Poul W. Perch formand 1952-57

 I

Uddrag fra “Formændene beretter 1947-1982″ udgivet i 1982 i anledning af Dansk Psykolog Forenings 35 års fødselsdag.

Af Poul W. Perch formand for DP 1952-1957

Man har ligesom vænnet sig til at se de første 15 år af foreningens levetid i femårsperioder, blandt andet fordi de tre første formænd hver beklædte formandsposten i fem år.

Det er dog ikke sådan, at årene 1952-57 med afsæt fra den første periode fremtræder som en selvstændig periode med sine egne nye karakteristika.

Den periode, der her skal berettes om, bygger naturligvis på de første fem år og på den grundlæggende indsats, der blev gjort under foreningens første formand.

Foreningens arbejdsform, de fremtrædende holdninger og intentioner var stort set de samme, og de fundamentale problemer, som en ny og lille (157 medlemmer i 1952) forening var stillet overfor, fandt ikke deres løsning i løbet af fem eller ti år.

Der var altså tale om en naturlig videreførelse.

Det var en videreførelse med hensyn til arbejdsformen, der for formands og bestyrelses vedkommende var en absolut con amore-ydelse. Det var bestyrelsesmøderne i vore private hjem, begyndende om efter­middagen, afbrudt af spisning og i bedste fald varende til midnat, der var arnestedet for nye ideer og aktiviteter. Det var formandens private skrivebord, der var udgangspunkt for henvendelser til medlemmerne og til myndigheder og arbejdsgivere.

Nyt var det dog, at bestyrelsen i 1952 udvidedes til syv medlemmer, og at kontingentet sattes op til 50 kr. om året.

Det var en videreførelse af forhandlinger om ansættelser og løn, hvor det ikke blot drejede sig om at opnå rimelige lønplaceringer, men hvor det også var et spørgsmål om at finde arbejdsmuligheder og være med til at udvikle og funktionsbeskrive stillinger, der ikke hidtil havde eksisteret.

Det var også en videreførelse af kampen for at vinde anerkendelse af psykologfaget, for at få det placeret på linje med andre akademiske fag – for dets prestige, om man vil.

Ofte var der tale om et langt perspektiv. Videreførelsen strakte sig ud over den her skildrede periode.

Lønpolitisk nåedes der først afgørende resultater i 1961 og 1962. Der vil vel også være dem, der mener, at hele problematikken om psykologfaget og dets placering i en samfundsmæssig sammenhæng først for alvor blev taget op i årene efter 1968.

Fagets placering og anerkendelse
Der er ovenfor talt om kampen for fagets prestige. Det var en væsentlig side af foreningens virksomhed i disse år. Nogle eksempler skal nævnes.

Der blev sat ind på at skabe og udvikle en faglig presse, der omfattede ikke alene foreningsstof og artikler om den anvendte psykologis arbejdsområder, men også videnskabelige publikationer både på dansk og engelsk. Især hvad det sidste angår, tænkte vi også på fagets image udadtil og i forholdet til andre akademiske fag. Vi fik vel næsten skabt publikationsmuligheder, der oversteg danske psykologers publi­kationbehov på dette tidspunkt.

Da den svenske rigsdagskommission vedrørende psykologistudiet i 1954 kom til København for at lære af danske erfaringer, masede vi os ind og sørgede for, at kommissionen ikke kunne modtages officielt på Københavns universitet, uden at psykologforeningen var med.

Ved det fjerde nordiske psykologmøde i København i 1956, hvori deltog 474 nordiske psykologer fra fem lande, sattes i denne henseende alle sejl til:

Ærespræsidium med to universitetsrektorer og en nobelpristager. Åbningsmøde i universitetets festsal med prolog af Piet Hein, ministertale og »Hellige flamme« sunget af studentersangerne. Udgivelse af efterladte papirer af Edgar Rubin. Aftenmøde med foredrag af Niels Bohr og reception i æresboligen på Carlsberg. Det gav i det mindste bonus i form af en overvældende presseomtale af mødet og dets forhandlinger.

Man kan måske nu 26 år senere smile lidt af iveren efter så megen akademisk pomp and circumstance og undre sig over, at der blev brugt så mange kræfter på at leve op til det traditionelle akademiske system.

Hvis man smiler, bør imidlertid baggrunden for disse bestræbelser retfærdigvis tages med i betragtning.

Uddannelsen på universitetet byggede stadig på anordningen af 18. juli 1944 om den psykologisk-pædagogiske eksamen. Den samtidige bekendtgørelses § 9, der angav, at bestemmelserne skulle tages op til revision seks år efter, at undervisningen var begyndt, havde endnu ikke ført til nogen ændring, og foreningen havde flere gange presset på for at få studieordningen taget op til revision.

Man kan måske nu 26 år senere smile lidt af iveren efter så megen akademisk pomp and circumstance og undre sig over, at der blev brugt så mange kræfter på at leve op til det traditionelle akademiske system. Hvis man smiler, bør imidlertid baggrunden for disse bestræbelser retfærdigvis tages med i betragtning.

For anerkendelsen af, at psykologer var nødvendige for samfundet, var der fordele knyttet til, at studiet var målrettet mod virksomhed inden for en så stor samfundsinstitution som folkeskolen. Ved en opgørelse i 1954, altså ti år efter studiets påbegyndelse og syv år efter, at de første kandidater blev færdige, var da også af 186 beskæftigede de 106 ansat som skolepsykologer eller på anden måde inden for skolevæsenet.

Det havde dog vist sig, at ordningen også havde sine ulemper. Hvad med de andre 80 i den nævnte redegørelse? De var ansat på hospitaler og klinikker, under socialforsorgen, ved fængselsvæsenet, ved arbejdspsykologisk virksomhed eller under militæret.

Når der forhandledes lønplacering, eller når kvalifikationer drøftedes, blev vi gang på gang mødt med udtalelser som de følgende, der var bekvemme for modparten: Jamen, det er jo kun et treårigt universitetskursus for folk, der har en anden uddannelse i forvejen. Hvad med de andre ? Ligger uddannelsen på akademisk niveau ? Er de kvalificerede til at gå ind i et personligt fagligt ansvar ?

Der var altså al mulig grund til at slås for den akademiske status. Det fik vi til fulde at mærke i forbindelse med lønningskommissionens arbejde i 1958.

Naturligvis kunne der ikke alene nås noget gennem opbygningen af et ydre image. Indholdet i dette måtte især tilvejebringes gennem en forbedret uddannelse

Foreningen medvirkede ved udarbejdelsen af den Betænkning vedrørende revision af det psykologisk-pædagogiske studium ved Kø­benhavns universitet, som universitetslærerne udsendte i 1955, og hvori der foreslås en »udvidelse af studiets rammer, så at det ikke alene tager sigte på uddannelsen af skolepsykologer, men også på at uddanne psykologer til stillinger, hvor psykologi anvendes på anden måde« og en »forlængelse af undervisningstiden fra 3 til 4 ½ år +
½ års praktik«.

Selv om den foreslåede undervisningstid ikke adskilte sig væsentligt fra det, der var ved at blive den faktiske studietid, mødte forslaget modstand, og vi så de første tegn på, at vandene var ved at skilles mellem skolepsykologer og andre psykologer.

Det betød ikke så meget inden for foreningen, hvor der endnu i disse år var god opbakning fra de universitetsuddannede skolepsykologer. I femårsperiodens meget stabile bestyrelse, hvor højst et medlem udskiftedes årligt, var skolepsykologer meget aktive. Der sad foruden formanden P. V. Bentsen, Florander, Thomas Sigsgaard og Torpe. (Det skal næppe i denne sammenhæng tages som symptomatisk, at ingen af de nævnte afsluttede deres faglige karriere som skolepsykologer).

Derimod var Danmarks Lærerforening imod en udvidelse af studietiden, og tanken om en anden skolepsykologuddannelse på Danmarks Lærerhøjskole kom frem. Man var nok fra folkeskolelærerside noget ambivalent. På den ene side havde man ønsket studiet og var meget tilfreds med, at det gav adgang til et universitetsstudium for folk, der havde lærereksamen uden at være studenter. På den anden side ønskede man ikke en »akademikergruppe« inden for folkeskolens rammer og ville gerne betragte studiet som en efteruddannelse i lig­hed med andre efteruddannelseskursus for lærere.

Den af de andre grupper, der stod uddannelsesmæssigt stærkest i 50’erne, var de kliniske børnepsykologer. Universitetets børnepsykologiske klinik, der var oprettet i 1950 ved en donation fra Rockefeller Foundation, blev overtaget af staten i 1953 og videreført på linje med andre universitetsinstitutioner. Her kunne gives en post-graduat klinisk uddannelse til 8-10 kandidater årligt. Også kandidater fra de andre nordiske lande kom i betragtning, og i enkelte tilfælde kunne kandidatperioden udvides til to år.

Ikke mindst takket være klinikchefen Bodil Farups indsats og renomme kom Universitetets børnepsykologiske klinik til at betyde, at klinisk arbejde med børn vandt anerkendelse som et psykologfag.

Når det drejede sig om arbejdet med voksne, syntes man nok at have brug for psykologer til testningsopgaver, men man var – i det mindste fra mange lægers side – ret så tilbageholdende over for at tillægge dem en selvstændig ekspertise i den samlede diagnostiske og terapeu­tiske proces.

Der kunne derfor heller ikke i disse år for voksenområdet henvises til en institueret klinisk kandidatuddannelse, der svarede til den, der blev givet på UBK.

Når det drejede sig om arbejdet med voksne, syntes man nok at have brug for psykologer til testningsopgaver, men man var – i det mindste fra mange lægers side – ret så tilbageholdende over for at tillægge dem en selvstændig ekspertise i den samlede diagnostiske og terapeu­tiske proces.

Kursusvirksomhed
Der var altså uddannelsesmæssige behov, der hverken blev tilgodeset under studiet eller ved en offentligt institueret post-graduat videreuddannelse. Foreningen blev den, der måtte træde til.

Rorschachkursus. Kursus i anvendelse af Rorschachtesten, der var blevet oprettet kort efter, at foreningen blev til, gennemførtes regelmæssigt indtil udgangen af 1955. Det strakte sig over 80 timer med to timer ugentlig og omfattede en indførelse i testen gennem fore­læsninger og praktiske øvelser med karakteristiske protokoller.

Det afsluttedes med en seks timers prøve, hvor deltagerne skulle bearbejde to protokoller og dokumentere sikkerhed i anvendelse af for­melsystemet og i udarbejdelse af psykogrammer.

Det er et tegn på den alvor, hvormed foreningen omfattede sin kursusvirksomhed, at den havde ladet fremstille et trykt eksamensbevis til dem, der bestod Rorschachprøven, og at Nordisk Psykologi kunne meddele f. eks. i 1952, at »eksamen i Rorschachtestning afholdtes i februar måned af Dansk Psykologforening. Der havde indstillet sig 27, hvoraf 24 bestod«.

Klinisk kursus. Når Rorschachkursus ophørte, var det ingenlunde på grund af utilfredshed med dette kursus, men fordi det indgik i et mere omfattende nyoprettet kursus i klinisk psykologi.

Med denne sag havde der været arbejdet længe. Oprindeligt drejede det sig om psykologers uddannelse til og anerkendelse som psykoanalytikere. Det var et vanskeligt spørgsmål, der indebar diplomatisk balancegang ikke blot i kompetencespørgsmålet i forhold til læger, men også med hensyn til forskellige psykoanalytiske skoler repræsenteret blandt foreningens egne medlemmer. Et af foreningen nedsat udvalg afsluttede sine overvejelser med at pege på, at der i første omgang var brug for et bredere kursus i klinisk psykologi, der specielt sigtede mod arbejdet med voksne, og udformede forslag herom i en betænkning af 2. februar 1954 om klinisk psykologi og uddannelse deri.

Dette kursus startede i 1955 og løb over tre semestre med tre ugent­lige undervisningstimer. Det afholdtes både i København og i Aarhus, og målet var ifølge generalforsamlingsreferat i Nordisk Psykologi 1956 »at føre deltagerne frem til selvstændigt at forme personlighedsbeskrivelser af voksne på grundlag af interviews og tests«.

Det blev til i samarbejde med professor i psykiatri ved Københavns universitet Villars Lunn, der i en redegørelse i Nordisk Psykologi 1954, side 156 ff, havde tillagt de kliniske psykologer opgaver inden for tre områder: De diagnostiske, de behandlingsmæssige og de forsk­ningsmæssige. Hertil føjede han deltagelse i undervisningen af de medicinske studenter. Dermed syntes kliniske psykologers funktion inden for voksenområdet at være knæsat.

Om psykoanalytikeruddannelsen henstiller betænkningen blot diplomatisk, at den skal omfatte en personlig analyse efterfulgt af kontrolanalyse, uden at der tages stilling til skoler eller kompetencemeddelende organisationer.

Et andet hensyn, som det fandtes taktisk rigtigt at formulere direkte, var, at da visse behandlinger ligger i et mellemområde mellem medicin og psykologi, tilrådes det at søge kontakt med en læge under behandlingen.

Efterårskursus. Fra 1952 afholdtes i nogle år kursus i efterårsferien i emner, der havde et bredere sigte mod alle medlemmer. Typisk for, hvad man i de år havde brug for, omhandlede det første efterårskursus interviewteknik og anvendelsen af Thematic Apperception Test. I disse kursus deltog også enkelte kolleger fra Norge og Sverige.

Generelle emner blev også taget op på årsmøderne, der afholdtes sam­men med de årlige generalforsamlinger eller i de foredragsrækker, som foreningen samarbejdede med Selskabet for Filosofi og Psykologi om.

Der blev altså på et tidligt tidspunkt af foreningens eksistens skabt en ef teruddannelsestradition, der har udviklet sig videre og stadig består.

Specialisering
Det var ikke alene gennem kursusvirksomheden, at det viste sig, at der var ved at opstå faglige grupperinger inden for foreningen sva­ rende til nye særlige arbejdsområder.

I 1956 var der følgende godkendte grupper eller sektioner: Rorschachgruppen, en nyoprettet sektion for kriminalpsykologer samt klinisk sektion, der nu blev delt i to, nemlig en sektion for kliniske børne­psykologer og en sektion for psykologer, der udøvede klinisk psyko­logi over for voksne.

Udviklingen af nye arbejdsområder og praksisformer – derunder privatpraksis – medførte behov for visse regler for den faglige virksomhed.

På generalforsamlingen i 1954 vedtoges regler for psykologers tavshedspligt og om formen for annoncering, og i 1956 afsluttedes udvalgsarbejde med at udforme de første regler vedrørende faglig etik. Spørgsmålet om afgrænsede specialer og specialistanerkendelse var så småt ved at dukke op efter iværksættelsen af klinisk kursus eller kursus i personlighedspsykologi, som det også kaldtes.

I 1956 var der følgende godkendte grupper eller sektioner: Rorschachgruppen, en nyoprettet sektion for kriminalpsykologer samt klinisk sektion, der nu blev delt i to, nemlig en sektion for kliniske børne­psykologer og en sektion for psykologer, der udøvede klinisk psyko­logi over for voksne.

Der var et internt foreningsønske om at fastlægge kvalifikations- og kompetencekrav og om at kunne bremse medlemmer, hvis de påtog sig opgaver, inden de havde en tilstrækkelig baggrund derfor. Der var samtidig et ønske udefra om et foreningsorgan, der på samme måde, som det var tilfældet for læger, kunne afgive vejledende udtalelser om ansøgeres kvalifikationer.

Spørgsmålet om specialer og især om eventuel specialistanerkendelse var genstand for tvivlrådige overvejelser: Var tidspunktet inde? Var det ikke vigtigst først at få oprettet en lærestol i klinisk psykologi ? Var det ikke netop indsigten i almen psykologi, der gav psykologen specielle forudsætninger?

Spørgsmålet blev også taget op på samarbejdsmøder med de andre nordiske psykologforeninger.

Det var først og fremmest de kliniske psykologer, det angik, og sagen endte med, at bestyrelsen på en ekstraordinær generalforsamling i 1954 foreslog oprettelse af to nævn, der skulle godkende medlemmer ikke som specialister, men som egnede til klinisk arbejde med henholdsvis børn og voksne.

En sådan godkendelsesprocedure veg generalforsamlingen dog tilbage for, og det besluttedes, dels at foreningen skulle rette henvendelse til universitetet om oprettelse af en lærestol i klinisk psykologi, og dels at der skulle nedsættes to konsultative nævn. Disse nævn havde ifølge referat fra den ordinære generalforsamling i 1956 to funktioner. »For det første skal medlemmerne uopfordret kunne henvende sig til dem for at søge vejledning angående klinisk praksis og uddannelse dertil. For det andet skal nævnene være rådgivende for bestyrelsen i sådanne tilfælde, hvor denne finder, at der er grund til nøjere at tage stilling til et medlems forhold vedrørende klinisk praksis.«

Samarbejde udadtil
Det var ikke blot i så svært håndterlige spørgsmål som det lige omtalte, at vi søgte råd hos nordiske kolleger.

Det nordiske samarbejde var i disse år en levende realitet. Når det betød mere, end det måske senere kom til, skyldtes det, at vi var så få – 800 medlemmer i de nordiske psykologforeninger tilsammen. Vi kendte i højere grad hinanden og havde meget brug for den gensi­dige støtte.

Den første store fælles opgave var Nordisk Psykologi, der i sine før­ste år faktisk var et fælles nordisk medlemsblad, hvor meddelelser om foreningsaktiviteter, udnævnelser o. lign. også påkaldte interesse i de andre lande. Under H. C. Rasmussens hovedredaktion udvidede tids­skriftet i disse år sin virksomhed. Der kom en monografiserie til. Specielt fra svensk side var man ivrig for at f å muligheder for at publi­cere på hovedsprogene, og det lykkedes at få en af tale med Acta Psychologica, så et vist årligt sidetal på engelsk blev fælles for de to tidsskrifter.

Det nordiske samarbejde var i disse år en levende realitet. Når det betød mere, end det måske senere kom til, skyldtes det, at vi var så få – 800 medlemmer i de nordiske psykologforeninger tilsammen. Vi kendte i højere grad hinanden og havde meget brug for den gensi­dige støtte.

Hvad det øvrige samarbejde angår, var de nordiske psykologmøder et hovedpunkt. Foruden det allerede omtalte møde i København var der i 1953 nordisk psykologmøde i Helsingfors, hvor en ikke særlig talstærk dansk gruppe blev meget vel modtaget. Man mindes endnu med klædelig national stolthed et åndshistorisk foredrag af den gamle professor Rolf Lagerborg, hvori dansk psykologi fik al den omtale, man kunne ønske sig, og hvori han gjorde Danmark til det land, der »igen hade gått i spetsen, nar det galler tankefriheten«.

Blandt de sager, som samarbejdskomiteen arbejdede med i disse år, kan nævnes: Udveksling af gæsteforelæsere, fælles nordiske kursus, medlemskab i andet nordisk land, sygekasserefusion for psykologisk behandling, aftale om at regler vedrørende faglig etik skulle forelægges de andre lande, inden de sattes i kraft i eget land, for at ensartethed kunne opnås.

En meget omfattende plan, der skulle give anledning til megen debat i de følgende år, uden at det har ført til endelige resultater, blev grunden lagt til ved samarbejdskomiteens møde i København i 1956. Der forhandledes ved dette og følgende møder med Nordisk Råds generalsekretær, idet der var tale om en henvendelse til Nordisk Råd om en fælles nordisk lovgivning for psykologer omfattende autorisation af psykologer, beskyttelse af tests, psykologers tavshedspligt og tavs­hedsret, fælles nordisk arbejdmarked og koordinering af uddannelserne. Henvendelsen er gengivet som side 24-26 i Nordisk Psykologi årgang 1958.

Vejen til det internationale samarbejde gik på en måde også gennem samarbejdskomiteen, idet en samlet nordisk holdning over for Inter­national Union of Scientific Psychology var nødvendig i disse år. Det drejede sig om at omdanne en mere eller mindre selvbestaltet komite for de internationale kongresser, der var under stærk indflydelse fra de fransktalende lande, til en virkelig international organisation med ligelige demokratiske rettigheder for alle medlemslande. De nordiske repræsentanter måtte tage en væsentlig del af slæbet i denne henseende. Unionen var ved at få betydning blandt andet som psykologernes forbindelsesled til Unesco, der i disse år åbnede op også for danske psykologers muligheder for at komme ud i rådgivende stillinger i den tredje verden.

Foruden samarbejdet ud over grænserne var foreningen med i en række danske organisationer og institutioner. Psykologerne var på samme måde som psykiatere og socialrådgivere kollektivt tilmeldt den da eksisterende Landsforening for Mentalhygiejne og sad i dens ledelse. Vi var repræsenteret i den internationale organisation for små­ børnsopdragelse OMEP, der i disse år var dansk ledet og udfoldede megen aktivitet.

Særligt bør nævnes Danmarks Pædagogiske Institut, der oprettedes i 1955 og åbnede for et nyt forskningsmiljø, hvori psykologi indgik på afgørende vis. Der kom en del forskerstillinger for pædagogiske psy­kologer, og foreningen havde sæde i repræsentantskabet.

På et punkt kunne det endnu knibe, nemlig med at få foreningen repræsenteret i offentlige udvalg, hvor der efter vort eget skøn havde været god brug for psykologisk ekspertise.

Ansættelses- og lønpolitik
Som det sidste hovedafsnit skal problemerne i forbindelse med stillings- og lønplaceringer behandles. Dette sagsområde fik nemlig hen mod femårsperiodens afslutning en nok så dramatisk tilspidsning.

Vi havde i 50’erne to ansættelsesformer: tjenestemandsansættelse og ansættelse i honorarlønnet stilling. Det var i sig selv et problem, og det forøgedes ved, at næsten alle de tjenestemandsansatte også var medlemmer af Foreningen af Skolepsykologer i Danmark, der for­handlede via Danmarks Lærerforening.

Det var altså i første række for de andre, foreningen skulle forhandle. Den havde ikke officielt forhandlingsret, men da den repræsenterede over 90 pct. af de universitetsuddannede psykologer, var den aldrig blevet afvist som forhandlingspartner.

Nogle af »de andre« var tjenestemandsansatte. Det var oftest stillinger, der var placeret i kraft af gældende regler for området, og ikke fordi det var psykologstillinger. Det var ydermere tit stillinger, der i praksis bedst kunne søges af skolepsykologer, f. eks. seminarielærer­ stillinger, de nye stillinger som afdelingsledere ved Danmarks Pæda­gogiske Institut og visse stillinger ved børneforsorgen. Det var dog også lykkedes at få etableret nogle få tjenestemandsstillinger ved hospitalsafdelinger og ved statsfængslerne. Disse stillinger var lønmæssigt placerede på linje med amanuenser ved videnskabelige institutter og sekretærer i statstjenesten, altså med en for akademikere kendt begyndelsesløn.

Langt de fleste af »de andre« var imidlertid honoraransat. De fik også amanuensislønnen, men uden at have tjenestemandsgoderne i form af pension og sikkerhed i ansættelsen. Hertil kom, at flere af de pågældende var for gamle til at opnå tjenestemandsansættelse. Det var derfor nærliggende at tænke på at slå ind på overenskomstansættelse.

Overenskomstansættelse kendtes for ingeniører og læger, der havde et stort privat arbejdsområde, men for offentligt ansatte var den endnu noget ukendt, selv om juristforbundet også havde begyndt at interessere sig for tanken.

De to forskellige ansættelsesmuligheder tenderede mod at dele medlemmerne i en gruppe af bedre sikrede og højere lønnede og en gruppe af mindre sikrede og lavere lønnede. Ved en lønundersøgelse i 1954, hvor vi lod en statistiker beregne livslønnen for skoleansatte psykologer og for andre psykologer, viste det sig, at medens de første lå på linje med gymnasielærere og akademikere i statsadministratio­nen, var månedslønnen over et forløb fra 25 til 65 år for de sidste henved 300 kr. lavere. Det kunne naturligvis medføre indre spændinger i foreningen.

Hertil kom, at man vel af og til syntes, at lønforhandlinger kunne føres med større styrke, men det var stadig bestyrelsens frivillige arbejdskraft, man trak på, og det drejede sig ikke længere alene om stillingsforhandlinger, men også om fastsættelse af timelønninger og honorarer ved deltidsydelser.

I 1955 blev årskontingentet sat op til 75 kr for at der kunne blive råd til betalt arbejdskraft, men af de 75 kr. skulle der betales 10 kr. til skolepsykologforeningen for hvert fælles medlem. Først i 1958 nåede årskontingentet op på 100 kr., men forinden havde vi engageret højesteretssagfører Alkil til bistand ved de principielle lønforhandlinger.

Sådan var forudsætningerne, da afgørende forhandlinger forestod forbindelse med den af staten nedsatte lønningskommission.

Vi er nu nået til 1957, der blev principdrøftelsernes år, fordi konkrete afgørelser næsten altid blev udskudt i forventen af lønningskommissionens forslag. Vi er også nået ind i den næste formandsperiode, men det vil være naturligt at føre lønsagen frem til 1958 her, dels fordi jeg forblev i bestyrelsen som næstformand og formand for lønudvalget, der var blevet udvidet med medlemmer uden for bestyrelsen, og dels fordi formanden under de afgørende forhandlinger var i USA på studieophold.

Ved en forhandling i finansministeriet, hvor hele psykologområdet blev gennemgået, viste det sig, at ministeriet ikke var »rede til at gå ind på realitetsdrøftelser af eventuel overenskomstløn, da tidspunktet var det dårligst tænkelige på grund af lønningskommissionens arbej­de, der afsluttes inden for et år. Dette arbejde vil muligvis resultere i »lange lønklasser« for akademikere, således at man eventuelt vil nå til en løn svarende til amanuensis II og I lagt i forlængelse af hinanden. I så fald mente man ikke, der kunne nås en bedre placering ved overenskomstløn.«

Efter forhandling med andre akademikerorganisationer enedes man om at se, hvad lønningskommissionen havde at byde på, før man gik videre med forhandlinger om overenskomst, og indtil da pressede man på for at få de enkelte styrelser til at søge flest mulige tjenestemandsstillinger oprettet.

Så gjaldt det om at komme i forbindelse med lønningskommissionen. Vi havde kun indirekte kanaler. Det var tjenestemændenes store centralorganisationer, der var repræsenteret i den. Der var ikke noget, der hed AC på det tidspunkt. I foråret 1958 fik vi foretræde.

Vi blev da modtaget venligt, men måtte igennem hele det kendte repertoire om den treårige uddannelse, akademisk niveau og sammenligningen med andre treårige uddannelser som den sociale højskole og seminarierne. Det var let at redegøre for, at der i realiteten ikke var tale om en treårig uddannelse, men man kunne indvendig svovle over, at den nye anordning om eksamens- og studieordningen ikke var kommet endnu.

Formentlig havde vi en stærk modstand i, at Danmarks Lærerforening ikke havde noget ønske om placering af psykologer i den »lange lønklasse«, der også havde fået navnet den akademiske lønramme. Hvis det kom til at gælde skolepsykologstillinger, ville det være et fremmedelement i folkeskolens lønningssystem, der kunne vanskeliggøre ansættelse af ikke universitetsuddannede i skolepsykologstillinger, hvilket man stadig ville have mulighed for. En skolepsykolog måtte godt få en slutstilling med skoleinspektørløn, men han måtte ikke automatisk rykke op på en lektors slutniveau, selv om det var den samme lønklasse.

Da kommissionens betænkning kom, og forslag til lov om normering og klassificering af statstjenestemandsstillinger forelå, var det da også den store skuffelse for psykologer. Ikke blot var det et prestigetab, at vi ikke var kommet i akademikerlønrammen, men de foreslåede lønplaceringer var ganske uacceptable.

Da kommissionens betænkning kom, og forslag til lov om normering og klassificering af statstjenestemandsstillinger forelå, var det da også den store skuffelse for psykologer. Ikke blot var det et prestigetab, at vi ikke var kommet i akademikerlønrammen, men de foreslåede lønplaceringer var ganske uacceptable. Der skulle handles meget hurtigt, hvis der skulle rettes noget op, inden forslaget blev til lov. Jeg mindes det følgende døgn som det, hvor adrenalinpumpen har arbejdet stærkest. Politiken blev hidset op til at skrive om sagen. Departementschef Ulrich Andersen i finansministeriet måtte høre på en lang redegørelse om cand. psych.ers akademiske fortræffelighed, om hvordan de havde fået accessit for guldmedaljeafhandlinger (Lise Østergaard) og fået antaget doktordisputats (Anker Rattleff ). Tranekjær, der var i udlandet, blev alarmeret om en personlig henvendelse til finansministeren.

Resultatet blev en skrivelse fra finansminister Kampmann til folke­tingsudvalget, hvori han meddeler, at ministeriet har overvejet psykologers placering i akademikerlønrammen og fortsætter: »Det er finansministeriet bekendt, at der i nærmere fremtid kan forventes en ny anordning vedrørende eksamens- og studieordningen for psykologer, og spørgsmålet om placeringen i ovennævnte lønningsklasser bør efter finansministeriets opfattelse tages op til fornyet overvejelse, når denne anordning foreligger. Efter omfanget af psykologers uddannelse og efter det nu oplyste om de arbejdsopgaver, der er henlagt til psykologerne ved fængselsvæsenet, sindssygevæsenet, rigshospitalet og statens institutioner for blinde, døve, talelidende og tunghøre, forekommer det imidlertid rimeligt, at der allerede nu foretages visse ændringer af begyndelseslønnen for de stillinger, der er optaget i forslaget til lov om normering og klassificering af statstjenestemandsstillinger. Jeg skal derfor anmode det ærede udvalg om ved 2. behandling af forslag til lov om normering og klassificering af statstjenestemandsstillinger.

Efter omfanget af psykologers uddannelse og efter det nu oplyste om de arbejdsopgaver, der er henlagt til psykologerne ved fængselsvæsenet, sindssygevæsenet, rigshospitalet og statens institutioner for blinde, døve, talelidende og tunghøre, forekommer det imidlertid rimeligt, at der allerede nu foretages visse ændringer af begyndelseslønnen for de stillinger, der er optaget i forslaget til lov om normering og klassificering af statstjenestemandsstillinger.

Det er også i disse år, K. B. Madsen begynder sit arbejde med psykologiens teoridannelser: »Teoretisk psykologi« (Nordisk Psykologi 1954).

Et særligt træk er psykologers inddragelse i undersøgelser, der har til formål at belyse årsager til, at grupper i samfundet falder uden for helheden.

Som eksempler herpå kan nævnes Anne Marie Nørvigs og Erik Thom­sens bidrag til Ungdomskommissionens sidste betænkning »Den til­pasningsvanskelige ungdom«, der kom i 1952, og Thomas Sigsgårds: »Psykologisk undersøgelse af mandlige landssvigere i Danmark under besættelsen« (1954).

I denne forbindelse kan måske også nævnes Floranders bidrag til belysning af et problem, der i disse før-TV år vakte stor bekymring, nemlig følgerne af børns læsning af underlødig litteratur: »Børns serielæsning. Et forsøg på en belysning af årsagsforholdene« (Nor­disk Psykologi 1954).

I denne forbindelse kan måske også nævnes Floranders bidrag til belysning af et problem, der i disse før-TV år vakte stor bekymring, nemlig følgerne af børns læsning af underlødig litteratur: »Børns serielæsning. Et forsøg på en belysning af årsagsforholdene« (Nor­disk Psykologi 1954).

Pædagogisk-psykologiske undersøgelser har lange traditioner gennem Udvalget for skolepsykologiske undersøgelser, men også ved de enkelte skolepsykologiske kontorer arbejdes der med prøvekonstruktioner og undersøgelser af elevgrupper. Der var skoleforsøg på Frederiksberg med enhedsskole og på Emdrupborg med nye undervisningsrammer og -former. Anne Marie Nørvig, Ejvind Jensen og Marckmann udsendte i 1955 »Beretning om Emdrupborg skoles første 6 år 1948- 54«. I Gentofte arbejdede Tordrup med undersøgelser over læsesvage og med unge skolebegyndere, som han senere skrev disputats om. For undersøgelser af denne art blev Danmarks Pædagogiske Institut et midtpunkt. Fra psykologside var man ikke mindst optaget af instituttets arbejde med nye intelligensprøver.
Ud over, hvad der sker på laboratoriet og institutterne, er det noget nyt, at Nordisk Psykologi i 1956 kan bringe en liste over igangvæ­rende, som regel klientcentreret, forskning ude i arbejdsområderne Københavns fængsler, Militærpsykologisk arbejdsgruppe, Psykopat­ anstalterne i Herstedvester, Psykoteknisk Institut og Rigshospitalet ved de der ansatte psykologer.

Disse antydninger af udviklingen inden for psykologien som fag vi­ser perioden som præget af traditioner, men forhåbentlig vil den også huskes for, at den havde et åbent blik for psykologiens muligheder for at tjene samfundet på nye områder.

Kildehenvisninger
Nordisk Psykologi, årgangene 1952-59.
Dansk Psykologforenings Meddelelser, årgangene 1954-58 samt årgang 1959 nr. 15, årgang 1960 nr. 20 og årgang 1961 nr. 21.
Betænkning vedrørende revision af det psykologisk-pædagogiske studium ved Københavns universitet. Februar 1955.
Tredje nordiska Psykologmotet i Helsingfors 1953. Forhandlingar. Helsingfors 1954.
Fjerde nordiske Psykologmøde i København 1956. Beretning. København 1957.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge