Ny medlemsfordelsaftale: Revision til selvstændige psykologer

 I

Dansk Psykolog Forening har indgået aftale med revisions- og rådgivningsvirksomheden Redmark. Medlemmer kan gøre brug af aftalen fra mandag d. 10. august 2020.

Aftalen giver medlemmer adgang til en gratis Startpakke samt fordelagtige priser hos den landsdækkende revisionsvirksomhed, Redmark, der har særligt kendskab til sundhedsbranchen.
Dansk Psykolog Forening arbejder for at varetage selvstændige psykologers interesser. Det gør vi blandt andet gennem samarbejdsaftaler som denne med Redmark, der understøtter, at en række psykologvirksomheder opnår et lavere omkostningsniveau.

Udover fordelagtige vilkår på revisionsydelser er målet med vores samarbejde med Redmark at få en samarbejdspartner, der opdyrker særlig viden om psykologbranchen til fordel for både medlemmerne og Dansk Psykolog Forening, og som underviser ved vores arrangementer for selvstændige.

Vi har tidligere haft en lignende samarbejdsaftale med en anden revisionsvirksomhed, som vi tidligere i år måtte opsige. Det har været vigtigt for os hurtigt at sikre en ny aftale, og det blev ikke mindre vigtigt som følge af corona-krisen. Vi er derfor glade for, at det nu er muligt at præsentere en ny samarbejdspartner.

Som med andre samarbejdsaftaler, kan vi naturligvis ikke være sikre på, at Redmark er det bedste valg for alle selvstændige psykologer. Der er mange forhold der spiller ind, og den enkelte selvstændige psykolog skal altid tage stilling til, hvilke samarbejdspartpartnere, der er de rette – også når det gælder revision og bogføring.

Samarbejdet består af:

Gratis Startpakke til selvstændige
Redmark tilbyder medlemmer af Dansk Psykolog Forening en gratis Startpakke til selvstændige. Startpakken består af et møde af 1 – 1,5 times varighed, hvor Redmark tilbyder sparring omkring afklaring af spørgsmål om generelle problemstillinger af økonomisk, skattemæssig og moms-/lønsumsmæssig karakter.

Startpakken tilbydes både til medlemmer, der påtænker at blive selvstændige samt til medlemmer, der allerede er etableret som selvstændige. Såfremt sparringen afslører opgaver af mere omfattende omfang, aftales nærmere vederlag herfor med det enkelte medlem.

Fordelagtige priser på årsregnskab
Redmark tilbyder medlemmer af Dansk Psykolog Forening fordelagtige priser på årsregnskab. Se priserne her.
Priser på øvrige ydelser aftales konkret med Redmark.

Læs på hjemmesiden, hvordan du gør brug af aftalen.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge