Solidaritet fremfor tillæg

 I

Foreningens formænd fra 1982-2012 har sagt ja til at skrive deres beretninger til foreningens historieportal. Jytte Freisleben er den første i rækken af fem.

Læs Jytte Freisleben, tidligere formand for Dansk Psykolog Forening, (1982-1986) om forhandlingsklimaet i en tid, hvor solidaritet og lighed var i strid med tillæg til ledere og efteruddannelse. De nederste løntrin skulle løftes, der skulle ikke arbejdes for tillæg og en generalforsamling besluttede, at psykologer ikke måtte ansætte psykologer.

Formand i fattigfirserne

Min formandsperiode i Dansk Psykolog Forening begyndte i 1982, lige før den konservative Poul Schlüter blev statsminister og iværksatte den politik, der blev kendt som Kartoffelkuren, og den tid indledtes, der blev beskrevet som fattigfirserne med besparelser og arbejdsløshed generelt i samfundet. Besparelserne kom efter økonomisk lavvækst i kølvandet på oliekrisen i 1973. Det var en udfordring, især fordi der også var stor arbejdsløshed blandt psykologer.

Det var også en meget spændende, levende og turbulent tid. Der var virkelig stort engagement i samfundet for at sikre de svage, det var vigtigt at være solidarisk og sikre, at velfærden kom alle til gode. I 1970 kom en kommunalreform, i 1976 kom Bistandsloven, og i 1980 udlægningen af særforsorgen. Det betød, at kommuner og amtskommuner fik nye store opgaver, som førte til mange job for psykologer. Psykologernes arbejdsmarked voksede i denne periode trods besparelser. Da der blev uddannet ca. 200 psykologer fra universiteterne om året, var der fortsat arbejdsløshed, men den voksede ikke.

Psykologerne, især de, der deltog i foreningsarbejde, var aktive på den politiske venstrefløj. De var medlem af flere forskellige partier, der bekæmpede hinanden indbyrdes. Det kunne mærkes i bestyrelsesarbejdet og på generalforsamlingerne, der var utrolig livlige med lange, engagerede og voldsomme – indimellem aggressive – debatter og meget radikale synspunkter. Formanden havde en væsentlig opgave i at finde kompromisser mellem de forskellige fløje og mellem de aktive på venstrefløjen og de mere moderate medlemmer. De, der ikke deltog i generalforsamlingen, var typisk mere moderate. Mange mente, de aktive måtte sætte dagsordenen, men foreningen skulle ikke splittes i en radikal gruppe og en mere moderat gruppe psykologer, så kompromiser var vigtige.

Nye veje, nye stillinger
På grund af den store arbejdsløshed arbejdede vi derfor intensivt for at øge antallet af psykologstillinger i Danmark. Det var overskriften for det meste af den indsats, Psykologforeningen stod for i de år, jeg var formand.

Der var mange veje hen mod målet:

  1. Den direkte vej med at skabe flere stillinger.
  2. Den indirekte ved at gøre opmærksom på, hvad det var vi kunne.
  3. Sikre etablering af autorisation og gennemførelse af en sygesikringsordning.
  4. Støtte etablering og udvikling af regionerne og deres lokale arbejde
  5. Støtte af sektionernes arbejde med at skabe stillinger inden for deres fagområde
  6. Støtte udvikling af psykologstillinger på det arbejdspsykologiske område.
  7. Sikre de kliniske psykologer ved skolevæsenet, og at psykologerne i de sociale områder fik efteruddannelse og tillæg. Også andre grupper ønskede tillæg, fx hospitalspsykologerne, der havde et meget lille tillæg.
  8. Skabe gode efteruddannelsesmuligheder for psykologer, så vi sikrede kvalificerede folk til de stillinger, der krævede efteruddannelse, fx hvis vi fik en autorisationsordning.
  9. Støtte udvikling af psykologstillinger på det private arbejdsmarked.

Arbejdsløshedsudvalget var centralt i foreningsarbejdet. De arbejdsløse fik en repræsentant i alle udvalg og i bestyrelsen, så fokus på deres situation blev fastholdt. Arbejdsløsheden var på 17 %. Den steg ikke i perioden, fordi det lykkedes langt de fleste nyuddannede at komme i arbejde relativ kort tid efter endt uddannelse, til trods for at der blev uddannet ca. 200 nye cand.psych. hvert år.

Der blev skabt helt nye stillinger både inden for det offentlige og i privat regi: – Mange nedsatte sig som privatpraktiserende psykologer. – Nogle nedsatte sig som erhvervspsykologer. – Nogle blev ansat i private virksomheder. – Nogle blev selvstændige konsulenter. – Arbejdspsykologien udvikledes med flere og flere stillinger i bedriftssundhedstjenesten. – Antallet af stillinger på de sociale områder voksede stærkt. – Antallet af kliniske psykologer ved skolevæsenet voksede eksplosivt i disse år. – Børnesagkyndige undersøgelser blev et velanskrevet arbejdsområde. – Nye stillinger blev skabt af kreative psykologer, også blandt de nyuddannede, inden for privat regi. Fx blev der skabt stillinger i institutioner og virksomheder, hvor der ikke før havde været tænkt på, at man kunne ansætte psykologer (Sporvejene i Århus!).

Overenskomstforhandlinger
Fokus på de nyuddannede psykologer og ønske om solidaritet medførte, at foreningens krav til overenskomsterne ubetinget var, at de nederste løntrin skulle løftes. Vi skulle ikke arbejde for tillæg og for lederstillinger. Vi var som cand.psych.’er kvalificerede, og efteruddannelse kunne betyde, at der ikke blev lagt vægt nok på grunduddannelsen. Vi ønskede heller ikke et langt efteruddannelsesforløb som eksempelvis lægernes. Et andet argument var, at mange ikke ønskede, at nogle skulle tjene mere end andre. Vi skulle heller ikke arbejde for lederstillinger til psykologer, og en generalforsamling besluttede, at psykologer ikke måtte ansætte psykologer.

Vi skulle slet ikke arbejde for flere penge til de højere løntrin. Det var ikke i overensstemmelse med AC’s politik, så i 1984 besluttede generalforsamlingen at anbefale at stemme nej til overenskomsten, der ikke indeholdt stigning af de nederste løntrin ved denne overenskomst. Bestyrelsen i AC var bekymret for vores markante krav om stigninger til de nederste løntrin og ingen puljer til særlige områder, fx tillæg til ledelse og andre særlige områder. De besluttede derfor, at hvis vi eller en af de andre organisationer stemte nej til overenskomstforslaget, måtte vi klare overenskomstforhandlingerne alene. Det betød, at vi ikke havde AC med i forhandlingerne, og at vi måtte klare den økonomiske side af en lockout og strejke selv.

Generalforsamlingen besluttede alligevel at stemme nej til overenskomstoplægget. Det var et problem. Vi havde selvsagt ikke styrke til at få noget igennem over for arbejdsgiverne alene, det var en noget penibel situation. Jeg anbefalede i en leder i Psykolog Nyt medlemmerne at stemme ja. Vi havde set at socialrådgiverne stemme nej til en overenskomst nogle år tidligere. De strejkede og blev lockoutet i lang tid. Både foreningen og medlemmerne mistede mange penge uden at få noget ud af det. Vi havde tidligere inviteret sømandsbossen Preben Møller Hansen til at holde et oplæg for os om aktiviteter i forbindelse med overenskomstforhandlinger og strejker. Sømændene havde gennemført en vellykket strejke noget forinden. Han var helt klar i sin opfattelse af vores muligheder for at opnå noget ved at strejke. Vi kunne jo ikke stoppe færger eller andet samfundsnødvendigt, så det ville ikke vække den store opmærksomhed, hvis vi strejkede. Afstemningen endte med et ja til overenskomsten.

Nyt tillæg
Generalforsamlingen var dog enig i, at det var vigtigt at forhandle tillæg til nogle psykologer for at sikre udviklingen af psykologernes position i samfundet.

Aktuelt handlede det om tillægget til de kliniske psykologer i folkeskolen, som blev sikret som generelt tillæg. mens jeg var i bestyrelsen (1978-1982). Der var dengang usikkerhed i bestyrelsen om, hvorvidt det kunne betale sig at bruge midlerne fra overenskomstforhandlingerne til et generelt tillæg, men de kliniske psykologer protesterede, og derfor fastholdt foreningen kravet om et generelt tillæg. Det viste sig at have stor betydning. Tillægget medførte krav om efteruddannelse, og det medførte, at foreningen arbejdede på at få undervisningsministeriet til at godkende en to års efteruddannelse, som foreningen havde skabt midt i 1970’erne.

Vi havde løbende kontakt med Undervisningsministeriet i det udvalg, ministeriet selv havde nedsat om psykologbetjening i kommunerne. I Sektionen for kliniske psykologer i folkeskolen var der stor utilfredshed over, at det kun var læreruddannede psykologer, der kunne søge lederstillingerne. Skolepsykologerne, som var tjenestemænd, havde en højere løn, end vi havde. Det var et godt argument for tillæg til de kliniske psykologer. Danmarks Lærerforening var en vanskelig samarbejdspart i udvalget. De stod fast på, at læreruddannelsen var nødvendig for at blive ledere. De blandede sig også i forhold for psykologerne i socialforvaltningerne og forhold for de kliniske psykologer ved skolevæsenet. Undervisningsministeriet støttede normalt Lærerforeningens krav. Det skabte megen utilfredshed blandt de kliniske psykologer. Sektionen var meget aktiv i denne periode og sikrede generalforsamlingens opbakning til netop krav om tillæg på dette område, så vi tjente det samme som skolepsykologerne. Generalforsamlingen bakkede også op om ønsket om lige adgang til lederstillingen.
Et lokalt ønske i Herlev om at ansætte en klinisk psykolog som leder af det skolepsykologiske kontor og undervisningsministerens ønske om, at den bedst kvalificerede skulle have stillingen, medførte, at kravet om læreruddannelse til lederstillingerne forsvandt. Nu kunne kliniske psykologer og også andre faggrupper blive ledere på de skolepsykologiske kontorer.

Generalforsamlingen debatterede et forslag om, at vi ikke skulle supervisere skolepsykologerne, da man var bange for, at skolepsykologerne skulle tage vores stillinger. Forslaget faldt, for samarbejde var vigtigt. Vi havde to specialer, og skolepsykologerne ønskede næppe at underkende deres eget specialeområde, nemlig den pædagogiske psykologi, så der var ikke grund til at frygte, at de ville være kliniske psykologer alle sammen og dermed true vore muligheder. Vi havde desuden mange fælles interesser. Andre uden for psykologkredse syntes også, det var uforståeligt, at to psykologgrupper bekæmpede hinanden. Indtil videre var vi også afhængige af, at de ledende skolepsykologer oprettede kliniske psykologstillinger.

Interessen for at ansætte kliniske psykologer i folkeskolen voksede markant i denne periode. Foreningen forhandlede sig frem til mulighed for at ansætte nye psykologer i stillingerne uden tillæg. Tillægget betalte så for gennemførelse af den toårige efteruddannelse. Det skabte mange stillinger for de nyuddannede psykologer.

Efteruddannelse for de kliniske psykologer i folkeskolen blev også grundlag for de faglige krav til autorisationen. Jeg var med i de første tre år i Psykolognævnet. Det var uproblematisk at bruge kravene fra de kliniske psykologer i folkeskolen som grundlag for kravene til autorisation, fordi de var godkendt af Undervisningsministeriet.

Det sociale område voksede ligeledes i denne periode. Bistandsloven fra 1976 lagde vægt på at fastholde borgerne i arbejdsstyrken, så de kunne opretholde en acceptabel levestandard. Bistandslovens tre nøglebegreber var: familiebehandling, forebyggelse og revalidering. Den decentralisering, kommunalreformen var udtryk for, øgede kommunernes ansvar for en række opgaver, fx drift af sociale institutioner, børne-og ungdomsforsorgen og Mødrehjælpen, særforsorgen og fysisk og psykisk handicappede. Det betød en stærkt øget interesse for at få psykologer ansat både amtskommunalt og kommunalt. Der blev etableret rådgivningscentre for børn og deres familier i 1970’erne. De var oftest ledet af psykologer. Dette område fortsatte med at vokse i firserne.
Foreningen holdt mange kurser for at give mulighed for at styrke den faglige viden for psykologer i den sociale sektor. De nye børnesagkyndige undersøgelser blev nye arbejdsopgaver for psykologer, og der blev etableret kurser for de psykologer, der fik disse opgaver.

Der var ikke et generelt tillæg til psykologer i socialforvaltningen og i amtskommunerne. Enkelte havde personligt tillæg, men der var ikke villighed fra arbejdsgiverne til flere generelle tillæg. Der var fokus på økonomi og arbejdsgiverne var generelt bange for udgifter, det var svært at styre.

Interessen for stillinger til psykologer i hospitalsvæsenet var også stigende. Nye behandlingsformer som fx miljøterapi banede vejen for dette.

Hospitalspsykologerne havde et tillæg, men det var meget lille, så der var også fokus på at forbedre dette. En autorisation, der ville medføre tillæg til autoriserede psykologer, ville løse dette problem, ligesom også en specialistuddannelse ville også medvirke til dette.

Den generelle holdning om, at grunduddannelsen var god nok, at vi ikke skulle skabe psykologer, der var mere/bedre end andre, forsinkede udvikling af forhandlingerne om krav om tillæg, men det ændrede sig, i takt med at flere og flere psykologer ønskede tillæg og lederstillinger.

Der var i perioden forhandling med sygesikringsudvalget om sygesikring for psykologer. Forhandlingerne begyndte, men blev stoppet, kort efter at min formandsperiode ophørte. Høring af forslag i amtsrådsforeningen og Kommunernes landsforening resulterede i, at man ikke mente, der var behov for sygesikring og autorisation til psykologer. Psykiaternes forening havde blandt andet sagt, at psykologer arbejdede under lægernes ansvar, så de behøvede ikke autorisation. Flere år senere fik vi alligevel autorisation, men det trak længe ud.

Formandsperioden 1982-1986
Samlet om min formandsperiode kan man konkludere, at det var en periode med stærkt modstridende interesser. På den ene side ønskede man at være en gruppe lige ansete psykologer, man ønskede ikke psykologer med særlige tillæg eller med ledelse af andre psykologer. På den anden side var der massivt ønske fra mange grupper om både lederstillinger og tillæg. Det lykkedes at skabe videreudvikling i enighed trods denne modsætning.

Det var første skridt på vejen mod at få tillæg til bredere grupper end til psykologerne på det kliniske område. Det blev grundlaget for det videre arbejde, der endte med mulighed for et generelt tillæg til alle psykologer, da autorisationsordningen blev vedtaget flere år senere. Dertil kom specialistuddannelserne, der kom til senere. Sygesikringsordningen, der var tæt på vedtagelse, blev udsat, men gennemført en del år senere.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge