Jesper Florander formand 1947-52

 I

Uddrag fra “Formændene beretter 1947-1982″ udgivet i 1982 i anledning af Dansk Psykolog Forenings 35 års fødselsdag.

Af Jesper Florander, foreningens første formand for DP 1947-52

En dag i foråret 1948 – tror jeg nok, det var – blev Psykologforeningen opmærksom på en annonce. Den var indrykket af Psykiatrisk Hospital i Risskov og gik ud på, at man søgte en psykolog, der kunne være til rådighed ved testningsarbejde og andet lignende psykologisk arbejde i halvdelen af arbejdstiden, og i den anden halvdel af tiden skulle denne psykolog så arbejde som sekretær på samme hospital.

Det mente vi i Psykologforeningen ikke kunne hænge helt rigtigt sammen; der måtte formentlig bestå en eller anden mangelfuld viden om, hvad en psykolog var, og hvad en psykolog kunne bruges til, når man fra officiel side kunne opslå en annonce, der i den grad blandede forskellige stillinger sammen. Vi skrev derfor til lederen af hospitalet, professor, dr. med. Erik Strømgren, og forklarede ham, hvilken uddannelse en psykolog havde fået ved Københavns Univer­sitets nyligt oprettede pædagogisk-psykologiske studium, og hvad en psykolog kunne arbejde med. Det blev et temmelig langt brev, bl. a. med en grundig forklaring om de krav, der måtte stilles til at anvende intelligensprøverne. Strømgren svarede særdeles elegant og skærende ironisk med at takke for, at han var blevet belært om, hvordan man rettelig gjorde brug af Binet-Simon prøven, som han havde kendt lige siden 1920rne. I øvrigt ønskede han lige at gøre opmærksom på, at stillingsopslaget var ment som en begyndelse til at ansætte psykologer inden for det psykiatriske område, noget, som både han og 1. reservelægen, dr. med. Villars Lunn, var særdeles interesseret i.

Hvis man var i stand til at se bort fra den uheldige ordlyd af opslaget, var meningen altså god nok. Sagen endte da også heldigt med, at engang i maj måned sad Villars Lunn hjemme hos mig, og vi forhandlede i al fredsommelighed om, hvordan vi kunne få en psykologstilling oprettet ved Risskov. Det lykkedes, og jeg går ud fra, at sekretærfunktionerne i øvrigt er blevet varetaget på bedste måde af andre dertil kvalificerede.

Denne episode viser tydeligt, hvordan situationen var i begyndelsen af Dansk Psykologforenings historie.

Foreningen blev som bekendt stiftet i 1947, umiddelbart efter den afsluttende eksamen for det første store hold, som var blevet uddannet ved det pædagogisk-psykologiske studium på Københavns Univer­sitet, i alt 47. Et halvt år forinden var der kommet 8 cand. psych.er. Tilsammen med en halv snes magistre i psykologi udgjorde disse få mennesker alt, hvad der var af psykologer i Danmark tre år efter, at det pædagogisk-psykologiske studium var oprettet.

Foreningen blev som bekendt stiftet i 1947, umiddelbart efter den afsluttende eksamen for det første store hold, som var blevet uddannet ved det pædagogisk-psykologiske studium på Københavns Univer­sitet, i alt 47. Et halvt år forinden var der kommet 8 cand. psych.er. Tilsammen med en halv snes magistre i psykologi udgjorde disse få mennesker alt, hvad der var af psykologer i Danmark tre år efter, at det pædagogisk-psykologiske studium var oprettet. Medlemstallet i 1947 var 55, og det betød, at næsten alle psykologer var medlem af foreningen. En god skik, som kunne opretholdes adskillige år igennem, ikke mindst fordi der ikke var flere, end at alle kendte hinanden, og hvis en eller anden ikke rigtig kunne finde ud af at være medlem af Psykologforeningen, var det en naturlig sag for formanden at kontakte vedkommende og presse på: Det gjaldt om, at vi alle stod sammen o.s.v., o.s.v., der var nok af gode argumenter.

Medlemmerne var typisk folk, som foruden at være cand. psych.er havde en anden uddannelse. Mange var læreruddannet, nogle var bør­nehavelæreruddannet, og en enkelt eller to var gået direkte fra studentereksamen ind til studiet. Det alt overvejende antal var altså re­krutteret fra det pædagogiske arbejdsområde.

Det var derfor, Psykologforeningen blev oprettet. Formålet var at skabe en fagforening. Foreningen skulle vel nok også tage sig af pæne og nydelige forhold som at styrke psykologiens stilling i samfundet og den slags, men den skulle først og fremmest arbejde for at styrke psykologernes plads i samfundet arbejdsmæssigt og lønmæssigt.

Nu stod man så pludselig der med en akademisk uddannelse, var cand. psych., og hvad så ? For nogle var der tale om at blive skole­psykologer (for øvrigt ikke så mange igen). Men hvad med resten ? Hvor kunne de finde arbejde? Og hvis de kunne finde arbejde af psykologisk art, hvad skulle de så have for det ? Ville man så lønne dem i overensstemmelse med, hvad andre akademikere blev aflønnet med ? Eller ville man trykke dem lønmæssigt med henvisning til, at de jo blot havde gennemgået »dette lille treårige eftermiddagskursus på Frue Plads« ? Desværre var det ikke ualmindeligt at høre det pædagogisk-psykologiske studium omtalt på den måde blandt de selv sam­me akademikere, som sad rundt omkring i sikre stillinger.

Endnu var Scherfigs »Idealister« ikke udkommet med sin rørende skildring af Psykologisk Laboratorium, men den beskrivelse, som Scherfig har givet, passede i mange henseender til den misforståede opfattelse af, hvad en psykolog var.

Det var derfor, Psykologforeningen blev oprettet. Formålet var at skabe en fagforening. Foreningen skulle vel nok også tage sig af pæne og nydelige forhold som at styrke psykologiens stilling i samfundet og den slags, men den skulle først og fremmest arbejde for at styrke psykologernes plads i samfundet arbejdsmæssigt og lønmæssigt. Det har helt fra starten været oplagt, at Dansk Psykologforening skulle være en fagforening, tilmed gerne en stærk fogforening.

Et kort mål – og et langt
Vi stod dengang uden fastlagte arbejdsområder og uden tradition inden for psykologerhvervet. Der var mange, som meget gerne ville skabe traditioner for os, og det gjorde de i høj grad ud fra mang­lende kendskab til psykologers uddannelse og virke. Ejendommeligt nok gik deres overvejelser altid i retning af, at vi ikke var rigtige akademikere, og at vi selvfølgelig ikke burde have samme løn som akademikere. Der var faktisk ingen, som gik i modsat retning. Derfor var det også sådan, at fagforeningen måtte have både et kort og et langt mål.

Det korte mål var simpelthen, at psykologer kunne blive anerkendt som akademikere. Det blev der arbejdet på med det samme, og det var ikke noget mål, som blev nået hverken let eller hurtigt. Det viser Perchs beskrivelse.

Der var to fronter, vi var nødt til at arbejde på med henblik på at få den fornødne anerkendelse. Den ene front var blandt andre akade­mikere, og det viste sig at være yderst besværligt, fordi mangfoldige fra »vores egen side« rynkede på næsen ad os. Hvad var vi egentlig for nogle? Hvad kunne vi gøre? Var vi overhovedet i stand til at tænke videnskabeligt, endsige producere noget videnskabeligt ? Var psykologien ikke blot en eller anden lille underafdeling under filosofien, således som det fremgik bl. a. af forelæsningerne til filosofi­kum ? Endnu var Scherfigs »Idealister« ikke udkommet med sin rørende skildring af Psykologisk Laboratorium, men den beskrivelse, som Scherfig har givet, passede i mange henseender til den misforståede opfattelse af, hvad en psykolog var. På den anden front var det nød­vendigt over for andre instanser, især embedsmænd inden for den offentlige sektor, at gøre opmærksom på, at vi var akademisk uddan­net, og at der var nogle ganske bestemte ting, vi havde viden om. Vi vidste bl. a. noget om psykologi, og det var ikke almindeligt, at folk kendte ret meget til det på det tidspunkt. Vi kunne også bruge psykologien i et praktisk arbejde inden for den offentlige sektor, og her var det da indlysende for os at pege på, at den offentlige sektor gennem en årrække havde anvendt psykologisk bistand inden for skolen. Det var udgangspunktet, og det var der, det store arbejdsfelt indtil videre måtte ligge. For der var der en vis forståelse for, at psykologer kunne hjælpe med til at overvinde problemer inden for skolen og til at videreudvikle skolen i en retning, der passede til forudsætningerne hos de børn, som er skolens klientel.

Hvad var vi egentlig for nogle? Hvad kunne vi gøre? Var vi overhovedet i stand til at tænke videnskabeligt, endsige producere noget videnskabeligt ? Var psykologien ikke blot en eller anden lille underafdeling under filosofien, således som det fremgik bl. a. af forelæsningerne til filosofi­kum ?

Det lange mål var så netop at udvide arbejdsområdet for psykologer. Ved igen og igen at gøre opmærksom på, hvad psykologer kunne bruges til, kunne vi pege på, at ikke blot skolen havde behov for og fordel af at benytte sig af psykologisk arbejdskraft, men også andre offentlige sektorer. Her sigtede vi naturligt mod hospitalsområdet, bl. a. fordi vi jo vidste, at der blev foretaget psykologiske undersøgel­ser inden for hospitalsområdet, men meget ofte ved lægeligt uddannet arbejdskraft, som ikke på forhånd havde megen indsigt i psykologien. Der var andre områder, som kunne trænge sig på med henblik på at få psykologer ansat. Et oplagt område var kriminalforsorgen; lige så oplagt var børneforsorgen som et område beslægtet med skolen. Stort længere kunne vi nok ikke se lige i øjeblikket. Der kunne jo være tale om endnu et felt, nemlig det private erhverv; det var en højst usikker ting at skulle gå ind i, og tanken om, at en psykolog skulle kunne ernære sig ved at nedsætte sig som psykolog, stod nok for os som noget, der mest lignede en grille. Hvem ville benytte en psykolog, når man ikke vidste, hvad en psykolog var for en ?

Tanken om, at en psykolog skulle kunne ernære sig ved at nedsætte sig som psykolog, stod nok for os som noget, der mest lignede en grille. Hvem ville benytte en psykolog, når man ikke vidste, hvad en psykolog var for en ?

Styrken indadtil og udadtil
Det gjaldt derfor meget om for os få, som var foreningen, at holde sammen og at styrke hinanden.

Indadtil var det relativt nemt at få opfyldt dette, netop fordi alle kendte hinanden. Der var ingen problemer med at kontakte folk, og der var heller ingen problemer med, hvem man nu i en given situa­tion kunne søge råd hos, bl. a. hvis man som nyansat psykolog inden for fængselsvæsenet pludselig stod over for det mærkværdige at skulle tage nogle læseprøver. Det havde man nok prøvet lidt af under studiet, men her gjaldt det, det var en afgørelse, der skulle træffes. Hvor kunne man så hente hjælp ? Det ordnedes ved at ringe til en af de skolepsykologer, som man kendte fra studiet, og sige: Jeg har glemt, hvordan man skal gøre dette, kan du ikke godt manuducere mig i det ?

Det er muligt, at psykologer i dag vil trække lidt på smilebåndet ad, hvad det var, vi præsterede som videreuddannelse. Det var i al enkelthed et kursus i Rorschach­ testning.

En anden meget væsentlig ting, som foreningen tog op med det samme, var psykologers videreuddannelse. Det er muligt, at psykologer i dag vil trække lidt på smilebåndet ad, hvad det var, vi præsterede som videreuddannelse. Det var i al enkelthed et kursus i Rorschach­ testning. Det blev oprettet i 1948 og bestod indtil 1952, og baggrunden for at oprette det var den ganske enkle, at vi i 1947 stod uden kendskab til meget store dele af den kliniske psykologi. Vi kunne ikke få ret meget kendskab til den, fordi vi ikke endnu – så kort tid efter den anden verdenskrig – havde fået kontakten til og bøgerne fra andre lande. Vi vidste simpelthen ikke, hvad der foregik rundt omkring, bortset fra enkelte ting, og en af de ting, vi vidste noget om, var Ror­schachs test. Kurset var en videreuddannelse inden for det kliniske felt, som vi måtte lægge så megen vægt på, at foreningen ikke alene oprettede dette kursus for medlemmerne, men også lavede en officiel blanket, der meddelte, at man havde gennemgået kursus på tilfredsstillende vis. Rorschach-kursus var en løftestang for foreningens medlemmer, et konkret tegn på, at psykologer ikke alene mente, de havde en akademisk uddannelse, men også mente, at denne uddannelse skulle udbygges gennem videreuddannelse, et synspunkt, som jo til stadighed er blevet opretholdt.

Og den næste ting, som blev sat i værk meget hurtigt, var et medlemsblad. Det er aldrig nemt at begynde sådan noget, men vi foregøglede os ikke, at vi nu skulle have et stort blad, der indeholdt en række dyre betragtninger over psykologien som videnskab og de metoder, man skulle anvende; vi ønskede blot et simpelt informationsorgan. Det blev da også til et par duplikerede sider; det vigtigste i den henseende var måske nok, at vi i bestyrelsen fra starten sagde: Det er bestyrelsesarbejde at skrive til bladet; men det er ikke bestyrelsesarbejde at duplikere og udsende, det må vi lægge ud til et bureau. Det gjorde vi så og bad i øvrigt også bureauet om at lave et passende hoved, der hed »Dansk Psykologforenings Meddelelser«. Jeg kan huske skuffelsen hos den brave mand, der sørgede for duplikeringsarbejdet og udsendelsen af meddelelser, da vi blankt kasserede hans udkast, som var et felt, hvori der stod ordene »Dansk Psykolog­ Forenings Meddelelser«, men de var omkranset af en eller anden
blomsterranke. Den fjernede vi. Vi mente ikke rigtig, det passede til, hvad vi for tiden var nødt til at slås for.

Og til sidst: Vi havde allerede fra starten forbindelse til de nordiske psykologforeninger, måske ikke mindst fordi det første nordiske psy­kologmøde blev afholdt i Oslo i 1947, og der havde flere af os som nybagte cand. psych.er lejlighed til at få kontakt med psykologer fra Finland, Norge og Sverige. Det førte videre i planerne om at få oprettet et fællesnordisk tidsskrift, og det var danskerne, der var de mest aktive. Det var meningen, at Nordisk Psykologi dels skulle være et fælles informationsorgan, dels skulle være det sted, hvor vi kom frem med forskningsresultater – efterhånden. Det medførte lange forhandlinger på nordisk plan, inden Nordisk Psykologi endelig kunne udkomme i 1949.

Det kan måske være af interesse at meddele, at de afgørende forhandlinger omkring Nordisk Psykologi ikke foregik her eller i Norden, men derimod ved en samtale uden for den tidligere tjekkoslovakiske præsidents sommerresidens uden for Prag. Forhandlingerne foregik mellem Norsk Psykologforenings daværende formand Ase Gruda Skard og mig. Hvad skulle tidsskriftet hedde ? Jeg foreslog ordet Nordisk Psykologi, Ase Gruda Skards svar herpå var: Ja, når det er noget med nordisk og et eller andet bagefter, så er det altid enten Danmark eller Sverige, der foreslår det. Det var ikke bittert ment, men da vi senere skulle gøre rede for, hvilke sprog vi uden videre kunne anvende i Nordisk Psykologi, og hvad der måtte betales ekstra for, var vi nær ved at skabe vanskeligheder. Trykkeriet forlangte 10 pct. tillæg, hvis der var tale om fremmedsprog, finsk eller nynorsk. Det tog vi som en vittighed, der var værd at nævne over for Ase Gruda Skard, men på det tidspunkt var spørgsmålet om nynorsk så brændende i Norge, at hun slet ikke kunne se det morsomme i det, og vi måtte bruge nogen tid på at genoprette det gode forhandlingsklima.

Udadtil skulle vi jo styrkes. Det var det mest nødvendige.
Her havde vi to store fordele. Den ene bestod i, at praktisk taget alle psykologuddannede var medlemmer af foreningen, og den anden var, at alle medlemmer havde akademisk uddannelse. Netop dette viste sig at være afgørende i forhandlinger senere hen, både omkring arbejdsvilkår, men sandelig også omkring lønforhold. At vi kunne henvise til, at vi i foreningen kun havde medlemmer med akademisk uddannelse, og at der ikke fandtes andre end sådanne uddannede i foreningen, det viste sig at være en styrke, netop fordi det kom overraskende for folk, der ikke kendte særlig meget til psykologer. »Psykolog« var et uklart og underligt begreb, som man kunne bruge om næsten alt muligt, også ind imellem om andre, der kaldte sig psykologer, men i hvert fald ikke uddannelsesmæssigt havde denne kompetence. Det var, hvad folk kendte til psykologer. Det viste sig gang på gang, at når vi fremførte vores »akademiske argument« i en lønforhandling, blev modparten tavs og eftertænksom. Det var, som om et væsentligt argument var gledet modparten af hænde.

I den forbindelse kan nævnes en lille ting, som vel i dag kan virke som noget, man smiler ad. Men faktisk gjorde vi os en anstrengelse for at blive optaget i telefonvæsenets fagbog under rubrikken »Psykologer«.

I den forbindelse kan nævnes en lille ting, som vel i dag kan virke som noget, man smiler ad. Men faktisk gjorde vi os en anstrengelse for at blive optaget i telefonvæsenets fagbog under rubrikken »Psykologer«. Vi forsøgte simpelthen på den måde at få en slags eneret eller en mønsterbeskyttelse af navnet psykolog. Vi havde nogle diskussioner med Københavns Telefonaktieselskab om, hvorvidt vi kunne optages eller ej; det kunne vi godt blive, men vi kunne ikke forhindre, at andre, som ville finde på at benytte navnet psykolog, også blev optaget der. Vi tog chancen, fik indført denne rubrik i fagbogen, og hvis man gør sig den ulejlighed at se den igennem, vil man se, at de psykologer, der står der, næsten alle er akademisk uddannede. Det var et af de små skridt frem, som man sidder og glæder sig over lige i øjeblikket. Om det kom til at betyde noget, kan vi faktisk ikke vide den dag i dag, men det er et eksempel på, hvad vi også måtte gøre for overhovedet at styrke vores position udadtil og dermed os selv.

Vi besluttede, at vi ikke turde optage personer, som ikke havde de formelle kvalifikationer. Dertil var foreningen for ny. At nogle af dem blev fornærmede over det, bl. a. fordi de – måske med rette – lige netop da anså sig for bedre kvalificeret som psykologer end mange af os nyuddannede, det er så en anden sag.

En anden, mindre sag var alvorligere. Der var enkelte personer herhjemme, som havde beskæftiget sig med psykologi gennem en årrække, som afgjort måtte anses for at være autodidakter, men som var almindelig anerkendt som dygtige folk. De havde ikke kunnet få den fornødne officielle uddannelse, simpelthen fordi den ikke eksisterede, men rent faktisk arbejdede de inden for det psykologiske felt. Det varede ikke så forfærdelig længe, inden der på bestyrelsens bord (det vil sige mit spisebord) lå nogle ansøgninger om optagelse i Psykologforeningen fra disse, ganske vist få, personer. Det var et spørgsmål, som blev diskuteret meget i bestyrelsen. Vi kunne på den ene side godt se, at disse personer havde kvaliteter, som mange uden videre ville anerkende. På den anden side søgte de optagelse i vores fagforening uden at have de formelle kvalifikationer dertil. Resultatet af de mange drøftelser herom blev, at vi besluttede, at vi ikke turde optage personer, som ikke havde de formelle kvalifikationer. Dertil var foreningen for ny, og det ville være alt for farligt for os som fagforening betragtet at optage sådanne personer, idet vores »akademiske argument« dermed ville være bortfaldet. Hvad vi måtte gøre, var på en så skånsom måde som muligt at skrive til de pågældende, at vi desværre ikke så os i stand til at optage dem. At nogle af dem blev fornærmede over det, bl. a. fordi de – måske med rette – lige netop da anså sig for bedre kvalificeret som psykologer end mange af os nyuddannede, det er så en anden sag. Det var ikke foreningens mening at ville fornærme dem, heller ikke at underkende dem, men vi kunne ikke tillade os at gøre noget som helst, der kunne svække opbygningen af fagforeningens styrke.

Til gengæld besluttede vi meget hurtigt, at hvis der kom personer fra de øvrige nordiske lande med den akademiske uddannelse inden for psykologien, som man gav der, så var de uden videre optagelsesberettigede. Det var en dejlig beslutning, derved undgik vi en bunke diskussioner om, hvorvidt den ene eller den anden nordiske uddannelse nu var god nok til vores land. Vi måtte mene, at når man kunne være bekendt at have dem som psykologer i det ene nordiske land, så kunne vi sikkert også være bekendt at have dem som medlemmer i Dansk Psykologforening.

Vi måtte så også hævde, at når man stillede krav til stillinger om psykologisk viden og psykologisk uddannelse, så måtte det være folk, der var medlemmer af foreningen eller berettigede til at være det, som kunne søge sådanne stillinger. Vi holdt derfor udkig efter, hvad der skete på stillingsfronten, og søgte at gribe ind, når man efter vores mening overtrådte spillereglerne. Jeg har nævnt eksemplet fra Risskov, men der var et par andre eksempler også.
På et bestemt tidspunkt blev der opslået en lederstilling ved et be­handlingshjem, og det krævedes, at denne leder skulle være psykologisk uddannet. Vi mente, det måtte være en oplagt ting, at det så blev en psykologisk uddannet, der fik stillingen. Desværre gik det ikke sådan. Man valgte en person, der i øvrigt havde stort kendskab til det behandlingsområde, vedkommende skulle være leder for, og som var på vej med en psykologisk uddannelse, men endnu ikke færdig. Det protesterede foreningen officielt imod. Jeg havde det ubehagelige hverv at skrive spidsartiklen i Dansk Psykologforenings Meddelelser, hvor vi klart undsagde, at man bar sig sådan ad. Den pågældende, som det måtte gå ud over, var naturligvis ked af det, men der var for os i bestyrelsen i Psykologforeningen ingen som helst tvivl om, at vi var nødt til at sige fra over for sådan noget, uanset om den pågældende så blev færdig senere med sin akademiske uddannelse. Den anvendte fremgangsmåde ved stillingsopslaget var at forhindre foreningen i at skaffe sine medlemmer de arbejdsmuligheder, der var tiltænkt dem i kraft af den uddannelse, de havde fået.

På et andet felt havde vi også problemer, og det var nok alvorligere, idet dette drejede sig om det skolepsykologiske område, som jo i forvejen var det område, hvor de fleste psykologer på den tid arbejdede. Der blev i 1949 forberedt en lov om folkeskolens styrelse og tilsyn, hvori der stod, at der skulle være skolepsykologisk assistance til rådighed i ethvert amt. Af bemærkningerne til loven og af forhandlingerne i folketinget fremgik det, at man havde tænkt på oprettelsen af skolepsykologiske kontorer uden at fastlægge på forhånd, hvilke personer der kunne blive ansat ved kontorerne. Her lå det nu sådan, at der gennem en årrække havde været afholdt kurser af fortrinsvis kortere varighed, dels af lærerhøjskolen, dels arrangeret på anden vis. Ved disse kurser havde man givet lærere en lidt videregående uddannelse inden for specielt den pædagogiske psykologi, men ikke på nogen måde den brede viden om psykologiske forhold, som det pædagogisk­ psykologiske studium kunne give. En række af disse folk, der var uddannet gennem denne kursusvirksomhed, arbejdede som skolepsykologer, og vi måtte nu fra foreningens side se i øjnene, at der ville kunne blive et vældigt slagsmål mellem disse kursusuddannede lærere og de foreningsmedlemmer, som var cand. psych.er ved siden af at være lærere. Hvem skulle have stillingerne ?

Bestyrelsen mødte op hos daværende undervisningsminister Hartvig Frisch for at understrege betydningen af, at de skolepsykologiske kontorer blev udbygget med den bedst mulige ekspertise, og det var jo naturligvis efter vores formening cand. psych.er.

Det medførte bl. a., at bestyrelsen mødte op hos daværende undervisningsminister Hartvig Frisch for at understrege betydningen af, at de skolepsykologiske kontorer blev udbygget med den bedst mulige ekspertise, og det var jo naturligvis efter vores formening cand. psych.er. Hartvig Frisch spurgte omgående, da vi havde forelagt problemet for ham: Har De læst Folketingets forhandlinger ? Det havde vi heldigvis, og derefter kunne vi fortsætte samtalen. Ikke med noget opmuntrende resultat for foreningen, idet Hartvig Frisch meget rigtigt pegede på, at der ikke var politisk dækning for at komme igennem med et forslag om, at skolepsykologer foruden at være lærere også skulle være cand. psych.er. Man valgte den blødere formulering, således at de personer, som i forvejen arbejdede som skolepsykologer, kunne fortsætte dermed til trods for, at deres uddannelse ikke var på højde med, hvad der rettelig burde være krævet på det tidspunkt. Det højeste, vi kunne opnå, var et tilsagn fra ministeren om, at man naturligvis fra folkeskoledirektoratets område gerne ville se velvilligt på, at lærere, som også var cand. psych.er, søgte ind til de skolepsykologiske kontorer. Besøget hos ministeren fik næppe megen betydning, men hvad der er værd at fremhæve, er, at denne lille forening var meget energisk i sin opfølgende virksomhed og var parat til at slås for både det korte og det lange mål.

Da jeg nogle dage senere kom til forhandling på Københavns Kommunehospital med kontorchefen der, fik jeg at vide, at den timeløn, vi havde beregnet for en Rorschach-prøve, var for højt ansat. Jeg spurgte, hvordan man havde fundet ud af det. Ja, det havde man fået oplyst, sagde kontorchefen, og da jeg pressede på, fik jeg at vide, at man havde spurgt en psykiatrisk overlæge i København (som tilfældigvis også var medlem af Borgerrepræsentationen).

Det gjorde vi så også på det næste område udadtil: Lønnen. Problemet var: Hvad skal vi have? Kan vi få akademikerløn ? Og som nævnt i eksemplet fra Risskov var det ikke meningen, at vi skulle have akademikerløn. Den sag fik vi bragt i orden, men der var andre sager, som viser, hvor besværligt det kunne være. På et vist tidspunkt, vist nok i 1948, havde foreningen forhandlinger med Københavns kommunes hospitaler. Det var spørgsmålet om at antage en psykolog til at udføre Rorschach-testning. Hvilken timeløn skulle der gives for dette honorarlønnede arbejde ? Vi havde i foreningen på forhånd gennemarbejdet dette og havde fundet frem til en timeløn, der svarede til arbejdets omfang set i relation til den akademiske lønramme. Det var noget, vi måtte gøre på egen hånd, der fandtes ikke nogen Akademikernes Centralorganisation, der var ikke engang en samlet organisation for akademikerne. Vi forelagde vores krav for hospitalsvæsenet, og det skulle de så se nærmere på. Da jeg nogle dage senere kom til forhandling på Københavns Kommunehospital med kontorchefen der, fik jeg at vide, at den timeløn, vi havde beregnet for en Rorschach-prøve, var for højt ansat. Jeg spurgte, hvordan man havde fundet ud af det. Ja, det havde man fået oplyst, sagde kontorchefen, og da jeg pressede på, fik jeg at vide, at man havde spurgt en psykiatrisk overlæge i København (som tilfældigvis også var medlem af Borgerrepræsentationen) – det var ham, der havde udtalt, at timelønnen var for høj. Så blev jeg ærligt og oprigtigt gal i hovedet og svarede tilbage, at kontorchefen kunne hilse den pågældende overlæge og sige, at det her havde han ingen forstand på. Det vidste vi derimod besked med i kraft af dem, der arbejdede med Rorschach-testen, og derfor måtte vi fastholde det krav, vi havde fremsat. Jeg ved ikke, hvad der gjorde mest indtryk på kontorchefen, om det var, at jeg tydeligvis blev gal i hovedet, eller om det var, fordi det var et ganske rimeligt krav, vi fremsatte. I hvert fald opnåede vi her en af de mange små sejre med henblik på lønforholdene, som også hører med til at tegne billedet af en fagforening i vækst.

Ikke helt så godt gik det, da man rundt omkring oprettede småbørnsrådgivninger og der skulle have et team bestående af en læge, en socialrådgiver og en psykolog. Der måtte jeg igen til lønforhandlinger med Københavns kommune, denne gang ved formanden for Sundhedskommissionen. Til min store overraskelse viste det sig, at ikke alene Psykologforeningen, men også socialrådgivernes fagforening var indkaldt til samme møde, hvor vi altså samtidig skulle sidde og forhandle løn. Det nægtede jeg, og de to repræsentanter for socialrådgiverne, der var mødt frem, blev yderst pikeret, men endte med at trække sig tilbage, således at formanden for Sundhedskommissionen og jeg i enrum kunne forhandle løn for psykologerne. Jeg fremsatte kravet om en aflønning, der så afgjort lå i overkanten af, hvad vi troede, vi kunne få, idet vi havde skelet til, hvad de læger, der skulle arbejde ved småbørnsrådgivninger, ville få. Så så formanden lidt medlidende på mig og sagde: Jamen, De må da kende det 11. bud ? Det gjorde jeg ikke, og så oplyste han mig kort og godt om, at det hedder: Læger skal altid have mere end andre. Det var nu hans erfaring, og det måtte vi rette os efter, og det blev også resultatet.

De må da kende det 11. bud ? Det gjorde jeg ikke, og så oplyste han mig kort og godt om, at det hedder: Læger skal altid have mere end andre. Det var nu hans erfaring, og det måtte vi rette os efter, og det blev også resultatet.

For at runde dette af med en opmuntrende ting er det på sin plads at nævne, at et af de steder, hvor man var interesseret i at ansætte psykologer og benytte sig af psykologer, var inden for børneforsorgen, som det hed dengang. Mellem 1947 og 1950 var den daværende kontorchef, senere direktør for børneforsorgen Holger Horsten på studierejse til Sverige og fandt derved ud af, hvordan man med fordel kunne anvende psykologisk arbejdskraft ved bl. a. behandlingshjem. Han var direkte interesseret i at få dette nye folkefærd placeret godt i børneforsorgen med henblik på at få en væsentlig bedre hjælp til det vanskelige klientel, man havde, og han gjorde en kraftig indsats for at få ansat psykologer, en indsats, som resulterede i, at netop dette område blev blandt de første, som virkelig skabte nye arbejdspladser for psykologer.

Det er muligt, at læseren ikke har bemærket det, men lønforhandlinger dengang foregik meget ofte ved, at formanden alene drog af sted til dem. Bevares, efter intense drøftelser i bestyrelsen og med udmøntning af retningslinjer, men alligevel – at vi turde!

Det daglige foreningsarbejde
Jeg har siddet og kigget på beslutningsreferatet for generalforsamlingen 1982 og er dybt imponeret. Foruden en stor bestyrelse og med et sekretariat bag sig, der bor i foreningens eget hus, kan man også overkomme at stille en generalforsamling på benene, hvor man vælger ikke mindre end fire dirigenter og fem medlemmer af forslagsarbejdsgruppen. Det er dog utroligt, at så mange kan impliceres i alt dette, når jeg tænker tilbage på, hvor primitivt vi andre måtte starte. Der var en bestyrelse på tre medlemmer: en formand, en sekretær og en kasserer. Kontingentet var ikke stort, jeg tror nok, det var 15 kr. årlig i begyndelsen. Bestyrelsesmøderne blev holdt rundt omkring i hjemmene, meget ofte hos formanden, det var hyggeligt at mødes, og det var arbejdsomt.
Og når så folk endelig var gået, ja, så sad formanden tilbage med det arbejde, der så skulle udføres. Der var spørgsmålet om at skrive til Meddelelser. Hvor fik man en skrivemaskine fra ? Det var ikke noget, man bare uden videre kunne gå hen og købe, og foreningen havde i hvert fald ikke råd til at anskaffe en. Det endte såmænd med, at en rar onkel lånte mig en skrivemaskine. Der var også telefonkontakter, som skulle passes, og det var i bogstaveligste forstand hen om hjørnet og ned til kiosken og benytte telefonen der, så at andre kunder i kiosken levende kunne følge med i, hvilke problemer Psykologforeningen i øjeblikket havde under behandling. Kioskejeren var i hvert fald fuldt informeret; telefon var jo heller ikke noget, man kunne få dengang uden videre, rent bortset fra at hverken formanden eller foreningen havde råd til at anskaffe en sådan.

Der var også telefonkontakter, som skulle passes, og det var i bogstaveligste forstand hen om hjørnet og ned til kiosken og benytte telefonen der, så at andre kunder i kiosken levende kunne følge med i, hvilke problemer Psykologforeningen i øjeblikket havde under behandling.

Og det gik skidt og langsomt med at skrive på maskine, det var efter det berømte »enfinger-system« med skrivemaskinen uhensigtsmæssigt placeret på spisebordet. Der gik ret lang tid, inden foreningen havde så mange medlemmer, at der var råd til at ansætte en sekretær nogle få timer om måneden. Vi fandt frem til formandens søster, der i forvejen var kontoruddannet og arbejdede som sekretær, og hun indvilli­gede i at komme en aften om ugen og skrive de skrivelser, der skulle skrives, og som en meget væsentlig ting foruden at sørge for at holde orden i alle papirerne, så alt blev bragt på plads, efter at det var katalogiseret. Det var en stor dag, da foreningen kunne gå ud og købe sit første jalousiskab, som blev transporteret hjem til formandens bolig, så alle foreningens papirer blev opbevaret forsvarligt.

Det var en stor dag, da foreningen kunne gå ud og købe sit første jalousiskab, som blev transporteret hjem til formandens bolig, så alle foreningens papirer blev opbevaret forsvarligt.

Det er ikke for at fremhæve, hvor besværligt det kunne være, for sådan tror jeg ikke hverken formanden eller bestyrelsesmedlemmerne følte det på det tidspunkt. Vi var optaget af de aktuelle problemer, og vi var ivrige efter at få løst dem. Selvfølgelig kunne alting ikke gå let, selvfølgelig var der arbejde, der skulle gøres, og det blev gjort af hele bestyrelsen. Ingen undslog sig, jeg mindes de mange bestyrelsesmøder og de lange og undertiden heftige diskussioner med megen stor glæde og med megen taknemmelighed over for de medlemmer, der ofrede deres tid til fordel for foreningen gennem dette arbejde i bestyrelsen.

Men det er for at understrege, at foreningen startede beskedent og primitivt. Meget få af os havde nogen som helst erfaring i foreningsarbejde, endnu færre omkring fagforeningsarbejde, og vi måtte bogstavelig talt stampe den fornødne viden op af jorden. Det blev så gjort, og under forhold, som vel i dag tegner sig som næsten uforståelige, når man ser på, hvordan en stor forening kan fungere.

Det viste sig da også netop ved generalforsamlingerne, de blev afholdt rundt omkring, på Psykologisk Laboratorium og i andre universitetslokaler, hvor vi nu kunne finde dem, helst uden at vi skulle betale noget for at bruge dem. En generalforsamling var overstået på en aften, og fremmødet var stort, jeg vil tro, at mødeprocenten lå på 50-70. Beretningen kunne gøres kort, regnskabet endnu hurtigere. Der kunne være principielle problemer at drøfte som bl. a. det nævnte med henblik på ansættelse af skolepsykologer. Der kunne også være andre stridsspørgsmål som f. eks., hvem der var berettiget til at ud OBS og firmaen ind imellem troede, at psykologer var en slags troldmænd, der ved hjælp af forskelligt testmateriale kunne fremtrylle besked om alt muligt vedrørende individets personlighed. Ikke så helt sjældent kunne man dengang træffe folk, som anså psykologisk testning for en slags spændende selskabsleg, der kunne være forfriskende underholdning.

Derfor var det så meget mere nødvendigt for foreningen og for dens bestyrelse at fastholde, at psykologer var et folkefærd, som arbejdede sagligt og på videnskabeligt grundlag, og som faktisk kunne gøre nytte inden for de områder, man nu anvendte dem på, heldigvis betydeligt flere områder, end det var forudset i sin tid i bekendtgørelsen om det pædagogisk-psykologiske studium. Psykologer begyndte simpelthen at brede sig i samfundet.

Og der var ikke rigtig grund til at se på psykologer og psykologien, sådan som det er citeret i et tidligt nummer af Dansk Psykologforenings Meddelelser: »Psykologi er læren om det, som vi alle ved, sagt i et sprog, som ingen af os forstår« (Storm P.) .

Sådan er det ikke mere, vel ?

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge