Kommuner sender medarbejdere på kurser i sygdomssvindel

 I

En række af landets kommuner har i årevis sendt medarbejdere på private kurser for at lære at spotte sociale svindlere, der ’simulerer’ psykiske lidelser. Men den slags vurderinger hverken må eller kan sagsbehandlere foretage, fastslår socialretseksperter og specialister i retspsykiatri

Af Henning Due

Har du siddet overfor en sygemeldt borger, der ikke kan arbejde, men stadig holder ferie og går i biografen? Eller at borgeren svarer upræcist, tøvende eller gentager dine spørgsmål?

Så er der god sandsynlighed for, at personen simulerer sin sygdom.

Sådan lyder overskriften fra et af de kurser, som en række kommuner har sendt medarbejdere på hos den private virksomhed Liva Kurser.

Konkret er der tale om kurserne ’For rask til at være syg’, ’Socialt bedrageri – lægeligt og socialt’, ’Simulation og overdrivelse i sagsbehandlingen’ og ’Psykopater i sagsbehandlingen’, som en eller flere af mindst 21 kommuner har sendt medarbejdere på i perioden 2010 til 2015.

Det viser aktindsigter, som Magasinet P har gennemført blandt landets 98 kommuner.

Liva Kurser ejes af læge Vibeke Manniche, og kurserne afholdes både af hende selv og en række eksterne undervisere, heriblandt psykiaterne Henrik Day Poulsen og Lars Søndergaard.

Magasinet P har forelagt materialet for tre retspsykiatriske eksperter, der vurderer, at Liva-kurserne hverken kan eller bør bruges af sagsbehandlere til at vurdere, om en borger forsøger at simulere psykiske lidelser.

– Det er svært problematisk, hvis medarbejdere uden psykopatologisk uddannelse og ekspertise laver den type vurderinger, siger Tine Wøbbe, ledende psykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans.

Hun kalder det ”en skærpende omstændighed,” at kurserne retter sig mod en udsat gruppe borgere.

– Hvis disse borgere fejlvurderes, kan det få afgørende betydning for deres sagsbehandling, og samtidig bliver de mistænkeliggjort for blot at forsøge at fortælle om deres sygdom eller oplevede problemer. Det skriger til himlen af dårlig etik, siger hun.

Ifølge Claus Werchmeister, mangeårig retspsykolog ved Psykiatrisk Hospital Risskov, er det et velkendt fænomen, at mennesker kan finde på at under-eller overdrive sygdomssymptomer i belastede situationer.

– Men der findes ingen sikre test, spørgsmål eller interview-guides, der kan afgøre det, siger han.

Selvom sygdomssimulering er en officiel psykiatrisk diagnose, stilles den meget sjældent i praksis, og Claus Werchmeister har aldrig selv kunnet vise, at en retspsykiatrisk patient simulerede psykiske lidelser.

Ligesom andre former for socialt bedrageri skal sygdomssimulering kunne bevises, før en kommune kan træffe afgørelse om at stoppe udbetaling af fx kontanthjælp til en borger.

Men i den type sager tæller sagsbehandlerens mistanke ikke som bevismateriale, forklarer Kirsten Ketscher, der er professor i socialret ved Københavns Universitet.

– Simulation af sygdomme skal be- eller afkræftes via en lægevurdering. Ikke ved sagsbehandlerens iagttagelser eller noter fra en samtale med en borger, siger hun.

Gladsaxe Kommune er en af de kommuner, der har købt kurser af Liva Kurser. Beskæftigelseschef Katrine Birk forklarer til Magasinet P, at kommunen sendte en gruppe medarbejdere på et kursus for at undersøge fænomenet sygdomssimulering.

Hun fortæller, at kommunens sagsbehandlere ikke arbejder systematisk med at opspore sygdomssnydere, og at fænomenet ikke en udbredt problematik i kommunen.

Hos kommunernes interesseorganisation, KL, ønsker man ikke at blande sig i, hvilke kurser de enkelte kommuner køber.

– Vi har stor tillid til at kommunerne bruger deres kursusmidler på en måde, der gavner dem selv, siger Charlotte Munksgaard, chefkonsulent i KL.

Det er ikke lykkes Magasinet P at få en kommentar fra Liva Kurser.

 

Læs mere i artiklen “Spot en svindler“.

hed@dp.dk

Følgende kommuner har købt et eller flere kurser i sygdomssvindel hos Liva Kurser:

  • Frederiksberg Kommune
  • Frederikshavn Kommune
  • Faaborg-Midtfyn Kommune
  • Gladsaxe Kommune
  • Greve Kommune
  • Hørsholm Kommune
  • Ishøj Kommune
  • Københavns Kommune
  • Køge Kommune
  • Lemvig Kommune
  • Morsø Kommune
  • Norddjurs Kommune
  • Nordfyns Kommune
  • Odense Kommune
  • Odder Kommune
  • Stevns Kommune
  • Svendborg Kommune
  • Syddjurs Kommune
  • Thisted Kommune
  • Vejle Kommune
  • Aarhus Kommune

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge