På vej mod ”stueren”

 I

Foreningens formænd fra 1982-2012 har sagt ja til at skrive deres beretninger til foreningens historieportal. Bente Ørum er den anden i rækken af fem.

Læs Bente Ørum, tidligere formand for Dansk Psykolog Forening, (1986-1991) om en tid, hvor psykologer blev mere accepterede, ”stuerene” og etablerede. Hvor kampene på venstrefløjen stilnede af og der blev mere plads til det psykologfaglige, der havde været der hele tiden.

På vej mod “stueren”

I tilbageblik havde udviklingen i Dansk Psykolog Forening i årene 1986-1991 tæt sammenhæng med den større politiske udvikling. I 1986 var der tegn på afspænding af den kolde krig, og i 1989 faldt Muren. Herhjemme blev den hidtidige struktur på venstrefløjen omkalfatret, og Enhedslisten blev dannet i 1989. Dermed mistede de gamle fraktioneringer på venstrefløjen – DKP’ere, KAP’ere, SAP’ere m.fl. – den hidtidige betydning, og den indbyrdes balance gik fløjten.
De fleste af dem, der var aktive i foreningen, anså sig selv som venstreorienterede, og mange var organiseret på venstrefløjen. Og det prægede debatten i foreningen. For nogle var det naturligt at se fagforeningsarbejdet som en del af deres øvrige politiske arbejde. Andre ville gerne have de psykologfaglige synspunkter i centrum – eller helt nøjes med dem, hvad der ikke altid faldt i god jord hos de politisk faglige.

Lidt karikeret var det venstreorienterede udgangspunkt i 1986, at man var for solidaritet, for folket og imod kapitalisme. Man kunne/burde ikke arbejde for kapitalen, men det kunne accepteres at være ”kapitalens lappeskrædder”. Det indebar, at ansættelse i det private for de fleste var utænkeligt og i hvert fald umoralsk, hvis det ikke lige var i en bedriftssundhedstjeneste eller en ngo (fx Kræftens Bekæmpelse, Red Barnet). Privatpraksis for psykologer var lidt suspekt, i hvert fald hvis det var enmands fuldtidspraksis med private klienter. Ledelse, der strakte ud over faglig ledelse, var en småsnavset affære. Det, der var acceptabelt, var ansættelse i det offentlige – sygehuse, skoleforvaltninger og social- og sundhedsforvaltninger – og mest rent var undervisning og forskning.

Men som sagt, de holdninger var under hastig forandring, og opfattelsen af psykologens rolle ligeså.

De centrale fagpolitiske spørgsmål i 1986-91 drejede sig om professionalisering fra mange vinkler. Ville psykologerne være professionelle som fx læger, tandlæger, advokater? Og hvis vi ville, hvordan kom vi så derhen, dvs. tacklede vi udfordringerne fra politikere, andre faggrupper etc.

Spørgsmålene var:
Autorisation – Ønskede vi en autorisationsordning, eller var det ikke nok med en kandidateksamen, og vil en autorisationsordning ikke bare skabe ulighed blandt psykologer? Og hvem skal den omfatte – skal magistre og cand.pæd.psych.’er med? Nogle gik ind for titelbeskyttelse, men ikke for autorisation.

Sygesikringsordning – Ønskede vi en sygesikringsordning, eller burde al behandling ikke foregå i offentligt regi? Og hvis vi får en sygesikringsordning, kan vi så acceptere ulighed mellem de psykologer, der får, og dem, der ikke får et ydernummer?

Efteruddannelse – Der var enighed om, at efteruddannelse er godt. Men skal det være obligatorisk, så vi bliver mere professionelle, men skaber ulighed i forhold til dem, der ikke får mulighed for efteruddannelse? Og hvordan skal den være, fx som den systematiske efteruddannelse, der allerede eksisterede for kliniske psykologer på skolepsykologiske kontorer?

Specialister – Ønskede vi en specialistordning, der for alvor kunne sikre en høj faglig standard, eller var det endnu et udtryk for ønsket om at skabe ulighed og indskrænke alle psykologers muligheder? Spørgsmålet om specialistordninger, kom ikke til en afklaring i perioden.

Et andet spørgsmål trængte sig også på:
Ledelse – Bør psykologer påtage sig ansvar for andre ansatte, dvs. være ledere og ikke ”bare” fagligt ansvarlige? Og hvordan forholder vi os til dem, der er det – på skolepsykologiske kontorer, visse hospitaler? (Vi talte aldrig om behandlingshjem). Hører ledere med i vores fagforening? Og skal de støttes/efteruddannes, eller skal vi som fagforening koncentrere os om de menige psykologer?

En lang række andre spørgsmål fyldte også en del, fx om foreningens struktur, hvor både sektioner og regioner fungerede bedre nogle steder end andre, om nordisk samarbejde, om arbejdsløsheden, der ikke ville forsvinde (godt nok kom mange nye stillinger, men der kom også mange nye kandidater) og om arbejdspladskonflikter især i begyndelsen af perioden, men vil ikke blive yderligere berørt her.

Professionalisering

Sygesikring
En sygesikringsordning med tilskud til psykologbistand var for mange det ultimative mål for, at psykologer var accepterede og anerkendte på lige fod med andre professionelle. For nogle var det også vejen til at nedbringe psykologarbejdsløshed.

Men hverken blandt psykologer, hos (amts-)kommunale eller folketingspolitikere eller i andre faggrupper for den sags skyld var der enighed om, at der skulle være en sygesikringsordning. Begrundelserne var forskellige: Psykologbistand var at ligne med kvaksalveri, psykologer var ikke i stand til at arbejde selvstændigt, det ville blive overvældende dyrt, den slags behandling burde forgå i kommunale eller amtslige institutioner og en hel del flere argumenter.

Et særligt hjertegribende eksempel på, hvorfor psykologer ikke kunne arbejde selvstændigt (dvs. uden lægeligt opsyn), kom fra en psykiater:
Man kan ikke være sikker på, at de vil opdage en symptomløs tumor i hjernen.

I 1986 var der drøftelser med Sygesikringens Forhandlingsudvalg på embedsmandsplan, men den politiske opbakning var ikke overvældende, og det lykkedes ikke at få en sygesikringsordning for psykologer igennem i perioden. Allerede i december 1986 meddelte Sygesikringen (dvs. amtspolitikerne), at man ikke ønskede at gå videre med forhandlingerne. Sygesikringen henviste til sundhedsministeren. Sundhedsminister Ester Larsen (V) svarede i sommeren 1988, at hun ikke fandt en sygesikringsordning ønskelig. Det forlød, at Venstres folketingsgruppe var uenige i spørgsmålet, og at SF’erne nærmest hældede til, at man i stedet burde ansætte psykologerne i offentligt regi. Vi var overbeviste om, at det kun var et spørgsmål om tid, før vi fik en sygesikringsordning. Der blev derfor også i resten af perioden brugt mange kræfter på sagen, både internt og eksternt, i forhold til lands- og lokalpolitikere, i pressen, i forhold til andre faggrupper osv.

Ikke alle i bestyrelsen ønskede en sygesikringsordning, og ikke alt foregik lige direkte: Jeg fortalte på et bestyrelsesmøde, at jeg var gået gennem Niels Hemmingsens Gade og der havde mødt SF-politikeren Ebba Strange. Vi havde diskuteret, hvad SF kunne gøre for at fremme sygesikringsordningen. Et par måneder senere refererede jeg i bestyrelsen, at jeg (igen) var gået gennem Niels Hemmingsens Gade. Der havde jeg mødt socialdemokraten Torben Lund, og vi havde snakket om, hvad han kunne gøre for at fremme ordningen. Så ville et par bestyrelsesmedlemmer diskutere, om jeg fremover måtte gå ned ad Niels Hemmingsens Gade.

Sundhedsstyrelsen så en sygesikringsordning for psykologer i sammenhæng med psykiaternes aftaler, herunder også psykiaternes ønske om at kunne yde psykoterapi. Hidtil havde de kun haft en ydelse, der hed konsultation. Vi blev opfordret til at nedsætte en arbejdsgruppe med Dansk Psykiatrisk Selskab og herunder drøfte, om der kunne oprettes en fælles psykoterapeutisk efteruddannelse og fx fælles takster. Det var ikke uproblematisk for psykiaterne. For det første, fordi vi forventedes at drøfte på lige fod, hvor de nok mente, at psykologer burde kende deres plads som paramedicinsk hjælpepersonale, mens psykologerne på vores side mente, at psykologerne havde lidt bedre forkundskaber. For det andet gav det problemer, fordi Sygesikringen havde antydet, at penge til en ordning for psykologer ville gå fra puljen til psykiatrisk bistand. Så hvis psykologerne kom med, ville der være færre penge til psykiaterne. Vi blev ikke enige, men psykiaterne fik en takst for psykoterapi i 1991 – uden at der blev stillet krav om psykoterapeutisk efteruddannelse.

Arbejdsgruppen mellem Psykologforeningen og Dansk Psykiatrisk Selskab bød på en del forbløffende oplevelser. Mest tydeligt husker jeg nok replikken: Ud fra et lægevidenskabeligt synspunkt bør taksten for samtaleterapi være 509 kr.

Kiropraktorerne indgik også i det samlede spil. De var på det tidspunkt ikke anerkendte, og der var heller ikke kiropraktoruddannelse i Danmark. Mange betragtede dem som en slags kvaksalvere – lidt som psykologer, men ikke helt så uhåndterlige som psykologer. De ønskede sig både autorisation og sygesikringsordning. For en del politikere var det enten dem eller psykologerne. Begge dele på samme tid ville være dyrt og uoverskueligt. Så i 1987 fik kiropraktorerne både sygesikring og autorisation.

De privatpraktiserende
Psykologerne fik ikke sygesikringsordning i 1986 eller 1987. Det blev af en række privatpraktiserende psykologer udlagt, som at vi ikke ville/kunne varetage de privatpraktiserendes tarv. De dannede derfor i maj 1988 deres egen forening, FPPP, (Foreningen af PrivatPraktiserende Psykologer), der søgte selvstændigt at forhandle med Sygesikringen (der afviste dem). Foreningen valgte at ekskludere medlemmerne af FPPP’s bestyrelsen, men ikke dens medlemmer. I forbindelse med genetableringen af Privatpraktiserendes Sektion udgav foreningen en pjece med oversigt over privatpraktiserende medlemmer, der blev meget anvendt og efterspurgt.

Autorisation
Det stod hurtigt klart, at det kunne trække ud med en sygesikringsordning. Det var i sig selv ikke godt, men sygesikringsspørgsmålet var kædet sammen en autorisationsordning, og det vedrørte langt flere psykologer, selv om der ikke var enighed om, præcist hvad det kunne indebære: Et kvalitetsstempel – en autorisation kan fratages. Obligatorisk efteruddannelse. Lovfæstet tavshedspligt også for psykologer.

Politikerne var tilbageholdende med at ville lave lov om psykologautorisation – og en af begrundelserne var, at det var unødvendigt, da man jo ikke havde en sygesikringsordning. Nogle af de samme politikere havde tidligere argumenteret med, at det var vanskeligt at lave sygesikringsordning, da der ikke en autorisationsordning.

I 1988 besluttede vi at lave Dansk Psykolog Forenings egen autorisation. Der blev opstillet kriterier og ansøgnings- og bedømmelsesprocedurer som dem, vi forestillede os ville svare til de krav, der ville blive anvendt, når autorisationen blev offentlig – praksiserfaring, 2 år, supervision og særlige krav til supervisorerne. Det viste sig siden at holde stik. I løbet af et års tid havde 900 fået Dansk Psykolog Forenings autorisation, og tallet kom op på 1200 (foreningen havde da godt 3.000 medlemmer).

Bedømmelsen blev taget meget seriøst, og det var en voldsom administrativ belastning, også fordi afslag skulle begrundes, og de, der fik afslag, skulle vejledes. Men det var indsatsen værd. Autorisationen blev taget alvorligt, og både psykologer og arbejdsgivere fik opmærksomheden rettet mod det nødvendige og rimelige i psykologers supervision og efteruddannelse. Det gav gennemslag i ansættelsesvilkår og tillæg. Det overbeviste dog ikke landspolitikerne så meget, at de straks gav sig til at lovgive, men de havde en model at gå efter, da den offentlige autorisation senere skulle realiseres.

Efteruddannelse
Kliniske psykologer på skolepsykologiske kontorer havde i 1986 en toårig efteruddannelse, men ingen andre grupper havde krav på efteruddannelse. Antallet at nye stillinger voksede. Særligt i social- og sundhedsforvaltningerne, men også en del andre steder var behovet stort. Der kom mange nye stillinger, mange af stillingerne var enestillinger, og mange blev naturligt nok besat af unge psykologer. Så behovet for efteruddannelse og ikke mindst systematisk supervision var stort.

I de år blev der i foreningsregi udarbejdet modeller for systematisk efteruddannelse inden for de forskellige sektorer.

Stadig flere psykologer fik supervision og efteruddannelse indarbejdet i deres ansættelsesvilkår, også hjulpet af vores egen autorisationsordning. Både vi og arbejdsgiverne så det som en vej til, at psykologer kunne få et fast løntillæg, som de kliniske psykologer og fx seminarielektorer fik. Netop i disse år ændredes lønsystemet, så tillægsforhandlinger blev mere decentrale (se nedenfor), så derfor var Kommunerne Landsforening og Amtsrådsforeningen meget lidt tilbøjelige til at give flere centralt bestemte faste tillæg – og heller ikke aftale obligatorisk efteruddannelse. Men de gav udtryk for, at de var sympatisk stemt over for, at man lokalt aftalte efteruddannelse.

Lederstillinger og ledelse

Ledelse på skolepsykologiske kontorer
De skolepsykologiske kontorer var placeret i kommunernes skoleforvaltninger og havde to slags psykologer ansat: skolepsykologer og kliniske psykologer. Der var to markante konflikter: Skolepsykologerne, der var læreruddannede og ofte cand.pæd.psych., ville gerne have klinisk efteruddannelse (uden at have klinisk stilling), og de kliniske psykologer ville gerne have del i lederstillingerne. Reglen var, at lederen af kontoret skulle have en læreruddannelse, hvilket gjorde, at lederstillingerne de facto var forbeholdt skolepsykologerne.

Dette søgte vi at få ændret, og det gav ikke så få gnidninger med Skolepsykologernes Landsforening (SL), der var organiseret under Lærernes Centralorganisation, og som vi havde regelmæssige møder med. Det var pinagtigt, også fordi en del af skolepsykologerne var organiseret både i DP og SL. En henvendelse til Undervisningsministeren gav i første omgang det svar, at ministeren fastholdt kravet til lederstillingerne med en håndskreven tilføjelse, at han, Bertel Haarder, var enig med os i, at det var urimeligt.

Gennembruddet kom, fordi der i kommunerne var en tilsvarende monopolsituation for ledelse af skoleforvaltningerne. Da det blev brudt, var vejen banet for de skolepsykologiske kontorer. Det krævede dog i mange år ikke så lidt mod at søge en lederstilling på et skolepsykologisk kontor, hvis man ikke havde en læreruddannelse. Nogle havde det mod.

Ledelse
Der havde i mange år været ledende psykologer eller ledende psykologer fx på psykiatriske afdelinger. De var psykologfagligt ansvarlige, men havde ofte ikke personaleansvar for andre psykologer eller andre personalegrupper. Det havde en række psykologer med held presset på for at ændre. (Jeg husker det mest som de jyske og fynske, men det kan være forkert). Foreningen arrangerede både i Århus og København en række kurser, der fokuserede på ledelsesspørgsmål, og som havde til formål både at støtte de konkrete psykologer og gøre ledelsesrollen og ønsket om ledelse mere legitimt.

Løn- og forhandlingsforhold og pres på sekretariatet, pres på aktiviteterne
Forhandlingsforholdene i stat, amter og kommuner ændrede sig væsentligt i perioden, og man fik for første gang mulighed for decentrale lønforhandlinger med den enkelte arbejdsgiver. Det blev en succes for psykologerne, og vi fik ret mange tillæg. Men det skabte også et øget arbejdspres på sekretariatet, der skulle til at rejse rundt, og ret mange medlemmer var fortsat modstandere af ”fedterøvstillæggene”.

Også andre ting pressede sekretariatet – kursusvirksomheden, der var øget, foreningens egen autorisation, som fik massiv opbakning, andre initiativer, der var igangsat, og foreningens decentrale strukturer, hvor især sektionerne blomstrede, og der var heller ikke økonomi til at igangsætte alle de aktiviteter, der blev foreslået. Så hen mod periodens slutning kunne man forudse, at der inden for en overskuelig fremtid ville blive behov for en justering – enten i aktivitetsniveauet eller i økonomien.

Efterskrift
Det var udfordrende at være formand for Dansk Psykolog Forening. Og et af det sjoveste job, jeg har haft.

Jeg ville gerne være med til få psykologer til at være mere solidt plantede i samfundet – accepterede, dygtige, med tro på sig selv og tillid fra andre. I de fem år kom vi et stykke ad vejen. Jeg tror, Psykologforeningen var mere afklaret om vejen og kursen, da jeg gik, end da jeg kom. Psykologer blev mere accepterede, ”stuerene” og etablerede. Afpolitiserede måske. Kampene på venstrefløjen stilnede af. Der blev mere plads til det psykologfaglige, der havde været der hele tiden. Meget lå i tiden, så det ville nok være også sket uden mig. Men det var godt at være med til at skubbe på.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge