Legitimt at få hjælp for angst

 I

Presseklip: Stadig flere danskere søger hjælp mod forskellige former for angst. Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at vi er blevet et mere angstplaget folkefærd

– Der er sket en kulturændring og afstigmatisering af angst og psykisk sygdom i det hele taget. Der er ikke nødvendigvis mere angst end tidligere, men flere tør sige åbent, at de har et problem, og flere får derfor også en diagnose. Det er blevet mere legitimt at opsøge og få professionel hjælp, siger formand for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen til Samvirke.

Filosof og professor Ole Thyssen, CBS, mener derimod, at den øgede opmærksomhed er med til at skabe problemet.

– At vi er mere angste, ser jeg i høj grad som et resultat af, at vi har fået lov at være det offentligt. Der bliver holdt et spejl op, som gør os opmærksomme på, at vi kan være angste, budskabet bliver spredt ud af dygtige behandlere og psykologer. Det er et paradoks, at dem, der skal behandle det, på den måde er med til at udbrede det.

Videre siger han:

– Der er gået inflation i det, det er næsten trendy at offentliggøre, at man har det dårligt. Det bruges også som noget interessevækkende om én som person eller som undskyldning for, at man ikke kan styre sine svagheder.

Søren Langager, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, forsker i diagnoser, mener, at psykiske diagnoser er blevet folkelige:

-Tidligere var det at få en diagnose det værst tænkelige. Men nu vil flere gerne have prædikat på, hvad de fejler, og samtidig bliver man stadig dygtigere til at stille også mildere diagnoser.

Og videre:

– Det er ikke sådan, at alle prøver at gafle sig en diagnose, men der er en ny bevægelse fra selv at tage ansvar til i stedet at lede efter en biologisk skæbne, siger Søren Langager til Samvirke.

Eva Secher Mathiasen påpeger, at selv om man får en diagnose, behøver man ikke nødvendigvis behandling:

-For nogle kan det være rart at få sat ord på, hvad der sker med dem, og nogle oplever, at de bliver normaliseret af en diagnose. For når der findes en diagnose for det, du oplever, findes der også andre, der har det sådan. Og det kan være rart at vide, når man har det svært.

Ifølge Samvirke fik 45.000 danskere sidste år offentligt støttet psykologhjælp til angst og depressionslidelser, mens 439.000 personer i samme periode indløste en recept på angstdæmpende medicin.

Læs hele artiklen i Samvirke.

Samvirke 23. september 2014

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge