Nyt center skal skabe mere værdighed for ældre

 I

Presseklip: Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune opretter et Center for Livskvalitet i samarbejde med Aarhus Universitet, som skal tilbyde ældre borgere samtaler om livet og døden og sikre mere værdighed. Centret vil ansætte fire psykologer, der til at starte med vil tage ud til plejehjem i Aarhus Kommune og tilbyde samtaler til de ældre. Aarhus Universitet vil samtidig undersøge effekten af disse samtaler, skriver Aarhus Kommune.

Formand for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen, støtter op om tiltaget og er glad for, at kommunen prioriteter psykologtilbud til ældre borgere:

– Vi har alt for længe været vidne til, at ældre borgere landet over får tilbudt medicin mod de særlige eksistentielle udfordringer, som den tredje alder indebærer. Psykologerne kan gennem samtaler bidrage til øget trivsel og livskvalitet hos ældre borgere, og jeg er slet ikke i tvivl om, at forskning også hér vil vise, at psykologhjælp er langt mere virkningsfuld, siger hun og fortsætter:

– Det er derfor også meget glædeligt, at indsatsen kombineres med forskning, så man på sigt kan udbrede den viden, man får, og forbedre indsatsen i flere kommuner landet over.

Centret forventes at være klart 1. august 2016, og midlerne til projektet stammer fra regeringens såkaldte værdighedsmilliard til ældreområdet.

Læs hele artiklen på Aarhus Kommunes hjemmeside her.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge