Lise Møller formand 1972-74

Uddrag fra “Formændene beretter 1947-1982″ udgivet i 1982 i anledning af Dansk Psykolog Forenings 35 års fødselsdag.

Af Lise Møller,  formand for DP 1972-1974

Stærkt presset af en aktiv redaktionskomite vil jeg kort redegøre for min formandsperiode i årene 1972-73. Det skal ikke skjules, at jeg føler det som lidt af en sur pligt. Disse 2 år som formand var de mest problematiske og vanskelige af de år, jeg anvendte på foreningsarbejdet. Jeg havde i mange år siddet som lønforhandler i Fin Ager­steds formandstid og var ikke så forfærdelig interesseret i formands­jobbet. Det udadvendte og repræsentative, som en sådan post inde­bærer, var ikke rigtig min kop te, men det var som sædvanlig svært at finde villige emner, så jeg accepterede til sidst.

Som det fremgår af de tidligere beretninger, havde foreningen i årene før min tiltrædelse været igennem en aktiv og levende periode. Vi skulle kæmpe for vor identitet som akademikere, og der blev ført mange vanskelige, men også inspirerende lønforhandlinger i de »gyldne tressere«. I 1969 trak Fin Agersted sig tilbage, og efter et par år, hvor Poul Vidriksen var formand, var det så min tur. Tresserne var nok, som F.A. siger, en tid, der var præget af indadvendthed i foreningsarbejdet, men jeg husker den også som en positiv periode, hvor vi nok kunne have diskussioner og være uenige, men hvor hovedmålet udadtil, i hvert fald når jeg ser tilbage: »Ønsket om øget selvrespekt og en sikring af pyskologers identitet« var en målsætning, som hverken bestyrelses­medlemmer eller andre psykologer kunne være uenige i. Det var en periode uden krise, og hvad der var nok så væsentligt for vores lønkamp, med et begrænset antal færdige psykologer, der var ingen arbejdsløshed, og forudanelsen om en sådan var heller ikke begyndt at gøre sig gældende.

I 1972-73 og 1973-74 så tingene ganske ander­ledes ud. Foreningens medlemsskare var vokset betragtelig, antallet af studerende var meget stort, der var ikke adgangsbegrænsning, tvært­imod var nye uddannelsessteder taget i brug i Aarhus og på Danmarks Lærerhøjskole, overproduktion truede omend den ikke havde mani­festeret sig endnu.

I 1972-73 og 1973-74 så tingene ganske ander­ledes ud. Foreningens medlemsskare var vokset betragtelig, antallet af studerende var meget stort, der var ikke adgangsbegrænsning, tvært­imod var nye uddannelsessteder taget i brug i Aarhus og på Danmarks Lærerhøjskole, overproduktion truede omend den ikke havde mani­festeret sig endnu. Selv om oliekrisen først satte ind i 1973, var 70ernes økonomiske nedgangstid begyndt.

Der var også sket andre ting. Studenteroprøret i 1968 med krav om medindflydelse fra studerende og yngre lærere var et af de første tegn på en øget samfundsorienteret holdning blandt psykologer, men der skete samtidig også en øget politisering af meningerne i medlems­skaren. Ideerne om solidaritet og lighed i samfundet som helhed førte til, at man også blandt visse medlemmer stillede sig kritisk over for den lønpolitik, som foreningen førte. Jeg erindrer den velvilje, et af vore heroiske medlemmer blev mødt med på en generalforsamling, da hun gjorde rede for sin frivillige afvisning af et løntillæg på 16.000 kr. som leder af en rådgivningsklinik. Det var vanskeligt for os andre, som havde set det som afgørende for vor identitet som psy­kologer at blive placeret på lige fod med andre akademikergrupper, at acceptere, at lønpolitik og lønkrav for nogle af vore medlemmer blev et næsten uartigt ord, og dette førte til meget svære konflikter i bestyrelsen i mit første formandsår.

Dette første år var også vanskeligt af andre grunde. Det var dengang, som det antagelig også er nu, meget svært at få folk til at påtage sig bestyrelsesopgaverne. Jeg husker endnu generalforsamlingen i 1972, hvor vi næsten måtte indfange bestyrelseskandidaterne med lasso in­den valget.

Bestyrelsen kom derfor til at bestå af to gamle medlemmer: Hans Welzer og jeg, resten var nye og uprøvede kræfter. Var man ikke aktiv ved generalforsamlingen hvad angår bestyrelsesposter, så var man det til gengæld, når det gjaldt foreningens fremtidige politik. I hvert fald vedtog man et meget righoldigt handlingsprogram med mange opgaver til den kommende bestyrelse, og dette uden økono­miske konsekvensberegninger.

Det var vanskeligt for os andre, som havde set det som afgørende for vor identitet som psy­kologer at blive placeret på lige fod med andre akademikergrupper, at acceptere, at lønpolitik og lønkrav for nogle af vore medlemmer blev et næsten uartigt ord, og dette førte til meget svære konflikter i bestyrelsen i mit første formandsår.

Inden for foreningens interne rammer var der ligeledes problemer. Sekretariatet var vokset markant i årenes løb. I mange år havde vi nydt godt af at kunne dele byrderne med Danske Økonomers For­ening, men de havde opsagt bo- og sekretariatsfællesskab, hvorfor vi nu stod alene med lønudgifter til et forholdsvis dyrt personale.

Sekretariatschefen, der var cand. polit., havde gennem årene ydet en stor indsats som bitrædende ved lønforhandlingerne og som leder af sekretariatet, men efter adskillelsen fra Økonomerne blev de kritiske røster mod denne mere og mere udtalte. Det blev sagt, at sekretariatschefen havde tiltaget sig for megen magt og kompetence, og der blev ymtet om overadministration. Parkinsons lov blev ofte nævnt.

Et tredie kritikpunkt var foreningens efteruddannelsespolitik. Der var gennem årene gennemført en række gode specialkurser, jeg husker især et i min tid i familieterapi, afholdt sammen med Dansk Psyki­atrisk Selskab på Rungstedgård med verdenskendte lærerkræfter, der savnedes imidlertid en overordnet planlægning.

Jeg skal ikke trætte med at beskrive krisen i detaljer, men blot nævne, at synspunkterne set med mine farvede briller delte sig mellem, hvorvidt vi skulle have en dyr (kontingentet var 1150 kr. årligt) men bedre udbygget foreningsorganisation eller en billigere, men løsere organiseret selskabelig klub.

Disse meget væsentlige problemer blev gjort til stridspunkter i en næ­sten krigsagtig tilstand både inden for bestyrelsen og i bladets spalter, en krig, som var nok så uhensigtsmæssig, idet der samme år skulle indledes generelle lønforhandlinger via AC med alt, hvad dette ind­ebærer.

Disse interne stridigheder i bestyrelsen tappede os næsten for alle kræfter. Jeg skal ikke trætte med at beskrive krisen i detaljer, men blot nævne, at synspunkterne set med mine farvede briller delte sig mellem, hvorvidt vi skulle have en dyr (kontingentet var 1150 kr. årligt) men bedre udbygget foreningsorganisation eller en billigere, men løsere organiseret selskabelig klub. Ved generalforsamlingen i foråret 1973 bakkede foreningens medlemmer op bag det første syns­punkt.

Jeg husker naturligvis denne generalforsamling ret levende. Den fore­gik på Hotel Sheraton, men det dæmpede ikke gemytterne. Diskussio­nerne var ofte meget hidsige. Baggrunden for, at medlemmerne tog så klart parti for en aktiv og bedre organiseret fagforeningspolitik, var nok ikke alene mine talegaver, selv om jeg bagefter mistede stem­men og måtte indlægges med »præstesyge«, men snarere, at der få dage forinden blev varslet akademikerstrejke, og det svirrede i luften med rygter om lock-out.

På den baggrund var det ikke rigtigt passende at lege røvere og sol­dater længere.

Det blev nu ikke til nogen lønkonflikt i den omgang. Det lykkedes den daværende formand for AC, Erik Holst, gennem nattelange for­handlinger med økonomiministeren at nå frem til en forhandlings­løsning.

Krisen i vor forening førte imidlertid til en ændring af sekretariats­ledelsen og et forsøg på at forbedre vilkårene for efteruddannelsens psykolog i den eftertragtede 37. lønramme i tjenestemandssystemet på linje med overlæger, en lønramme vi havde satset på i mange år for alle chefpsykologer på hospitalsområdet, nu fik en enkelt den, også ved lidt af en tilfældighed.

Det er da rigtigt, at man kan stille spørgsmålstegn ved, hvilke fordele AC bragte os, når det var så tilfældigt, hvor meget vore medlemmer fik i lønposen, men selv om synspunkterne over for AC senere er blevet skærpede, og selv om veletablerede foreninger har meldt sig ud af rækkerne, vil jeg nu nok fastholde, at jeg tror, at det var mest hensigtsmæssigt at forhandle gennem en hovedorganisation. Jeg tror ikke, at vi som en temmelig lille fagforening havde været i stand til at gennemføre eller fastholde en nogenlunde rimelig lønplacering – slet ikke efter at krisen satte ind, og det for arbejdsgiverne kunne blive en fordel at spille den ene faggruppe ud mod den anden.

Der blev i lange tider ført forhand­linger om en privat arbejdsløshedskasse, men det endte som en stats­autoriseret arbejdsløshedskasse i 1974, og det kan mange af vore nye kandidater og arbejdsløse kolleger da godt være lidt taknemmelige for. Før 1974 eksisterede der ingen arbejdsløshedskasse, og alterna­tivet havde været bistandshjælp.

Så må det heller ikke glemmes, at det var via bekendtskabet i AC, og i møderne der med de mindre foreninger, at tankerne om etableringen af en arbejdsløshedskasse opstod. Der blev i lange tider ført forhand­linger om en privat arbejdsløshedskasse, men det endte som en stats­autoriseret arbejdsløshedskasse i 1974, og det kan mange af vore nye kandidater og arbejdsløse kolleger da godt være lidt taknemmelige for. Før 1974 eksisterede der ingen arbejdsløshedskasse, og alterna­tivet havde været bistandshjælp.

Da kassen var etableret, blev jeg medlem af kassens repræsentantskab og dens parlamentariske revisor, hvad jeg var i nogle år – en post, som jeg følte var vigtig, fordi vores faggruppe desværre blev en af de hårdest ramte af akademikergrupperne.

En af de mange ting, det ikke lykkedes at komme igennem med, hel­ler ikke i min tid, var psykologloven, og dette til trods for, at vi ved generalforsamlingen i 1973 fik klart flertal for, at vi skulle arbejde for lovens gennemførelse. Jeg husker, jeg skrev et brev til Indenrigs­ministeriet, om at få den henlagte sag taget op af skrivebordsskuffen, men det lykkedes mig aldrig at få svar på dette brev. Det havde nok i dag været lettere at få en klarere afgrænsning over for andre fag­ grupper m. h. t. hvilke opgaver der er af psykologisk karakter, og som kræver speciel faglig, psykologisk ekspertise. Det er noget bittert i dag at se andre grupper med langt ringere uddannelse erklære sig som eksperter f .eks. inden for psykoterapiområdet, og det kunne have været undgået, hvis psykologloven havde fastslået, hvilke uddannel­sesmæssige og faglige krav der må stilles til behandlergruppen.

Af andre store problemer i min formandstid kan nævnes det, vi opfat­tede som et forsøg på at underminere vort fagområde, nemlig ideerne om at indføre psykologi som bifag ved cand. mag. studiet, som F.A. gør rede for.

Endelig skal nævnes de mange års forsøg på at slå bro over uenighe­derne mellem de forskellige psykologgrupper via et samarbejdsorgan mellem Skolepsykologernes Landsforening og Dansk Psykolog For­ening. Nogle bestræbelser som senere, på grund af interessemodsæt­ninger, blev afbrudt, men i min formandsperiode havde vi jævnlige møder mellem repræsentanter for de to foreninger i en venlig og af­slappet atmosfære.

Generalforsamlingen i 1974 forløb langt fredeligere end året forud. Allerede i 1973 tilkendegav jeg, at jeg ikke ønskede genvalg i 1974, og med stor lettelse og taknemmelighed overlod jeg formandsposten i Fin Agersteds erfarne hænder, vel vidende, at de kommende år i foreningsarbejdet ville blive overordentlig vanskelige. Strukturen i foreningen skulle opbygges, og arbejdsløsheden truede.