Rundt om årtusindskiftet

 I

Foreningens formænd fra 1982-2012 har sagt ja til at skrive deres beretninger til foreningens historieportal. Johanne Bratbo er den fjerde i rækken af fem.

Mød Johanne Bratbo, tidligere formand for Dansk Psykolog Forening, (1996-2002) og læs hendes beretning om arbejdet med bl.a. arbejdsmiljø, fælles nordiske etiske principper og krav om tage fagligt ansvar overfor samfund og medier.

Rundt om årtusindskiftet

Da Psykologforeningen i 1982 fyldte 35 år, udgav foreningen bogen ”Formændene fortæller”, som giver et på samme tid oplysende og rørende indblik i, hvorfor foreningen blev etableret, og hvordan engagerede medlemmer, formænd og bestyrelser har arbejdet for at skabe respekt for psykologers uddannelse, deres virke og position og deres løn- og arbejdsvilkår. Det er bl.a. en beretning om det lange seje træk og værdien af at holde fast i nogle mål og strategier, også selv om der er modstand og der kan ske overraskende gennembrud. En fortælling om, at der samtidig skal satses på kort og på lang sigt og afspejles hensynet til både at være en fagforening og en faglig forening.

Det komplekse billede matcher mine oplevelser af virkeligheden som formand. Man overdrages en række stafetter, løber nogle i mål og tager nye initiativer og ender ofte med at give flere stafetter videre. Undervejs har både bestyrelser, dygtige medarbejdere i sekretariatet, aktive medlemmer og samarbejdspartnere ydet deres afgørende bidrag hertil.

Det er ikke nogen nem opgave at vælge ud fra seks aktive år og balancere mellem faktuelle forløb og den personlige erindring om vigtige begivenheder 15 år efter afsluttet formandsperiode. Jeg har forsøgt mig med en blanding, også ud fra at historien rummer budskaber til i dag. De enkelte professionsområder, udvikling i økonomi og sekretariatet er beskrevet i de grundige skriftlige beretninger til generalforsamlingerne i 1998, 2000 og 2002. Medlemstallet voksede i perioden fra ca. 4.000 til knapt 6.600 i foråret 2002, og ledigheden faldt meget glædeligt fra knapt 6 % til et par procent i samme periode, også i takt med at psykologernes beskæftigelsesområder ekspanderede.

Vi må aldrig glemme, hvordan samfundsmæssige forhold har konsekvenser ikke mindst for udsatte børn, unge og voksne. Vilkår, som også vi som faggruppe har et ansvar for at synliggøre og medvirke til at forbedre ved at stille vores viden og metoder til rådighed.

Fra villa til palæ
Psykologforeningens stadigt voksende medlemstal har flere gange affødt behov for nye adresser med mere plads. I 1996 slog villaen på Bjerregårds Sidevej i Valby ikke længere til, og den daværende bestyrelse købte inden generalforsamlingen nyt foreningshus i Stockholmsgade. Indretning og flytning var i de følgende måneder en opgave for sekretariatetschef Ole Münster, mig som ny formand og bestyrelsen. Blandt AC-familiens organisationer blev der hvisket lidt om, at DP havde fået fine fornemmelser ved flytning ”fra villa til palæ” – og hovedtrappen er da også imposant! Den økonomiske forudsætning for skiftet var samtidig, at Dansk Psykologisk Forlag i en årrække lejede sig ind i huset.
50-års jubilæum

Foreningen fyldte 50 år i 1997, og det blev fejret med en reception, hvor bl.a. Reimer Jensen, som i sin tid var med til at danne foreningen, holdt tale, og hvor vi fik genoplivet en tradition med at udnævne æresmedlemmer. Denne gang med valg af et antal psykologer, som i deres virke havde været med til både at fremme vigtige fagområder og samtidig kæmpet sig til respekt om deres position som psykologer.

De fem psykologer, der i forbindelse med 50-årsjubilæet blev udnævnt til æresmedlemmer var:
Inger Bernt om børns tilknytningsbehov, K.B. Madsen om motivationpsykologi, Sten Hegeler om sexologien, Annelise Christensen om rehabilitering af hjerneskade og Jørgen Hvid om holdninger og adfærd over for handicappede.

Før da var kun Franz From og Karen Berntsen blevet tildelt denne ære. From var død flere år forinden, og da jeg bad Karen om at være med til markeringen, svarede hun overrasket ”Jamen, er jeg da æresmedlem? Er det derfor, jeg ikke skal betale kontingent?” Det skabte nogen moro.

Vi fik også demonstreret, at psykologer kan være kreative og har humor, da en gruppe i anledning af jubilæet stod for at skrive en revy, spille rollerne og samle et orkester til lejligheden. Revyen blev fremført både i København og Århus. Et af indslagene ironiserede over, at egenterapi som led i kvalificeringen som terapeut fordrer, at psykologen i klientrollen må sørge for at skaffe sig nogle problemer at slå med!

Struktur: Evolution frem for revolution
I 1996 blev det besluttet, at vores struktur igen skulle underkastes en vurdering. Et naturligt ønske i en forening, hvis medlemsskare udvikler sig i både antal og behov for interessevaretagelse og interessefællesskab. Vi har adskillige gange før – og tit med de samme begrundelser – bedt bestyrelser om at fremkomme med nye strukturforslag, som så alligevel er blevet forkastet af generalforsamlingen. Ofte med afsæt i uenighed mellem forsvarere af generalforsamlingsmodel over for fortalere for repræsentantskabmodel.

Den grøft havde hverken jeg som formand eller bestyrelsen lyst til at falde i. Valget blev i stedet at igangsætte en synlig samarbejdsproces på tværs i foreningen for at få diskuteret, hvilke ændringer der var brug for ud fra en debat om, hvad strukturen skal kunne matche i forhold til behov. Dette blev afsættet for at formere Formandskollegiet, først som forsøg i 1998, siden ved vedtægt ved GF i 2000 suppleret med Sektionsråd, Regionsråd og Selskabsråd. Strukturtiltag, som gav bedre drøftelser af vigtige temaer mellem generalforsamlingerne og hjalp med at forberede handlingsprogrammet.

Drøftelserne på tværs udfordrede naturligvis GF-modellen. Der var især behov for at få set på strukturen i forhold til fagforeningsdelen i DP med baggrund i udviklingen i medlemsgrupperinger, herunder væksten på det liberale og private område. Desuden havde lederne behov for at slippe af med en oplevelse af at være på tålt ophold. I 1998 fremsatte bestyrelsen derfor et forslag om, at der skulle arbejdes ud fra en søjlestruktur og fik også efterfølgende flertal for at vedtægtsfæste et egentligt forhandlingsudvalg på det liberale område, et fagligt selskab for ledere, som i 2000 blev omdannet til Sektion for ledere.

Endvidere kom vi igennem nogle opstramninger i vedtægterne for afvikling af generalforsamlingen.

Alt dette bidrog til at løse op for nogle alvorlige tendenser til splittelser internt i foreningen, som påvirkede kulturen på måder, som det var afgørende at få ændret på. Så selvfølgelig var der modsætninger og kampe, som skulle håndteres og overvindes undervejs, men vi evnede alligevel i fællesskab at gennemføre strukturændringerne ved at vælge tilgangen ”evolution frem for revolution”.

Ny lønform gør sit indtog
På GF 1996 blev der flertal for en holdning om, at psykologerne er imod decentral og individualiseret løndannelse. Det skulle vise sig allerede ved forberedelserne til overenskomstforhandlingerne i 1997 at blive et mandat, som det reelt var umuligt at efterleve.

Alle fagforeninger erfarede nemlig snart, at arbejdsgiverne denne gang havde indgået en form for musketered om, at de ville igennem med nye lønformer i al fald på nogle af de offentlige områder, og satte tommeskruerne på både i forhold til statens, amternes og kommunernes forhandlingsområder. I AC-familien måtte vi derfor i gang med en reel drøftelse af, hvordan et lønforløb kunne se ud, hvis vi måtte se i øjnene, at den eksisterende skala med mange trin, før man når slutløn, skulle erstattes af en model med det kortere forløb og lavere slutløn, men hvor lønnen kunne suppleres med lokalt forhandlede kvalifikations- og funktionstillæg, herunder tillæg for autorisation. Centralt aftalte og automatisk udløste tillæg hørte desværre fortiden til. Beskæftigelsen var i vækst for mange faggrupper, herunder psykologerne, så forventningen var også, at medlemmerne i bedste fald ville kunne hente lønforbedringer ved at kunne tydeliggøre kvalifikationer matchet med funktionsvaretagelse.

Vi vidste, at det ikke nytter at møde til forhandlingsbordet uden at have noget at byde på. Det var en udfordring for fællesskabet ikke mindst mellem de store foreninger og så de små foreninger, som var opdelt i to valgrupper – populært betegnet ”humanisterne” (psykologer, bibliotekarer, kommunikation m.fl.) og ”gummistøvlerne” (arkitekterne, dyrlægerne m.fl.). DP havde beholdt formandskabet for den første. Da mine formandskolleger heller ikke sad med klare mandater for decentral løn, blev det afgørende at sikre et tæt og tillidsfuldt samarbejde i gruppen.

Et højt informationsniveau var forudsætningen for, at vi alle kunne inddrage vores respektive lønudvalg om de overvejelser og modeller, som der arbejdedes på i AC. Det lykkedes faktisk for os i de små organisationer at skabe den nødvendige tillid til, at vi, som er valggruppeformænd, loyalt forvaltede de fælles mandater, da AC gik ind i de konkrete overenskomstforhandlinger.

Der blev indgået aftaler om en model for AC, som adskilte sig på flere punkter fra den fælles trinmodel for en række andre organisationer. Løn- og stillingsstrukturudvalget og bestyrelsen i DP besluttede ud fra en samlet vurdering at anbefale medlemmerne at stemme for overenskomsten, og vi fik et flertal blandt medlemmerne. Spørgsmålet var nu, om beretningen på GF98 også ville blive godkendt, eller om modstanden mod decentral løn ville blusse op og blive et stort diskussionspunkt. Forinden havde jeg personligt besluttet, at falder beretningen, så trækker jeg mit formandskandidatur – for at være formand uden medlemmernes opbakning gav ikke mening for mig. Jeg vidste, at vi i AC kæmpede så godt, vi kunne, og undgik at ”blive slæbt hen ad asfalten”, fordi vi gik ind i realitetsforhandlinger. Beretningen blev debatteret – og godkendt.

Min bekymring var ikke ubegrundet, for OK-forhandlingerne havde haft et dramatisk efterspil i efteråret 1997 kort før repræsentantsskabsmødet i AC. Nogle af de store foreninger mente sig ”kørt over” i processen og udtrykte mistillid til AC’s formand, som derfor måtte forlade posten i utide. Det uskønne magtspil reagerede de 12 små organisationer på ved at kræve næstformandsposten på det offentlige område og pegede efterfølgende på mig som kandidat til den opgave. Jeg syntes faktisk, at jeg havde nok at se til i DP, men fik den kammeratlige besked mellem jul og nytår, ”at du kan lige så godt sige ja, for det er dig, vi peger på”. Den næstformandspost varetog jeg så indtil afslutningen som formand for DP i 2002. Vi tog også et opgør om tillidsmandskurserne og forlangte mere indflydelse på disse, ellers ville vi tage opgaven fra AC.

Overenskomstforhandlingerne i både 1999 og 2002 skulle vise sig også at rumme mange udfordringer. Medlemmerne ville have mere ferie, som på det private område, medens arbejdsgiverne ville have længere arbejdstid. Den socialdemokratiske regering indgik forlig om forringelse af efterlønnen midt i processen den ene gang, og da Anders Foghs borgerlige regering trådte til i 2001, var vilkåret at forhandle med signalet hængende over hovedet om udsigt til fyringsrunder på statens område. I 2002 måtte processen for de offentlige overenskomster over en bred kam omkring Forligsinstitutionen, før der forelå et udspil, som medlemmerne kunne tage stilling til.

Vi var flere professionsforeninger, der fremførte ønsker med krav om ret til kompetenceudvikling, for DP’s vedkommende for at lette adgangen både til autorisationsforløb og specialistuddannelser. Konkrete rettigheder kom vi dog ikke igennem med, men der blev indskrevet nogle hensigtserklæringer, som parterne så skulle arbejde videre med i perioden.
AC’s forhandlingsudvalg overlevede trods op- og nedture. Presset styrkede samtidig igennem årene et tæt kammeratskab mellem flere af os, som jeg altid tænker tilbage på med stor glæde, også vores refleksioner på informationer, vi fik under studieture i AC-regi, når vi rejste ud for at blive klogere på organisering af uddannelsessystemer, fagforeningsvilkår, samfundsøkonomi m.m.

Kombinationen af formandskabet for DP og næstformandsposten i AC kom til at betyde rigtig lange og tætte arbejdsdage, og jeg kom til at sætte ekstra meget pris på det æstetiske frirum som gåturen gav via Botanisk Have mellem DP og AC. Den tætte relation til AC sikrede samtidig et højt informationsniveau i DP og øget synlighed af vores forening, da positionen også affødte opgaver med at repræsentere AC i ligestillingsudvalg, personalepolitiske udvalg i AC og på statens og amternes område. Netværket af samarbejdspartnere voksede derfor og også et endnu tættere kendskab til de andre mindre organisationers kultur og medlemmer i tilknytning til opgaven med at holde oplæg om forhandlingssystemet på TR-kurser.

Fokus på arbejdsmiljø
Da AC fik to pladser i den nyetablerede Arbejdsmiljøråd, der repræsenterede både arbejdstager- og arbejdsgiversiden, fik vi og dermed jeg tildelt den ene af disse. Det passede mig glimrende, fordi arbejdsmiljø som tema er så oplagt vigtigt for en fagforening. I rådet handlede det om de overordnede beslutninger og tiltag, herunder rammerne for udvikling af BST’erne (Bedrifts- og Sundhedstjenester), der skulle styrke virksomheders adgang til råd og vejledning om fremme af medarbejdertrivsel. Regelsættet for Arbejdstilsynets mandat i forhold til tilsyn over for arbejdsgiverønsker om i stedet at fremme lokalaftaler var også med til at give kamp til stregen.

Det var så uendelig trist at konstatere bagefter, at den ny beskæftigelsesminister i den borgerlige regering i 2001 valgte at stoppe udbygningen af BST-området på trods af advarsler også fra arbejdsgiverside. Dermed brast også forhåbningen om psykologers oplagte mulighed for beskæftigelse her. Der var en tendens til i AC til at betegne det psykiske arbejdsmiljø som ”de bløde værdier”, som det var svært at sælge til arbejdsgiverne. Den forståelse forsøgte jeg at kæmpe imod, fordi der allerede da var tegn på, at omstillingshastigheden og ændrede ansættelsesvilkår på arbejdsmarkedet pressede trivslen for mange faggrupper.

I DP gav vi også arbejdsmiljøområdet en ekstra opmærksomhed via en medlemsundersøgelse, og vi etablerede Arbejdsmiljøudvalget til at supplere arbejdet i Løn- og stillingsstrukturudvalget og Liberalt Forhandlingsudvalg. Det blev også til en stor undersøgelse blandt foreningens medlemmer i ledende stillinger, som dannede grundlag for overvejelser om interessevaretagelse. Undersøgelsen pegede på, at en stor andel af lederne samtidig skulle varetage ledelsesopgaver og egentlige psykologopgaver, at der var uklarhed for mange om rammerne for deres mandat på personaleområdet, og at opgaven med faglig ledelse var mere motiverende end opgaver med administration og økonomi. Der var ønsker til kompetenceudvikling. Samlet set underbyggede undersøgelsen relevansen af at styrke opmærksomheden i DP på lederområdet.

Sygesikring og ressourcer
Det var en klar sejr for Psykologforeningen, da min forgænger og de privatpraktiserende i 1995 indgik sygesikringsoverenskomsten om psykologhjælp. Men udviklingen viste hurtigt, at trækket på midlerne var meget forskelligt mellem amterne. I hovedstadsområdet var paratheden til at søge psykologhjælp i krisesituationer langt større end i andre dele af landet, og midlerne opbrugt allerede i foråret. Uforbrugte midler blev omvendt ført tilbage til driften i amterne.

Så det blev en vigtig opgave gennem årene at forhandle sig frem til flere midler, indgå aftaler om klinikforhold, niveauet for egenbetaling m.m. Jeg husker tydeligt det beklemte udtryk hos en kontorchef under et møde med sundhedsminister Birthe Weiss, da hun på vores oplysninger, spurgte ham direkte: ” Vil det sige, at midler til psykologhjælp kan ende som asfalt i Sønderjylland? Det må vi jo lave om på!”

Vedtagelsen på GF i 1998/2000 af vedtægt om Liberalt Forhandlingsudvalg var en helt naturlig konsekvens af en hastigt voksende gruppe af privatpraktiserende og sikring af indflydelse på egne forhold. Vi indførte også en praksis med halvårlige møder med de regionale kontaktpersoner, så det var muligt at sikre information om erfaringer med ordningen, ny lovgivning, og debat om faglige temaer og vilkår.

Sygesikringsordningen kom dog også til at udfordre sektionen internt mellem medlemmer med og uden ydernummer, fordi der var kamp om disse. Oplevelsen af at være opdelt i et A- og et B-hold giver altid anledning til konflikter, og den slags er psykologer desværre ikke altid bedre til at håndtere end andre!

Fra code of conduct til etiske principper og rådgivende profil
DP’s Etiknævn vælges direkte på generalforsamlingen og har derfor en mere autonom profil end DP’s udvalg. Vedtagelsen af Lov om Psykologer i 1993 og etableringen af Psykolognævnet med klageadgang kaldte undervejs på justeringer i opgavefordelingen. Nogle medlemmer oplevede efterhånden nærmest Kafka-lignende forløb, når fx utilfredse forældre i forlængelse af en børnesagkyndig undersøgelse kunne indklage psykologen begge steder.

Vi valgte i bestyrelsen at tage fat på en proces med ændring af vedtægterne, der afspejlede, at autoriserede psykologer kunne indklages for Psykolognævnet, og ikke-autoriserede psykologer i Etiknævnet. Derudover at Etiknævnet fremover skulle have en mere rådgivende profil, der sikrede, at psykologer med etiske dilemmaer blev tilskyndet til at søge hjælp uden samtidig at frygte en klagesag. Etiknævnet ville på sin side gerne holde fast i mandatet til at behandle klagesager over alle psykologer – så det blev bestemt ikke den nemmeste organisatoriske ændring, vi som bestyrelse gik i lag med. Derfor blev der også fremlagt et forslag fra hhv. Etiknævnet og bestyrelsen til GF 2000, så det gjaldt om at sikre en debat, der gav fair indsigt i konsekvenserne af hvert forslag. Vi holdt vejret i bestyrelsen, da der skulle stemmes, og blev meget lettede over, at vores forslag gik igennem, så Etiknævnet kunne komme i gang med omstillingen.

Sideløbende med denne omstilling var der ændringer på vej i selve grundforståelsen af etikreglerne både på europæisk og nordisk plan, som følge af at psykologers arbejdsfelter blev stadig bredere og dermed afledte former for etiske dilemmaer, der ikke matchede de mere detaljerede retningslinjer. Nogle psykologer tolkede det nærmest som en tilladelse, hvis en given situation ikke var beskrevet i regelsættet. Det var uholdbart. Derfor var bevægelsen fra tilgangen Code of Conduct til mere overordnede etiske principper naturlig som led i at styrke forståelse for værdien af nogle grundlæggende principper, som man altid bør reflektere over i en given situation med et etiske dilemma. Uanset om man arbejder klinisk, pædagogisk eller organisatorisk: Respekt – Kompetence – Ansvar – Integritet.

De nordiske etiknævn ydede en stor arbejdsindsats i deres samarbejde med udformningen af det nye etiske regelsæt og inddrog her også udmeldingerne fra Standing Commitee on Ethics i EFPA (European Federation of Psychologists’ Associations). Altså stadig fælles nordiske etiske principper – om end forskellige organisatoriske rammer – og efterfølgende også en tilslutning til de fælles europæiske.

Uddannelser og kompetenceudvikling
Kandidatuddannelserne i psykologi på Københavns og Aarhus universiteter var genstand for en så kritisk evaluering i 1996/97, at man reelt kunne frygte, at det kunne få konsekvenser for studiets overlevelse i København. En evaluering, hvis proces og konklusioner derfor også gav anledning en del diskussion i universitetskredse. DP var ikke indbudt som part i evalueringen og valgte at tage denne til efterretning – dog med signalet om, at kandidatuddannelsen og kvaliteten af denne er de nybagte psykologers teoretiske og faglige fundament for efterfølgende autorisation og specialisering. Bestyrelsen valgte derfor en strategi med at se fremad og afholdt bl.a. en temadag om perspektiverne, og havde også dialoger med repræsentanterne fra psykologi i både København og Aarhus. Møder, som klart blev præget af den anspændte situation på universiteterne og forsvar mod kritikken i evalueringen.

Autorisationsordningen, som den blev udformet i forlængelse af Lov om Psykologer i 1993, viste sig i løbet af årene utilstrækkelig, da den ikke var gearet til at matche fx vilkår og kulturer for organisationspsykologer, som var en ekspanderende medlemsgruppe. Justeringen blev en arbejdsom proces, som krævede både fagpolitiske og administrative overvejelser for at nå frem til en rammebeskrivelse, der både i indhold og ordvalg kunne dække bredere, og kombinere en ”generalisttilgang” med en vis fokusering på det konkrete arbejdsfelt, hvor psykologen under autorisationsforløb var beskæftiget. Det var vigtigt for DP at fastholde betydningen af bred adgang til autorisationsforløb – også fordi den underbygger signalet om værdien af supervision som led i faglig kvalificering i praksis.

Specialistuddannelserne fyldte tilsvarende meget i DP’s fagpolitiske og administrative arbejde. Både i forhold til at udvikle en model med moduler der går på tværs, nye specialistuddannelser, og samarbejde med og i fagnævn. Den overordnede strategi var allerede da at arbejde for en offentlig anerkendelse af uddannelserne. En satsning, som klart har vist sig at høre til i kategorien af fremtidsmål! Mange aktive medlemmer af fagnævn og bestyrelsen ydede en stor arbejdsindsats, og området trak på mange ressourcer i sekretariatet. Når så meget hjerteblod er på spil hos så mange, slog det naturligvis også gnister undervejs. Status for uddannelsen har stor betydning for, i hvor høj grad psykologerne skal kæmpe for ikke at skulle finansiere det hele selv, og omvendt for DP, at prioriteringen af kursusområdet i foreningen kunne opleves at få slagside til fordel for meritgivende kurser til specialistuddannelserne og mindre til andre medlemsgrupper, samtidig med at der var en vis kollektiv betaling af hele kursusområdet via driften.

Vi havde forhandlet en aftale om dobbeltorganisering med Danmarks Lærerforening i perioden 1996-98 inden for PPR-området, og der blev etableret en sektion på området. Det var derfor en klar udfordring, da DP valgte at rejse spørgsmålet over for Pædagogiske Psykologers Forening, Danmarks Lærerforening, Undervisningsministeriet og Psykolognævnet, om hvorvidt det fortsat gav mening at betragte cand.pæd.psych.-uddannelsen som ækvivalerende cand.psych. Baggrunden var, at Danmarks Pædagogiske Universitet (tidligere Danmarks Lærerhøjskole) tog en række initiativer i forhold til uddannelsen, som efter DP’s vurdering udhulede de oprindelig forudsætninger. Bestyrelsen så med så stor alvor på situationen, at vi fremsatte og fik vedtaget et vedtægtsforslag på GF 2002 om at begrænse adgangen til medlemskab af DP for den nye gruppe studerende.

Den elektroniske tidsalders indtog
Den teknologiske tidsalder holdt for alvor sit indtog i foreningen i 1999, da vi fra årets begyndelse fik indført brug af e-mails og fra efteråret også lancerede den første hjemmeside. En medlemsundersøgelse i 2000 viste heldigvis, at 85 % af vores medlemmer havde adgang til pc, så de nye tiltag var relevante. Mobiltelefoner blev også tæt på allemands eje, og det stillede hurtigt krav til en vis disciplin, hvis man ikke skulle opleve sig som fredløs døgnet rundt.

Vi kan trække på smilebåndet i dag, når vi tænker på nutidens kommunikationskanaler. Men det var virkelig en revolution og en kickstart af en udvikling, der har haft enorm indflydelse på prioritering af kommunikationsstrategier, der i stigende grad satser på virale fora frem for face-to-face kontakt.

Foreningens blad, Psykolog Nyt, nød også godt af internetadgangen i 1999, idet der med redaktørens online adgang til trykkeriet kunne spares et led (og dermed tid) i produktionen. Slankningen af produktionsprocessen var velkommen, da der skulle produceres et færdigt blad hver 14. dag.

Lederen i bladet var formandens mulighed for at tematisere budskaber indadtil og udadtil. Forberedelse af disse indgik som et element i det nære samarbejde i hverdagen, hvor der også kunne være behov for at drøfte indholdet af debatindlæg fra medlemmerne, og sikre, at de, der måske var under ”beskydning”, fik mulighed for at forklare sig. Med tiden blev debatindlæggene mere balancerede og i højere grad fokuseret på fagpolitiske spørgsmål end personbåret konfliktstof.

Mediekontakt – og foreningen på forsiderne
DP fik i perioden et stigende antal henvendelser fra journalister og medier, ikke mindst som følge af en øget brug af psykologer og psykologers viden generelt og på ekspertområder. Det gav gode muligheder for at nuancere budskaber, men også for at sende stafetten videre til nogle af de mange formænd for selskaber og sektioner, som sad med specifik viden. I min formandstid kom vi dog også til at opleve flere alvorlige sager i medierne, som krævede meget klare udmeldinger om forventninger til psykologers etik. Sagstyper, som også vil kunne forekomme i dag.

Eksempler på sensation og drama
En SOSU-medarbejder på et plejehjem blev anholdt og sigtet for at skulle have været med til at slå flere beboere ihjel med injektioner. En journalist fra Radioavisen ringede mig op halv seks om morgenen, og bad om en udtalelse fra DP om, hvordan man psykologisk så på en seriemorder! Heldigvis var jeg ikke mere søvnig, end at jeg kunne svare ham, at DP ikke ser det som sin rolle at være folkedomstol, at ingen på tidspunktet vidste, om der var hold i anklagen, hvilken rolle lægen tilknyttet stedet havde spillet, og i øvrigt om man ikke længere underviste i etik på journalistuddannelsen? Der blev stille i telefonen en lille stund, før svaret kom: ”Ved du hvad, jeg tror alligevel ikke, at vi skal bringe den historie” – og det medgav jeg ham var en rigtig klog beslutning. De, som husker historien, vil vide, at det var en ulykkelig sag, men at der ikke var tale om en seriemorder!

Et medlem af foreningen, som i mange år havde beskæftiget sig på det sexologiske område, udtalte i primetime i TV2 positivt om handlinger, der måtte betegnes som pædofili. Det var ikke den eneste sag, vi fik kendskab til i DP, der kunne give anledning til bekymring om samme psykolog. I bestyrelsen drøftedes sagen, og vi bad Etiknævnet om at forholde sig hertil, ligesom jeg havde medlemmet til samtale i DP. Samtalen bekræftede kun dennes syn på et seksuelt forhold mellem børn og voksne, som ingenlunde stemmer overens med hverken dansk lovgivning eller vores etiske principper. Sagen gav anledning til debatter om mere liberale holdninger også fra andre psykologer med ellers stærke profiler inden for sexologien. Det undrede mig fagligt – men ændrede ikke vurderingen i DP. På hjemadressen havde jeg den ubehagelige oplevelse at få både trusselsbreve og -opringninger fra medlemmer af den såkaldte Pædofilforening.

Bestyrelsen besluttede, at vi med hjemmel i vedtægterne kunne tage skridt til at ekskludere medlemmet. Da afgørelsen blev kendt, fik jeg adskillige personlige tilkendegivelser med tak fra medlemmer for at have taget konsekvenser af uetisk adfærd. TV2-journalisten kontaktede mig i foreningen, fordi han mente, at det var rimeligt at få en udtalelse i forlængelse af eksklusionen – og det gav jeg tilsagn om under forudsætning af, at det oprindelige TV-klip blev vist igen i tilknytning hertil. Den aftale blev overholdt af os begge.

Manipulerende kursuskoncepter
Lige op til vores fejring af 50 års dagen i DP blev jeg kontaktet af journalister fra DR, som bad om en faglig vurdering af nogle skjulte optagelser fra et kursusforløb, hvor der også deltog psykolog. Der var tale om tvungen deltagelse på kurset for en medarbejdergruppe ansat i TDC, og flere blev sat under ekstremt pres, og nogle medarbejdere blev efterfølgende indlagt på psykiatrisk afdeling og rejste senere arbejdsskadessager. At kursusformen var uetisk, var der ikke tvivl om. Jeg blev bedt om at medvirke i en nyhedsudsendelse om sagen og vores syn på de etiske udfordringer. Det var dagen før jubilæet, så det gav lidt sommerfugle i maven – hvis jeg floppede fremtoningen var det skidt for DP’s profil i befolkningen, for slet ikke at tale om de mange medlemmer, som jeg ville møde dagen efter.

I DR-Byen oplevede jeg groteske optrin fra kursusholderne, der havde fået muligheden for at kommentere, men fravalgte dette i sidste ende, og i stedet forsøgte at true både mig og nyhedsværten skriftligt, lige før vi skulle gå på. Men faktisk var det en hjælp for os begge, for adrenalinen gav ekstra tryk på budskaberne.

I 2001 fik vi kendskab til en lignende sag om et stærkt manipulerende kursuskoncept, Landmark Education, hvis ideologiske udspring var præget af Scientology. Denne gang var psykologer ikke kursusundervisere, men optrådte desværre som faglige referenter, herunder en tidligere formand for den amerikanske psykologforening. En dengang ung freelance journalist, som senere har fået en velfortjent karriere i DR, bad om et møde, hvor han gerne ville vise mig nogle skjulte optagelser fra nogle kursussessioner. At der var benyttet skjult kamera skyldtes, at kursusdeltagerne havde forbud mod at fortælle andre om, hvad der foregik – men der var sivet historier om personer, som fik psykiske sammenbrud af at deltage. Det var rystende at se den stærke manipulation, som underviseren udsatte enkeltpersoner for – udstillet på en scene over for 200 deltagere, som hovedsagelig havde meldt sig på kurset på grund af behov for personlig udvikling.

Der var flere sideløbende aktiviteter i forløbet i den sag. Ét var en radiodebat, hvor jeg sammen med en række andre deltog i et panel. Efterfølgende modtog jeg og DP trusler fra USA om, at Landmark Education ville ”take action”, og vi valgte at kontakte en advokat for en sikkerheds skyld, fordi firmaet tydeligvis forventede at kunne presse os til tavshed, som det var lykkedes for dem i USA. Vi kontaktede også APA og oplyste om vores undren over, at prominente medlemmer kunne støtte konceptet. Nogle studerende på RUC skrev opgave om firmaet og måtte tilsvarende bede om at denne ikke blev gjort offentligt tilgængeligt på grund af risikoen for trusler.

Et stærkt samarbejde mellem journalisten, Kristeligt Dagblad, Berlingske og TV-avisen koordinerede at bringe fortællingen med forskellige vinkler, og DP blev bedt om at medvirke i TV for at forklare essensen af det overgribende i konceptet. En talsperson var dagen derpå inviteret ind i studiet og gjorde ved sin optræden kun firmaet en bjørnetjeneste. Men det allervigtigste var, at mediehistorierne og DP’s henvendelser fremtvang, at den daværende sundhedsminister blev konfronteret med det uforsvarlige i, at hvem som helst kan kalde sig for psykoterapeut og som her udøve psykiske overgreb på borgere under dække af at tilbyde selvudvikling og terapi.

Ekskluderende TV-koncepter
Indkøb af TV-koncepter fra udlandet prægede også kanaler på TV i perioden. Big Brother, Paradise Hotel, Robinson-ekspeditionen m.fl. fik stor seeropmærksomhed. Det handlede i bund og grund for dem alle om, at der udvælges personer til grupper, der udsættes for ekstreme situationer, og hvor vinderen findes ved indlagte processer, hvor deltagere step-by-step ekskluderes. Debatten var så om, hvorvidt psykologer skulle medvirke ved vurderinger af, hvem der kunne forventes at klare mosten, og hvem ikke. Vi besluttede i DP at være ret klare på, at det var en opgave, som psykologer burde afholde sig fra under de givne rammer og formål. Det kom der også nogle debatter ud af, fordi nogle psykologer omvendt mente, at det kunne være et led i at formidle psykologi til den brede befolkning.

International inspiration: EFPA og IUPsyS, SAK
Foreningens internationale arbejde er knyttet til medlemskabet af samarbejdskomiteen for de fem nordiske psykologforeninger (SAK) med halvårlige møder, medlemskab i European Federation of Professional Psychologists’ Association, EFPPA (i 2001 ændret til EFPA) med konferencer hvert 2. år og halvårlige møder for formændene for foreningerne, samt den videnskabeligt fokuserede International Union of Psychological Science (IUPsyS) med konferencer hvert 4. år.

I bestyrelsen var der klart opbakning til at fastholde DP’s engagement i det internationale samarbejde og fortsat at prioritere ressourcer til at kunne udpege medlemmer med særlige kompetencer og viden til relevante task forces, standing comittees etc. Herunder ikke mindst etikområdet, testområdet (som også havde stor opmærksomhed i Danmark), skoleområdet i forhold til psykologdækning, rammer for grunduddannelserne i psykologi og mulighed for ækvivalering i EU, specialistuddannelser m.m.

I nogle tilfælde indgik vi aftaler via SAK om fælles nordiske udpegninger og styrkede i perioden samarbejdsklimaet mellem de nordiske foreninger. I Finland var man fx interesseret i at høre om de danske erfaringer med sygesikringsordningen, da adgangen til krisehjælp lod vente på sig, medens man i henhold til loven havde langt bedre muligheder end hos os til længere behandlingsforløb som led i rehabilitering. Sammen var vi i 1999 med til at sætte et nordisk aftryk på EFPA ved at fremme valg af den finske formand som præsident.

Et meget vigtigt tiltag i EFPA-regi blev initiativet med at skabe grundlaget for en fælles beskrivelse af curriculum for psykologiuddannelser. Både for at formulere en fælles forståelse af fagets genstand, forgreninger og forventelige indhold og uddannelsens længde. EU havde således en forestilling om, at også akademiske uddannelser skulle tilpasses den såkaldte Bolognadeklaration, der angav en indskrænket ramme på 3-4 år, medens målet for EFPA’s medlemslande var at fastholde en studielængde på fem år. Opgaven var især lagt i hænderne på en gruppe primært fra England og Holland, som i årene fremover vedholdende prioriterede kræfterne i det konkrete og strategiske arbejde, som materialiserede sig i den rammebeskrivelse for kvalifikationer for psykologer i Europa kaldet EuroPsy.

Overordnet er vilkårene for organisationerne i de nordiske lande meget favorable i forhold til mange andre steder. Derfor var det godt at få ekstra udsyn i forhold til udvikling og udfordringer for psykologers virke ved at kende andres virkelighed og fortolkning af faglighed, hvilke kampe andre må kæmpe, hvordan de vælger at organisere sig, kommunikation med medlemmer og strategiske overvejelse i forhold til beslutningstagere. Erfaringer og tætte samarbejdskontakter, som jeg personligt og foreningen har haft glæde af. Men jeg er også tilfreds med, at DP i nogle sammenhænge åbent opponerede over for procedurer og beslutningsprocesser, fx på generalforsamlinger, som vi anså for udemokratiske, og ad den vej bidrog til processer med kultur- og regelændringer.

Den voksende popularitet
Rammerne levner naturligvis slet ikke plads til at vise respekt for alle de konkrete indsatser i DP, eller for medlemmer, medarbejdere i sekretariatet og samarbejdspartnere, som har ydet en stor indsats i sig selv og/eller i vores samspil og modspil for at fremme psykologernes vilkår og placering i samfundsbilledet. En forening med mange aktive medlemmer og dygtige medarbejdere er et gode, som man aldrig må tage for givet. Men de fortjener stor tak.

Ved min afskedsreception i 2002 deltog rigtig mange medlemmer og samarbejdspartnere, hvilket meget konkret illustrerede, at det netværk omkring DP, som kunne overdrages til min efterfølger, Roal Ulrichsen, var vokset betydeligt. Den voksende popularitet og respekt for psykologers arbejdsfelter er et gode, men den må aldrig blive en sovepude. Hver enkelt formand har sammen med bestyrelsen og andre foreningsorganer kun en kort årrække til at bevise, at psykologerne både kan udvikle faget og styrke anerkendelsen. Higen efter positioner må aldrig få os til at glemme opmærksomheden på, hvordan samfundsmæssige forhold har konsekvenser ikke mindst for udsatte børn, unge og voksne. Vilkår, som også vi som faggruppe har et ansvar for at synliggøre og medvirke til at forbedre ved at stille vores viden og metoder til rådighed.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge