Hvad skal skolen

 I

Der har været blæst om den danske folkeskole de senere år. Lærer vores børn nok? Er det de rigtige fag, der prioriteres i skolen, og er fagfagligheden på et tilstrækkeligt niveau? Er skolen skruet godt nok sammen til at rumme alle – både de fagligt stærke og svage elever? Og er undervisningen? Spørgsmål, der alle er relevante og væsentlige at stille. For vi lever i en verden, hvor skole og uddannelse er rygraden i samfundet, både vores eget og det globale, og dermed også er en vigtig investering i fremtiden og arbejdsmarkedet. Skolen er afgørende i ethvert barns liv – uanset hvor i landet vi er født, og uanset hvilke økonomiske og sociale
vilkår, vi lever under. Det er netop det særligt fine ved det danske skolesystem: at samfundsinstitutionen folkeskolen er til for alle. Af den grund har alle børn i Danmark siden 1914 haft en lovsikret ret – og pligt – til at modtage undervisning.

Men mens blæsten om skolen, som den har formet sig i den offentlige debat, har taget fat på gode og væsentlige temaer, har den samtidig haft en retning, der bekymrer. Ikke på grund af de spørgsmål, der stilles, men på grund af dem, der ikke stilles. Det måske allervigtigste er: Hvad skal skolen egentlig kunne? Lære børnene noget, vil de fleste måske svare. Og hovedbudskabet i reformer af folkeskolen siden 2003, hvor folkeskoleloven blev fornyet for første gang i ti år, har da også været, at fagligheden i folkeskolen skulle styrkes. Blandt andet fordi der har været bekymring for, om vi danskere kan klare os i konkurrencen med udlandet, når man sammenligner danske skoleelevers præstationer med skoleelever andre steder i verden. Her har flere internationale undersøgelser peget på, at danske elever ikke ligger i superligaen. Det gælder især på klassiske fagområder som matematik, læsning og skrivning – de områder, der primært måles og sammenlignes internationalt gennem elevvurderingsprogrammet PISA, der blev indført i Danmark for 16 år siden. Vi skal være fagligt dygtigere, har det lydt. Og skolen er gentagende gange af politikere og embedsværk forsøgt rettet til, så også vores børn bliver dygtigere og kan præstere mere. Intentionerne er de rigtige, men mon metoderne virker som de skal?

For at kunne lykkes med at understøtte børnenes læring af faglige færdigheder og for at kunne forblive et substantielt og positivt kulturbærende element i ethvert barns liv, så er der flere ting, vi må efterlyse i snakken om skolen og alt det, som er rundt om børnene gennem den vigtige udvikling de gennemgår i skolealderen. Vi kan oplagt skele til udviklingen af børns trivsel over de seneste årtier. Dels fordi trivsel og sunde samfundsborgere er afgørende for de værdier, vi påstår at basere vores samfund på, og dels fordi det er en væsentlig konkurrenceparameter i en globaliseret verden under stor forandring. Men også fordi trivsel er en forudsætning for positiv læring. Uanset om der er tale om faglige eller sociale færdigheder eller et samlet dannelsesperspektiv for vores poder, så gennemgår de i
skolealderen en udviklingsproces, som er afgørende for deres voksenliv – og hvordan deres tilværelse kan forme sig. Derfor er det vigtigt, at de har det godt, så de har de bedste forudsætninger for at blive livsduelige voksne.

Men på stort set alle parameter og i stort set hvilken som helst kvalificeret undersøgelse udført i de senere år, så er trivslen for nedadgående for en stor gruppe af vores børn og unge. Jeg skal her spare jer for de alt for mange nedslående referencer om spiseforstyrrelser, ADHD, selvmord, selvværd, adfærdsforstyrrelser, social eksklusion og brug af psykofarmaka, men blot minde om, at vi i snakken om skolen ikke bør lukke os om skolen – for skolen er kun en del af børnenes liv.
Så skal skolen ikke kunne andet og mere end at gøre vores børn dygtige til matematik, læsning og skrivning? Og hvad er forudsætninger for, at det overhovedet skal lykkes? Den debat er nu blevet rejst af lærerprofessionen. Danmarks Lærerforening (DLF) har taget hul på en vigtig proces med at få formuleret et ny skoleideal i Danmark – som modsvar til den skole, som politikere og beslutningstagere er i færd med at udvikle, og som hviler på et andet skolesyn, end det lærerne har, siger DLF.

Den debat er både påtrængende og nødvendig. Vi psykologer er også en del af skolesystemet og møder som PPR-psykologer og skolepsykologer hver dag de børn, der går i skole. Vi møder mange forskellige børn, og vi møder børn med mange forskellige udfordringer. Men fælles for langt de fleste børn er, at de faglige udfordringer kun meget sjældent står alene.

Et skoleideal, der alene bygger på faglig læring, boglige egenskaber og faglig konkurrence med udlandet, er derfor alt for snævert til at kunne rumme både de udfordringer og muligheder, skolen har som kulturbærende institution i det danske samfund. Vi skal tænke meget større og langt mere sammenhængende. Skolen skal ikke kunne alt, men den skal kunne meget – ikke mindst samarbejde med dem, der kan resten.

I de voksnes samtaler og beslutninger om skolen er vi derfor også nødt til fra hvert vores perspektiv at anerkende, at alle parter vil børnene det bedste. Lærere, psykologer, politikere, forældre og mange flere. Men ingen ved alene, hvordan vi gør. Vi skal skabe en skole, hvor der er fokus både på at styrke børns faglige kompetencer og livsduelighed.

En skole, hvor det er lige så vigtigt at have sunde og harmoniske børn i trivsel som dygtige boglæsere og matematikopgaveløsere. Det forudsætter, at vi i  skolepolitikken sikrer velintegrerede og substantielle samarbejdsflader til de mange parter, som er i kontakt med børnene. Så vi i fremtiden, når vi taler om skolens formål: at lære, at danne, også forstår og erkender, at det handler om meget mere end tabellerne og meget mere, end skolen selv. Dét bør være grundessensen, når vi sammen svarer på spørgsmålet: Hvad skal skolen kunne?

Se leder. (pdf)

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge