Lægevidenskaben udfordres

 I

Presseklip om psykiatrien: De, der arbejder i psykiatrien, kan typisk noget med medicin og tvang. Der er brug for mere humaniora og samfundsvidenskab i psykiatrien, siger formand for Dansk Psykolog Forening Eva Secher Mathiasen.

Psykiatrien har længe ønsket en ligestilling med den somatiske lægevidenskabs anerkendelse og ressourcer, og psykologer har længe klaget over psykiatriens naturvidenskabelige metoder og patientsyn. Nu har politikerne fået øje for feltet og derfor bliver kampen om psykiatriens mål og midler intensiveret, skriver Information. Psykologer og psykiatere er ofte uenige om, hvordan man behandler problemer med sindet, men magtkampen er ved at ændre karakter, sådan at psykologer får en mere afgørende stemme i psykiatrien.

Filosof Anders Fogh Jensen mener dog, at den lægevidenskabelige ”retorik” fortsat dominerer, og at psykologerne blot retter ind. De kritiske psykologstemmer er ikke dem, der samarbejder med psykiatrien,siger han. Ifølge Information, så er der en humaniorafløj blandt psykologerne, der kalder den nye efteruddannelse for en ”institutionalisering af psykologerne, der skoles i psykiatriens medicinering. Blandt nogle psykologer beskrives deres nye position i udarbejdelsen af ICD-11 som en ”fløjlsrevolution”. I psykiatrien er der omvendt bekymring for, at psykologer indtager positioner,der burde være besat af lægeuddannede”.

Antropolog Charlotte Bredahl Jacobsen, analyse- og forskningschef i KORA, kommunernes og regionernes analyseinstitut, siger til Information, at patienternes bedste ikke altid er centrum i psykiatriens kamp for at blive ligestillet med den somatiske lægevidenskab: ” Psykiatri burde i mit perspektiv også få anerkendelse som noget, der er væsensforskelligt fra det somatiske område”.

Eva Secher Mathiasen, formand i Dansk Psykolog Forening, siger til Information, at psykiaterne, der oftest er behandlingsansvarlige i psykiatrien, griber til medicin, fordi det er det, de kan, selvom samtale kunne være lige så godt eller bedre:

”De, der arbejder i psykiatrien, kan typisk noget med medicin og tvang. Vi ved, at med især de ikke-psykotiske patienter, er der gode resultater med samtale. Problemet mellem psykiatri og psykologi er den videnskabsteoretiske tilgang: Når man kigger på evidens i psykiatrien, så kigger man på forskning, der leverer resultater, som ligner den lægefaglige evidens, men den type evidens kan man ikke bruge på samtaler”. Hun mener, derer brug for mere humaniora og samfundsvidenskab i psykiatrien.

Formanden mener, at akkrediteringssystemet i psykiatrien er en af grundene til, at man holder fast i den naturvidenskabelige evidens-tanke:

”Akkrediteringsrapporter er let forståelige for de djøf’ere,som skal vejlede politikerne. De skal lave nogle fine rapporter, som viser, at der er evidens for, at en behandling virker. Men ude i virkeligheden duer de bagvedliggende kliniske retningslinjer ikke, for her har patienterne typisk flere lidelser på én gang, og symptomerne er ikke statiske. Akkrediteringsrapporternekan på den måde være ubrugelige, selvom der er evidens for dem, siger Eva Secher Mathiasen til Information.

Læs hele artiklen her.

Information, 19. oktober 2013.

Følg debatten på foreningens facebookside.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge