Kompensation og videoløsning til selvstændige psykologer

 I

MERE NYT TIL SELVSTÆNDIGE PSYKOLOGER OM COVID-19

Her kan du læse om

  • Ansøgninger om kompensation for tabt omsætning
  • Information om øvrige kompensationsordninger
  • Snart er det muligt at anvende VideoPsykolog via sundhed.dk
  • Orientering og opfordring til netværksvirksomheder om at lade psykologer anvende VideoPsykolog via sundhed.dk

Der er åbnet for ansøgninger for kompensation for tabt omsætning
virksomhedsguiden.dk er der nu åbnet op for at søge om hjælpepakken for tabt omsætning. Ordningen gælder for mindre virksomheder med maksimalt 10 ansatte. Kompensationsordningen gælder fra og med den 9. marts til og med 8. juni 2020.

Kompensationsordningen kompenserer selvstændige for 75% af din virksomheds gennemsnitlige månedlige tab i omsætning. Kompensationen kan maksimalt være 23.000 kr. pr. måned. Det er bl.a. et krav for at gøre brug af ordningen, at virksomheden har en omsætning på mindst 10.000 kr. i gennemsnit pr. måned og at den aktuelle situation med coronavirus har medført et omsætningstab på mindst 30%. Hvis det efterfølgende viser sig, at din omsætning ikke er faldet med 30% i perioden, skal støtten betales tilbage.

Du kan også modtage kompensation, hvis du ikke har noget CVR-nr.
Vær opmærksom på, at kompensationen skal tilbagebetales, hvis du som selvstændig opnår en personlig indkomst på over 800.000 kr. i 2020.

På virksomhedsguiden.dk finder du yderligere vejledninger til ansøgning. For at søge kompensation skal du gå ind på virksomhedsguiden.dk og følge linket ”Start ansøgning”.

Hvis du har spørgsmål til ansøgningsprocessen kan du kontakte Erhvervsstyrelsens kompensationsordnings-hotline på telefon 70 80 90 89.

Information om øvrige kompensationsordninger
virksomhedsguiden.dk fremgår det også, at der vil komme mere information om ansøgning til kompensationsordningen for virksomhedens faste udgifter i uge 14 og at det forventes, at der åbnes for den digitale ansøgningsblanket i uge 15.

For at gøre brug af denne ordning, skal du bl.a. have et forventet fald i omsætningen på mindst 40% som følge af Coronavirus og du skal have faste månedlige udgifter for mindst 25.000 kr. i perioden fra og med den 9. marts til og med den 8. juni 2020.

Du kan orientere dig i de øvrige kompensationsordninger på virksomhedsguiden.dk.
Her er der også kontaktoplysninger til regionernes erhvervshuse eller til hotline for virksomheder, hvis du har øvrige spørgsmål relateret til Coronavirus.

Snart er det muligt at anvende VideoPsykolog via sundhed.dk
Dansk Psykolog Forening og Danske Regioner har d. 24. marts 2020 indgået aftale om en teknisk løsning for videokonsultation via sundhed.dk for at mindske spredning af coronasmitte og samtidig opretholde adgang til psykologhjælp. Løsningen kommer til at hedde VideoPsykolog.

Sundhed.dk fortæller, at de forventer at kunne åbne for, at praktiserende psykologer med ydernummer bruger VideoPsykolog inden for ganske få dage. Herefter vil der igen gå et par dage, før praktiserende psykologer uden ydernummer kan tilgå VideoPsykolog mod betaling.

Vi sender en nyhedsmail, når løsningen er klar til brug for de respektive grupper. Her vil der også blive informeret nærmere om oprettelse og brug af systemet. Vi kan allerede nu sige, at spørgsmål til brug af systemet skal rettes til Sundhed.dk’s support, hvilket også vil fremgå af vejledningen.

Vi er blevet gjort opmærksomme på, at VideoPsykolog ikke kan bruges fra mobil og tablet men kun fra en laptop eller stationær computer. Det finder vi uhensigtsmæssigt og vil arbejde for, at det bliver muligt.

Orientering og opfordring til netværksvirksomheder om at lade psykologer anvende VideoPsyoklog via sundhed.dk
Dansk Psykolog Forening har orienteret de største netværksvirksomheder på markedet for sundhedsforsikringer/sundhedsordninger om Sundhedsstyrelsens udmelding om, kun at udføre face-to-face behandling, hvis der er tale om en kritisk funktion. Vi har også orienteret dem om vores aftale med Danske Regioner om løsningen VideoPsykolog, der bliver klar på Sundhed.dk inden for få dage. Endelig har vi opfordret netværksvirksomhederne til, at lade psykologer i deres netværk anvende VideoPsykolog i forbindelse med behandling af klienter gennem netværkssamarbejdet.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge