Fin Agersted formand 1974-79

 I

Uddrag fra “Formændene beretter 1947-1982″ udgivet i 1982 i anledning af Dansk Psykolog Forenings 35 års fødselsdag.

Af Fin Agersted, formand for DP 1974-1979

Beretningen om denne periode vil følge opbygningen af beskrivelsen for 1962-69. De brede pennestrøg hvor jeg har udvalgt de efter min bedømmelse vigtigste begivenheder og problemer. For den første periode var det simpelthen nødvendigt, grundet mangel på arkiv – eller kildemateriale. Denne situation er væsentligt forbedret for dette afsnit.

Jeg finder det dog mest givende for læserne at trække bestemte temaer frem og følge hvert enkelt op fra start til afslutning af perioden.

Det kan give bedre overblik og måske større mulighed for at se og forstå nogle linier i foreningens liv og virke. Forbindelsen til tidligere og senere afsnit lettes forhåbentlig også herved. Valg af temaer er selvfølgelig subjektivt, og nogle læsere vil sikkert savne noget, de har været særlig interesseret eller engageret i. Jeg har undgået detaljer, det ville blive alt for omfangsrigt. Indledningsvis skal jeg endelig understrege, at jeg har holdt mig ret så snævert til det fagpolitiske, til foreningens virke, hvorimod det, man kunne kalde dansk psykologis historie, er udeladt, skønt der sikkert er mange forbindelseslinjer.

Hvordan var så perioden målt f.eks. med tiden 1962-69, som jeg jo også havde nær tilknytning til. Svaret må vel blive som nat og dag.

Den første periode var trods rivninger og meningsforskelle mulighedernes tid. Arbejde nok, mange havde allerede stillinger op til et halvt år før afsluttende eksamen. Lønnen blev stadig større, og nye arbejdsområder stod åbne.

Mange af problemerne var nærmest at få organiseret og tilrettelagt forholdene rigtigt. Der var et rimeligt forhold mellem opgaver og ressourcer. Meningsforskelle var der, men ikke større, end at rimelige kompromisser kunne opnås. Det hændte ikke sjældent, at et brændende  spørgsmål på en generalforsamling var uaktuelt på den næste. Ikke på grund af medlemmernes flygtighed, men fordi udviklingen gik så hurtigt.

Hvordan var så perioden målt f.eks. med tiden 1962-69, som jeg jo også havde nær tilknytning til. Svaret må vel blive som nat og dag. (…) Det, der prægede perioden 1974-79 kan vel bedst betegnes med begrebet krise.

Det, der prægede perioden 1974-79 kan vel bedst betegnes med begrebet krise. Krisen, der startede året før i samfundet og som fik virkning på så mange områder, ikke mindst inden for det offentlige, måtte nødvendigvis også ramme os. Kriser går jo mest ud over de svage grupper, og for DP fik det en dobbelt effekt. Vi var selv en svag gruppe. Ung endnu, hvad der medførte et udbredt manglende kendskab til psykologers arbejde. Under nedskæringer eller stillingsstop lå det derfor lige for, at vi blev en udsat gruppe. Da vi samtidig var en gruppe, der gennem holdning og arbejde identificerede os med de svage og truede samfundsgrupper, medførte krisen, at DP i langt højere grad blev udadvendt. Vi skulle ikke blot forsvare os selv, men også andre svage samfundsgrupper. Det skal ikke være ufortalt, at midlerne hertil gav latente spændinger i medlemsskaren.

Allerede på generalforsamlingen i 1975 blev følgende bestyrelsesforslag til punkt i handlingsprogrammet vedtaget: »Bestyrelsen vil markere en samfundskritisk holdning til konkrete områder, særligt ud fra vor viden og erfaringer som psykologer.« Punktet var kontroversielt, men efter min mening rigtigt i såvel indhold som sigte. Vi skulle ikke engagere os ensidigt partipolitisk, men netop gøre os gældende ud fra vor særlige ekspertice. Hvor stor nytte, det har haft i praksis, er svært at måle, men vi støttede en række arbejdskonflikter, plattedamernes var vel mest markant, udsendte en række resolutioner og søgte samarbejde med fagforeninger uden for AC-rækker.

Allerede på generalforsamlingen i 1975 blev følgende bestyrelsesforslag til punkt i handlingsprogrammet vedtaget: »Bestyrelsen vil markere en samfundskritisk holdning til konkrete områder, særligt ud fra vor viden og erfaringer som psykologer.«

Man kan vel ikke alene hævde, at samfundskrisen var årsag til dette skift i holdning fra det indadvendte til det mere udadvendte. Studenteroprøret i 1968 må også have sin del af æren. Jeg har i mit tidligere kapitel forsøgt en forklaring på, at oprøret ikke havde egentlig effekt på foreningsarbejdet op til generalforsamlingen i 1969. Ideerne har dog været der. Den kritiske psykologi opstod, forbindelsen til lærere og studenter på universiteterne blev stærkt udbygget, og mange af de aktive fra 1968 var i mellemtiden blevet optaget i foreningen.

Fra 1974 blev arbejdsløsheden et problem, og det blev det ved med hele perioden. Året efter nedsattes et arbejdsløshedsudvalg med en meget bred sammensætning, yngre og ældre, arbejdende og arbejdssøgende, samt studerende. Udvalget havde to formål. For det første selvfølgelig at forsøge arbejdsmarkedet for psykologer udvidet, men også et middel til at fastholde de arbejdssøgende i standen og faget, så de ikke forsvandt ud i den blå luft og gik til grunde som psykologer, ja måske som mennesker. Udvalgets arbejde prioriteredes højt.

Det virkede ved vore kandidatmodtagelser med gode råd og erfaringer om tilværelsen som arbejdssøgende. Der blev afholdt halvårlige internatskurser m. v. I forhold til andre udvalg i foreningen fik arbejdsløshedsudvalget repræsentation i alle andre udvalg, hvis de ønskedes.

Fra 1974 blev arbejdsløsheden et problem, og det blev det ved med hele perioden. Året efter nedsattes et arbejdsløshedsudvalg med en meget bred sammensætning, yngre og ældre, arbejdende og arbejdssøgende, samt studerende. (…) Udvalgets arbejde prioriteredes højt.

Det kan ikke udelukkes, at denne ekstratildeling af ressourcer, samt udvalgets ofte uortodokse løsningsforslag skabte visse spændinger i medlemsskaren, men de forskellige bestyrelser stod fast på den første politik. Hvor stor betydning, udvalgets bestræbelser har haft, er vanskeligt at bedømme. Noget har dog båret frugt, såvel menneskeligt som beskæftigelsesmæssigt. DP var blandt AC-organisationerne klart den forening, der internt på dette område gjorde det relativt største arbejde, og på sådan en måde, at troværdigheden aldrig gik tabt. I den forbindelse skal det nævnes, at Akademikernes arbejdsløshedskasse blev oprettet i 1974. I forarbejdet og gennemførelsen af dette spillede DP en betydelig rolle gennem vor lønformands aktive indsats og betydelige indsigt i problemerne. Det var derfor også naturligt, at vi ud over et medlem i kassens repræsentantskab havde et medlem i den ret fåtallige bestyrelse. Der hersker ingen tvivl om, at vor indsats her kom til at betyde meget rent materielt for vore arbejdssøgende medlemmer.

Det var ikke blot på den lønmæssige og beskæftigelsesmæssige front, vi i de fem år måtte udkæmpe mange forsvarskampe, men også vor grunduddannelse blev i begyndelsen af perioden stærkt truet. På  Undervisningsministeriets initiativ var der nedsat det såkaldte »Rektorkollegiets udvalg vedr.  psykologiuddannelsens længde og sigte«. Allerede benævnelsen kunne give bange anelser. Heldigvis var såvel vi som uddannelsesstederne godt repræsenterede. Da interesserne var sammenfaldende, opstod et nært samarbejde. Fra den tid må man vel konstatere, at forbindelserne mellem uddannelsessteder og forening  var virkeligt stærke. Jeg skal ikke gå i detaljer her, men blot nævne, at faren blev afværget gennem et endda overordentligt stort og dygtigt anlagt argumentationsmateriale fra vor front. Samtidig skal det nævnes, at man i Undervisningsministeriets initiativ kunne ane den voldsomme strid i 1978-79 om den såkaldte psykologilæreruddannelse.

Tilgangen af nye kandidater i disse år var stigende. I 1979 regnede man med, at over 50 pct. af medlemmerne havde en kandidatalder på 5 år eller derunder. Dette måtte få indvirkning på foreningens politik, og det ville være en grov fortielse ikke at nævne en form for generationskløft på mange områder.

Den herskende krise i samfundet var således årsag til mange af vore genvordigheder, men det skal ikke skjules, i et forsøg på at karakterisere perioden som helhed, at der også i foreningen ligesom blev indbygget en række konflikter. Oprøret i 1968 er nævnt. Dets indvirkning på uddannelsen og holdningsdannelsen var uomtvistelig. Tilgangen af nye kandidater i disse år var stigende. I 1979 regnede man med, at over 50 pct. af medlemmerne havde en kandidatalder på 5 år eller derunder. Dette måtte få indvirkning på foreningens politik, og det ville være en grov fortielse ikke at nævne en form for generationskløft på mange områder.

Hvor man i tidligere perioder kunne regne med en meget homogen medlemsskare, var dette forhold også væsentligt ændret. Før var alle psykologer offentligt ansatte, hvad der foreningsmæssigt i sig selv var en styrke. De offentligt ansatte var stadig i overtal, men nye medlemsgrupper markerede sig stadig stærkere med andre interesser i og formål med deres forening. Det var svært at holde sammen på og finde fællesnævnere, når man samtidigt medtager, at skolepsykologerne havde dannet deres egen forening og Lærerhøjskolen var begyndt at kaste cand. pæd. psych.er på markedet. Allerede i årsberetningen for 1975 kunne jeg vist ikke helt galt karakterisere modsætningerne således: Veletableret -løst ansat, rig -fattig, ung -gammel, i arbejde -arbejdsløs, specialist -ikke specialist o.s.v.

Det var svært at holde sammen på og finde fællesnævnere, når man samtidigt medtager, at skolepsykologerne havde dannet deres egen forening og Lærerhøjskolen var begyndt at kaste cand. pæd. psych.er på markedet.

Disse forhold, at medlemmernes krav og forventninger til foreningens aktivitetsniveau var højst varierede, gav problemer omkring kontingentets størrelse. Det steg og steg i takt med de stigende opgaver.

Vi havde fået nye arbejdsgiverpartnere, som amter og kommuner med selvstændige overenskomster.

Efteruddannelsen i slutningen af perioden kostede penge. Et stigende antal afskedigelsessager, decentraliseringen af beslutningsprocesserne, bekæmpelsen af arbejdsløsheden, for bare at nævne nogle af byrderne.

Ser man tilbage, synes det lidt af et mirakel, at solidariteten holdt og frafaldet ikke blev større. Lyspunkter eller håb var der dog også.

Krisen i sig selv opretholdt et vist behov for psykologers arbejde, men især den nye bistandslov gav muligheder. Indirekte ved et forøget antal ansættelser af kliniske psykologer ved skolepsykologiske kontorer og direkte ved en række stillinger i amters og kommuners socialforvaltninger. Hertil kom overenskomster for støttepsykologer og konsulenter inden for samme områder. Dette kunne selvfølgelig ikke erstatte fuldtidsansættelse, men var vel bedre end ingenting. Områderne blev regulerede og gav mulighed for arbejdssøgende for dog at have nogen føling med psykologarbejde.

Vores nye arbejdsgivermodparter Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen viste sig at være endog særdeles vanskelige og hårde modstandere. Dels grundet den almindelige afmatning, men også, især for kommunernes vedkommende, affødt af en stor uvidenhed om, hvad psykologer kunne bruges til, og hvorledes de skulle indpasses i socialforvaltningernes nye struktur.

Som tidligere antydet har de offentligt ansatte været udsat for et betydeligt løntryk fra arbejdsgiverside. Vores nye arbejdsgivermodparter Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen viste sig at være endog særdeles vanskelige og hårde modstandere. Dels grundet den almindelige afmatning, men også, især for kommunernes vedkommende, affødt af en stor uvidenhed om, hvad psykologer kunne bruges til, og hvorledes de skulle indpasses i socialforvaltningernes nye struktur. Det betød for DP, at vi igen skulle til det møjsommelige arbejde at markedsføre psykologer på et nyt område. Socialpolitisk udvalg blev dannet, analyser blev foretaget og særligt kyndige blev indkaldt til drøftelse for i samarbejde med lønudvalg og bestyrelse at få lagt en politik. Dette var ikke helt let, idet der hurtigt rent internt viste sig modstridende interesser. For det første mente mange skolepsykologiske kontorer, at de med en passende udbygning kunne klare dækningen af kommunens samlede behov for psykologisk ekspertise.

For det andet fandt i hvert fald nogle kliniske psykologer ved skolepsykologiske kontorer det fagligt og måske også økonomisk givende at være konsulenter i socialforvaltningen ind imellem. DP var efter mange undersøgelser og overvejelser klar over politikken, man ville opbygge en parallel organisation i sin struktur og sit lønniveau, som det tilsvarende skolepsykologiske kontor. Altså overenskomstløn med tillæg svarende til lønningsstrukturen hos skolepsykologerne.

Dette betød også, at det kliniske tillæg skulle indføres. Filosofien var, at man på længere sigt ville vinde mest såvel lønningsmæssigt som med hensyn til antal stillinger. Ud over det lidt gustne overlæg en fagforening må have, var der også en sikker forvisning om, at løsningen var faglig rigtig, idet socialforvaltningerne jo skulle dække alle aldersgruppers behov, mens de skolepsykologiske kontorer jo kun arbejdede inden for aldersgruppen de skolesøgende. Om politikken var rigtig, kan kun tiden vise, den var i hvert fald særdeles vanskelig at gennemføre. Problemet var især vanskeligt i mindre kommuner, hvor man måtte anse den for dyr og noget i retning af dobbeltadministration.

I 1978 opstod dog de første tanker og diskussioner i lønudvalget om kollektiv ledelse, især på hospitaler. Diskussionen var langt fra afsluttet ved periodens afslutning, men man må vel erkende, at kollektiv ledelse i praksis eksisterede og blev tolereret enkelte steder.

Det lykkedes bedre i store kommuner og i amtsforvaltninger, hvor det inden 1979 lykkedes at oprette chefsfunktioner, der lønmæssigt var parallelle med amtsskolepsykologen. Derimod lykkedes det aldrig at få indført det kliniske tillæg. Man fastholdt således tanken om chefpsykologer hele perioden igennem. I 1978 opstod dog de første tanker og diskussioner i lønudvalget om kollektiv ledelse, især på hospitaler. Diskussionen var langt fra afsluttet ved periodens afslutning, men man må vel erkende, at kollektiv ledelse i praksis eksisterede og blev tolereret enkelte steder. Det sociale område var således vanskeligt og ømtåleligt, og det blev ikke nemmere ved, at amter og kommuner var i slem vildrede med, hvordan udviklingen skulle være. Dette affødte den hidtil største PR-virksomhed fra vor side. Der blev søgt samarbejde med socialinspektørforeningen. Der blev holdt foredrag på deres årsmøde, såvel som på det store årlige møde for socialudvalgsmedlemmer fra hele landet. Breve blev skrevet, og vi fik indpas på kommunernes kursusinstitution. Korridorpolitik blev også forsøgt med noget held nogle gange. Fremstødet blev lettet noget ved en udtalt rivalisering nogle steder mellem de enkelte kommuners socialforvaltning og skoleforvaltningen. Den stadig mere massive sparepolitik blev efterhånden så stærk, at man i 1979 ikke havde fundet en løsning endsige bare en afklaring.

Under PR-virksomhed inden for det sociale område bør også nævnes arbejdet omkring støttepsykologfunktionen. En gruppe unge psykologer tog på eget initiativ (vel i samarbejde med arbejdsløshedsudvalget) arbejdet op med en grundig analyse og definition af støttepsykologens arbejde. Herunder også en klar adskillelse over for støttepædagogen.

Arbejdet mundede ud i en vægtig og gennemarbejdet pjece, som i første omgang blev trykt i 500 eksemplarer, der bl. a. blev sendt til alle kommuner og amter, samt visse nøglepersoner. Interessen var så stor, at den måtte trykkes i flere oplag. Arbejdsindsatsen resulterede i 1978 i en rimelig overenskomst, der regulerede forholdene på et ret så kaotisk område. Samtidig opnåedes en konsulentoverenskomst, som særlig aktuel for det sociale område. Dette var nu dækket ind med en række ansættelsesformer, der muliggjorde ansættelse af et relativt stort antal psykologer, omend langtfra altid på ideelle vilkår, idet vel de fleste var deltidsansættelse og tidsbegrænsede.

Ligeledes på initiativ af arbejdsløshedsudvalget påbegyndtes i 1976 en analyse af arbejdsmiljølovgivningen med henblik på udarbejdelse af argumentationsmateriale for psykologers ansættelse inden for dette område. Det gav ret hurtigt anledning til forhandling med Direktoratet for Arbejdstilsynet om de 5 første stillinger og dermed er det stort set forblevet siden. DP nedsatte samtidigt et arbejdsmiljøudvalg med en række særligt sagkyndige, ikke mindst fra universiteterne, som bl. a. har gjort sig stærkt gældende inden for AC, således at området stadig blev holdt varmt og ikke blot blev tumleplads for læger og ingeniører.

Ligeledes på initiativ af arbejdsløshedsudvalget påbegyndtes i 1976 en analyse af arbejdsmiljølovgivningen med henblik på udarbejdelse af argumentationsmateriale for psykologers ansættelse inden for dette område. Det gav ret hurtigt anledning til forhandling med Direktoratet for Arbejdstilsynet om de 5 første stillinger og dermed er det stort set forblevet siden.

M. h. t. de generelle lønforhandlinger måtte vi selvfølgelig indordne os under AC, som nu også ganske var i defensiven. Der var tilløb til konflikt, men akademikerne måtte hver gang vige, f. eks. ved at et mæglingsforslag ophøjedes til lov. Fronterne var vigende, og resultaterne små, trods klare påvisninger af, at reallønnen var stærkt faldende også i forhold til andre samfundsgrupper. Vort specielle hovedkrav var en merarbejdsaftale, der også skulle indeholde godtgørelse for forskudt arbejdstid. For os var situationen, at samtidig med en stigende arbejdsløshed, blev vore medlemmer i arbejde mere og mere belastede. Her ikke blot en voksende arbejdsbyrde, men også særlig inden for det kommunale område mere forskudt arbejde, affødt af familiebehandling, hvad der var en naturlig faglig konsekvens. Vi fik med megen møje dannet en arbejdsgruppe i AC, der skulle behandle og forberede dette spørgsmål til forhandling med arbejdsgiverne. Så mange år efter kan man vist godt sige, at problemet blev meget valent behandlet i AC. Vi fik ikke noget ud af det. Dette skyldes ikke blot arbejdsgivermodstand, men også at interesserne i AC var meget modstridende.

Ikke mindst fordi nogle af de store foreninger havde deres specielle rådigbeds- og vagtordninger, og de skulle nødigt involveres.

Jeg kan huske, at det var en stor skuffelse. Dels havde det været rimeligt, at medlemmerne fik godtgørelse for det notorisk store merarbejde, men også fordi det egentlige politiske sigte var, at merarbejdsaftalen skulle være et incitament til at konvertere det dyre overarbejde til faste stillinger.

Vi udgjorde i denne periode så absolut oppositionen i AC. Blev sikkert ofte oplevet som irriterende og provokerende. Det var ikke altid lige morsomt at sidde i AC-bestyrelsen og gang på gang blive nedstemt.

Da vi var en udpræget lønmodtagerorganisation tilmed med mange unge kandidater og arbejdsløse, lå vor interesse klart i, at AC opfattede sig og handlede helt som en ren lønmodtagerfagforening.

Det synes helt nødvendigt for os, men nok lidt utopisk, idet de store og afgørende foreninger jo var meget blandede med meget store liberale sektorer. Dertil kom ofte en anden aldersfordeling og måske for nogle en lidt anden indstilling til medlemsdemokrati og medbestemmelse. Vi kritiserede til stadighed disse forhold og ikke mindst svaghederne ved beslutningsprocesserne før og under overenskomstforhandlinger.

Svagheder, som blev klart afdækket under forhandlingerne i 1981. Vi var de få, og vi stod endvidere svagt, fordi der i denne periode var en klar opfattelse hos et flertal i DP af, at det i krisetider ville være for risikabelt at føre forhandlinger på egen hånd. Vi stod dog ikke helt alene, idet vi sammen med arkitekter og landinspektører udgjorde valggruppe 2 uden for AC. Der opstod idenne valggruppe et usædvanligt godt og tillidsfuldt samarbejde med møder hver fjortende dag lige før bestyrelsesmødet i AC. Vi var enige om en ren lønmodtagerpolitik med bl. a. krav om fjernelse af de fem nederste løntrin i overenskomsten, udbetaling af indefrosne dyrtidsportioner, 35 timers arbejdsuge, ret til efteruddannelse, fastsættelse af normal arbejdstid og meget mere. Som alle ved var anstrengelserne forgæves, selv om vi på et vist tidspunkt med noget held fik udvidet oppositionen ved at inddrage utilfredse medlemmer i andre foreninger. Der var en del kontaktmøder og et par stormøder.

Især de sidste var upopulære i vide AC-kredse, ja også inden for vore egne rækker. Det må vel erkendes, at form og tone på møderne kunne virke uheldig, men lønmodtagertanken og ideerne om større indflydelse på beslutningsprocesserne har senere begivenheder retfærdiggjort.

Som tidligere nævnt blev 1974 året, hvor arbejdsløsheden blev et tyngende problem. Et problem, der voksede støt indtil 1979, og som kom til at præge så godt som alle øvrige aktiviteter og beslutninger i foreningen. For at få fornemmelse af problemerne og ideer til foranstaltninger forsøgte jeg at samle de arbejdssøgende til tirsdagsmøder i foreningen. Tilslutningen var vel ikke altid overvældende, men en fast stamme fik dog udarbejdet tanker om og retningslinjer for oprettelsen af et egentligt arbejdsløshedsudvalg, der blev vedtaget på generalforsamlingen i marts 1975. For at gøre udvalget så stærkt som muligt og for at gøre arbejdsløsheden til hele foreningens problem, skulle det sammensættes meget bredt med både ældre og yngre kandidater, studerende og selvfølgelig så mange arbejdssøgende, der ville deltage. Hovedsigtet med udvalget var dobbelt. Dels at fastholde de arbejdssøgendes tilknytning til stand og fag, og dels at sikre, at ingen mulighed for at udvide antallet af stillinger skulle være uforsøgt. Fra bestyrelsen blev udvalget støttet med ekstraressourcer, og der blev åbnet mulighed for repræsentation i alle foreningens organer og udvalg.

Dette var rammerne, hvori udvalget kunne arbejde, og som årene gik, blev det en vigtig faktor i foreningens arbejde. Utallige arbejds- og projektgrupper blev nedsat, og gav som tidligere nævnt også en del resultater. Kramboden blev oprettet allerede i 1975. For at anskueliggøre problemets omfang, disse enkelte tal fra årsberetningen i 1978:
»I december 1977 var der 138 ledige psykologer med dagpenge. I december 1978 var tallet 214. Tilvæksten i registreret ledige er altså på 76 i løbet af året 1978. Men i samme periode er der kommet 165 nye kandidater. Der er altså tillige tilkommet 89 nye fuldtidsstillinger i perioden. Tilvæksten i deltidsstillinger har vi ikke noget tal for.«

Var man optimist, kan opgørelsen vel tolkes således, at det var lykkedes at inddæmme og dæmpe problemet. Var man pessimist, måtte det konstateres, at vi ikke kunne holde trit med krisen og de ret store kandidatårgange. Det er endvidere værd at understrege, at de arbejdssøgende oplevede, at foreningen mente det alvorligt, og der var reel solidaritet i hvert fald hos de toneangivende kredse. Lige så sikkert er det, at den førte politik førte til spændinger i medlemsskaren. Som årene gik, gav vi efterhånden køb, særlig på det sociale område, ved at indføre en slags dumpingpolitik. Vi accepterede blankt ned til 15 timers overenskomstansættelse, ligesom støttepsykolog- og konsulentoverenskomsten virkede i samme retning. Om det var klog politik, var dengang svært at bedømme. Filosofien bag var, at det synes absolut vigtigt at kunne blive beskæftiget med psykologisk arbejde, så deltidsagtigt det end kunne være for ikke at glide helt ud af faget.

Vi accepterede blankt ned til 15 timers overenskomstansættelse, ligesom støttepsykolog- og konsulentoverenskomsten virkede i samme retning. Om det var klog politik, var dengang svært at bedømme. Filosofien bag var, at det synes absolut vigtigt at kunne blive beskæftiget med psykologisk arbejde, så deltidsagtigt det end kunne være for ikke at glide helt ud af faget.

For os, der havde ansvaret, synes dette næsten ubærligt efter så langt et studium med de afsavn, det ofte havde medført. Desuden havde vi en del gode erfaringer med, at f. eks. en 15 timers stilling hurtigt voksede til både 20 og 30 timer.

I 1976 fik DP en henvendelse fra praktiserende læger vedr. et samarbejde med psykologer i almenpraksis. Der synes hos lægerne et klart erkendt behov for et nærmere samarbejde med en psykolog i det daglige arbejde omkring en række patienter.

Da man ikke var helt sikker på behovets omfang, og hvordan samarbejdet i praksis skulle foregå, nedsatte vi en fælles arbejdsgruppe med lige mange læger og psykologer. Fra vor side deltog bl. a. et par medlemmer, der gennem længere tid havde deltaget i sådant et samarbejde, og hvis erfaringer viste sig uhyre værdifulde. Jeg kan huske, at henvendelsen ligesom var et lysstrejf i alt det mørke. Dels anede man i det fjerne en del beskæftigelse, men jeg tror også, at alle, der kom til at beskæftige sig med de forskellige projekter, der kom i gang, fandt arbejdet i almen praksis særdeles meningsf yldt. Hovedinteressen dengang blandt et flertal af medlemmerne lå så afgjort på det kliniske og terapeutiske område. Arbejdet i den fælles arbejdsgruppe var fra starten særdeles positivt og harmonisk. Vore interesser faldt så åbenbart sammen. Under indtryk af det offentliges sparepolitik og sikkert nogen ukendskab hos en del praktiserende læger blev det vedtaget at gå den lange vej over grundig oplysning, forskning og forsøg. Der blev forberedt og gennemført et efter vore forhold stort seminar på Hvide Hus i Ebeltoft, hvor der deltog, så vidt jeg husker, 25 deltagere fra hver side. Et af resultaterne var, at et relativt stort antal psykologer i et par dage deltog som observatører ved både dag- og aftenkonsultation hos et tilsvarende antal praktiserende læger.

Der blev udarbejdet rapporter og tidsskriftsartikler, således at vi følte os fuldt ud rustede til forhandlinger med amts- og kommuneforeningerne.

Dette arbejde lå selvfølgelig helt på vore skuldre m. h. p. løn og ansættelsesform. Indtil 1979 var holdningen i DP afgjort mod enhver form for liberalt erhverv inden for psykologerhvervet. Man ville vel ikke direkte modsætte sig, at psykologer nedsatte sig som privatpraktiserende, men enhver form for forhandling skulle sigte mod offentlig ansættelse, ligesom tanker om tilskud fra sygesikringen var bandlyst. Dette gjaldt således også for en ordning for psykologers anvendelse i lægepraksis. Politikken gik ud på, at praksis-psykologer formelt skulle ansættes i amternes social- og sundhedsforvaltninger med eneste opgave at betjene et antal praktiserende læger eller lægehuse.

Indtil 1979 var holdningen i DP afgjort mod enhver form for liberalt erhverv inden for psykologerhvervet. Man ville vel ikke direkte modsætte sig, at psykologer nedsatte sig som privatpraktiserende, men enhver form for forhandling skulle sigte mod offentlig ansættelse, ligesom tanker om tilskud fra sygesikringen var bandlyst.

Der var et par indledende forhandlinger i Amtsrådsforeningen, som forløb så positivt, at jeg endnu i min sidste årsberetning kunne udtrykke optimisme m. h. p. det videre forløb. Vi sigtede i første omgang heller ikke højere, end at der skulle etableres 3 eller 4 forsøgsordninger rundt om i landet med 3-4 erfarne psykologer hvert sted.

Forsøgsordningen skulle vare i 2 år, hvor de indhøstede erfaringer skulle danne grundlag for de endelige  forhandlinger. Vi gik forsigtigt til værks den gang. Af praktiske grunde ville vi »låne« psykologerne i amterne, således at forsøget stort set ville komme til at koste et tilsvarende antal vikarstillinger for de lånte. Hvad der senere kvalte projektet, ved jeg ikke. Velsagtens krisen og et vist ubehag ved nytænkning.

Forholdet til skolepsykologerne har tit været ambivalent, ja somme tider konfliktfyldt. Det skal dog ikke glemmes, at psykologstudiet i sin tid blev oprettet m. h. p. først og fremmest at uddanne psykologer til brug i folkeskolen. I de første mange år var det vel naturligt, at DP var den faglige organisation, også for skolepsykologer.

Forholdet til skolepsykologerne har tit været ambivalent, ja somme tider konfliktfyldt. Det skal dog ikke glemmes, at psykologstudiet i sin tid blev oprettet m. h. p. først og fremmest at uddanne psykologer til brug i folkeskolen. I de første mange år var det vel naturligt, at DP var den faglige organisation, også for skolepsykologer.

Et par formænd har også startet deres karriere i folkeskolen. Forhandlingsretten m. h. t. løn og ansættelse har dog altid ligget hos Danmarks Lærerforening. Det har for nogle skolepsykologer været et problem at skulle betale kontingent til to foreninger. Problemerne skærpes, som tidligere nævnt i 1965, hvor cand. pæd. psych.-studiet startede på Lærerhøjskolen. Problemerne faldt i årenes løb i lave, og jeg overtog i 1974 et samarbejdsudvalg mellem de to foreninger, der som kommissorium havde sammenlægning af de to foreninger. Sammenlægningen var vedtaget på tidligere generalforsamlinger og blev i perioden 1974-79 bekræftet fra vor side, trods konflikter og forkastelse et par år senere på skolepsykologernes generalforsamling.

Vore forudsætninger for sammenlægningen var følgende: 1. Danmarks Lærerforening har ubestridt  forhandlingsretten for skolepsykologer. 2. De skolepsykologer, der har et-årskursus fra Lærerhøjskolen, optages i DP som en lukket gruppe. 3. Der fastsættes et kontingent, der dækker mindst de faste omkostninger. Efter en positiv og rimelig atmosfære i samarbejdsudvalget det første år kan det vel ikke benægtes, at der fra vor side, både i medlemsskaren og i udvalget, voksede en tvivl om det holdbare i sammenlægningstanken.

Et argument gik på det faktiske monopol, læreruddannede havde på skolepsykologstillinger. Samtidig hermed skete der en indholdsmæssig ændring i cand. pæd. psych.-uddannelsen, således at den nu skulle anskues som en almen psykologisk kandidateksamen.

Ud over monopolet i folkeskolen, bortset fra de kliniske stillinger, kunne de lærerhøjskoleuddannede brede sig ud over vore øvrige arbejdsområder og eventuelt også klinisk ansættelse i folkeskolen.

En anden anledning til misstemning var, at forskellige skolepsykologiske kontorer efter vor mening i alt for høj grad påtog sig opgaver i den sociale sektor. Dette gik, som tidligere beskrevet stærkt imod vore interesser på dette felt. Det mest afgørende var vel, at de første tanker om pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR) i skolepsykologisk regie, var dukket op og en forsøgsordning i Karlebo var startet med Lærerforeningen og Skolepsykologernes Landsforenings fulde støtte. De to foreninger uden om os lavede et forslag til Undervisningsministeriet med anmodning om nedsættelse af et udvalg, der skulle udarbejde forslag til cirkulære om PPR. Det lykkedes os at blive repræsenteret i udvalget. I dag kan det vel siges, at vi underhånden fik stærk støtte fra Kommunernes Landsforening. Hele dette forløb medførte ikke uforståeligt et brud i samarbejdsudvalget. I øvrigt var sammenlægningen nedstemt på skolepsykologernes generalforsamling 1 år tidligere. Grunden hertil var primært interessemodsætninger på det kommunale område, men der blev også på denne generalforsamling over for mig udtrykt en del betænkelighed, ja også vrede, med den stærkt samfundskritiske holdning DP offentligt gav udtryk for i skrift og handling.

Som tidligere nævnt var også vor grunduddannelse udsat for et stærkt pres i begyndelsen af perioden. Det skete gennem det såkaldte rektorkollegieudvalg vedr. psykologiuddannelsens længde og sigte. Jeg har nævnt, hvorledes det lykkedes at afværge angrebet gennem en række medlemmers store og dygtige indsats. Ophavsmændenes plan var at reducere den femårige kandidatuddannelse til et fireårigt hovedfagsstudium og et toårigt bifagsstudium. Det første var vel udtryk for sparebestræbelser, idet også andre akademiske uddannelser på det tidspunkt var i farezonen. Nok så vigtigt, men det er min tolkning, var nok ønsket om en bifagsordning. Den var som skabt til at tilfredsstille det voksende behov for psykologilærere i første omgang på HF.

Som tidligere nævnt var også vor grunduddannelse udsat for et stærkt pres i begyndelsen af perioden. (…)  Ophavsmændenes plan var at reducere den femårige kandidatuddannelse til et fireårigt hovedfagsstudium og et toårigt bifagsstudium. (…)  Faren for reduktion af kandidatuddannelsen blev afværget, mens tanken om den korte psykologilæreruddannelse langt fra var død.

Hoved- og bifagsordningen var den eneste, der passede ind i gymnasiets ansættelsesstruktur. Psykologilærerne kunne senere tænkes at blive anvendt på andre ungdomsuddannelsesområder. De faglige argumenter mod disse ordninger blev fremført med styrke, ikke mindst fra vore repræsentanter på universiteterne. Noget mere spagt fra universitetscentrene.

Fra DPs side kom dertil det mere fagforeningsmæssige synspunkt, at med den store arbejdsløshed ville det være tåbeligt at indføre endnu en uddannelse. De universitetsuddannede kunne efter vor mening glimrende anvendes som lærere, eventuelt med enkelte ændringer i grunduddannelsen. Faren for reduktion af kandidatuddannelsen blev afværget, mens tanken om den korte psykologilæreruddannelse langt fra var død.

Problemerne omkring vore universitetsuddannelser havde allerede før 1974 affødt fællesudvalget for psykologiuddannelsernes struktur med repræsentation fra DP, universiteterne, centrene og Lærerhøjskolen.

Udvalget var informerende, koordinerende og konsultativt og var i sin art et stærkt udtryk for det stadigt tættere samarbejde mellem forening og uddannelsesstederne. Men også dette skulle få et grundstød, hvad angik de to centre i Aalborg og Roskilde. Som tiden gik blev det ganske klart, at de ansatte psykologer på disse centre var stærkt interesserede i, at den korte psykologilæreruddannelse blev til på centrene.

Interessen var så stor, at uddannelsesforslag blev udarbejdet og fremsendt til rette myndigheder. Her skal ikke dømmes, men en tolkning må vel gå på, at man på centrene følte sig trængt, således at disse uddannelser kunne være en redning. Flertallet i fællesudvalget var klart imod og ikke blot ud fra rent faglige synspunkter. Samfundsøkonomisk synes det meget tvivlsomt at oprette stadig nye psykologuddannelser, samtidigt med at det offentlige producerede et betragteligt antal arbejdsløse cand. psych.er. Fællesudvalget afgik ved en udramatisk død i 1978 og erstattedes af en sektion i DP for universitetsansatte.

Desuden medførte det en lang og bitter debat, hvor eksklusion af de formastelige var på tale. Begge forhold var bitre og vel ikke til gavn for helheden. Kunne det være undgået ? Jeg tror det ikke. Interessemodsætningerne var for store.

Det sidste store stridsspørgsmål i perioden var opstillingen af et egentligt efteruddannelsesprogram. Indtil og med 1976 var efteruddannelse kørt af foreningens uddannelsesudvalg med et ad hoc program, hvor en række indenlandske og udenlandske lærere afholdt kortvarige kurser.

Derudover var det vigtigste nok årskursus i psykoterapi, der på dette tidspunkt var meget søgt. Der føltes dog fra mange sider et behov for en mere systematiseret efteruddannelse i faste rammer og med et program, der føltes relevant for et flertal af medlemmer, og som kunne blive accepteret af bl. a. arbejdsgivere og andre myndigheder.

Indtil og med 1976 var efteruddannelse kørt af foreningens uddannelsesudvalg med et ad hoc program, hvor en række indenlandske og udenlandske lærere afholdt kortvarige kurser. (…) Man nedsatte derfor en efteruddannelseskommission, der udarbejdede sin betænkning til diskussion på generalforsamlingen i 1977. At beskrive de diskussioner og stridigheder, dette afstedkom, vil være umuligt her.

Man nedsatte derfor en efteruddannelseskommission, der udarbejdede sin betænkning til diskussion på generalforsamlingen i 1977. At beskrive de diskussioner og stridigheder, dette afstedkom, vil være umuligt her. Dels har jeg ikke papirerne, dels ville det blive for omfangsrigt, hvis det skulle kunne dække blot nogenlunde, og endelig føler jeg mig så stærkt engageret, at det næppe kunne blive særlig nøgternt.

Hvis foreningen bevarer sin historiske sans, kunne det være lærerigt, om nogle, der deltog i hele forløbet, havde tid til mere dokumenteret at fortælle hele historien. Hovedtankerne hos kommissionen var, at det skulle være en generel efteruddannelsesmodel og ikke en kompetencegivende specialistuddannelse. Desuden skulle meget af uddannelsen foregå i basisgrupper, mens en mindre del skulle fordeles på generelle og specielle kurser. Det var tungtvejende, at den også skulle være åben for arbejdssøgende, skønt det hos dem kunne knibe med den praktiske erfaring, som jo skulle bruges i grupperne. Det var endeligt meningen, at planen skulle godkendes af arbejdsgiverorganisationerne, for derigennem at opnå tjenestefrihed og tilskud til deltagerne. Om disse hovedtanker var der sikkert enighed hos et stort flertal i foreningen.

Uenigheden eller striden opstod omkring supervisionen i basisgrupperne. Dens længde, udpeget eller selvvalgt supervisor, i det hele taget spørgsmålet om centraliseret eller decentraliseret styring.

Jeg tror ikke, planens fædre havde forudset, at vandene skulle deles så stærkt. Der måtte en ekstraordinær generalforsamling til for at klare disse spørgsmål. Dens forløb blev så kluntet og lidenskabelig, at resultatet nok sikrede uddannelsens start, men langtfra fik udryddet modsætningerne. Der blev nedsat en faglig komite, som ansvarlig og tilsynsførende, og der blev ansat en uddannelsessekretær. Modsætningerne i komiteen blev hurtigt for store, således at næsten halvdelen af medlemmerne gik i protest. For at det ikke skulle gå helt i stykker, måtte bestyrelsen hurtigt, men diktatorisk indsætte nye medlemmer, hvad der ikke dæmpede konflikterne. Det hele blev vel en kæmpeskuffelse for deltagerne i planlægningen. Dertil kom, at interessen for i hvert fald denne form for uddannelse viste sig stærkt overvurderet.

Det lykkedes med nød og næppe at få startet to grupper. En tredie fulgte nogle måneder efter. Måske skyldes det den uro og usikkerhed, der prægede hele forløbet. Hvad det så igen skyldtes, er meget svært at svare på. Et gæt kunne være, at de tidligere nævnte dilemmaer i medlemsskaren stadig gjorde sig gældende, f. eks. en generationskløft, holdningen til specialist-generalist-modellen, overordnet styring contra selvstyre, arbejdsløshedsproblematikken o. m. m. Bestyrelsen selv var præget af usikkerhed og magtede ikke helt at fastholde en accepteret kurs eller finde det rigtige kompromis. I gang kom vi, men op til generalforsamlingen i 1979 tydede intet på, at fantasierne om efteruddannelsen som en samlende og fagligt højnende faktor for standen som helhed var andet end illusioner.

Til slut skal kort omtales debat og overvejelser vedr. foreningsstrukturen. Ikke fordi der skete så afgørende ændringer, men fordi DP jo i 1980-81 havde problemet oppe til generaldebat. I de skiftende bestyrelser har der altid været flertal for, at generalforsamlingen var øverste organ med en på denne valgt bestyrelse som udførende element
for de beslutninger, der blev taget. Dette synspunkt blev fastholdt til generalforsamlingen 1979.

At erstatte generalforsamlingen med et repræsentantskab + urafstemning fandt man ville virke passiverende.

Samtidigt arbejdede man med en decentralisering gennem en udbygning af regioner og sektioner.

Det gav meget slid og rejseri og blev for regionernes vedkommende ikke særlig tilfredsstillende. En del sektioner blev derimod effektive, sikkert ikke mindst, at de blev sikret repræsentation i de foreningsudvalg de ønskede. Det ser sådan set tilforladeligt ud, men det må erkendes, at forholdene omkring generalforsamlingen i de sidste år var problematiske. Misforholdet mellem deltagernes antal og det samlede medlemstal voksede. Man kunne frygte, at det såkaldte tavse flertal ikke kom til orde. Den øjeblikkelige misere kunne måske endnu holde et par år ved en systematisering og udvidelse af fuldmagtsordningen.

Dertil kom, at forholdene på selve generalforsamlingen var ved at blive for uoverskuelige, ja kaotiske. Ligesom de trak længere ud. Dette søgtes afbødet ved flere dirigenter og et håb om en fremtidig stramning og disciplinering på generalforsamlingen. Et håb, som sikkert ikke altid var af det gode. Medlemmer i og uden for bestyrelsen fremsatte med god ret disse argumenter, som så førte til debatten og afgørelsen i 1980-81. Dette ligger efter 1979, så jeg skal ikke komme med nogen vurdering ud over, at DP stadig vil have et uløst strukturproblem, så længe medlemstallet er stigende.

Billedet af perioden 1974-79 er blevet temmelig mørkt. Vi var også virkelig pressede udefra som indefra, og jeg finder det ganske illustrerende at gengive bestyrelsens handlingsprogram for 1979 som bilag.

Det er en opsummering af erfaringer og problemer gennem fem år af forskellige, men kontinuerte bestyrelser. Det viser problemernes mangfoldighed såvel som konstruktive forslag til løsninger for såvel psykologer, som for andre truede grupper. Jeg håber samtidig, man aner det tids- og ressourceforbrug, der krævedes af de medlemmer, som aktivt kastede sig ud i arbejdet.

Alt var dog ikke mørkt eller skuffende. Fremgang og mulighederne på det sociale område. Samarbejdet med praktiserende læger, stagnationen i arbejdsløsheden, trods et alt for højt niveau. Trods manglende ressourcer blev mange ideer omsat til projekter, der på kort eller længere sigt gav resultater.

Alt var dog ikke mørkt eller skuffende. Fremgang og mulighederne på det sociale område. Samarbejdet med praktiserende læger, stagnationen i arbejdsløsheden, trods et alt for højt niveau. Trods manglende ressourcer blev mange ideer omsat til projekter, der på kort eller længere sigt gav resultater. Det vigtigste, og det der gav anledning til optimisme, var vel, at medlemmer, trods meningsforskelle og skænderier bevarede evnen til kompromisser. Dette vel ud fra en overbevisning om nytten af en aktiv forening for såvel medlemmer, fag og måske samfund.

Organisationsprocenten blev fastholdt på sit relativt høje stade. Dette trods jammer over de horrible kontingenthøjder og megen irritation over de midler, skiftende bestyrelser bragte i anvendelse.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge