NY PPR-undersøgelse: PPR er under pres – det rammer sårbare børn og familier

 I

Psykologerne påpeger i den nye undersøgelse, at mange børn og familier ”ryger rundt i systemet”, og at de selv er så pressede, at de ikke kan udføre deres arbejde i den kvalitet de selv er tilfredse med.

Ny undersøgelse blandt mere end 1000 PPR-psykologer viser, at kommunernes Pædagogisk Psykolog Rådgivning (PPR) er under pres.

I undersøgelsen peger næsten 7 ud af ti PPR-psykologer på, at antallet af familier med behov for hjælp er steget markant inden for det sidste år. 7 ud af 10 PPR-psykologer vurderer, at børn og familier er kastebold i systemet uden at få tilstrækkelig hjælp med deres udfordringer. 42 % af PPR-psykologerne kan i lav eller meget lav grad udføre deres arbejde i en kvalitet, de er tilfredse med.

Dea Seidenfaden, fungerende formand for Dansk Psykolog Forening ser med stor alvor på tallene.

”Dette er et nødråb fra vores PPR-psykologer. Det er et tydeligt billede af, at man i dag ikke får hjulpet de børn og familier, som har brug for hjælp, Psykologerne i PPR har et utrolig vigtigt arbejde med børn i mistrivsel, og når jeg ser disse tal, kan jeg godt forstå, at mange går hjem med ondt i maven”, siger Dea Seidenfaden.

Børnenes Indgang

Dansk Psykolog Forening har i forbindelse med arbejdet med en ny 10-årsplan for psykiatrien foreslået, at man i alle landets kommuners PPR etablerer ”Børnenes Indgang” – èn indgang. . Et tilbud der ligger bag én dør – organisatorisk set – hvor børn i psykisk mistrivsel og familier er sikret helhedsorienteret hjælp, når behovet opstår.

”Det skal være helt tydeligt, hvor hjælpen er, og der skal være indsatser, der både retter sig mod det miljø, som barnet er i, og barnet som individ.. PPR-psykologer og andre fagfolk skal gå 360 grader rundt om barnet og identificere de indsatser, der skal til for at sikre den rette hjælp. Derfor skal vi også udvide indsatserne og  bl.a. sikre, at der tilbydes lettere behandlingstilbud i PPR”, siger Dea Seidenfaden og understreger at, det er vigtigt samtidig sikre et samarbejde med Børne- og Ungdomspsykiatrien.

”Når et barn udviser psykisk mistrivsel, kan det have mange årsager – det kan være noget i skolen, i hjemmet og nogle gange kommer det bare. Men der kan også ligge en alvorlig diagnose bag, hvor hjælpen først og fremmest er i psykiatrien. Derfor er det også vigtigt for os, at der bygges en samarbejdende bro mellem PPR og Børne- og Ungdomspsykiatrien. For når vi arbejder sammen om de komplekse sager, så lykkes vi altså bedre” siger hun.

Positiv melding i finanslov

For nylig vedtog partierne bag næste års finanslov, at man vil lave en kortlægning af udfordringerne i PPR, ligesom det blev aftalt ”at en styrkelse af PPR bør blandt andet indgå i de kommende forhandlinger om en 10 års plan for psykiatrien”.

Det er gode tegn, påpeger Dea Seidenfaden.

”Hvis vi vil ændre billedet og knække kurven, er det afgørende, at der er ressourcer, hænder og de rette kompetencer. Vi skal tænke på det som kloge investeringer. Når vi sætter tidligt ind med god hjælp, så kan vi også afhjælpe, at nogle børn bliver så dårlige med fx angst og depression, at de skal igennem lange og væsentlig dyrere forløb i psykiatrien, som ofte også har konsekvenser for resten af familien”, siger hun.

PPR-UNDERSØGELSE

  • Størstedelen af psykologerne ansat i PPR dimitterede inden for de sidste 7 år,
    særligt med overvægt årrækken 2015-2021.
  • 70 % af PPR-psykologerne vurderer at antallet af børn og familier, der har brug for hjælp i PPR, er steget i høj eller meget høj grad det seneste år.
  • 68 % af PPR-psykologerne vurderer at børn og familier ’ryger rundt’ i systemet uden at få tilstrækkelig hjælp til deres udfordringer.
  • 42 % af PPR-psykologerne kan i lav eller meget lav grad udføre deres arbejde i en kvalitet de er tilfredse med.
  • 80 % af PPR-psykologerne vurderer at arbejdstempoet påvirker kvaliteten af deres arbejde.
  • 78 % af PPR-psykologerne vurderer at der i lav eller meget lav grad er tilstrækkeligt med psykologer til at varetage opgaver tilfredsstillende i den PPR de er ansat i.
  • Kun 16 % af PPR-psykologerne oplever at politikerne i kommunen prioriterer børn og unges psykiske mistrivsel.
  • 75 % af PPR-psykologerne overvejer enten årligt, eller oftere end årligt, at finde et job udenfor PPR. Ud af de 75 % overvejer 54 % at finde et nyt job månedligt, ugentligt eller dagligt.
  • De fem største grunde til at PPR-psykologerne overvejer at skifte job er: 1) Stor arbejdsmængde, 2) Stort tidspres, 3) Frustration over ikke at kunne gøre nok for barnet/familien, 4) Stort følelsesmæssigt pres, 5) Faglig frustration.

1.020 PPR-psykologer deltog i undersøgelsen. Undersøgelsen blev afsluttet d. 11/10 – 21

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge