Misbrugsbehandling hjælper for få

 I

Kommunernes sociale stofmisbrugsbehandling lever ikke op til de politiske mål, og få kommuner har opstillet lovpligtige måltal for behandlingen. ’Ikke godt nok’, mener psykologernes formand, der efterlyser mere specialiserede behandlingstilbud

af Henning Due

Hvert år bruger kommunerne tæt på en milliard skattekroner på social stofmisbrugsbehandling, men de færreste borgere kommer ud af deres misbrug efter et afsluttet behandlingsforløb.

Gennemsnitligt blev kun 34 procent af de borgere, som gennemførte et behandlingsforløb i 2012, stoffri eller fik reduceret deres stofmisbrug.

Det viser de seneste tal fra den såkaldte Stofmisbrugsdatabase, som kommunerne skal indrapportere til.

Det er kommunerne, der har ansvaret for at tilbyde behandling til borgere, der ønsker hjælp, og tallet vidner ifølge psykologernes formand, Eva Secher Mathiasen, om, at indsatsen ikke er god nok.

– Succesraten er ikke høj nok – især når man tager i betragtning, at de fleste stofmisbrugere i dag ikke er heroinafhængige og har kæmpet med mange års misbrug, men primært er yngre mennesker, som ryger hash eller tager kokain, og som ofte er i job eller under uddannelse, siger Eva Secher Mathiasen.

Tilbage i 2009 så det ikke meget anderledes ud. Dengang endte gennemsnitligt 33 procent af de afsluttede behandlingsforløb i kommunerne med, at en stofmisbruger blev stoffri eller fik reduceret sit misbrug.

Succesraterne ligger langt under de politiske ambitioner på området.

Ifølge Socialministeriet såkaldte sociale 2020-mål skal den gennemsnitlige andel af succesfulde behandlingsforløb i kommunerne være steget til mindst 50 procent frem mod 2020.

Sidste år forpligtede ministeriet derfor kommunerne via en bekendtgørelse til at opstille konkrete måltal for de kommunale misbrugsbehandlingsindsatser.

Bryder loven
Måltallene skal ifølge bekendtgørelsen fremgå af kommunernes såkaldte ’kvalitetsstandard for social misbrugsbehandling’, men en gennemgang, som magasinet P har gennemført, viser, at mindst 63 af landets kommuner ikke har opstillet de påkrævede måltal i deres lovpligtige kvalitetsstandard.

I et skriftligt svar til magasinet P skriver social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V), at hun er skuffet over kommunerne.

”Det er selvfølgelig ikke godt nok, hvis kommunerne ikke lever op til deres forpligtelse”, skriver hun og fortsætter:

– Det forventer jeg, at de pågældende kommuner retter op på, og jeg vil bede Socialstyrelsen om at følge op på, at det sker. Det er afgørende, at vi har konkrete mål for behandlingen for misbrug og følger op på dem, så vi ved, om det vi gør, har en effekt, står der i det skriftlige svar fra Karen Ellemann.

Heller ikke kommunernes egen interesseorganisation, KL, er tilfreds med kommunernes praksis.

– Kommunerne skal naturligvis leve op lovgivningen. Men når det er sagt, kan man godt stille spørgsmålstegn ved, om ministeriets styringsmålsætninger overhovedet har noget at gøre i en kvalitetsstandard, som skal oplyse borgerne om, hvilke tilbud kommunen har, hvem der kan få hjælp, og hvor man kan få hjælpen, skriver Thomas Adelskov, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg, i et skriftligt svar til magasinet P.

Han kalder det ”yderst tvivlsomt”, at måltallene har effekt på kvaliteten af kommunernes behandlingstilbud.

– Når man taler om ’afsluttede behandlingsforløb’, er det ikke så sort-hvidt, som det umiddelbart kan lyde, skriver Thomas Adelskov.

Han peger på, at der ofte er tale om meget komplekse problemstillinger hos stofafhængige, der i mange tilfælde også kæmper med psykiatriske lidelser.

– Det er yderst vanskeligt at få en stofafhængig med en psykisk lidelse ud af sin afhængighed, bl.a. fordi det kræver et tæt samarbejde med psykiatrien, og det komplicerer behandlingsforløbet, skriver Thomas Adelskov.

Eva Secher Mathiasen peger på, at en højere grad af specialisering i kommunernes behandlingstilbud kunne løfte kvaliteten – f.eks. ved at ansætte flere specialuddannede psykologer og psykiatere.

Men udviklingen er siden 2007 gået den modsatte vej.

Følger ikke anbefalinger
I forbindelse med kommunalreformen overtog kommunerne ansvaret for stofmisbrugsbehandlingen, og siden har kommunerne i stigende grad ansat pædagoger og socialrådgivere til at behandle stofmisbrugere.

Det stikker i mod anbefalingerne i den seneste større evaluering af kommunernes sociale stofmisbrugsbehandling fra 2009 fra SFI, som blandt andet konkluderer, at kommunerne skal tilbyde flere psykologsamtaler, hvis behandlingen skal forbedres.

Centerlederforeningen, der repræsenterer lederne i kommunernes misbrugscentre, bekræfter, at behandlingscentrene i dag bruger færre psykologer og psykiatere end før kommunalreformen.

Men ifølge Vinnie Thomsen, formand for Centerlederforeningen, er der ikke så mange fingre at sætte på den kommunale misbrugsbehandling.

– Kommunerne arbejder systematisk med målopfyldelse ud fra forskellige parametre, bl.a. stoffrihed, skadesreduktion og stabilisering efter endt behandling, og indsatserne kombineres med kommunernes egne brugerundersøgelser, siger Vinnie Thomsen til magasinet P.

Hun mener desuden ikke, at betegnelsen ‘specialist’ er forbeholdt psykologer og psykiatere.

– Specialisering knytter sig ikke til bestemte faggrupper, og kommunernes behandlere har i dag forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, siger Vinnie Thomsen.

Sådan ser Eva Secher Mathiasen ikke på sagen.

– Tænk hvis hospitalerne havde samme indstilling til kirurgi, og hospitalsledelserne ikke mente, det var nødvendigt at ansætte specialiserede kirurger til f.eks. at amputere ben.

Hun kalder det ”et generelt problem”, at kommunerne håndterer komplicerede sociale og sundhedsfaglige problemstillinger uden at stille tilstrækkelige faglige krav til, hvad der for medarbejdere, der ansættes til at behandle.

Socialstyrelsen forventes senest ved udgangen af året at præsentere såkaldte nationale retningslinjer for social stofmisbrugsbehandling.

hed@dp.dk

FAKTA

FAKTA – kommunernes stofmisbrugsbehandling

– Ifølge den seneste opgørelse fra Sundhedsstyrelsen brugte landets kommuner i 2012 tilsammen 877 millioner kroner på social stofmisbrugsbehandling, som ikke inkluderer medicinsk behandling med f.eks. metadon.

– Social stofmisbrugsbehandling tilbydes via døgnbehandlingssteder og ambulante behandlingssteder og skal ifølge Serviceloven tage udgangspunkt i en socialpædagogisk eller psykologisk funderet indsats.

– Omkring 16.000 borgere modtager ifølge Sundhedsstyrelsen social og/eller lægelig behandling for deres misbrug.

– Ifølge ’Bekendtgørelse om kvalitetsstandard for social misbrugsbehandling’ skal kommunerne opstille konkrete måltal for andelen af stofmisbrugere, der efter afsluttet behandling er stoffri, har reduceret deres stofmisbrug, og som vender tilbage til stofmisbrugsbehandling inden for 12 måneder.

 

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge