Poul Vidriksen formand 1969-72

 I

Uddrag fra “Formændene beretter 1947-1982″ udgivet i 1982 i anledning af Dansk Psykolog Forenings 35 års fødselsdag.

Af Poul Vidriksen, formand for DP 1969-1972.

Karen og Fin har allerede refereret vore betænkeligheder ved at skulle være historieskrivere. Kun en enkelt tilføjelse for denne periode.

I løbet af disse tre år fordobledes medlemstallet, og de kandidat­årgange, der havde deltaget aktivt i studenteroprøret, rykkede ind i foreningen. Dette gav et helt nyt sæt af problemer for foreningen. En beskrivelse af det historiske forløb ville især i denne periode kræve medvirken af en langt større gruppe af foreningens medlemmer. Ved gennemlæsning af DPN for denne periode imponeres man over det væld af gode og skøre ideer. Alene at se på de forsidebilleder, bladet havde, giver indtryk af liv.

Jeg skal derfor ligesom forrige formænd ganske afstå fra en præcis og detaljeret gennemgang af begivenhederne. Det bliver helt mit personlige subjektive indtryk af en periode af foreningens liv. Af hensyn til fremtidige historieinteresserede medlemmer vil indledningen bestå i en præsentation af nogle af de mest markante aktivitetscentre i foreningen.

Fin Agersted havde i sin 7-årige formandsperiode fået opbygget et effektivt sekretariat, og Lise Møller havde deltaget som bestyrelses­medlem i lønforhandlingsarbejdet, og igennem hele perioden havde Lise og sekretariatschefen Bodil Bennike slæbet med de mange for­handlinger. Jeg husker kun at have deltaget i et par af forhand­lingerne. De gjorde til gengæld indtryk, specielt med hensyn til de opfattelser, vore modparter havde af psykologer. Ved en forhand­ling i Lønningsministeriet, hvor jeg mødte op sammen med Bodil og Lise, startede arbejdsgiverforhandleren med at spørge, om ikke det var unødvendigt at drøfte højere lønninger for vore medlemmer, da de fleste jo var hjemmegående husmødre med et bijob, og så kiggede han intenst på mine to medforhandlere. Selvfølgelig måtte han afvises lige så groft med et spørgsmål, om man ikke i Lønningsministeriet fulgte med udviklingen.

En anden episode indtraf, da vi skulle forhandle om den organisatoriske opbygning på Gentofte Amtssygehus. Forhandlingerne foregik i Sygehusforeningens lokaler i Vedbæk, og forhandlingslederen var en mand fra provinsen. Han og jeg blev sat over for hinanden, og forhandlingerne gik i gang. Jeg forklarede ivrigt og intenst vort forslag og så afventende på ham. Han svarede, men pludselig rejste han sig og gik ud af lokalet. Sygehusforeningens sekretariatschef løb efter ham og kom ind et øjeblik efter og fortalte, at han skulle fortsætte forhandlingerne, fordi forhandlingslederen ikke kunne forhandle med psykologer – han følte, at de så igennem ham. Vi fik i øvrigt efter min mening et godt resultat ud af den forhandling.

Sygehusforeningens sekretariatschef løb efter ham og kom ind et øjeblik efter og fortalte, at han skulle fortsætte forhandlingerne, fordi forhandlingslederen ikke kunne forhandle med psykologer – han følte, at de så igennem ham.

En anden og meget aktiv gruppe var de nye kandidater fra årgang 1969. De havde oplevet, at et oprør og en effektiv organisering kunne give resultater. De havde først og fremmest en stærk antiautoritær holdning og satte spørgsmålstegn ved enhver form for autoritet. De var tilhængere af et direkte demokrati, og de havde oplevet, at det kunne fungere. Fagforeningen repræsenterede for dem, gennem den kontakt de fik med vort fast og sikkert styrede sekretariat, en ny form for autoritet (husk at hele bestyrelsen, også formanden, var uløn­net og havde heltidsarbejde ved siden af foreningsarbejdet). Det ville føre for langt at remse alle de aktive fra denne gruppe op, og jeg kunne risikere at glemme nogen. De betragtede sig som en gruppe, og når jeg her nævner Else Ryding, er det fordi, hun var den, der i bestyrelsen »repræsenterede« (det kunne man ikke ifølge ideologien) og faktisk gjorde en stor indsats for at sikre en udvikling henimod en større medlemsdeltagelse i beslutningsprocesserne.

En tredie meget aktiv gruppe var gruppen omkring redaktionen af Dansk Psykolognyt. De ansvarlige, Ulrikka Trolle og senere Peter Lauridsen og Hans Hessellund, havde samlet en redaktionsgruppe be­stående af kandidater og studenter. Det var især “stud. psych.”, de stu­derendes del af bladet, der satte fart i debatterne ved en række provokerende artikler. Mange af artiklerne kunne de ældre kandidater slet ikke læse, de var skrevet i et nyt indforstået ungdomssprog. En del af artiklerne vakte forargelse, og en del af de ældre medlemmer meldte sig ud. For nogen havde man indtryk af, at det måske blot var et påskud, fordi de ikke mente at få noget ud af foreningen som fagforening. Dengang havde AS (nu AC) ikke forhandlingsretten for mange chefstillinger. Jeg husker i hvert fald lidt bittert, at vi havde forhandlet en chefstilling igennem for derved at kunne få ansat nogle medarbejdere, men dagen efter meldte »chefen« sig ud, for nu havde han jo ikke mere brug for foreningen.

En fjerde aktiv var Per Schultz Jørgensen, der blev redaktør af Nor­disk Psykologi. Vi havde et godt samarbejde. Vi kæmpede i fællesskab for at bevare bladet trods svenskernes forsøg på at standse det. Det lykkedes Per at øge oplaget betydeligt, bl. a. ved at indføre en række temanumre, som netop ramte lige ind i den aktuelle debat om psykologuddannelserne og psykologrollen og mange andre spændende emner, som rakte ud over psykologernes egen kreds. Der er ingen tvivl om, at den respekt, der opstod om Nordisk Psykologi, var med til, at svenskerne ændrede signaler. Hvis man gennemser vore blade fra perioden, vil man finde adskillige andre medlemmer, der deltog aktivt i debatten. Der var bestemt ikke tale om, at det var en lille gruppe, der skrev i bladene. Mange følte trang til at ytre sig om studenternes provokationer, men i høj grad også om de faglige proble­mer. Psykologien fik flere nye ansigter. Kliniske psykologer, skolepsykologer, universitetsansatte, ja, selv professorerne deltog aktivt. Der nedsattes 9 aktive medlemsgrupper, der arbejdede mellem generalforsamlingerne. Gruppen af samfundskritiske psykologer etablere­des, og de første ansatser til en marxistisk psykologi diskuteredes.

Det var især “stud. psych.”, de stu­derendes del af bladet, der satte fart i debatterne ved en række provokerende artikler. Mange af artiklerne kunne de ældre kandidater slet ikke læse, de var skrevet i et nyt indforstået ungdomssprog. En del af artiklerne vakte forargelse, og en del af de ældre medlemmer meldte sig ud.

Hvad var egentlig baggrunden for denne udvikling. Min tolkning af det går på følgende:
I 60erne sætter den øgede produktion og den fulde beskæftigelse, som tidligere i historien, en debat i gang om demokratisering. Nu hvor de daglige fornødenheder er sikret, er der tid til at beskæftige sig med at forbedre arbejdsforholdene, herunder at få medbestemmelse. Det er en debat, der findes i hele Vesteuropa. I Frankrig tilkæmper be­driftsrådene sig større indflydelse, i Norge vedtages i 1965 en lov om personalets medbestemmelsesret i statsvirksomheder, i Danmark medvirker arbejdspsykologer ved kurser om demokrati på arbejds­pladsen, og i 1966 har jeg et kursus for københavnske fagforenings­ledere om demokrati i fagbevægelsen. Samme år er der store strejker i Frankrig for medbestemmelsesretten, uden at der vel er noget år­sagsforhold mellem de to sidstnævnte begivenheder. Kort sagt spørgs­målet om demokratisering er sat på dagsordenen. I 1968 kommer dette så også ind på universitetets psykologiske laboratorium, hvor et stærkt stigende antal studerende i for små lokaler, med for få lærere gør oprør af i øvrigt mange andre grunde, som jeg ikke er kompetent til at udtale mig om.

De studerende, der ikke var medlemmer af psykologforeningen, var lige så skeptiske over for denne som over for professorerne. Jeg hu­sker, at jeg der havde været beskikket deltidslærer fra 1955 i faget arbejdspsykologi søgte ind som afdelingsleder. I denne forbindelse skulle jeg tale med de psykologistuderendes fagråd, og de ytrede stor skepsis, fordi jeg på det tidspunkt var medlem af psykologforenin­gens bestyrelse, hvilket efter deres mening ikke tydede på den rette antiautoritære holdning.

Men som sagt var der stemning for demokratisering. I min præsenta­tionsartikel i DPN lagde jeg vægt på, at det var nødvendigt at øge kommunikationen mellem de forskellige grupper i foreningen, og som jeg forsigtigt skrev: »Vi har også muligheden for flere indbyr­des diskussioner og måske også flere konflikter«. Vi fik konflikter. Som formand forsøgte jeg at mægle ud fra det overordnede synspunkt, at disse konflikter måtte kunne bruges til en kvalitativ styrkelse af foreningen og at fagforeningen skulle bevares.

Hvad gjorde vi så for at øge kommunikationen ? Vi fik åbne bestyrel­sesmøder, og vi fik referat af bestyrelsesmøderne sat i bladet. Vi fik ændret vedtægterne, så der kunne oprettes og gives penge til lokal­kredse, vi stillede forslag om en forsøgsvis tillidsmandsordning på de største arbejdspladser. Foreningens øverste myndighed generalforsam­lingen fik ændret form. Som ung kandidat havde jeg altid været irri­teret over, at psykologer skulle ledes af en jurist som dirigent, og vi fik indført, at dirigenten skulle vælges blandt vore egne kolleger. Vi eksperimenterede også med generalforsamlingens form, idet der ned­sattes grupper, som diskuterede nogle af emnerne og kom med deres forslag sat op på store stykker maskinpapirer i salen. Denne åbning havde, så vidt jeg kan bedømme, den fordel, at flere af medlemmerne kom til at ytre sig, at der i grupperne skete en vis sortering af ideerne, men til gengæld havde det den ulempe, at generalforsamlingerne nu ikke mere kunne afvikles i løbet af 6 timer.

Vi forsøgte også at åbne foreningen over for andre end cand. psych.er. Vi mente, at vi nu var så stærke, at vi kunne tilbyde folk, der arbejdede i psykologstillinger uden at være cand. psych.er medlemskab af foreningen. Det drejede sig i første omgang om cand. pæd. psych.­ erne, men også enkelte personer med udenlandske uddannelser. De studerende fik nu adgang til foreningen, selv om det i første omgang kun blev med 1/10 stemme og uden ret til at stemme i vedtægtsmæssige forhold. Man var blevet lidt skræmte af, at studerende havde overtaget sygekassen »Strand«, og at Sociologisk Selskab var blevet til »Tigersocietetet«.

Der var dog grænser for nyorganisationen. I et forsøg på at delegere ansvaret mere ud i foreningen foreslog jeg en kollektiv ledelse, men det faldt på generalforsamlingen.

De studerende fik nu adgang til foreningen, selv om det i første omgang kun blev med 1/10 stemme og uden ret til at stemme i vedtægtsmæssige forhold. Man var blevet lidt skræmte af, at studerende havde overtaget sygekassen »Strand«, og at Sociologisk Selskab var blevet til »Tigersocietetet«.

Mange medlemmer klagede over, at de ikke kunne tale med sekreta­riatet om deres problemer, de følte sig bureaukratisk behandlet, og vi indførte derfor træffetid for formanden en gang om ugen, og der blev foreslået ansat en psykolog i sekretariatet på deltid.

En konflikt mellem bestyrelsen og redaktionen af DPN om, hvilken politik der skulle føres over for et samarbejde med Skolepsykologfor­eningen, medførte, at der blev indført generalforsamlingsvalgt redak­tør. Det var nok en konflikt, som skjulte en række modsætninger i foreningen, og der skal vist anvendes megen kildekritik for at frem­stille alle de forskellige motiver. Måske var det uklarheden, der red­dede foreningen fra at gå i stykker. Medlemmerne følte sig i hvert fald noget desorienteret af et 24 sider stort oplæg, der sendtes til alle medlemmer og som indeholdt en masse intern korrespondance mellem parterne. Redaktionen mente, at de kæmpede mod censur, og besty­relsen at de kæmpede for at kunne gennemføre generalforsamlingens beslutninger, som nu for første gang blev udformet som et handlings­program, bestyrelsen skulle rette sig efter.

En af de centrale debatter på den tid var diskussionen om psykolo­gens rolle i samfundet, den blev også rejst på de nordiske kongres­ser i henholdsvis Arhus og Trondheim. Det var i Danmark Jesper Jensen, der lagde ud med en artikel om skraldemænd, lappeskrædder og luderroller, og i Norge var det Løchen, der tog fat på hospitalet og dets personale. Denne diskussion medførte, at autorisationsspørgs­målet blev sat i bero. Det skabte vanskeligheder i det arbejde, der var startet med et samarbejde mellem psykiater og psykolog, hvor foreningens repræsentant Lise Østergård gjorde et stort stykke arbejde for at få de kliniske psykologer placeret fagligt stærkere.

Denne kritik af vor egen rolle, som på mange måder var en positiv afklaring, skabte også nogle spændinger i forhold til lønpolitikken. Mange af de yngre kandidater anså rollediskussionen for den vigtig­ste. Et forslag på en af generalforsamlingerne om, at man blot skulle acceptere den løn, arbejdsgiveren foreslog til en chef for en rådgiv­ningsklinik (den lå under vort sædvanlige niveau) faldt med 43 stemmer for og 57 imod forslaget. Da den første akademikerstrejke brød ud, blev der ført en kraftig kampagne mod de højtlønnede aka­demikere, og her blev AS angrebet kraftigt fra højre, men også støt­tet af det nye venstre. De høje lønninger, der nævntes i pressen, var naturligvis de liberale akademikeres fortjeneste og ikke de yngre kan­didaters lønninger, som heller ikke dengang adskilte sig meget fra arbejderlønninger.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at bestyrelsens beretninger, alle­rede inden oliekrisen, omtaler de kraftige sociale nedskæringer og om­taler angrebene på lønningerne. Det var med andre ord en politik, der var i gang, før oliekrisen satte ind (dette bekræftes i øvrigt også af en OECD rapport »Manpower in Denmark« 1974).

Trods de småborgerliges angreb på fagforeningspolitikken skete der netop i disse år en stærkere samling af lønmodtagergrupperne.

Psykologforeningen støttede oprettelsen af Akademikernes centralor­ganisation, som var en sammenslutning af Akademikernes Samarbejds­udvalg og Statsembedsmændenes Samråd. Alene de sproglige udtryk an­giver, at der sker en overgang til mere bevidste lønmodtagerorganisa­tioner. Vi støttede også, at der indledtes forhandlinger med LO om et samarbejde i lønkampen.

Et af de angreb, der sattes ind mod vor gruppe, var en stor presse­diskussion om overproduktion af psykologer på grundlag af planlæg­ningsrådets prognoser. Vi svarede igen med at vise, at adskillige tid­ligere prognoser som f. eks. den om de store årgange, der skulle komme ud i erhvervslivet, var slået totalt fejl (de unge blev i uddan­nelsessystemet).

Psykologien fik flere nye ansigter. Kliniske psykologer, skolepsykologer, universitetsansatte, ja, selv professorerne deltog aktivt. Der nedsattes 9 aktive medlemsgrupper, der arbejdede mellem generalforsamlingerne. Gruppen af samfundskritiske psykologer etablere­des, og de første ansatser til en marxistisk psykologi diskuteredes.

Vi nævnte, at fortsætter man med at udfærdige forkerte prognoser, så kommer flere og flere mennesker i vanskeligheder og dermed stiger behovet for psykologer. Nu bagefter kan man tydeligt se, at den ud­formede prognose var klar politisk og selvfølgelig også helt forkert, idet den sociale krise styrkede behovet for ansættelse af medarbejdere i den sociale sektor (Prognosen er fra 1969-1974).

Foreningen var alligevel blevet opmærksom på beskæftigelsessituatio­nen. Medlemmerne fordelte sig dengang med 345 på Sjælland, 36 i Midt- og Østjylland, 13 i Sydjylland, 9 på Fyn, 6 i Nordjylland og 3 i Sønderjylland. Jeg holdt et møde med psykologerne på Fyn og fandt ud af, at der faktisk var mulighed for 12 stillinger på Fyn, og det lyk­kedes også at få en gruppe yngre psykologer til at tage stillinger der. Vi startede en kampagne for at søge nye stillingsmuligheder, men det blev der ikke meget ud af på det tidspunkt.

I samme periode kom tjenestemandsreformen, som dog ikke, trods vore ihærdige anstrengelser, gav psykologerne særlig gode placeringer.

Den megen debat om roller og samfundsforhold gav sig også udslag i, at foreningen øgede sin interesse i at blande sig i samfundsspørgs­målene. En gruppe af vore aktive medlemmer arrangerede et årsmøde på Hindsgaul, der blev et ganske utraditionelt forsøg på at etablere en aktiv psykologindsats i Middelfart.

Begivenheden fik en fin presse­dækning. Man fik peget på en række væsentlige menneskelige pro­blemer i et lille bysamfund, men sagen blev, ifølge et indlæg nogen tid efter i DPN fra en lokal beboer, ikke fulgt op. Men måske kunne det gøres igen i dag? DPN blev også mere politisk i disse år. 1. maj fik Jesper Jensen et vers på forsiden. Bladet deltog aktivt i kampag­nen mod EF.

Psykologien fik flere nye ansigter. Kliniske psykologer, skolepsykologer, universitetsansatte, ja, selv professorerne deltog aktivt. Der nedsattes 9 aktive medlemsgrupper, der arbejdede mellem generalforsamlingerne. Gruppen af samfundskritiske psykologer etablere­des, og de første ansatser til en marxistisk psykologi diskuteredes.

Endelig igen nogle mere personlige betragtninger. Jeg syntes, det var en spændende opgave at skulle skrive om denne spændende tid, men jeg ville ønske, nogle flere medlemmer kunne bidrage til en vurdering af denne periode, så det meget farverige og provokerende kunne blive til inspiration for en kommende demokratiseringsbølge.

Det var en hård periode at være formand i, og da jeg i ungdommeligt overmod også samtidig blev valgt til institutbestyrer på Psykologisk Laboratorium efter Tranekjær Rasmussen, blev det for meget arbejde for mig, dels fordi jeg ikke var fysisk stærk nok, men måske også fordi de venstreorienterede ikke mere ville være med, hverken i labo­ratoriets eller foreningens bestyrelse. En enkelt kommunist er ikke nok til at skabe forandringer. Det vil også gælde enhver anden poli­tisk fraktion, og jeg vil håbe for foreningen, at den fremover vil glæde sig over den mangfoldighed af spændende medlemmer, den har, men at den samtidig vil fastholde en enhed i den fagforenings­mæssige kamp for gode arbejdsvilkår og for gode levevilkår for vore klienter.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge