Underskriv kontrakten
Det er altid en god idé at have en underskrevet ansættelseskontrakt, inden du begynder i et job. Mange tænker, at en sms eller mail, som bekræfter jobbet, er nok, men den vil typisk ikke beskrive vilkårene i din ansættelse, og så kan der opstå tvivl om dine arbejdsvilkår.
Tjek indholdet
I ansættelser, hvor du arbejder mere end 8 timer om ugen i gennemsnit med en varighed på mere end 1 måned, er det et krav, at du får en kontrakt.
Din kontrakt skal indeholde:
- Navn og adresse på dig selv og arbejdsgiver
- Arbejdstid (inklusive aftale om mer- og overarbejde)
- Løn
- Opsigelsesvarsel
- Beskrivelse af arbejdsopgaver
- Ferie
- Alle har ret til ferie. I henhold til ferieloven optjener du 2,08 feriedag hver måned. Det giver 25 dage om året. Hvis du er ansat som månedslønnet får du ferie med løn. Hvis du er timelønnet, får du en feriegodtgørelse på 12,5% af din ferieberettigede løn som din arbejdsgiver udbetaler i løbet af din ferieafholdelse.
- Er du dækket af en overenskomst?
- Din ansættelse kan være omfattet af en overenskomst. En overenskomst er en kontrakt mellem din arbejdsgiver og en fagforening. Her vil dine arbejdsvilkår også være beskrevet, og du skal have overenskomsten udleveret, så du kan læse om dine rettigheder.
- Er du omfattet af funktionærloven?
- Hvis din ansættelse er omfattet af funktionærloven, har du en række rettigheder, som du skal være opmærksom på. Det indebærer blandt andet løn under sygdom, opsigelsesvarsler og rettigheder til barsel. Det bør fremgå af din kontrakt, om du er omfattet af funktionærloven.
- Sygdom
- Hvis din ansættelse ikke er omfattet af funktionærloven, skal du sørge for, at det står beskrevet, hvilke rettigheder du har, hvis du bliver syg. Fx om du får løn under sygdom. Hvis du ikke har ret til fuld løn under sygdom, så kontakt os, da du kan have ret til sygedagpenge.
Tager kontrakten højde for dit studie?
Ved nogle arbejdsgivere kan det være svært at få fri i eksamensperioder, så sørg for at få aftalt nogle retningslinjer i forhold til eksamensperioder eller andre perioder med stor belastning på dit studie.
I tvivl?
Kommer du i tvivl om dine vilkår, eller er du usikker på, hvad din kontrakt indeholder? Du er altid velkommen til at kontakte Dansk Psykolog Forening og få rådgivning om din kontrakt. Vi kan hjælpe dig, hvis du har et fagligt studiejob, hvor du bruger dine studiekompetencer.