Hjælp skilsmisseforældre

 I

De børnesagkyndige psykologer får uretfærdig meget kritik for deres arbejde. Giv i stedet skilsmissefamilier den hjælp, de behøver. Det siger Michael Kaster, formand for de børnesagkyndige psykologer i Dansk Psykolog Forening, i en kronik i Politiken.

Uddrag:

Gennem de seneste år har de børnesagkyndige psykologers arbejde været kritiseret, både i medierne og på internettet. En kritik er, at der klages til Psykolognævnet over de børnesagkyndige psykologers undersøgelsesarbejde, og at mange af de forældre, der klager, får medhold. Der laves op imod 1.000 børnesagkyndige undersøgelser om året. I 2013 blev der klaget over 22 børnesagkyndige undersøgelser. Der blev udtalt kritik i otte sager og alvorlig kritik i én sag. Sammenholdt med antallet af børnesagkyndige undersøgelser, der udføres, er mængden af undersøgelser, der kritiseres af Psykolognævnet, ganske lille.

Dertil kommer, at flere af de børnesagkyndige undersøgelser, der kritiseres af Psykolognævnet, ikke handler om psykologens faglige vurderinger. Psykolognævnets kritik går nemlig alene på, om psykologen har været tilstrækkelig omhyggelig, samvittighedsfuld og upartisk ved gennemførslen af undersøgelsen.

Når vi får så hård medfart i medierne og på internettet, skal svaret utvivlsomt findes i, at de børnesagkyndige undersøgelser griber ind i noget af det mest værdifulde, private og sårbare, mennesker har, nemlig forholdet til deres børn.  I yderste konsekvens danner deres undersøgelser grundlaget for, at forældremyndigheden tages fra en forælder, at myndighederne flytter bopælen fra den ene forælder til den anden, eller at myndighederne stopper en forælders samvær med sine børn.

Det er den børnesagkyndige psykologs arbejde at navigere i skilsmissefamiliernes voldsomme følelsesstorme omhyggeligt, upartisk og samvittighedsfuldt. Ikke med henblik på at hjælpe forældrene, men med henblik på at tilvejebringe tilstrækkelig psykologfaglig viden til, at myndighederne under de givne omstændigheder kan afgøre, hvad der er bedst for barnet.

Når de børnesagkyndige psykologer er de psykologer, der klages mest over til Psykolognævnet, skyldes det angiveligt ikke en særlig utilfredshed med de børnesagkyndige psykologer, men at en stor del af de forældre, der klager, bruger klagen som en del af kampen for at få deres egne ønsker om forældremyndighed, bopæl og samvær igennem.

Det må vi leve med, det er en del af arbejdsbetingelserne. Men vi kan selvfølgelig ikke leve med, hvis der grundløst breder sig en forståelse af, at vi ikke laver vores arbejde godt nok. Vi kan heller ikke leve med at blive truet eller på anden måde forulempet af forældre, advokater eller interesseorganisationer, der ikke er enige i vores vurderinger.

Når kritikken er allermest skarp, bliver vi spurgt, om vores undersøgelsesarbejde hviler på evidensbaserede metoder. I de fleste tilfælde er kritikerne desværre ikke så interesserede i at høre svaret.  Svaret er: Ja, vores undersøgelsesarbejde hviler på evidensbaserede metoder.  Dog med det forbehold, at psykologien som videnskab ikke kan mønstre den samme grad af evidens som naturvidenskaben. Man kan ikke tage en blodprøve af et barn og derigennem finde ud af, hvor det skal bo, eller hvor meget samvær det skal have med den ene eller anden forælder.

Børnesagkyndige psykologer i Danmark er erfarne og veluddannede. Og vi tager vores arbejde alvorligt i en grad, hvor vi bliver ved med at se, om der er nye velafprøvede metoder, der kan skærpe vores blik, når vi foretager undersøgelsesarbejde. Det er ambitionen for det børnesagkyndige arbejde, at det skal belyse, hvad der er til barnets bedste, og dermed skabe et grundlag for myndighederne til at træffe hvis ikke en god afgørelse, så i hvert fald den mindst dårlige afgørelse. En del sager, der havner i myndighedernes maskineri, vender tilbage med mellemrum, fordi forældrene ikke kan forlige sig med den afgørelse, der er truffet i sagen.

Et forhold, der meget ofte ledsager kritikken af de børnesagkyndige psykologers arbejde, er, om det nu er fædrene eller mødrene, der forfordeles. Som børnesagkyndige psykologer får vi altid adgang til at undersøge begge forældres forhold. Lad mig slå fast: De børnesagkyndige psykologers undersøgelser baserer sig på de bedst mulige metoder til at undersøge, hvad der er til barnets bedste, og baserer sig ikke på en forudfattet mening om, at det ene køn er mere egnet som forældre end det andet.

Hvis børn skal have det godt efter en skilsmisse, kræver det altovervejende, at forældrene kan blive enige om væsentlige forhold vedrørende barnet og tilsidesætte deres egne behov til fordel for barnet.  Hvem der har forældremyndigheden, hvor barnet bor, og hvor meget samvær barnet har med den forælder, det ikke bor hos, er i hovedreglen sekundært for barnets trivsel, hvis bare forældrene kan samarbejde!

Det er klart, at dette ikke er nemt, og det er derfor, at der mange gange skal hjælp til. Bolden spilles hermed over til politikerne. Det er deres ansvar at finde midlerne til, at de skilsmissefamilier, der har brug for hjælp, kan få den i langt større omfang, end tilfældet er i dag.

Tragiske hændelser, hvor forældre griber til vold, kunne i nogle tilfælde undgås, hvis sagsbehandlingstiderne i Statsforvaltningen ikke var så lange og hvis forældrene over længere tid fik hjælp til at samarbejde om deres børn. Som det er nu, lukker Statsforvaltningen sagerne, når der er truffet en samværsafgørelse. Og i nogle tilfælde efterlades forældre med en samværsafgørelse, de ikke formår at praktisere. Det fører ofte til, at sagerne ender i fogedretten, hvor ulykkelige og desperate forældre sidder på hver deres side af bordet og kæmper om barnet. Fogedrettens opgave er ikke at tilbyde forældrene hjælp, men at træffe afgørelse. Ikke sjældent må sagerne derfor tilbage til Statsforvaltningen. Og det hele kan starte forfra.

Politiken den 18. september 2014

Læs hele kronikken her.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge