Mange vil godt, men kan ikke arbejde

 I

Debatindlæg bragt i Kristeligt Dagblad om kontanthjælp af Eva Secher Mathiasen, cand.psych. og formand for Dansk Psykolog Forening.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) udtalte forleden, at kommuner gør borgerne en bjørnetjeneste, når de undtager 60 procent af kontanthjælpsmodtagerne fra reglen om, at man skal have arbejdet 225 timer for at opretholde fuld kontanthjælp. Hvis ikke, så sænkes hjælpen.

60 procent er for mange, mener DA. Hvornår de har fået kvalifikationer til at vurdere det, må stå hen i det uvisse. Under alle omstændigheder har de sidste års reformer medført, at mange af dem, der tidligere fik førtidspension, nu får kontanthjælp. Derfor er gruppen en meget blandet skare, og deres udfordringer mangfoldige.

Reformerne er i øvrigt implementeret, uden at virksomme indsatser er fulgt med, ligesom man regulerer den offentlige sektor, så forskellige institutioner og sektorer konkurrerer frem for at samarbejde. Det kommer borgerne i klemme af – og mange skattekroner spildes på den konto.

Det er også sket samtidig med, at arbejdsløsheden tydeligt rammer andre grupper, for eksempel de nyuddannede, der for manges vedkommende må se langt efter et job. Hvordan kontanthjælpsmodtagere med alvorlige psykiske lidelser og fysiske handicaps skal tilkæmpe sig et job på dét marked, kan i sig selv være vanskeligt at begribe.

Lad os bare springe over den del af argumentationen, der forplumrer billedet og hævder, at der skam findes kontanthjælpsmodtagere, der godt kan, men ikke vil arbejde. Andet er selvfølgelig usandsynligt. Lidt ligesom det er helt usandsynligt, at der ikke findes medlemmer af Dansk Arbejdsgiverforening, der snyder i skat og behandler deres medarbejdere dårligt. Men sandsynligheden fortæller ikke noget om forekomsten og bør ikke regulere vores adfærd og opfattelse af flertallet. De fleste i begge grupper falder ikke ind under ovenstående beskrivelse.

Fra forskningen ved vi, at mennesker er tilbøjelige til at tillægge værdi til informationer, der bekræfter den holdning, vi allerede har. Vi er faktisk ganske uvillige til at ændre synspunkt, selvom fakta taler for det.

Lad os forestille os, at det er dét, som er sket for DA. For det passer bare bedre ind i foreningens holdninger, hvis undtagelsen af 60 procent er udtryk for, at kommunerne er blødsødne. Bedre end det passer ind, at hver enkelt borger – som reglerne foreskriver – er blevet vurderet: de vil godt, men de kan ikke arbejde.

Kristeligt Dagblad, 13. oktober 2016.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge