Magasinet P skifter postbud

 I

Fremover vil du få dit fagmagasin med PostNord i et omslag sammen med andre tryksager – og så vil magasinet blive trykt på en ny type papir

Af redaktionen, Magasinet P

Lidt for dyrt og ikke altid i top. Siden magasinet P udkom for første gang i august 2015, har der desværre været store problemer med at få bragt magasinet ud til alle medlemmer i hele landet – nogle har fået magasinet hver gang, andre har gentagne gange måttet kigge forgæves i postkassen.

Derfor skifter vi nu distributør. Frem til nu har Bladkompagniet og dets private bude stået for at omdele magasinet til medlemmerne. Fra og med næste nummer af magasinet i februar vil det være PostNords (tidligere PostDanmarks) postbude, der leverer magasinet i din postkasse.

Med rundt i omslag
Dit magasin vil blive lagt i din postkasse i et papiromslag, hvor der også kan ligge andre tryksager. Ordningen hedder ”Med rundt”, den bruges af andre fagblade- og magasiner med tilfredshed, og det er en markant mere ressourcemæssig bæredygtig måde at omdele magasinet på.

Ordningen betyder kort sagt, at i stedet for at postbuddet skal køre rundt hver dag med enkelte tryksager, bliver de samlet i et omslag og uddelt et par gange om ugen.

Dit magasin vil derfor nogle gange ligge sammen med andre tryksager, fx kursuskataloger, information om affaldshåndtering eller måske reklamer i omslaget (men kun hvis du har sagt ”ja tak til reklamer”). Andre gange ligger det alene.

Du vil altid få dit magasin, uanset om du har sagt ”nej tak” eller ”ja tak” til reklamer eller andre tryksager.

Ny P-dag
Ændringen betyder også, at du vil få dit magasin på en anden ugedag, end du plejer.

Med vores gamle distributør, Bladkompagniet, fik du dit magasin lørdag eller søndag. Med PostNord vil du i stedet få det tirsdag eller onsdag.

Lugt – og nyt papir
Vi har løbende fået henvendelser fra medlemmer om, at der af og til er lugtgener med magasinet P.

Vores trykkeri, som vi har brugt i en lang årrække, og som også trykte det tidligere medlemsblad Psykolog Nyt, bruger kun vegetabilske farver og miljøgodkendt papir.

Magasiner som P trykkes kun off-set, så noget lugt vil der altid være, men det er ikke kemisk eller skadeligt. Alligevel har vi selvfølgelig kigget ind i, hvad lugtgenerne kunne skyldes, og om der kunne gøres noget.

Vi har skiftet farveleverandør, uden at det gav noget resultatet.

Nu skifter vi papir. Fra og med næste nummer vil P blive trykt på en anden slags papir, der er behandlet med eukalyptus, så papiret ikke ”suger” så meget farve og lugt som før. Vi håber, det vil give langt færre lugtgener.

Kontakt os
Næste nummer af magasinet P udkommer og bliver omdelt af PostNord 21. og 22. februar 2017.
Hvis du ikke modtager dit magasin, så skynd dig at skrive en mail til os, så vi kan rette op på problemet.
Skriv til: p-magasin@dp.dk

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge