Chefsekretær for Dansk Psykolog Forenings formand og direktør

Sætter du en ære i at levere førsteklasses sekretærbistand? Har du lyst til at arbejde i en forening med et stærkt formål og 11.000 engagerede medlemmer? Og er du en mester til at skabe overblik, få ting fra hånden og samtidig sprede god stemning? Så er du måske den nye chefsekretær i Dansk Psykolog Forening.

Vær med til at præge sekretariatets drift og udvikling
Dansk Psykolog Forenings vision er at sikre psykologers vilkår og kompetencer og arbejde for menneskers psykiske velfærd og trivsel. Den vision arbejder vi hårdt på at realisere, og det kræver bl.a., at vores administrative setup kører som smurt i hverdagen. Som sekretær for foreningens formand og direktør og en del af foreningens ledelsesstab bliver du en nøglespiller i det arbejde.

Konkret bliver nogle af dine vigtigste opgaver at tilrettelægge og forberede formandens og direktørens møder med eksterne interessenter, understøtte håndteringen af formandens og direktørens kalender, besvare mails og stå for de administrative processer i forbindelse med møder i foreningens bestyrelse, forretningsudvalg og formandskollegium. Det indebærer bl.a., at du sammen med direktøren og stabschefen planlægger, samler og udsender dagsordenerne til foreningens politiske møder, forbereder referater og følger op på aftaler og beslutninger. Du får også en vigtig rolle i afviklingen af og opfølgningen på foreningens generalforsamling i september, hvor arbejdsprogrammet for de næste tre år vedtages.

Foreningen er midt i en udvikling, hvor vi optimerer sekretariatets arbejdsgange, styringsværktøjer og kommunikationskanaler. Jobbet giver dig god mulighed for at sætte dit præg på processerne, og der er masser af plads til at tænke med og udvikle nye måder at gøre tingene på til gavn for foreningens medlemmer og medarbejdere.

Organisatorisk indgår du i Ledelsesstaben med reference til stabschefen. Ledelsesstaben består af 15 dedikerede medarbejdere, der arbejder tæt sammen om teamets ansvarsområder fra politisk interessevaretagelse og økonomiske og psykologfaglige analyser over kommunikation og presse til ledelsesbetjening.

Administrativ ørn med stort overblik og sans for service
Vi forestiller os, at du har en kontoruddannelse eller lignende og mindst 3-5 års erfaring som (chef)sekretær. Du er vant til at varetage en bred vifte af administrative opgaver, og du trives i en tempofyldt hverdag, hvor programmet kan være tætpakket og afhænge af, hvad der optager medlemmerne, medierne og Christiansborg. Effektiv og initiativrig er to af de ord, der kendetegner dig bedst, og du er knivskarp til at skabe overblik for både dig selv og dine omgivelser, prioritere dine opgaver og følge dem til dørs.

Du bliver et naturligt kontaktpunkt for mange af foreningens frivillige, samarbejdspartnere og kolleger i sekretariatet, så du skal kunne lide at være i kontakt med mange mennesker og brænde for at levere professionel service. Det er vigtigt, at du er god til at formulere dig på skrift og kan lide at arbejde digitalt, for du kommer både til at udarbejde mails og mødematerialer og opdatere dele af foreningens hjemmeside, og du skal hurtig kunne udvikle dig til superbruger af vores it-systemer og elektroniske arkiv.

Sidst, men ikke mindst, er det et must, at du går til opgaverne med krum hals og godt humør. Det gør vi andre, og det er noget af det, der skaber vores gode faglige fællesskab og giver os arbejdsglæde i hverdagen.

Ansøgning og kontakt
Send din ansøgning mærket ”Chefsekretær” sammen med dit CV til job@dp.dk senest den 22. april 2021. Har du spørgsmål, så kontakt stabschef Brit Buchhave på tlf. 3057 1442 eller direktør Jacob Stengaard Madsen på tlf. 2911 2169. Vi holder første samtalerunde den 26. april 2021 og anden samtalerunde den 28. april 2021. Vi anvender test i forbindelse med anden samtalerunde. Tiltrædelse er den 1. juni 2021 eller hurtigst muligt. Arbejdsstedet er Stockholmsgade 27 på Østerbro i København.

Dansk Psykolog Forenings vision er at sikre psykologers vilkår og kompetencer og arbejde for menneskers psykiske velfærd og trivsel. Foreningen har over 11.000 medlemmer, der arbejder i det private, liberale og offentlige Danmark og bl.a. beskæftiger sig med udvikling, behandling, trivsel, terapi, ledelse, projektledelse, kommunikation og markedsføring. Foreningen hviler på et stærkt fundament af høj medlemstilfredshed, høj organisationsprocent og et ressourcestærkt sekretariat med 55 ansatte, der varetager den daglige drift af foreningen. Læs mere på dp.dk.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge