Efter intense forhandlinger med Finansministeriet er en ny overenskomstaftale for statsligt ansatte nu forhandlet i mål. Med en samlet økonomisk ramme på 8,7 % over tre år sikrer aftalen både en række forbedringer af arbejdsvilkår, stressforebyggende tiltag og lønstigninger for psykologer og andre akademikere ansat i staten. Det glæder Dansk Psykolog Forenings forperson, Dea Seidenfaden, der har siddet med til forhandlingerne som en del af hovedorganisationen Akademikernes forhandlingsdelegation.
”Aftalen tager vigtige skridt i retning af at sikre bæredygtige og fleksible arbejdsliv for psykologer. Det har været helt afgørende for os, for som samfund står vi midt i en stressepidemi, og alt for mange familier er pressede i hverdagen. Vi er bl.a. lykkedes med at sikre større fleksibilitet for de statsligt ansatte psykologer gennem en helt ny fritvalgskonto, barns 3. sygedag og mere fleksible barselsvilkår. Samtidig har vi formået at løfte lønnen, og det er helt afgørende for, at den offentlige sektor også i fremtiden kan tiltrække og fastholde dygtige psykologer. Det er jeg meget tilfreds med,” siger hun.
Det er et markant nybrud, at statslige ansatte nu får en fritvalgskonto, som giver mulighed for at tilpasse sit eget arbejdsliv, understreger Dea Seidenfaden. Det er en fleksibilitet mellem frihed, løn og pension, som psykologerne har efterspurgt. Dertil sikrer den nye overenskomst, at den dag, man som ansat tager hjem fra arbejde pga. sygt barn, ikke længere vil blive betragtet som barns 1. sygedag, og samtidig er der nu mulighed for barnets 3. sygedag.
”Vi har kæmpet for at sikre bedre balance mellem arbejde og fritid og skabe et offentligt arbejdsmarked, som børnefamilier såvel som seniorer og andre kan holde til at være en del af. Der er virkelig brug for de nye initiativer, for arbejdslivet er de seneste år blevet mere og mere grænseløst. Alt for mange får i dag stress og kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Det er ikke holdbart for nogen.” siger Dea Seidenfaden.
Med fritvalgsordningen vil arbejdsgiverne løbende skulle indbetale til en opsparing, som de statsligt ansatte kan vælge at drage gavn af gennem enten mere i løn, mere frihed eller mere i pension. Den model er kendt fra flere private arbejdspladser, men er ny i det offentlige. Samtidig udmærker fritvalgsordningen sig ved at indeholde elementer, der tilgodeser ansatte i forskellige faser af livet. Bl.a. indføres en helt ny frihedsdag til psykologer midt i livet (41-61-årige) samt to yderligere seniordage.
Sidst men ikke mindst sikrer aftalens samlede økonomiske ramme på 8,7 % psykologer og andre akademikere i staten generelle lønstigninger på 6,37 % over de næste tre år.
Den statslige overenskomstaftale gælder bl.a. for psykologer ansat i Forsvaret, Kriminalforsorgen, Politiet, Studenterrådgivningen, familieretshusene, på universiteterne og meget mere. Nu venter så de afsluttende regionale og kommunale forhandlinger.
”Også her kommer vi til at give alt, hvad vi har, for at skabe mærkbare resultater for offentligt ansatte psykologer, der hver dag gør en kæmpe indsats i vores samfund,” siger Dea Seidenfaden.