Karen Berntsen formand 1957-62

 I

Af Karen Berntsen, formand 1957-1962

Dansk Psykologforening har besluttet, at foreningens 35 års jubilæum i 1982 burde markeres, og resultatet blev, at man skulle prøve at ridse foreningens historie op ved, at de tidligere formænd gav en kort be­skrivelse af deres formandsperiode (r) og de vigtigste begivenheder i denne. Denne ide blev mødt med velvilje og en positiv holdning fra de implicerede.

I det forløbne halve år har formændene været samlet nogle gange, dels for at genopfriske gamle dage, dels for at planlægge slagets gang. Det har i sig selv været meget hyggeligt, og der blev hurtigt enighed om, at enhver skulle tilrettelægge sin andel af jubilæumsskriftet efter sit eget hoved.

Et var imidlertid at samles og sludre om gamle dage, noget helt andet var at sætte sig ned alene og beskrive det forløb i foreningens historie, som man havde været involveret i, og som for nogle af os i dag ligger meget langt tilbage. 25 år er lang til at skulle huske tilbage, og nogle af os har en dårligere hukommelse end andre. Jeg personlig blev for eksempel meget modløs, da jeg fandt ud af, hvor få eksakte ting jeg kunne huske fra min formandstid. Det kan imidlertid også skyldes, at der netop i denne 5-års periode, det drejer sig om, skete så mange ting i mit privatliv, som står skarpt i min hukommelse, og som har fortrængt andre begivenheder. Bedre er det naturligvis ikke blevet af, at så meget af grundmaterialet i foreningens arkiv med tiden er for­svundet, måske på grund af de mange flytninger, sekretariatet har været udsat for.

Som kildemateriale til denne kortfattede redegørelse for perioden 1957-62 er anvendt Psykologforeningens Meddelelser, specielt årsberetningerne og generalforsamlingsreferaterne i disse år.

Jeg blev formand i 1957, det år foreningen havde 10 års jubilæum, og efterfulgte Perch, en tung arv at løfte, men dog med den sikkerhed, der bestod i, at han fortsatte som næstformand i det næste par år.

10 års jubilæet blev markeret med et særnummer af Dansk Psykolog­ Forenings »Meddelelser« (18. juni 1957), hvor man for første og vist eneste gang illustrerede »Meddelelser« med et fotografi af de tre formænd. Foruden en ganske kort beretning fra disse tre blev de vigtigste begivenheder i foreningens historie ridset op, og professor E. Tranekjær Rasmussen skrev en hilsen fra Universitetets psykologi­ske laboratorium.

 

Bestyrelsen forsøgte at arrangere en fest i forbindelse med jubilæet, men den blev aflyst på grund af manglende tilslutning.

Foreningen havde i 1957 265 medlemmer, hvilket betød, at over 90 pct. af de universitetsuddannede psykologer var organiseret i for­eningen.

Det var stadig bedre løn- og ansættelsesforhold, der var det mest presserende i foreningsarbejdet, og der skulle indledes forhandlinger om mulighederne for overenskomstaflønningen.

I 1957 var der oprettet tre sektioner inden for foreningen: Klinisk sektion, Kriminalpsykologisk sektion og Skolepsykologisk sektion. Sektionerne var i disse år meget aktive, og de afholdt jævnligt møder for sektionernes medlemmer. Kriminalpsykologisk sektion, som jeg var knyttet nærmest til, afholdt f. eks. hvert år et flere dages møde ude i landet på en af fængselsvæsenets institutioner. Hertil var ofte indbudt forskere eller praktisk arbejdende psykologer fra de andre nordiske lande, og der blev udvekslet erfaringer. Derudover havde møderne det formål at give kriminalpsykologer indsigt i de forskel­lige fængslers indretning, faciliteter, og arbejdsmetoder og et vist personligt kendskab til ledelse og medarbejdere.

Det fremgår af »Meddelelser«, at sekretariatet den 1. september 1957 flyttede til Vester Voldgade, hvor formanden kunne træffes hver tirsdag fra kl. 15-17. Det må jeg indrømme, at jeg ikke husker noget om, ej heller hvor længe det var der, og hvordan det gik. Jeg troede, at det i hele min formandstid havde været placeret hos mig privat, først i Hellerup, og da jeg flyttede derfra i 1959 så på min nye bopæl i Gentofte, og at det først var ved min afgang som formand i 1962, at sekretariatet flyttede til byen i lejede lokaler og med forøget løn­net assistance.

Perioden fra marts 1957 til januar 1958 var optaget af interne forhandlinger om psykologernes løn- og ansættelsesforhold, eventuelle avancementsmuligheder, og indledende forhandlinger med finans­ministeriet.

Men derudover blev der arrangeret mange medlemsmøder i Køben­havn og Aarhus, der blev stadig afholdt specielle Rorschachkurser, der blev arrangeret efterårskursus, årsmøder etc” og der var tæt forbin­delse med de andre nordiske psykologforeninger og kontakt på inter­nationalt plan.

I 1957 blev Det kriminalistiske Institut under det rets- og statsvidenskabelige fakultet oprettet under ledelse af professor, dr. jur. K. Waaben og dr. jur. Karl 0. Christiansen. Instituttet havde og har stadig stor betydning for den kriminologiske forskning og for psykologerne i de nordiske lande, specielt kan nævnes de årlige kriminologiske forskningsseminarer, som lå på et højt videnskabeligt niveau.

Perioden januar til august 1958 vil jeg ikke kommentere, idet jeg i dette halvår var på studierejse i USA, og foreningen i denne periode blev ledet af Perch, der i sin beretning har redegjort for denne periode.

I efteråret 1958 blev Dansk Psykologforening optaget som mid­lertidigt medlem af Akademikernes Samarbejdsudvalg. Det havde været en hård kamp at opnå denne status, idet der var divergerende opfattelser med hensyn til definitionen på akademisk uddannelse. Det blev fra nogle sider fremhævet, at cand. psych.-uddannelsen var et lille, kortvarigt eftermiddagskursus, hvor man endda kunne blive op­taget uden studentereksamen (f. eks. lærere), og derfor kunne den ikke godkendes som en akademisk uddannelse.

Det blev derfor fra Akademikernes Samarbejdsudvalg, der var blevet oprettet i 1950, tilkendegivet, at optagelse først kunne finde sted, når den nye studieordning var vedtaget. Da denne i foråret 1958 en­delig var godkendt af konsortiet og indsendt til undervisningsmini­steriet, lykkedes det dog efter fornyet henvendelse i september 1958 at blive optaget som medlem.

I december 1958 blev Aarhuskredsen oprettet til varetagelse af arran­gementer og møder for medlemmerne vest for Storebælt.

I marts 1959 afholdtes årsmødet og generalforsamlingen på Den sociale Højskole i Randersgade. Emnerne på årsmødet var »Psykologers undervisning i psykologi« med gæsteforelæsning af dr. Donald Buckle, W.H.O., »On teaching psychology to the public«.

Det væsentligste emne på generalforsamlingen er stadigvæk løn- og ansættelsesforholdene. Yderligere havde der været nedsat forskellige udvalg, der skulle undersøge muligheden for et differentieret kontin­gent for forskellige medlemsgrupper. Det havde specielt været forår­saget af spørgsmålet om, hvem der havde forhandlingsret for de for­skellige sektioner, bl. a. for skolepsykologernes vedkommende lå den hos Danmarks Lærerforening og Københavns Kommunelærerforening, og af den grund mente nogle medlemmer ikke, at denne gruppe hav­de den samme interesse og nytte af Dansk Psykologforening som de andre grupper, og derfor ønskede man kontingenter på forskellige niveauer.

Udvalget kom imidlertid til den konklusion, at kontingentet skulle være det samme for samtlige medlemmer, idet foreningens arrange­menter etc. i lige høj grad kom alle grupper til gode, og dette blev vedtaget på generalforsamlingen. Kun ulønnede og lønnede prakti­kanter kunne få kontingentnedsættelse. Kontingentet blev i 1959 fast­sat til 100 kr. pr. år, det samme som i 1958. Til sammenligning kan nævnes, at begyndelseslønnen i disse år for en cand. psych. var ca. 1.000 kr. om måneden.

Der havde i årets løb været forhandlinger med Foreningen af Yngre Læger om muligheden for sekretariatsfællesskab, men forhandlingerne strandede.

Årsmødet i marts 1960 blev afholdt på Københavns Universitet, og hovedtaler var overlæge, dr. med. Georg K. Stiirup, Forvaringsanstal­terne i Herstedvester, der talte om »grundsynspunkter for en klinisk kriminologi«. Yderligere var der 2 rækker sektionsforedrag, hvor 10 forskellige forskningsrapporter blev forelagt.

Der var enighed om, at en betydelig kon­tingentforhøjelse var nødvendig, hvis foreningen skulle blive mere effektiv og udadvendt, hvorfor kontingentet blev fastsat til 180 kr. (en forhøjelse på 80 pct.).

Af årsberetningen og generalforsamlingsreferatet fremgår, at arbejdet i det forløbne år har koncentreret sig om følgende punkter: 1) Den nye studieordnings gennemførelse, 2) lederstillinger på rådgivningsklinikker, 3) overenskomstaflønningen, 4) avancementsstillinger, 5) pensionskasseordning, og endelig 6) spørgsmålet om autorisation eller legitimation af psykologer samt spørgsmålet om specialistanerkendelse.

Ingen af disse punkter blev imidlertid afsluttet i foreningsåret, men fortsatte i det næste år.

Det skal dog bemærkes, at der var enighed om, at en betydelig kon­tingentforhøjelse var nødvendig, hvis foreningen skulle blive mere effektiv og udadvendt, hvorfor kontingentet blev fastsat til 180 kr. (en forhøjelse på 80 pct.).

Ved en ekstraordinær generalforsamling i april 1960 nedsattes en del nye udvalg, hvorved man fik flere ordinære medlemmer inddraget i foreningsarbejdet: forskningsudvalg, lønudvalg, prognose- og planlægningsudvalg, oplysningstjeneste og udvalg vedrørende universitetsuddannelsen.

Vedrørende den nye studieordning trak det stadig i langdrag med at få den gennemført. Forslaget havde ligget på bordet i flere år, og en af vanskelighederne ved at få den gennemført var, at der nu blev ført forhandlinger med Danmarks Lærerhøjskole om at overføre en del af psykologistudiet hertil. Til sidst blev udskydelsen også for meget for de psykologistuderende, der boykottede forelæsninger og lavede demonstrationstog. Berlingske Tidende bragte en tegning i serien »Af en lille mands dagbog«, hvor man ser undervisningsministeren sidde og sove med »Studieordningen« liggende på gulvet. I døren til kontoret står en gruppe studerende med truthorn råbende »Så står vi op«. Teksten lyder: »De psykologiske studenter ved Københavns Universitet har erklæret proteststrejke i anledning af undervisningsministerens langsommelige behandling af deres studieordning«.

Endelig meddelte undervisningsministeriet den 9. maj 1960 universitetets rektor, at den nye studieordning forventedes at kunne træde i kraft fra efterårssemestret. Den afsluttende eksamens navn blev nu ifølge kongelig anordning af 12. august 1960 ændret til psykologisk embedseksamen. Vedrørende den nye studieordnings gennemførelse kan yderligere bemærkes, at Dansk Psykologforening blev endeligt godkendt som medlem af Akademikernes Samarbejdsudvalg den 16. december 1960.

Endelig meddelte undervisningsministeriet den 9. maj 1960 universitetets rektor, at den nye studieordning forventedes at kunne træde i kraft fra efterårssemestret. Den afsluttende eksamens navn blev nu ifølge kongelig anordning af 12. august 1960 ændret til psykologisk embedseksamen.

Men i juni 1960 nedsatte undervisningsministeriet et udvalg, der skulle udarbejde et forslag om udbygning af Danmarks Lærerhøjsko­les videreuddannelse med henblik på skolepsykologer, og således at deltagerne i denne uddannelse kunne føres frem til en eksamen af samme værdi som den afsluttende eksamen ved Københavns Universitet på de områder, hvor undervisningen de to steder havde samme omfang og karakter. Psykologforeningen protesterede imod, at man nu ville lave et 3-års kursus på Lærerhøjskolen, som skulle have lige så stor værdi som universitetsstudiet. Skrivelsen resulterede i, at Dansk Psykologforening fik en repræsentant i udvalget, og næstformanden Kaj Spelling blev udpeget. Dette skete dog først, efter at de to pro­essorer, Tranekjær Rasmussen og Franz From, havde meddelt, at de ikke ønskede at deltage i udvalget, hvis Dansk Psykologforening ikke var repræsenteret. Som det er bekendt, er denne sag senere resulteret i, at der er oprettet cand. pæd.-studium på Danmarks Lærerhøjskole.

Vedrørende lederstillinger ved rådgivningsklinikker for børn og unge kan anføres, at der den 13. februar 1960 blev afgivet en betænkning vedrørende ungdomskommissionens betænkning om den tilpasningsvanskelige ungdom, hvori der var givet et »Udkast til cirkulære om anerkendte rådgivningsklinikker for børn og unge«. Udvalget havde bl. a. drøftet spørgsmålet om, hvilke uddannelsesmæssige krav der burde stilles til klinikkernes ledere. I dette spørgsmål stod Dansk Psykologforening og Den almindelige danske Lægeforening skarpt over for hinanden, idet Dansk Psykologforening gjorde gældende, at en universitetsuddannet klinisk psykolog måtte anses for kvalificeret som leder, medens Den almindelige danske Lægeforening hævdede, at klinikkerne burde ledes af en overlæge, der var speciallæge i børnepsykiatri. Begge foreningers redegørelser blev trykt som bilag i betænkningen.

Udvalget prøvede at skære igennem ved at foreslå, at de fire første klinikker skulle besættes med en speciallæge i børnepsykiatri som leder, dog skulle spørgsmålet tages op på ny, såfremt stillingerne ikke kunne besættes med højt kvalificerede ansøgere, eller yderligere klinikker blev oprettet. Udvalgsmedlemmet professor Harald Torpe fastholdt dog, at klinikkerne enten burde ledes af en klinisk psykolog eller af en speciallæge i børnepsykiatri.

Ekstra Bladet skrev den 11. april 1960 en leder om betænkningen.

»Betænkeligheder ved betænkning«, hvori man fandt det uforståeligt, at klinikkerne skulle ledes af læger, der havde sindssygdom som speciale. Man gik ind for, at den bedst egnede læge eller psykolog skulle have lederstillingen.

Ved udgangen af foreningsåret var sagen om lederstillinger endnu ikke afsluttet, og det havde heller ikke været aktuelt, da der endnu ikke var oprettet nogen klinikker. Der var dog ikke tvivl om, at foreningen ville fastholde sit standpunkt om, at velkvalificerede kliniske psykologer var kompetente til disse lederstillinger.

Ekstra Bladet skrev den 11. april 1960 en leder om betænkningen: »Betænkeligheder ved betænkning«, hvori man fandt det uforståeligt, at klinikkerne (rådgivningsklinikker for børn og unge, red.) skulle ledes af læger, der havde sindssygdom som speciale. Man gik ind for, at den bedst egnede læge eller psykolog skulle have lederstillingen.

De generelle lønforhandlinger blev heller ikke afsluttet, men i årsberetningen februar 1961 blev fremført, at foreningens linje var klar: tjenestemandsansættelser ikke under akademikerlønramme og overenskomst på linje med andre akademiske organisationer.

Pensionskasseordningen var blevet undersøgt i løbet af året og ville kunne træde i kraft, når forhandlingerne med finansministeriet var afsluttet.

Som nævnt blev den nye studieordning gennemført, men som også nævnt opstod derved nye problemer, der gav sig udslag i forsøget på at oprette uddannelsen for skolepsykologer på Danmarks Lærerhøjskole, hvilket foreningen var stærkt imod.

En særlig sag fra dette år bør omtales, den såkaldte »Bispebjergsag«. Der havde i årenes løb været ansat en del psykologer på Bispebjerg Hospitals børnepsykiatriske afdeling, og efter en række forhandlinger om en ledende psykologstilling blev denne opslået i januar 1961. Imidlertid blev en ikke-universitetsuddannet børneterapeut indstillet til stillingen. Uanset den pågældendes kvalifikationer og mangeårige arbejde mente foreningen, at stillingen måtte besættes med en formelt fuldt kvalificeret psykolog. Ved generalforsamlingen den 11. marts 1961 bemyndigedes bestyrelsen til at erklære blokade, hvis dette krav ikke blev opfyldt. Ved en forhandling i Magistraten forsøgte man at finde frem til en smidig løsning, der holdt den pågældende ansøger økonomisk skadesløs. Imidlertid blev den ikke-universitetsuddannede ansøger ansat i stillingen. Ved fornyede forhandlinger gik foreningen ind for, at der på afdelingen blev normeret en ledende psykologstilling i 25. lønklasse, samtidig med at den pågældende bevarede sin stilling i 22. lønklasse, og at denne stilling blev betegnet som børneterapeut. Løndirektoratet oplyste derefter, at dette forslag ville indgå i normeringsoversigten i april 1962. Resultatet var imidlertid, at de på afdelingen ansatte psykologer søgte bort, og stillingerne blev ikke opslået ledige.

Det var for Dansk Psykologforening af meget stor betydning på dette tidspunkt at have helt klare linjer for, hvem der blev optaget i foreningen, og hvem der blev ansat i de opslåede psykologstillinger, specielt i de få ledende stillinger. På grund af alle de vanskeligheder, der havde været med at få universitetsuddannelsen anerkendt og sidestillet med andre akademiske uddannelser, kunne man ikke give dispensationer eller lukke øjnene for særtilfælde. Derfor var det drastiske skridt som en blokade nødvendig i dette tilfælde, og blokaden varede i resten af min formandsperiode.

Ved årsmødet marts 1961 var forfatteren Aksel Sandemose indbudt som taler, og Franz From talte om »Aksel Sandemose blandt psykologer«. Arsmødet blev afholdt i Universitets hovedbygning, og generalforsamlingen i Bispeannekset.

I august 1961 afholdtes den XIV. internationale kongres for anvendt psykologi i København. Dansk Psykologforening stod som medindbyder. Kongressen, der blev holdt på Christiansborg, havde ca. 1100 aktive deltagere, professor Tranekjær Rasmussen var præsident for kongressen og Gerhard Nielsen generalsekretær. Der var mange prominente personer med fra ind- og udland. Så vidt jeg erindrer, samlede pressens interesse sig i særdeleshed om forfatteren Aldous Huxley og Timothy Leary fra USA, og for den sidstes vedkommende specielt om hans forsøg med bevidsthedsudvidende stoffer.

I august 1961 afholdtes den XIV. internationale kongres for anvendt psykologi i København. Så vidt jeg erindrer, samlede pressens interesse sig i særdeleshed om forfatteren Aldous Huxley og Timothy Leary fra USA, og for den sidstes vedkommende specielt om hans forsøg med bevidsthedsudvidende stoffer.

Også i det næste foreningsår var det ansættelses- og lønforhold, der optog hovedparten af bestyrelsens arbejde. Det lykkedes at få de universitetsuddannede psykologer indplaceret i den akademiske lønramme (19-24), og med henblik på psykologer, der var ansat på andre betingelser, blev forhandlingerne med finansministeriet vedrørende overenskomstaflønninger afsluttet og godkendt efter afholdelse af to ekstraordinære generalforsamlinger. I forbindelse med lønoverenskomsten var spørgsmålet om pensionsordning blevet færdigbehandlet, og en kollektiv pensionsordning med Statsanstalten for Livsforsikring blev effektueret.

Diskussionen om lederstillinger ved børnerådgivningsklinikkerne fortsatte. Det videnskabelige råd inden for Landsforeningen for Mental­ hygiejne afgav en erklæring, hvori det bl. a. blev anført, at der særlig burde lægges vægt på, at lederen havde erfaringer, gode samarbejdsevner og kunne virke inspirerende på personalet, og at »arten af den pågældendes akademiske grunduddannelse i sammenligning hermed forekom uvæsentlig«. Landsforeningen for Mentalhygiejne havde gennemført dette synspunkt, idet der i 1961 var udnævnt psykologer som ledere på to af Landsforeningen for Mentalhygiejnes rådgivnings­ klinikker. Også på Ungdomsklinikken, der var en selvejende institution, var en psykolog i 1960 udnævnt som leder.

Omkring 1. februar 1962 kom det første opslag vedrørend chefstillinger på de fire første børnerådgivningsklinikker. I første omgang blev opslaget kun tilsendt Ugeskrift for Læger, idet der til lederstil­lingerne krævedes en speciallæge i børnepsykiatri. Efter forhandlinger lykkedes det dog psykologforeningen at få udvirket, at stillingsopslaget i ændret form blev tilsendt foreningen, således at også psykologer kunne søge stillingerne. På generalforsamlingen i marts 1962 blev der dog en lang debat om spørgsmålet, idet flere medlemmer mente, at stillingsopslaget ikke burde være bragt, før forhandlingerne om den lønmæssige placering var tilendebragt. Men det lykkedes dog at få kliniske psykologer placeret som ledere på et par af de første rådgivningsklinikker, og senere er rådgivningsklinikkerne udelukkende blevet besat med psykologer som ledere.

Omkring 1. februar 1962 kom det første opslag vedrørende chefstillinger på de fire første børnerådgivningsklinikker. I første omgang blev opslaget kun tilsendt Ugeskrift for Læger, idet der til lederstil­lingerne krævedes en speciallæge i børnepsykiatri. Men det lykkedes dog at få kliniske psykologer placeret som ledere på et par af de første rådgivningsklinikker, og senere er rådgivningsklinikkerne udelukkende blevet besat med psykologer som ledere.

I 1960 havde bestyrelsen nedsat et udvalg, der skulle tage spørgsmålet om specialistuddannelse og specialistanerkendelse samt spørgsmålet om legitimering af psykologer op til behandling. Udvalget koncentrerede sig udelukkende om spørgsmålet vedrørende specialistuddannelsen og specialistanerkendelsen inden for klinisk psykologi, og i oktober 1961 blev udvalgets forslag forelagt bestyrelsen.

Hovedpunkterne i forslaget gik ud på, at der til grunduddannelsen fordredes embedseksamen eller magisterkonferens i psykologi med speciale i klinisk psykologi, mindst 5 års praksis i klinisk psykologisk arbejde, 2 diagnostiske undersøgelser og 2 behandlingsrapporter og dokumentation af kendskab til almindelige videnskabelige metoder og evne til at arbejde med psykologiske problemstillinger samt gennemførelse af et af Dansk Psykologforening afholdt specialistkursus på tilfredsstillende måde. Yderligere foresloges oprettelse af specialistnævn på fem medlemmer, udnævnt af Dansk Psykologforenings be­styrelse, der skulle vurdere ansøgernes kvalifikationer og give spec­ialistanerkendelse.

Efter mange overvejelser og drøftelser kom bestyrelsen imidlertid til den konklusion, at et forsøg på gennemførelse af den her nævnte specialistordning på nuværende tidspunkt ville være mindre hensigtsmæssig, og man besluttede derfor at henlægge udvalgets betænkning indtil videre. Som begrundelser blev anført, at den kunne medføre en forringelse i kandidat- og magistergradens prestige, at man antage­lig ikke igennem den skitserede ordning ville opnå den faglige prestige, man kunne ønske, såfremt ordningen skulle administreres af kolleger, at den næppe ville få praktisk betydning ved opslag eller besættelse af stillinger på grund af den eksisterende mangel på psyko­logisk arbejdskraft, og endelig at den ville kunne virke hæmmende på bestræbelserne for en generel legitimering af psykologer.

I 1960 havde bestyrelsen nedsat et udvalg, der skulle tage spørgsmålet om specialistuddannelse og specialistanerkendelse samt spørgsmålet om legitimering af psykologer op til behandling. (…) Efter mange overvejelser og drøftelser kom bestyrelsen imidlertid til den konklusion, at et forsøg på gennemførelse af den her nævnte specialistordning på nuværende tidspunkt ville være mindre hensigtsmæssig, og man besluttede derfor at henlægge udvalgets betænkning indtil videre.

Det blev også anført, at Nordisk Kulturkommission havde anmodet de nordiske psykologforeninger om at udpege medlemmer til et ekspertudvalg, der skulle behandle spørgsmålet vedrørende efteruddannelse af psykologer i Norden og herunder tage stilling til, om en specialistuddannelse burde inkorporeres her. Bestyrelsens beslutning om henlæggelse af udvalgets betænkning blev godkendt på generalforsamlingen.

Der er vel arbejdet videre med disse problemer i de nye bestyrelser i de forløbne 25 år, uden at der er kommet nogen løsning. Eller måske er hele spørgsmålet skrinlagt, og der arbejdes på helt andre fronter?

Det er kun en lille del af de spørgsmål, som bestyrelsen beskæftigede sig med, der her er blevet omtalt, og det er vel klart, at det er blevet de spørgsmål, som jeg ved gennemlæsningen har fundet af størst betydning.

Perioden var først og fremmest præget af en kamp for at opnå den akademikerstatus, som vi mente os berettiget til, og kampen for at opnå en acceptabel lønmæssig placering og anerkendelse.

Gennemførelsen af en ny studieordning var i forbindelse hermed af overordentlig stor betydning, og derfor var det også nødvendigt, at foreningen aktivt prøvede at medvirke hertil.

Der var i disse år ikke for psykologer tale om arbejdsløshed, tvært­imod blev der slået flere og flere stillinger op, og specielt i provinsen var det vanskeligt at få dem besat. Jeg husker, at der i nogle år var problemer med at få de studerende til at gå op til den afsluttende eksamen, dels fordi dumpeprocenten af den ene eller anden grund var steget betydeligt, og dels fordi der stadig var problemer med den nye studieordning.

Dette viste sig også i medlemstallet. Foreningen startede i 1947 med 55 medlemmer, og efter de første 5 år, i 1952, var der 157, d.v.s. en tilgang på 102 nye medlemmer. I 1957 var der 265 medlemmer, 108 nye på disse 5 år. I 1962 talte foreningen 324 medlemmer, der var således kun kommet 59 nye medlemmer på de 5 år, som denne redegørelse handler om. Det skyldtes ikke en lavere organisationsgrad, og heller ikke et øget antal af udmeldelser eller dødsfald, men udelukkende dette, at antallet af nyuddannede psykologer pr. år var lille.

I 1962 talte foreningen 324 medlemmer, der var således kun kommet 59 nye medlemmer på de 5 år, som denne redegørelse handler om. Det skyldtes ikke en lavere organisationsgrad, og heller ikke et øget antal af udmeldelser eller dødsfald, men udelukkende dette, at antallet af nyuddannede psykologer pr. år var lille.

Når jeg i dag tænker tilbage på den periode, hvor jeg dels som be­styrelsesmedlem, dels som formand, deltog i organisationsarbejdet, var det en meget spændende tid, hvor man kom ud for mange udfordringer og problemer, som skulle forsøges løst på bedst mulige måde. Det var interessant at følge udviklingen både på nationalt, nordisk og internationalt plan, og det var en positiv oplevelse at lære så mange dynamiske mennesker at kende både herhjemme og ude.
Jeg husker tydeligt bestyrelsesmøderne, som blev afholdt i vore hjem hver 3. uge, og som varede fra kl. 16 til kl. 1-2 om natten, dog af­ brudt af en hyggelig middag.
Generalforsamlingerne blev som regel afviklet fra kl. 10 til ca. 17, og ca. en tredjedel af medlemmerne mødte, der var sjældent tale om virkelig alvorlige uoverensstemmelser mellem bestyrelsens forslag og medlemmernes holdning. I de år var foreningens juridiske konsulent, højesteretssagfører Jon Palle Buhl, dirigent, og hans ekspertise var måske medvirkende til, at diskussionerne ikke løb af sporet.

Jeg husker tydeligt bestyrelsesmøderne, som blev afholdt i vore hjem hver 3. uge, og som varede fra kl. 16 til kl. 1-2 om natten, dog af­ brudt af en hyggelig middag.

I forbindelse med årsmøderne og generalforsamlingerne, som faktisk dengang var rene københavnerforetagender, var der årsfesterne, som blev afholdt på forskellige finere restauranter, og et år endda i Søoffi­cersforeningen, hvor der krævedes smoking og gallauniform for de søofficerer, der var psykologer. Og hele herligheden, drink, middag med 3 retter mad og vin, kaffe og levende musik kostede dengang ca. 30 kroner. Mere måtte det ikke koste, for så meldte der sig for få deltagere.

Foreningens organisation og administration var igennem disse år løbende blevet drøftet i bestyrelsen, bl. a. mulighederne for forøget løn­net medhjælp og sagkyndig assistance og en mere hensigtsmæssig eta­blering af kontor.

Fra bestyrelsens årsberetning til generalforsamlingen den 24. marts 1962 skal citeres:
»Ved afslutningen af dette foreningsår skifter foreningen formand, og dermed synes der samtidig at være lagt op til, at Dansk Psykolog­ Forening organisationsmæssigt er ved at træde ind på nye veje. I de 15 år, foreningen har eksisteret, har man stort set arbejdet efter de grundprincipper, som foreningen blev startet på, at foreningsarbejdet udføres af interesserede medlemmer, som er villige til at ofre tid og kræfter til gavn for helheden. For 15 år siden havde foreningen godt 50 medlemmer, og administrationen var en brøkdel af, hvad den er i dag med ca. 325 medlemmer. Den stigende efterspørgsel efter psykologisk arbejdskraft inden for mange forskellige områder af samfundslivet har samtidig medført stigende krav til psykologers dygtighed til at bestride disse stillinger og dermed stigende krav til, at den faglige organisation er stærk og effektiv, og derfor er det en naturlig udvikling, at man finder frem til en for den nuværende situation hensigtsmæssig struktur for foreningen. Dog må man håbe, at der stadig er medlemmer, som er villige til at påtage sig hverv i foreningens ledelse, selv om dette er forbundet med visse afsavn, for foreningens fremtid hviler, trods al hjælp udefra, til syvende og sidst på medlemmerne selv.«

I disse første 15 år af foreningens historie var hele organisationen bygget op på håndkraft og en enkelt skrivemaskine. Det hele, regnskab, bogholderi, medlemsfortegnelse, »Meddelelser« o.s.v. var enkelt og overskueligt. Kontoret var åbent en eller to halve dage om ugen, og der var da en lønnet kontormedhjælp. Men som det i øvrigt også blev annonceret i »Meddelelser«, så kunne formanden som regel træffes hjemme om aftenen, og lønudvalgets formand kunne man også få kontakt med hjemme.

Efter dette citat vil jeg afslutte med en bemærkning om, at i 1962 var Dansk Psykologforenings tid som en blandet landhandel eller den lille købmand uigenkaldeligt forbi. I disse første 15 år af foreningens historie var hele organisationen bygget op på håndkraft og en enkelt skrivemaskine. Det hele, regnskab, bogholderi, medlemsfortegnelse, »Meddelelser« o.s.v. var enkelt og overskueligt. Kontoret var åbent en eller to halve dage om ugen, og der var da en lønnet kontormedhjælp. Men som det i øvrigt også blev annonceret i »Meddelelser«, så kunne formanden som regel træffes hjemme om aftenen, og lønudvalgets formand kunne man også få kontakt med hjemme.

Men naturligvis måtte der ske ændringer, psykologforeningen måtte følge med i udviklingen, og ligesom den lille købmand og den blandede landhandel er forsvundet og erstattet af supermarkeder og dis­countbutikker, således er også den intime, lille forening forsvundet og er blevet til en »rigtig« organisation nu med eget hus og mange an­satte og edb-anlæg og telefonsvarer. Og det har mange fordele, men vel også nogle uundgåelige ulemper.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge