vel enig i, at uddannelse ved universiteter eller andre højere læreanstalter kan udvikle sig således, at den kan berettige til autorisation, men at forudsætningen herfor – af hensyn til hele værdien af en autorisationsordning – må være, at sådan uddannelse opnår samme værdi, som den nuværende universitetsuddannelse. Dansk Psykologforening finder, at Universitetets og psykolognævnets bedømmelse i denne henseende må være afgørende.
Dansk Psykologforening skal samtidig oplyse, at de øvrige nordiske psykologforeninger vil udtale forbehold over for deres respektive regeringer vedrørende en autorisationsordning på fælles nordisk basis.
Dansk Psykologforenings generalforsamling har vedtaget, at intet medlem af Dansk Psykologforening må søge autorisation, før adgang hertil er godkendt af en generalforsamling i Dansk Psykologforening. Ingen stemte imod, ganske få undlod at stemme, mens de fleste var for. Vedtagelsen blev fremsendt, og jeg fik nogen tid efter underhånden at vide, at lovforslaget ikke ville blive fremlagt i Folketinget under den trussel, at en lov skulle blive underkendt af en fagforenings generalforsamling. Den kom i ministeriets venteskuffe, hvor den vel ligger endnu, og det var måske ikke så dumt ?

Efter sådanne storme kommer der gerne vindstille et stykke tid. Efteruddannelse var til drøftelse, men meget spredt. Nok fordi klinikerens ønske om en snæver specialistuddannelse ad modum lægernes, var opgivet.

Generalforsamlingen 1967 var hovedsagelig optaget af de igangværende overenskomstforhandlinger. Ikke så underligt. Dels var der noget at hente, dels havde foreningen og enkeltmedlemmerne kautioneret for ret store lån til AC-konfliktberedskab.

Først på generalforsamlingen i 1968 i Gilleleje opstår den næste større konflikt, der igen delte deltagerne i de sædvanlige to lejre. Det var spørgsmålet om optagelse af de første cand. pæd. psych.’er, der ville være færdige sommeren 1969.  (…)  Debatten ebbede ud inden generaflorsamlingen. Ændringerne gik igennem uden at nogle stemte imod.

Først på generalforsamlingen i 1968 i Gilleleje opstår den næste større konflikt, der igen delte deltagerne i de sædvanlige to lejre. Det var spørgsmålet om optagelse af de første cand. pæd. psych.’er, der ville være færdige sommeren 1969. Debatten nåede vel aldrig de stormfulde højder fra 1966, men det var helt øjensynligt, at mange var betænkelige ved optagelsen. Man følte sig truet. Dels fordi man kunne forudse, at de nye psykologer ville brede sig ud over folkeskolens område til forsorgsområderne og de forskellige arter af seminarier. En forudseenhed, som vist ikke helt er blevet gjort til skamme. Man mente, at optagelse i DP ville fremme denne udvikling.

Karakteristisk for den tid endnu, var man også bange for AC’s holdning. Nogle var blevet spurgt af AC-repræsentanter, om DP var ved at begå fagforeningsmæssigt selvmord. Usikkerheden var stor og debatten til tider livlig, da skolepsykologer og Lærerhøjskolen naturligt havde et andet synspunkt. Det endte med, at det blev pålagt den kommende bestyrelse at undersøge og forberede sagen til generalforsamlingen i 1969. Hermed startede en medlemsdebat, der i nogen grad kom til at overskygge andre og vigtigere spørgsmål. Debatten ebbede ud inden generaflorsamlingen. Og på denne blev cand. pæd. psych.’ers optagelse behandlet under punktet lovændringer. Der var en del paragrafændringer, hvoraf altså også adgangsparagraffen. Ændringerne gik igennem uden at nogle stemte imod.

At det gik så smertefrit, skyldtes nok flere ting. For det første havde det vist sig, at AC var ganske indifferent og helt overlod beslutningen til DP. Mange andre foreninger, herunder magisterforeningen, optog medlemmer med kortere uddannelser. For det andet var AC definitivt indforstået med, at alle skolepsykologer i folkeskolen var underlagt Danmarks Lærerforening, mens f. eks. cand. pæd. psych.er, som fik psykologarbejde uden for folkeskolen skulle aflønnes efter overenskomsten. Således talte også praktiske forhold for en optagelse.

Den sidste store begivenhed, der fik foreningsmæssig og politisk betydning, var »studenteroprøret i 1968«. Det er tidligere nævnt, at det ikke fik betydelig indvirkning på foreningens politik. Vi var endnu i opbygningsfasen. Oprøret kom pludseligt og uventet til foreningen. Interesserede og aktive medlemmer var samlet til årsmøde og generalforsamling på et hotel i Gilleleje. Det står mig uklart, hvor mange i forsamlingen der vidste noget om de dramatiske begivenheder, der samtidigt foregik på studiegården. Det var vel udslag af den relativt ringe kommunikation, der i denne periode var mellem DP og henholdsvis lærere og studerende. Ved afslutningen af generalforsamlingen fik udsendte studenterrepræsentanter ordet og gav en ganske kort redegørelse for begivenhederne. Generalforsamlingen besluttede dog at afslutte denne for derefter at få en mere udførlig beretning. Efter denne opstod der debat, om DP på grundlag heraf skulle tage officielt stilling til kravene fra yngre lærere og studerendes krav. Et klart flertal fandt dog sagen for uafklaret, man havde bl. a. ikke hørt sagen fra alle parter.

Man enedes derfor om som kompromis følgende første udtalelse:
»Deltagerne i psykologforeningens årsmøde støtter de psykologistuderende og de ikke-professorale læreres ønsker om moderne undervisningsformer og deres ønske om medbestemmelsesret.«

Som det ses rimelig og besindig, som så ofte før og siden, trods måske hidsige og skarpe debatter forinden. Jeg fandt og finder beslut­ningen rigtig henset til den uafklarede situation, men lige så meget, at der på et senere tidspunkt, hvor mange var gået, ikke var nogen som helst parlamentarisk basis for en offentlig udtalelse. Ugen der­efter var meget hektisk. Der var et stærkt pres fra mange sider for, at DP hurtigt skulle give sin mening til kende. Der var ikke konsti­tueret nogen bestyrelse, så de næste døgn var en ubrudt kæde af møder og telefonsamtaler, hvorefter jeg tog beslutningen om, at DP støttede de studerendes ønske om 50 pct. medbestemmelsesret. Det er vel en af de få gange, så afgørende beslutninger er taget af formanden alene. At det kan være berettiget i usædvanlige situationer, er vel bl. a. en af begrundelserne for, at formanden vælges særskilt. DP blev ikke populær i AC-kredse, og man kan måske sige, at beslutningen var starten til en mere uafhængig og progressiv politik.

Oprøret kom pludseligt og uventet til foreningen. Interesserede og aktive medlemmer var samlet til årsmøde og generalforsamling på et hotel i Gilleleje. Man enedes om følgende udtalelse: »Deltagerne i psykologforeningens årsmøde støtter de psykologistuderende og de ikke-professorale læreres ønsker om moderne undervisningsformer og deres ønske om medbestemmelsesret.«

Så snart bestyrelsen var funktionsdygtig, gik man i gang med et positivt og ret så ambitiøst projekt. Det gik ud på at nedsætte arbejdsgrupper, bestående af studerende og foreningsmedlemmer m. h. p. at få startet en målsætningsdebat for studiet og en samarbejdsordning på Psykologisk Laboratorium. Det var DP’ s håb, at der kunne skrives en hvidbog om oprøret og dets mål. DP ville finansiere arbejdet, lægge sekretariatsarbejdskraft til, samt betale trykning. De studerende var imidlertid ikke interesserede. Vel nok et tegn på, at tiden endnu ikke var inde for et tillidsfuldt og gensidigt samarbejde mellem Universi­et og forening.
Jeg redegjorde for disse forhold på generalforsamlingen i 1969, uden at det affødte bemærkninger. Senere på dagen kom der et forslag om en associeringsordning for de studerende, og det blev da heldigvis senere også til noget.

Som nævnt i indledningen er dette strejf tog gennem perioden 1962- 69 en frihåndstegning, byggende næsten udelukkende på hukommel­ sen. Det er blevet en subjektiv historie, hvor jeg har søgt at fremdrage de vigtigste forhold og problemer, som kom til at præge tiden, og for nogles vedkommende også fremtiden. Uddannelse og ef teruddannelse har ikke fået en fremtrædende plads. Den første fordi der dengang var en lang vej mellem Psykologisk Laboratorium og os, for ef terud­ dannelsens vedkommende herskede en del uenighed for eller imod specialistuddannelse. Dette medførte, at afgørende beslutninger først blev mulige ef ter 1969. Der kørte en nok så vag strukturdebat gennem hele perioden. Den var ikke særlig aktuel og endte med, at man var godt tilfreds med generalforsamlingen som afgørende parlamentarisk element. Medlemsskaren var trods alt endnu til at overse. For mig at se var tiden præget af opbygning, udvikling og organisering. Vi foretog et afgørende skridt rent fagforeningsmæssigt ved overgang til professionel administration. Arbejdsområderne udvidedes stadig, og de økonomiske forhold var med os. Krise, arbejdsløshed og dilemmaer om psykologrollen havde man endnu til gode.
Vi startede med i 1963 at have opnået en grund og et fundament, be­ stående af akademikeroverenskomsten og den akademiske tjeneste­ mandslønramme. Vi var medlemmer af AC, og vor uddannelse var et 5-årigt studium. Dertil kom et lovende og spændende arbejdsmarked, med mange muligheder for den støt voksende medlemsskare. Der var diskussioner og skænderier om, hvordan huset skulle være. Det skulle i hvert fald være godt indrettet og være pænt at se på udefra. Det lykkedes at få det færdigt, men vi var så travlt optaget af disse ting, at DP som forening næppe samtidigt kunne være optaget af, hvad der foregik uden for havegærdet. Forhold i omverdenen, oprørets vækkelse af kritisk fag- og samfundsholdning, men vel også, at op­ bygningen af fagforeningen stort set var tilendebragt i 1969, gjorde, at danske psykologer fra dette tidspunkt i langt højere grad kunne bruge ressourcerne på forhold ud over vore snævre faginteresser. Hvad det blev til, vil de næste forfattere sikkert berette om.
F. Agersted

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge