Hvilke konsekvenser vil vi tillade, at nødvendighedens politik fører med sig?

 I

Fra 2018 vil der ikke længere være psykologer til stede på børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Det kan få konsekvenser, som vi bliver nødt til at se i øjnene, skriver psykolog Eva Secher Mathiasen.

Af Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening. Indlæg bragt på kristeligt-dagblad.dk den 24. januar 2017.

Et afgørende træk ved et velfærdssamfund er kvaliteten af dets sundhedsvæsen. En tilsvarende vigtig indikator på velfærdssamfundets forfald er, når sundhedsvæsenet ikke fungerer. Når vi for eksempel ikke har adgang til elementære sundhedsydelser, der er billige og nødvendige for de flestes helbredelse. Det er for eksempel sådan, vi måler, hvorvidt vores politikere prioriterer folkets sundhed. Ikke på skåltalerne eller de flotte pressemeddelelser. Men på den effekt, som vores sundhedsvæsen har på vores sundhed. Det er ret elementært.

Fra 2018 vil der ikke længere være psykologer til stede på børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Forældre med kronisk eller terminalt syge børn kan ikke længere få hjælp til at håndtere, at deres børn skal dø eller leve med en lidelse, som har stor betydning for deres identitet.

Det er forældre, som er i dyb krise, fordi det vigtigste menneske i deres liv er på spil, og som nu ikke længere kan få nødvendig støtte til at hjælpe det barn, som ligger i isolation, måske skal dø eller skal leve med en alvorlig lidelse resten af deres liv. Det er børn, som er ramt fysisk og psykisk, som ikke vil kunne det samme som deres jævnaldrende, eller som måske skal herfra snart. Enhver kan forstå, at familien har brug for meget andet end hjælp til den fysiske sygdom i sådan en situation.

De, som har råd eller har en sundhedsforsikring, kan måske tilgå en delvis hjælp på det private marked, men den vil aldrig stå mål med det, man kan få hos de psykologer, som er en integreret del af det team, der håndterer barnets sygdom, og som kender den specifikke lidelse og det forløb, barnet og familien skal igennem på afdelingen.

At psykologerne forsvinder, kommer i kølvandet på mange andre fyringer af personalefunktioner, som også er afgørende for at få afdelingen til at fungere.

Det er klart, at prioriteringer er nødvendige på landets sygehuse. Pengene vokser ikke på træerne, og vi står som altid foran svære beslutninger om, hvor mange skattepenge der skal være i fællesskabet, og hvordan de skal bruges. Den lidt letkøbte opstilling er, om en million for eksempel skal gå til livsforlængende medicinsk behandling af ét menneske eller til at sikre livskvaliteten for 50 andre. Det er svære spørgsmål. Men det nytter ikke, at vi ikke tager stilling til, hvilke konsekvenser vi vil tillade, at nødvendighedens politik fører med sig.

Se indlægget på kristeligt-dagblad.dk her.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge