Hjælp til pressede elever

 I

Psykologforening: Pressede gymnasieelever skal tilbydes mere hjælp. Sammen med studievejlederne er psykologer bekymrede for elever, der ikke kan sove. Det skriver Politiken.

En ny undersøgelse gennemført blandt 5000 elever på landets almene gymnasier viser, at halvdelen af alle elever ”dagligt” eller ”ofte” føler sig pressede i hverdagen. En tredjedel af eleverne oplever ”dagligt” eller ”ofte” koncentrationsbesvær, og hver fjerde har søvnproblemer på grund af en presset hverdag.  Undersøgelsen er gennemført af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Tal fra Danmarks Statistik viser ifølge Politiken, at antallet af unge mellem 15 og 19 år, der fik henvisning til psykologhjælp steg med 85 procent fra 2006 til 2012.

Næstformand Rie Rasmussen fra Dansk Psykolog Forening efterlyser mere hjælp til gymnasieleverne.

-I folkeskolen er der mulighed for at lave en indstilling til en psykolog, hvis et barn har det svært, men den mulighed er der lige pludselig ikke i samme omfang, når man starter i 1.g. Det gør, at nogle unge får hjælp for sent, siger Rie Rasmussen til Politiken.

Unge under 18 år kan få psykologhjælp via Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, men Psykologforeningen siger til Politiken, at det tilbud bør udvides til gymnasieelever over 18 år.

»Vi ser rigtig gerne, at man laver psykologiske tilbud, der gælder for unge helt indtil de er færdige med en ungdomsuddannelse«, siger hun.

Formand for Studievejlederforeningen for Gymnasieskolerne og HF, Hanne-Grethe Lund, genkender problemet. Hun ser mange elever, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, mens formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Philip Lerer, ikke tror på, at mere studievejledning nødvendigvis vil hjælpe de pressede elever.

Han siger til Politiken, at studievejledning er vigtig, men ikke løser problemet. Eleverne skal i stedet lære at håndtere stress, stress skal forebygges og det skal italesættes, at det at tage en uddannelse er noget, man gør, fordi man har lyst til at dygtiggøre sig, og ikke fordi man skal hurtigt igennem eller score topkarakterer.

Politiken, 15. januar 2014

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge