Ny næstformand i Dansk Psykolog Forening

 I

Den 1. marts fratræder Merete Strømming som næstformand i Dansk Psykolog Forening og giver stafetten videre til bestyrelsesmedlem Nikolai Cerisier Roitmann.

Dansk Psykolog Forening får ny næstformand den 1. marts 2020.

Bestyrelsesmedlem Nikolai Cerisier Roitmann overtager posten fra Merete Strømming, der fratræder som næstformand for at opbygge nye kompetencer i bestyrelsen.

Formand for Dansk Psykolog Forening Eva Secher Mathiasen takker Merete Strømming for hendes store engagement og arbejde som næstformand:

– Merete Strømming har sat et stort aftryk som næstformand i Dansk Psykolog Forening. Særligt hendes kæmpe indsats med at forhandle praksisoverenskomst og modernisere specialistuddannelsen og kursusområdet gør en stor forskel for vores medlemmer.

Eva Secher Mathiasen ser frem til samarbejdet med Nikolai Cerisier Roitmann og er glad for, at han vil løfte det store ansvar som næstformand.

– Jeg glæder mig til at bringe Nikolai Cerisier Roitmanns kompetencer i spil. Det vil styrke bestyrelsen, at vi får endnu en stærk kapacitet på posten som næstformand, siger Eva Secher Mathiasen.

Et samfund i trivsel
Nikolai Cerisier Roitmann glæder sig til at komme i gang med arbejdet og især til det tætte samarbejde med foreningens ansatte og medlemmer.

– Den psykologiske videnskab er helt afgørende for et samfund i trivsel. Den sikrer menneskers psykiske helbred og udviklingen af sunde institutioner og virksomheder. Som næstformand bliver det min rolle at medvirke til, at psykologer i endnu højere grad bliver brugt som en del af løsningen på udfordringer i samfundet, siger Nikolai Cerisier Roitmann.

Han har siddet i Dansk Psykolog Forenings bestyrelse siden 2016. Indtil GF 2021 har han særligt ansvar for de selvstændige psykologers område og psykologer i somatikken inden for børne- og voksenområdet. Og for psykologer som en unik del af løsningen på stress som samfundsproblem.

Til daglig er han specialkonsulent i Forsvarets Veterancenter, hvor han blandt andet har arbejdet med at behandle og hjemtage soldater og været udsendt som psykolog til Helmandprovinsen i Afghanistan.

Nye kræfter
Merete Strømming ser tilbage på en spændende og lærerig periode som næstformand, hvor hun især har beskæftiget sig med de selvstændige og uddannelses- og kursusområdet.

– Jeg har været glad for at få indflydelse på de selvstændige psykologers område, hvor der er rivende udvikling i disse år med akkreditering og krav til psykologer med ydernummer. Vi er kommet så meget i mål, som vi kunne, og det er et godt tidspunkt at give plads til nye kræfter, siger Merete Strømming.

Hun fortsætter i bestyrelsen og det store arbejde med at modernisere uddannelses- og kursusområdet.

– Jeg glæder mig over, at der er en stigning i antallet af kursister, der benytter Dansk Psykolog Forenings kurser. Der ligger fortsat en stor opgave i at revidere specialistuddannelsen, som jeg glæder mig til, siger hun.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge