Ny psykiatriaftale baner vej for hurtigere og bedre behandling af mennesker med psykisk lidelse

Publiceret 19.05.2025 Pressemeddelelse

Ny psykiatriaftale kan løfte psykiatrien og det nære mentale sundhedsvæsen, så flere mennesker kan få mere helhedsorienteret hjælp og behandling tidligere, mener Dansk Psykolog Forenings forperson, Dea Seidenfaden. Psykologerne er klar til at løfte ambitionerne ud i virkeligheden.

Den nye psykiatriaftales fokus på massiv opbygning af kapacitet i psykiatrien, nytænkning og bedre adgang til behandling lover virkelig godt for fremtiden, mener Dansk Psykolog Forenings forperson, Dea Seidenfaden:

I dag er en rigtig god dag for både patienter, pårørende og psykologer. Aftalen giver psykiatrien og det nære mentale sundhedsvæsen langt bedre muligheder for at hjælpe flere tidligere og i tæt samarbejde på tværs af faggrupper. Jeg er virkelig glad for, at politikerne styrker hele behandlingskæden og prioriterer det nødvendige kapacitetsløft – både i psykiatrien og i det lettilgængelige tilbud – og at de samtidig sikrer ret til hurtig behandling for unge med angst og depression. Som psykologer er vi klar til at tage ansvar og være med til at føre de politiske ambitioner ud i livet,” siger hun.

Flere midler til det lettilgængelige tilbud

Børn og unge i mistrivsel og med symptomer på psykisk lidelse er en af de grupper, der får et markant løft i den nye aftale. Det lettilgængelige tilbud, som landets kommuner skal have implementeret inden årets udgang, får med aftalen en stor ekstra finansiering over de kommende år og et varigt løft på 300 millioner kr. årligt fra 2029, så tilbuddet kan hjælpe endnu flere børn og deres familier.

”Det gør mig virkelig glad, at politikerne vil styrke det lettilgængelige tilbud. Tilbuddet og psykologer, der arbejder i det, gør allerede en stor forskel for børn og forældre i skolealderen, men vi mangler at få de 0-5-årige børn og deres familier med. Vi ved, at jo før vi sætter ind og forebygger mentale vanskeligheder i familierne, des hurtigere kan vi hjælpe barnets trivsel og sunde udvikling på vej. Derfor er det rigtig godt, at politikerne nu vil se på muligheden for, at vi også kan gribe de mindste med tilbuddet,” siger Dea Seidenfaden.

Tiltrængt med ny patientrettighed til unge

Aftalen giver derudover unge 18-24 år en ny patientrettighed på 30 dage til hurtig behandling for angst og depression.  Ifølge Dea Seidenfaden er det tiltrængt, at der endelig bliver gjort noget for at sikre de unge hurtigere behandling.

”Der har længe manglet penge til de unge i den nuværende psykologordning. Det har skabt alt for lange ventelister, på trods af at psykologerne har behandlet alt det, de måtte. Det har vi også gentagne gange gjort politikerne opmærksom på. Det bliver der ændret på nu. Vi kommer til at holde et vågent øje med, at de unge får tilbudt den psykologbehandling, de har brug for, når behandlingen nu flyttes til regionerne. Jeg ved, at mange selvstændige psykologer vil stå klar til at hjælpe med at sikre netop det,” siger Dea Seidenfaden.

Bedre hjælp til ADHD og autisme

I aftalen er det også besluttet, at Sundhedsstyrelsen og relevante aktører skal lave et nyt oplæg til at sikre en bedre indsats til mennesker med ADHD og autisme. Det begejstrer Dea Seidenfaden.

”I dag hjælpes mennesker med ADHD og autisme og deres familier ikke godt nok. Mange venter alt for længe på udredning og har ofte vanskeligt ved at få den rette hjælp. Derfor glæder det mig, at politikerne vil sikre bedre behandling og støtte, og at de har fokus på den ikke-medicinske og tværfaglige behandling. Rigtig mange patienter og pårørende har nemlig stor gavn af f.eks. psykoedukation og terapi og støtte til at tackle udfordringer i hverdagen,” siger Dea Seidenfaden.

Fakta: Økonomien i aftalen

Med den samlede 10-årsplan for psykiatrien vil indsatsen være løftet med 4,6 mia. kr. i 2030 sammenlignet med 2019. En del af midlerne er udmøntet med tidligere aftaler, og en del udmøntes med den nye plan.

Med den nye psykiatriaftale udmøntes frem mod 2030 nye 2,63 mia. kr.

Tabel: Løft af økonomi i psykiatriaftalen 2025

Mio. kr. Varig
1. Flere skal behandles tidligt og tættere på 571,0
2. Behandlingskvaliteten skal løftes, og ventetiderne nedbringes 795,6
3. Patienterne skal opleve mere sammenhængende forløb 1.039,0
4. Psykiatrien skal være en tryg og attraktiv arbejdsplads 220,4
I alt 2.626,0
Note:  Varigt løft af midler i 2030, aftale-pl.