Knaster på vejen

 I

I disse år udarbejder Sundhedsstyrelsen 50 nye nationale kliniske retningslinjer for behandling af en række sygdomme og lidelser. Der etableres faglige anbefalinger for diagnostik, behandling, pleje og rehabilitering af konkrete patientgrupper, baseret på evidens for virkningen og bedste praksis. Retningslinjerne skal desuden bidrage til at sikre en løbende prioritering på sundhedsområdet – kendt under sloganet: Mest mulig sundhed for pengene.

Opgaven er kompleks, især da politikerne naturligt nok ønsker at inddrage alle faggrupper, der indgår i behandlingsindsatserne. Vi støtter varmt denne tilgang, som stemmer overens med tværfagligheden i sundhedssystemet og harmonerer med, at patientens behov dækkes bedst ved en fælles indsats.

Men lige nu er vi bekymrede, for beslutningen om at sammensætte de enkelte arbejdsgrupper tværfagligt er stødt på knaster. Den videnskabelige metodik, retningslinjerne bygges op omkring, trækker i alt for snæver retning og med fokus på medicin – altså mere af det, sundhedsvæsenet har rigeligt af i forvejen – mens betydningen af de ikke-medicinske, pårørendeinddragende og borgerinvolverende metoder underkendes.

Aktuelt foreligger der et udkast til retningslinjer for udredning og behandling af ADHD, hvor der jo netop er al mulig grund til at brede viften ud til rådgivning, støtte til relationsudvikling, psykoedukation mv. Der er jo evidens for, at disse indsatser virker.

Men evidensen knyttes ikke til et lægefagligt videnskabsteoretisk grundsyn og er derfor lige nu i risiko for at støde mod de klassiske grænsebomme, som vi netop bør gøre op med, hvis der skal ske reel visionær udvikling af den tværfaglige indsats i sundhedsvæsenet.

De nationale kliniske retningslinjer skulle gerne ende med at fastlægge indsatser, der virker. For patienterne. Det er bedrøveligt, hvis de ender med at cementere en forældet tænkning om, at medicin er den eneste ”rigtige” form for behandling. Vi har derfor udtrykt vores betænkeligheder over for Sundhedsstyrelsen.

Leder. (Pdf)

Kommentarer
  • Peter la Cour
    Svar

    Det hjælper bestemt ikke ikke, at nogle faglige selskaber under foreningen tilsyneladende har taget deres opgaver med udpegning til retningslinje-udvalgene temmelig lemfældigt – i hvert fald i et enkelt tilfælde er medlemskartoketket end ikke blevet konsulteret.
    Det duer ganske enkelt ikke, at det er personlige bekendtskaber og lokale ideologier, der afgør, hvilke psykologer, foreningen stiller op med til faglige retningslinjer. Det kræver efter min mening en meget stor faglig erhvervserfaring og ekspertviden at deltage i sådan et arbejde med hard-core lægefaglige autoriteter. Lægeforeningen sjusker ikke med, hvem de sender ind i udvalgene.
    Foreningen må sikre, at det er de absolut mest kvalificerede og erhvervserfarne psykologer, der deltager i det vigtige arbejde. Også fordi det kræver en vis brystbredde at stille op over for den ensidige evidenslogik.

  • birgit juul
    Svar

    Som praktiserende psykolog gennem snart 20 år har det ofte undret mig, at klienter efter afsluttet psykolog behandling kan raskmeldes og genoptage arbejde, men ofte tilrådes at fortsætte SSRI/medicinsk behandling. Dette vanskeliggør også evidensbaseret terapi viden.

  • Julie
    Svar

    Jeg læste forleden KLs kommentarer til de foreløbige retningslinjer til udredning af ADHD på børne- og unge området. De har flere relevante betragtninger og henviser også til NICE guidlines.

    http://www.kl.dk/ImageVaultFiles/id_67386/cf_202/KLs_h-ringssvar_p-_national_klinisk_retningslinje_.PDF

    Mit ønske er, at der fokuseres på, at retningslinjer forbliver retningslinjer. Retningslinjer ender ofte med at blive brugt til at argumentere for og udregne “pakkeforløb” med, som bliver til faste standarder, som sjældent passer til virkelighedens kompleksitet. Jeg kunne ønske mig, at retningslinjerne kom til at vidne om en vis portion tillid til de professionelle. Jeg kender mange, der vil hilse det velkomment, at retningslinjer for udredning og behandling medregner, hvad det kræver at arbejde med at understøtte patienternes egne helbredelsesprocesser. Og recovery – som regionerne er meget optaget af for tiden . understreger, hvor væsentligt det er, HVORDAN udredning og behandling udøves og modtages ikke blot hvad de består af.
    Endelig er det et stort ønske, at retningslinjerne tager højde for at udredningerne ikke blot skal optimere ensartethed i diagnostikken, men skal kunne give nogle indikationer på, hvordan den enkeltes udvikling og trivsel kan understøttes.

Skriv et svar til birgit juul Annuller svar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge