Masser af succes …

 I

Foreningens formænd fra 1982-2012 har sagt ja til at skrive deres beretninger til foreningens historieportal. Jógvan Petersen er den tredje i rækken af fem.

Mød Jógvan Petersen, tidligere formand for Dansk Psykolog Forening, (1991-1996) og læs hans beretning om en tid, hvor den første psykologlov blev vedtaget i Folketinget og hvor der blev indgået aftale med sygesikringen. 

Masser af succes

Det er noget af et håndværkertilbud, du har fået, sagde et medlem til mig, da jeg kom hjem efter generalforsamlingen i 1991, hvor jeg var blevet valgt til formand. Da jeg så spørgende ud, tilføjede hun: ”Jeg mener, du har fået Psykologforeningen billigt, men der også rigtig meget, der skal gøres.”

Og det var rigtigt. Psykologforeningen havde det ikke godt. For det første var psykologernes situation i samfundet ikke god. Vi havde en tårnhøj arbejdsløshed, og hvad der naturligvis var sammenhængende med dette, var, at vi en af de dårligst lønnede grupper på akademikerområdet (AC). Jeg havde i en alt for lang årrække set, hvordan ledigheden sled de nyuddannede kandidaters selvtillid op, og hvordan den ringe økonomi påvirkede dem. Desværre påvirkede det også de ansatte psykologer, der af og til lod sig presse til opgaver, der efter min mening ikke var fagligt forsvarlige.

Som forening havde vi alt for dårlige resultater. Vi havde i mange år forgæves arbejdet på at få en psykologlov med en autorisationsordning. Vi havde ikke opnået offentligt tilskud til psykologhjælp i form af en sygesikringsordning. Og der var splittelse mellem psykologer. Vi var organiseret tre steder. Langt de fleste i DP, men der var en også en gruppe privatpraktiserende psykologer, der havde organiseret sig i FPPP. Endelig var skolepsykologernes organiserede i Skolepsykologernes Landsforening.

Vores manglende succes skyldtes ikke, at vi betalte for lidt i kontingent til Psykologforeningen. Vi havde det næsthøjeste fagforeningskontingent i AC, kun overgået med en anelse af Lægeforeningen, og så var der langt ned til nummer 3. Alligevel var vores økonomi ikke god. Egenkapitalen var reelt lig nul, kun holdt oven vande af en opskruet vurdering af vores it-system og det hus, vi ejede dengang. Vores sekretariat var dyrt og havde en personalesammensætning med en sekretariatschef og 3 AC’ere og 8 HK’ere. Denne sammensætning var slet ikke i harmoni med det behov, foreningen havde for at sætte massivt ind på lobbyvirksomhed og lønforhandling med vores arbejdsgivere. Altså som medlemmet havde sagt et håndværkertilbud.

Havde jeg fået foreningen billigt? Det er jo en skønssag. Jeg havde stillet op til kampvalg mod den siddende næstformand. Det var første gang, der var kampvalg i DP om formandsposten. Der stillede også en tredje kandidat op. Jeg fik et rigtigt godt valg med 75 % af stemmerne. Jeg var inden da et relativt ukendt navn i Psykologforeningen og havde ikke siddet i bestyrelsen. Så den lidt overvældende sejr var næppe et tegn på, at medlemmerne så et lys i min person, men snarere for mig at se et tegn på, at de fleste psykologer var enige i, at foreningen kunne gøre det langt bedre.

Den anden bemærkning, jeg husker fra den tid, kom fra min daværende supervisor. Første gang jeg så ham efter generalforsamlingen i 1991, kom han med følgende velkomst. ”Til lykke med valget, Jógvan. Nu kan du jo vælge, om du vil producere resultater, eller om du vil producere forklaringer. Du kan leve godt af begge dele.” Stillet over for dette – måske ikke helt neutrale spørgsmål – valgte jeg at satse på resultaterne. Så lad os komme i gang.

Psykologlov
Noget af det første jeg tog fat på, var at forsøge at få aktiveret de strandede forhandlinger med Sundhedsministeriet om en sygesikringsaftale. Psykologforeningen havde i mange år forsøgt at komme i dialog med ministeriet og Sundhedsstyrelen om indførelsen af en psykologlov. Men vi var hver gang blevet afvist, ofte efter årelange sagsbehandlingstider. Psykologforeningen havde derfor indført sin egen autorisationsordning, men det var jo ikke nogen anerkendelse, der nød officiel respekt.

Jeg fik derfor et møde i stand med den daværende sundhedsminister, Esther Larsen, i det forfængelige håb, at jeg ville være bedre til at argumentere for vores sag. Men jeg blev klogere. Jeg mødte en iskold sundhedsminister, der bestemt ikke havde tænkt sig at løfte en finger for, at psykologer kunne få psykologlov. Det eneste gode ved dette møde var, at det blev fuldstændig klart, at vi ikke ville få noget igennem hos den daværende VK-regering. Vi måtte derfor søge andre veje.

Nu var det heldigvis således, at regeringen var en mindretalsregering. Og der var betydelig større lydhørhed hos alle de partier i Folketinget, der ikke var i regering. Måske især hos det daværende parti Centrumdemokraterne og hos Socialdemokratiet, men generelt var der en positiv stemning for at titelbeskytte psykologer. Det forekom utrygt, at alle kunne kalde sig psykolog og tage klienter i behandling uden nogen form for uddannelse.

Vi tog derfor hul på et ret intenst lobbyarbejde hos partierne og fik tilslutning til de fleste af de ideer, vi havde om psykologlovens udformning. Det resulterede i, at der i december 1991 blev fremsat et beslutningsforslag i Folketinget, der pålagde regeringen at fremsætte et lovforslag om en psykologlov. Alle stemte for, bortset fra de to regeringspartier. Derefter var det op til regeringen at udarbejde et lovforslag, og den første psykologlov blev derefter udarbejdet i og vedtaget i Folketinget den 17. juni 1993 med ikrafttræden 1. januar 1994.

Hvis vi tager den brede pensel frem, så kan man sige, at en psykologlov indebærer tre væsentlige forhold. For det første giver den titelbeskyttelse, for det andet indebærer den en offentlig autorisationsordning til de uddannede psykologer, der har gennemgået en praktisk efteruddannelse (og lægger derfor pres på arbejdsgivere for at medvirke til betalingen af denne efteruddannelse af nye kandidater), og for det tredje indeholder loven bestemmelse om et offentligt nævn (Psykolognævnet), der behandler klager over psykologer. Det er dermed ikke Psykologforeningen, der behandler klager over psykologer. Noget, de fleste klienter sikkert ikke er helt trygge ved. Samtidig er loven jo en offentlig anderkendelse af, at psykologer kan noget særligt, og at man som borger skal kunne have en tryghed for, at den, der kalder sig psykolog, også har gennemgået en uddannelse og ikke er en tilfældig person, der har besluttet sig for at nedsætte sig som behandler.

Det var en kæmpesejr for Psykologforeningen. Og også en sejr, der lagde et stort pres på sekretariatet, som skulle medvirke i forbindelse med forberedelse af godkendelsen af de mange psykologer, der var berettigede til at blive autoriserede. En opgave, der blev løst på bedste vis, og et tegn på, at der var anerkendelse af os som forening fra de organer, vi havde samarbejdet med undervejs.

Offentligt tilskud til psykologbehandling. Sygesikringsaftale.
Oprindelig forestillede vi os, at det at få gennemført en psykologlov ville være det, der kunne bane vejen for at få en sygesikringsaftale med offentligt tilskud til psykologbehandling. Men sådan kom det ikke til at gå. Ved finanslovsforhandlingerne i slutningen af 1991 blev det besluttet, at der fra juli 1992 skulle afsættes en pulje på 15 mio. kr. årligt til en forsøgsordning med sygesikringstilskud til psykologer. Der er ingen tvivl om, at det var den megen debat om psykologloven, der var inspirationskilden. Det var da også sådan, at de notater, der var brugt i forbindelse med argumentationen for psykologloven, kom til at danne grundlag for udvælgelsen af de klientgrupper, der ville få psykologbistand efter forsøgsordningen.

Det var naturligvis herligt, at der blev taget hul på at give sygesikringstilskud til psykologer. Vi havde som nævnt en meget høj ledighed, især blandt de nyuddannede. En del af de ledige nedsatte sig derfor som praktiserende psykologer. Og for at tiltrække kunder satte en del af de praktiserende psykologer deres takster alt for lavt. Det var ikke ualmindeligt at se psykologkonsultationer udbudt til 250 kr. eller endog mindre pr. time.

Men der var en god portion malurt i bægeret, idet Folketinget havde besluttet, at der i denne forbindelse skulle forhandles en aftale mellem sygesikringen og psykologforeningerne. Det betød, at Sygesikringen skulle forhandle med både os og med FPPP. Det var jo en forfærdelig forhandlingssituation at blive sat i. Sygesikringen kunne altså sidde og spille Dansk Psykolog Forening ud mod udbryderne i FPPP.

Det var naturligvis en ubehagelighed at starte forhandlingerne med. Men det lykkedes os at få etableret en god forhandlingsrelation til Sygesikringen. Jeg tror, det blandt andet lykkedes, fordi vi var ret åbne om de sager, vi forhandlede om, og ikke mindst fordi det lykkedes at få et godt samarbejde mellem deres sekretariat og vores eget.

I selve forhandlingen fik vi rigtig mange positive elementer hjem. Vi fik en timetakst på 480 kr., hvilket var den samme, som psykiaterne havde. Indikationsområdet for at få sygesikringstilskud lå fast, i og med at der var en folketingsbeslutning her, hvorfor ordningen fik en stærk vægt på krisebehandling. Vi ønskede også en ordning, hvor der var mange tilknyttede psykologer, der var med på deltid, således at de psykologer, der arbejdede i ordningen ikke kom til at sidde lave kriseterapi hele tiden. Klienterne fik mulighed for hjælp til op til 12 samtaler, hvilket i praksis er en ganske god ramme. Vi var ikke så glade for den del af ordningen, der indebar, at man ikke kunne få psykologhjælp, når de afsatte midler var brugt op. Men jeg tror, det var et meget vigtigt element for Sygesikringen. Der var hos dem og i politiske kredse en ret udbredt forestilling om, at hvis der blev fri adgang til psykologhjælp, så ville rigtig mange mennesker søge, og ordningen ville eksplodere.

Alt i alt fik vi dog en aftale, der var rigtig god og klart bedre, end jeg havde turdet håbe på. Brugerbetalingen blev vi ikke enige om, men den blev siden fastsat af regeringen til 30 %. Noget, vi havde arbejdet en del for i kulissen.

Det var samtidig en aftale, der var indgået mellem Psykologforeningen og Sygesikringens forhandlingsudvalg. FPPP fik derefter forelagt aftalen og kunne skrive den under, hvad de fornuftigvis gjorde, da det var en god aftale. Efterfølgende kritiserede de dog aftalen og kaldte den dårlig, hvilket blev for meget for en stor del af deres medlemmer, som fandt det dobbeltmoralsk, at man på den ene side indgik en aftale, og på den anden side mente, at den var ringe. Samtidig viste forhandlingsforløbet, at det var DP der reelt var forhandlingspartner, og dermed var grundlaget væk under FPPP. Foreningen blev da også opløst kort tid efter. Men den gode del af historien er jo, at DP – som noget nyt – med sygesikringsaftalen fik et reelt tilbud til privatpraktiserende psykologer på det kliniske område.

Én ting er at indgå en aftale, en anden er at implementere de punkter, der er i aftalen. Efter at sygesikringsaftalen blev indgået, skulle der ansættes psykologer til aftalen, og de skulle uddannes i de mange regler, der følger med at være en del af en sygesikringsaftale. Her var der igen et forbilledligt samarbejde mellem vores sekretariat og Sygesikringens Forhandlingsudvalgs sekretariat, hvad der i høj grad var med til at styrke vores troværdighed som aftalepartner for Sygesikringens Forhandlingsudvalg.

For de cand.pæd.psych.-uddannede var både psykologloven og sygesikringsaftalen egentlig gode fremskridt, der cementerede deres muligheder for at arbejde på den brede palet, hvor psykologer udfolder deres virke. Men det satte naturligvis også deres lidt korte uddannelse under pres. Samtidig blev grundlaget for at have en særlig forening for psykologer, der arbejdede i skolesektoren, svagere. Vi ville rigtig gerne have haft et stærkere samarbejde med Skolepsykologernes Landsforening, men de valgte en mere konfrontatorisk linje, hvor de blandt andet gerne ville have eksklusivret til stillinger i de pædagogiske rådgivninger. Det var jo at gå tilbage i tiden og noget, vi slet ikke kunne være med til. Det satte dem også i et modsætningsforhold til deres egne medlemmer, der gerne ville have mange muligheder på arbejdsmarkedet. Vi endte med at have et ret anstrengt forhold til SL resten af min formandstid.

I fagforeningsarbejde skelnes der ofte mellem to linjer. Den faglige (eller fagpolitiske) linje, der indebærer, at man kæmper for medlemmernes løn og deres faglige rettigheder såsom arbejdstidsregler og arbejderbeskyttelse. Den anden linje er professionslinjen, hvor man søger at støtte professionen gennem eksempelvis uddannelseskrav og særlove til styrkelse af faget, som psykologloven er et eksempel på.

En af de bedste måder at styrke professionen på er at give medlemmerne mulighed og lyst til at mødes med hinanden. Her forsøgte vi os med en ordning, hvor vi øgede de midler, der blev sat af til regioner, sektioner og faglige selskaber. Samtidig fjernede vi alle begrænsninger på, hvad pengene kunne bruges til, og gjorde de formelle krav til regnskaber m.v. så små som overhovedet muligt. Resultatet udeblev ikke. I min formandstid tredobledes aktiviteten i de decentrale organer. Og det er jo egentlig det, en fagforening er til for: at øge kvaliteten og debatten indenfor professionen.

Men en fagforening er ikke kun en professionsforening. Den skal også søge at skaffe bedre lønninger hjem til medlemmerne. Og det var naturligvis en opgave, der optog megen energi i hverdagen. Forhandlingssystemet er sådan, at de generelle linjer lægges af hovedorganisationerne, hos os AC. Som en lille forening i AC er vores indflydelse derfor ret begrænset, når det drejer sig om de store linjer. I forbindelse med overenskomsterne afsættes der puljer til forskellige formål og til forskellige grupper. Det er ikke mange penge ved den enkelte overenskomst, men over tid bliver det til ret meget, og det er hovedårsagen til, at forskellige grupper i AC har forskellige lønniveauer.

Det drejer sig derfor i høj grad om at få del i puljepengene. Vi satsede dels på at indgå i projekter, hvor vi samarbejde med andre, som det bl.a. skete i et projekt for klinisk arbejdende akademikere på sygehusene. Her arbejdede vi sammen med Ingeniørforeningen og Magisterforeningen og Farmaceuterne. Det gav en forhandlingsstyrke, og da vi havde broderparten af de stillinger, der blev forhandlet om, gav det også ganske mange tillæg. Jeg fik også en plads i AC’s forhandlingsudvalg, og derfra var det langt nemmere at blive hørt og få puljepenge hjem til psykologerne. Vi fik naturligvis ikke rettet vores lønefterslæb op i min formandsperiode, men vi fik en større del af puljerne, så vi fik indhentet lidt af dette efterslæb.

Økonomi og sekretariat
Hvad man skal betale for at være medlem af en fagforening, handler naturligvis om, hvad man får for pengene. Som allerede nævnt i indledningen var vores kontingent meget højt, og det var for mig vigtigt at få reduceret kontingentet. Vi var i den gunstige situation, at gruppen af kandidatmedlemmer voksede. Så dels ved at spare, dels ved at udnytte de fordele, der ligger i at få flere medlemmer, kunne vi sætte betalingen til Psykologforeningen ned hvert år. Det er noget, der ligger mig på sinde, fordi jeg synes, der altid skal være ”good value for money”.

Men to år efter jeg var holdt op som formand, satte man kontingentet op med alt det, det var blevet reduceret med. Besluttet af medlemmerne på en generalforsamling. Og i dag er det ca. dobbelt så dyrt at være medlem i DP, som det er i DJØF. Uden at nogen tilsyneladende har problemer af den grund. Så jeg tror, jeg er lidt alene med mine økonomibekymringer.

Når det er sagt, er det også mere objektivt set nødvendigt, at man har en økonomisk frihed. I starten af min formandstid turde vi eksempelvis ikke udskifte et forældet it-system, da vi så ville være nødt til afskrive den værdi, som systemet var sat til, og det kunne gøre vores egenkapital negativ. Den gode økonomi i foreningen gav os også mulighed for at købe huset i Stockholmsgade i 1996, hvad der har vist sig at være en rigtig god investering og har givet os en god ramme for foreningen.

Den forbedrede økonomi i foreningen gav også mulighed for at udvikle og professionalisere sekretariatet. Der kom en ny sekretariatschef, og personalesammensætningen blev ændret til fordel for flere AC’ere i sekretariatet. Det var simpelt hen nødvendigt for at kunne klare de forhandlinger, der var et resultat af de nye opgaver og de nye puljer.

Uenighed i bestyrelsen
Det daglige arbejde på det politiske plan i foreningen var præget af store modsætninger. Vi var bestemt ikke enige om kursen, og det satte sit præg på bestyrelsesarbejdet. Samarbejdet var bestemt ikke godt. Når det gik hedest til, kunne man opleve, at et bestyrelsesmedlem opfordrede et andet til at udtræde af bestyrelsen. Det var lidt tungt.

Der er erhvervsfolk, der mener, at det netop er de bestyrelser, hvor uenigheden er størst, at de bedste resultater skabes. Måske er det rigtigt, og vi ville i så fald være et glimrende eksempel på dette.

Afslutning
Der er naturligvis meget andet, der fylder i en formands arbejde, eksempelvis det nordiske og internationale samarbejde med andre psykologforeninger. Men jeg har valgt her primært at fokusere på de hovedresultater, der er opnået i de år, jeg var formand.

Personligt var den klart største tilfredsstillelse at se vores arbejdsløshed falde så meget. Den blev næsten halveret i min tid. Mange af de nye kandidater, der blev færdiguddannede i 1980’erne og 1990’erne, indledte deres psykologliv med at være arbejdsløse i længere perioder. Med store personlige og økonomiske vanskeligheder til følge. Det var simpelt hen ikke rart at iagttage.

Faldet i ledigheden er for mig at se et positivt resultat af mange forskellige faktorer. Men jeg er ikke tvivl om, at den indsats, der blev ydet fra foreningen i de år, var en meget væsentlig faktor i at forbedre arbejdsmarkedssituationen.

I forbindelse med dette skriv gik jeg tilbage og fandt den sidste leder, jeg skrev i Psykolog Nyt. Her havde jeg tre forslag til fremtiden. Først skulle vi rette op på vores lønforhold. Det håber jeg er sket. Dernæst skulle vi være mere aktive i den offentlige debat. Det kan jeg se, at Eva Secher Mathisen nu klarer på bedste vis. For det tredje skulle vi være rummelige og fleksible. Det der med at tage nej-hatten på er hverken god psykologi eller en god strategi i livet. Og det er slet ikke en farbar vej for en fagforening.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge