Kun psykologer må anvende test forbeholdt psykologer

 I

Vi får mange henvendelser omkring brugen af test, der er forbeholdt psykologer, men som desværre ind i mellem bruges af ikke-psykologer. Som forening mener vi klart, at kun psykologer må anvende test, der er forbeholdt psykologer. Vi har dog desværre ikke mulighed for at gribe ind hvis testene misbruges.

Visse typer test skal man være psykolog for at anvende. Det drejer sig fx om A-kvalificeret test fra Pearson. Disse test sælger Pearson derfor kun til psykologer. Det er efterfølgende psykologens ansvar at følge Persons anbefaling og sikre, at materialet kun anvendes af psykologer. Pearson oplyser, at de ikke kan kontrollere brugen af materialet eller reagere på informationer om at materialet anvendes i strid med retningslinjerne.

Dansk Psykolog Forening mener, at andre faggrupper ikke må anvende test, som er forbeholdt psykologer. Desuden skal man som psykolog være opmærksom på, at hvis man lægger navn til en testning, som man ikke selv har udført, så står man til ansvar for testningen. En autoriseret psykolog står til ansvar med sin autorisation efter psykologloven.

Det er derfor Dansk Psykolog Forenings anbefaling, at en psykolog ikke lægger navn til en testning forbeholdt psykologer, som en ikke-psykolog har udført. Som ansat psykolog skal man således ikke acceptere at blive pålagt at lægge navn til en test, man ikke selv har gennemført. Det er endvidere foreningens anbefaling, at psykologer ikke superviserer andre faggrupper i forbindelse med test, som er forbeholdt psykologer.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge