Rettigheder og pligter

Sidst opdateret 17.07.2023 Af konsulent Louise Lund Christensen

Tillidsrepræsentantens opgave er vigtig. Dit hverv som TR er tillidsbaseret, og derfor er du dækket af særlige regler som er indgået centralt og gælder alle tillidsrepræsentanter. Det er din ret at varetage dine kollegers interesser og bruge din arbejdstid på TR-arbejdet, og det er din pligt at skabe rolige forhold og at fremme samarbejdet på arbejdspladsen.

Dine rettigheder som TR

  • Du har ret til at få information og til at varetage dine kollegers interesse.
  • Du har ret til at bruge den tid, der er nødvendig til at varetage hvervet, bl.a. til at deltage i møder og forhandlinger på arbejdspladsen og være i kontakt med de kolleger, du repræsenterer.
  • Du har ret til at deltage i TR-uddannelsen.

 

Planlægning af din tid

Planlægningen af din tid til TR-arbejdet skal du aftale med din arbejdsgiver, så du også kan planlægge dine øvrige arbejdsopgaver. Det er en god ide at indgå en aftale om tidsforbrug i det øverste samarbejdsorgan. Der findes ikke præcise regler for tidsforbruget til TR-arbejdet, og derfor kan der være diskussioner på arbejdspladsen om, hvor meget tid der er nødvendigt til TR-arbejdet.

Om ledelsen hver gang skal give tilladelse til, at du deltager i et TR-kursus eller andre TR-aktiviteter uden for huset, afhænger af de lokale aftaler og kutyme. Du bør dog altid orientere om aktiviteterne, det er med til at skabe udgangspunkt for gensidig tillid.

 

Dækning af udgifter

Der er ikke personlige udgifter i forbindelse med dit hverv som TR. Du får tjenestefrihed med løn til det nødvendige TR-arbejde og rejse- og kursusudgifter dækket. Der er ikke honorar for arbejdet, men der kan være tillæg:

  • I staten: Der er mulighed for at aftale tillæg
  • I kommuner og regioner: TR får funktionstillæg

Udgifterne til løn, pensionsbidrag og særlig feriegodtgørelse dækkes af arbejdspladsen og kursusudgifter dækkes af DP, se muligheder for refusion af udgifter.

 

Særlig beskyttelse af din ansættelse

Som tillidsrepræsentant har du en særlig rolle som bindeled mellem ledelse og medarbejdere. Derfor er du i nogle situationer særligt udsat, og derfor er du også omfattet af regler, der beskytter dig i din ansættelse.

TR skal frit kunne handle og ytre sig, og det er hensigten i aftalen, at der skal være en fri og åben informationsudveksling. Som TR har du tavshedspligt om enkeltpersoners forhold, men du kan ikke pålægges tavshed om arbejdspladsens generelle forhold, fx lønforhold.

Der skal meget tungtvejende grunde til at afskedige en tillidsrepræsentant. En tillidsrepræsentants afskedigelse skal begrundes i “tvingende årsager”, og det er arbejdsgiveren, der har bevisbyrden.

I det offentlige er alle tillidsvalgte omfattet af den særlige beskyttelse. Den gælder også for mange overenskomstansatte tillidsvalgte i private overenskomster.

Aftalen om tillidsrepræsentantbeskyttelse omfatter: Tillidsrepræsentanter, TR-suppleanter, SU- og MED-udvalgsmedlemmer og suppleanter, koordinationsudvalgs-medlemmer og arbejdsmiljørepræsentanter.

 

Regler og aftaler

 

Se også regler for SU/MED-udvalg

Få hjælp til TR-opgaven

Som TR er du DP’s lokale repræsentant og dine kollegers talerør. Find hjælp og støtte til at løse din opgave her:

  • TR/AMR Nyt med nyheder og inspiration
  • Kurser og møder for tillidsvalgte – Se aktuelle arrangementer
  • Rådgivning om psykisk arbejdsmiljø – Kontakt DP
  • TR-værktøjskassen – Find materialer til TR-opgaven
  • For at være godt rustet til opgaven kan du trække på rådgivning hos DP’s konsulenter
  • I særligt vanskelige sager og i afskedigelsessager, hvor der fx er brug for juridisk bistand tager DP opgaven for dig.

Husk at opdatere dine oplysninger

For at kunne rådgive så godt som muligt skal vi have opdaterede oplysninger om din arbejdsplads. Derfor er det vigtigt, at du informerer sekretariatet om indgåede lønaftaler, ændringer i valggrundlag, organisationsændringer og andet relevant.

  • Hvis du ikke længere har et tillidshverv, skal vi vide det, så alle oplysninger er ajour. Send en os en mail på dp@dp.dk med oplysning om din arbejdsplads og dato for ophør af tillidshverv.
  • Er du lige blevet valgt som tillidsrepræsentant eller -suppleant, så skal du huske at anmelde valget til os. Når du har gjort det, anmelder vi valget til din arbejdsgiver, og herefter er du bemyndiget til hvervet. Udfyld anmeldelsesblanket