Jobvækst og stigende ledighed

 I

På trods af en flot jobvækst for psykologer fra juni 2014 – juni 2015 på 6,7 %, så er antallet af ledige psykologer steget hen over sommeren. Den stigende ledighed hænger sammen med, at der fra maj til juni kom hele 97 nye psykologer ud på arbejdsmarkedet, og selv om 70 af disse allerede er i arbejde, så er ledigheden øget fra 182 til 209 psykologer, hvilket betyder, at ledigheden er steget fra 3,0 % til 3,4 %. I juli og august kommer der fortsat flere kandidater ud på arbejdsmarkedet, men næppe i samme tempo – og herefter er det forventningen, at ledigheden igen falder fra august og året ud.

Sammenligner man psykologerne med AC, så har den samlede jobvækst for akademikere generelt ligget på 3,7 % fra juni 2014 – juni 2015, altså langt under psykologernes på 6,7 % i samme periode, mens ledighedstallet også falder ud til psykologernes fordel, idet den samlede akademikerledighed fra maj til juni var på 4,1 %, dvs. altså højere end psykologernes nuværende ledighed på 3,4 %.

Men da målsætningen for Psykologkampagnen var, at psykologernes ledighed mindst skal være en procent lavere end akademikernes generelle ledighed, så har den stigende sommerledighed lige nu sat skår i glæden over, at det mål ellers blev nået i maj.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge