Markedets logik på afveje

 I

Presseklip: Nye ledelsesværktøjer betyder, at medarbejdere i psykiatrien bliver nødt til at anvende stadig mere af deres tid på opgaver, der ikke er direkte relateret til behandling af patienterne. Det står da vist i modsætning til den udvikling, der ellers præger de politiske systemers syn på, hvordan vi opruster kvaliteten i det offentlige, siger formanden for Dansk Psykolog Forening i et indlæg i Information i dag.

Af Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening i Information

Det giver mig anledning til bekymring for en af vores svageste patientgrupper. Og bekymring for, at vi ikke har overvejet tilstrækkeligt godt, om de ledelsesværktøjer, der virker i den private sektor, også har en berettigelse i psykiatrien. Her står der som bekendt andre ting på spil end bundlinje og aktionærer.

Den aktuelle udvikling sker tilmed på en baggrund, hvor psykiatrien i årevis har lidt under, at de somatiske sygdomme har haft størst politisk bevågenhed. Den deraf følgende mangel på ressourcer er en af grundene til, at ca. 460.000 danskere i dag bruger antidepressiv medicin. Det store forbrug af medicin afspejler også en endnu manglende erkendelse af, at psykologhjælp for mange patienter udgør et effektivt og stort set bivirkningsfrit alternativ til den vanedannende medicin.

Og nu er vi så vidner til, at et nyt ledelsesfænomen bidrager til at trække ressourcer væk fra det væsentlige: helbredelse af patienterne.

Under betegnelsen New Public Management – NPM – er ledelsesprincipper fra den private sektor i fuld gang med at brede sig til psykiatrien. En af antagelserne i den tankegang, NPM udspringer af, er, at det er økonomiske incitamenter, der skaber udvikling og motiverer personalet i deres omsorgs- og behandlingsarbejde.

Det kan ikke afvises, at NPM kan virke nogle steder i den offentlige sektor. Men i psykiatrien fører NPM til, at behandlingen af patienter i stigende grad bliver underlagt direktiver, retningslinjer, ugeplaner, procedurer, styringsreoler og behandlingspakker.

For at efterleve NPM’s produktionsmål tilskynder systemet til fantasifulde og til tider ligefrem bizarre metoder. For eksempel bliver psykologer på ambulante enheder bedt om at dobbeltbooke deres kalender i forventning om, at nogle patienter udebliver. I tilfælde af at alle patienter skulle møde op – og det sker jo også – får de pålæg om at gøre samtalerne med patienterne kortere, så dagens ydelsesnorm kan nås. Det er kvantitet, men bare ikke kvalitet.

Der er også eksempler på, at ledelsen på ambulante enheder foreslår sygemeldte psykologer, at de ikke skal melde afbud til deres egne patienter, så de fremmødte patienter i stedet kan få lejlighed til et par minutters samtale med en anden medarbejder. Dermed ’kommer ydelsen jo i hus’.

En anden indbygget svaghed i NPM er, at det ikke formår at opfange en række af de arbejdsopgaver, psykologerne også er forpligtet til at tage sig af. Det gælder for eksempel supervision, undervisning, debriefing af personale og møder.

NPM er altså ikke tilpasset virkeligheden, men ender som et arbitrært forsøg på at få virkeligheden til at passe ind i en teoretisk model. Forskydningen af arbejdets fokus fra dets faglige indhold til opfyldelse af et produktionsmål gøder medarbejdernes fornemmelse af at blive fremmedgjort. Giver man mennesker ansvar, men fjerner meningen med deres arbejde, risikerer de at udvikle stress. Den sammenhæng er veldokumenteret, og det får hverken patienterne eller personalet det bedre af.

Nytænkning påkrævet

De gode nyheder er, at regeringen har indset, at vores psykiatriske behandlingssystem har behov for et løft og derfor har sat det højt på sin politiske dagsorden.

Konkret skal regeringens psykiatriudvalg i 2013 fremlægge sine forslag til, hvordan vi indretter psykiatrien bedre og inddrager alle de faglige kompetencer på en måde, der kommer patienterne til gavn. Og det er mit håb, at regeringen vil benytte lejligheden til også at se kritisk på de anvendte ledelsesværktøjer. Irrelevante dokumentationskrav og kontrolmekanismer gavner ikke.

Nytænkning er påkrævet, og den overordnede målsætning bør være at sidestille psykiske sygdomme med ’fysiske’ sygdomme. De menneskelige og samfundsmæssige omkostninger ved psykiske lidelser er enorme, og det bør afspejle sig i de politiske ressourcer, der afsættes til behandlingen af mennesker med psykiske lidelser.

Det centrale er, at vi må prioritere kvaliteten og fagligheden højere i den behandling, vi tilbyder mennesker med psykiske lidelser. Det har de titusinder af danskere, der har ondt i sjælen, fortjent. Og det samme har vi som samfund.

Information, 9. januar 2013.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge