Netværk for yngre psykologer

Velkommen til Netværk for yngre psykologers side. Her på siden kan du se styrelsen, referater fra møder og aktuelle arrangementer og kurser arrangeret af selskabet.

Flere fagforeninger har problemer med at tiltrække de yngre kræfter – og Dansk Psykolog Forening er ingen undtagelse. Netværket er et resultat af mange yngre psykologers ønske om at tage mere aktiv del i Dansk Psykolog Forening generelt.

Formålet med netværket er at etablere en interessegruppe for yngre psykologer i Danmark. Ungdom kender ingen alder, og netværket inkluderer både nyuddannede og nyautoriserede psykologer samt studerende sidst på uddannelsen. Vi ønsker at skabe basis for et netværk, der kan varetage yngre psykologers interesser, både socialt, fagligt og fagpolitisk.

Udover at agere socialt samlingspunkt og grobund for netværksdannelse vil netværket arbejde for, at der kan ydes støtte for yngre psykologers professionsfaglige udvikling, at styrke psykologers udbytte af autorisationsordningen og at bidrage til udvikling af kurser og anden videreuddannelse, der er fokuseret på forhold først i karrieren.

Netværket ønsker at styrke yngre psykologers aktive deltagelse i Dansk Psykolog Forening. Fagpolitisk vil netværket blandt andet arbejde for at fremme en bedre overgang fra status som studerende til fuldbyrdet og ligeværdig deltager af den psykologfaglige profession. Mere specifikt ønskes der at arbejde for bedre muligheder for at opnå autorisation og at nedbringe arbejdsløsheden for yngre psykologer, da dimittendarbejdsløsheden udgør en særlig udfordring.
Der ønskes et tæt samarbejde med Dansk Psykolog Forenings bestyrelse og udvalg, hvorfor det også er inden for netværkets målsætning at være foreningens landsdækkende kontakt- og høringsorgan i spørgsmål, der angår netværkets medlemmer.

Har du lyst til at læse mere, kan du tage et kig på vores facebookgruppe ”Yngre psykologer”. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at sende os en mail på yngrepsykologer@dp-decentral.dk.

På vegne af Netværket for Yngre Psykologer

Medlemmer i styrelsen

Formand
Tine Marie Bach

Næstformand
Katja Munch Kristensen

Inga Karin Endsleff

Kasserer
Mette Henriksen

Kontakt til styrelsen på mail: yngrepsykologer@dp-decentral.dk

Indmeldelse i netværket

Hvis du deler Netværkets interesser og du har lyst til at være medlem, så kan du overføre 100 kr. i årligt kontingent til reg. nr.: 0400 og konto nr.: 4021315198 i Lån & Spar Bank. Samtidig bedes du sende en mail til yngrepsykologer@dp-decentral.dk med fulde navn, adresse og stilling.

Man skal være medlem af Dansk Psykolog Forening for at blive medlem og man må ikke have opnået fuld specialistuddannelse. Studerende cand.psych.’er kan være associerede medlemmer af netværket og betaler ikke kontingent. Har du lyst til at læse mere, kan du tage et kig på vores facebookgruppe ”Yngre psykologer”, og har du spørgsmål, er du meget velkommen til at sende en mail.

Vedtægter for Netværk for yngre psykologer

Vedtægterne er vedtaget ved den stiftende generalforsamling lørdag d. 30. april 2016 og revideret ved generalforsamlingen 16. september 2017.

Navn og afgrænsning
§ 1. Netværkets navn er Yngre psykologer af Dansk Psykolog Forening.
Stk. 2. Netværket er oprettet i medfør love for Dansk Psykologforening, § 18.
Stk. 3. Kriterier for netværkets faglige afgrænsning er cand.psych. først i karrieren, det vil sige psykologer (cand.psych.), som endnu ikke har opnået en fuld specialistuddannelse. Studerende cand.psych. kan være associerede medlemmer af
netværket.
Stk. 4. Netværket er landsdækkende.

Formål
§ 2. Netværkets formål er at varetage yngre psykologers faglige og fagpolitiske interesser inden for Dansk Psykologforening, herunder især:
a. At samle yngre psykologer til fremme af den psykologfaglige udvikling først i karrieren.
b. At opsamle og udvikle viden og erfaring på området til brug for faglig profilering og kvalificering af psykologer først i karrieren.
c. At fremme en bedre overgang fra status som studerende til fuldbyrdet og ligeværdig deltager af den psykologfaglige profession.
d. At fremme nyuddannede psykologers udbytte af den autorisationsordning, som er fastsat af Psykolognævnet.
e. At bidrage til udvikling af specialistkurser, kurser eller anden videreuddannelse.
f. At være støtte for yngre psykologers faglige udvikling.
g. At fremme samarbejdet mellem psykologer i netværket og medlemmer af andre netværk og selskaber.
h. At fremme samarbejdet mellem netværkets medlemmer og Dansk Psykolog Forenings bestyrelse og udvalg, herunder at være foreningens landsdækkende kontakt- og høringsorgan i psykologfaglige spørgsmål inden for netværkets område.
i. At repræsentere foreningen i eksterne organer (efter udpegning).
j. At bidrage til at repræsentere faglig viden og synspunkter i offentligheden i samarbejde med Dansk Psykolog Forening, herunder besvare journalistiske henvendelser mv. inden for netværkets område, som henvises til netværket af foreningen.
k. At være sagsbehandlende i sager, som bestyrelsen henlægger til netværket inden for netværkets område.
l. At arbejde for at nedbringe arbejdsløsheden for yngre psykologer herunder dimittendarbejdsløsheden.

Arbejdsmåde
§ 3. Til opfyldelse af netværkets formål skal der:
a. Afholdes medlemsmøder i netværket.
b. Iværksættes undersøgelser og informationsindsamlinger, når det for et aktuelt eller kommende foreningsspørgsmål er nødvendigt, herunder efteruddannelsesbehov.
c. Så vidt muligt søges samarbejde med andre selskaber og netværk om spørgsmål, der angår disses arbejdsområde.
d. Formidles oplysninger til medlemmer i selskabet om de aktuelle opgaver.
e. Iværksættes og afholdes kurser.

Medlemmer af selskabet
§ 4. Alle medlemmer af Dansk Psykolog Forening, som opfylder kriterierne for netværkets faglige afgrænsning, jf. § 1, stk. 3, har ret til medlemskab af netværket.
Stk. 2. Man kan samtidig være stemmebærende medlem af flere selskaber eller netværk.
Stk. 3. Det påhviler de faglige netværk at opkræve særskilt kontingent fra netværkets medlemmer. Kontingentopkrævningen dokumenterer antallet af medlemmer over for Dansk Psykolog Forening og danner grundlag for udbetaling af tilskud.
Stk. 4. Andre faggrupper end psykologer kan ikke have medlemsskab af Yngre Psykologer.

Kompletterende vedtægter
§5. Netværket kan optage kompletterende vedtægter efter beslutning på netværkets generalforsamling med 2/3 flertal og efter Dansk Psykolog Forenings bestyrelses godkendelse.
Stk. 2. Eventuelle kompletterende vedtægter skal i øvrigt være i overensstemmelse med nærværende normalvedtægter og Dansk Psykolog Forenings love.
Stk. 3. Bestyrelsens afgørelse om optagelse af kompletterende vedtægter kan indbringes for Dansk Psykolog Forenings ordinære generalforsamling. En omstødelse af bestyrelsens afgørelse kræver 2/3 flertal.

Netværksgeneralforsamling
§ 6. Netværket holder en generalforsamling hvert andet år i ulige år i perioden september-november og inden udgangen af november måned.
Stk. 2. Medlemmer af netværket for Yngre Psykologer, som er cand.psych., er stemmeberettigede og kan stille forslag. Studerende cand.psych. kan deltage i generalforsamlingen som associerede medlemmer, men er ikke stemmeberettigede og kan ikke stille forslag.
Stk. 3. Varsling, indkaldelse og fastsættelse samt udsendelse af dagsorden følger i øvrigt reglerne for afholdelse af Dansk Psykolog Forenings ordinære generalforsamling, jf. Dansk Psykolog Forenings love, § 6.
Stk. 4. Netværksgeneralforsamlingens dagsorden indeholder:
a. Valg af dirigent.
b. Godkendelse af dagsorden
c. Fastsættelse af forretningsorden.
d. Beretning om netværkets virksomhed.
e. Aflæggelse af regnskab.
f. Fastlæggelse af forslag til driftsbudget.
g. Valg af selskabsstyrelse.
h. Eventuelt

Endvidere anbefales det, at dagsordenen indeholder punkterne:
I. Indsamling og diskussion af forslag til punkter på Dansk Psykolog Forenings kommende generalforsamling.
II. Indsamling og diskussion af forslag til kandidater til Dansk Psykolog Foreningsbestyrelse og nævn.
Stk. 5. Netværksgeneralforsamlingsbeslutninger skal være i overensstemmelse med netværkets vedtægter og Dansk Psykolog Forenings love.
Stk. 6. Beslutninger træffes efter samme regler som for Dansk Psykolog Forenings ordinære generalforsamling, jf. Dansk Psykolog Forenings love, § 6, stk. 8.

Netværksstyrelse
§ 7. Netværkets landsdækkende arbejde forestås af en netværksstyrelse bestående af 8 personer samt en formand og op til 8 suppleanter.
Stk. 2. Netværkets formand vælges ved generalforsamlingen og vælges således for to år af gangen. Fratræder formanden sin post inden udgangen af valgperioden kan bestyrelsen vælge at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling eller konstituere sig med en ny formand.
Stk. 3. Netværket konstituerer sig med en næstformand og kasserer.
Stk. 4. Netværksstyrelsen varetager det løbende samarbejde mellem netværket og Dansk Psykolog Forenings bestyrelse.
Stk. 5. Netværksstyrelsens myndighedsområde bestemmes i øvrigt nærmere i kompletterende vedtægter.
Stk. 6. Netværksstyrelsen tilstræbes bredt sammensat med hensyn til arbejdsfelt og geografisk placering.
Stk. 7. Netværksstyrelsens medlemmer vælges for to år ad gangen. Valgperioden bestemmes i Netværkets supplerende vedtægter. Genvalg kan finde sted efter Netværksgeneralforsamlingens nærmere bestemmelse.
Stk. 8. Regler for valg og opstillinger af kandidater bestemmes nærmere i kompletterende vedtægter.
Stk. 9. Netværksstyrelsen afholder møder efter behov.
Stk 10. Generalforsamlingen kan dispensere fra kravet om medlemsskab af netværket for opstilling til bestyrelsen såfremt der ikke er tilstrækkeligt med kandidater til bestyrelsen. En dispensation beror på en konkret vurdering og kræver, at der samtidig er tale om i forvejen associerede medlemmer, som forventer at blive færdige med
cand.psych-uddannelsen inden for et år.
Alle medlemmer af bestyrelsen har stemmeret ved bestyrelsesmøderne.

Samarbejdet med Dansk Psykolog Forenings bestyrelse
§ 8. Dansk Psykolog Forenings bestyrelse skal, inden beslutninger træffes af særlig betydning for netværkets medlemmer, høre netværksstyrelsen.
Stk. 2. Ved en sådan høring skal normalt gives en frist på mindst 6 uger.
Stk. 3. I særlige tilfælde kan denne frist afkortes til en uge.
Stk. 4. Netværksstyrelsen skal efter anmodning fra Dansk Psykolog Forenings bestyrelse foranstalte gennemført høringer, debatter eller medlemsmøder om særlige spørgsmål.
Stk. 5. Netværksstyrelsen kan anmode Dansk Psykolog Forenings bestyrelse om at behandle spørgsmål af særlig betydning for netværket.
Stk. 6. Dansk Psykolog Forenings bestyrelse kan ikke afvise at behandle sådanne anmodninger fra netværkene.
Stk. 7. Dansk Psykolog Forenings bestyrelse kan efter nærmere beslutning henlægge særlige spørgsmål til sagsbehandling i et netværk.

Opløsning
§ 9. Opløsning af netværket sker i medfør af Dansk Psykolog Forenings love, § 32.