Redaktør og kommunikatør med digitalt mindset til Dansk Psykolog Forening

Vil du være med til at inspirere psykologer i hele Danmark – og til at sætte mental sundhed og menneskers psykiske velfærd og trivsel på dagsordenen?
Så er du måske vores nye redaktør og kommunikatør i Dansk Psykolog Forening.

Vi søger en dygtig kollega til at stå i spidsen for magasinet P og til at løfte nogle af vores mange andre spændende kommunikationsopgaver sammen med de øvrige kollegaer. Magasinet P er psykologernes fagmagasin og medlemsblad til vores 11.600 medlemmer

Magasinet planlægges, udvikles, redigeres og drives af redaktøren i samarbejde med en lang række dygtige eksterne skribenter, fotografer, illustratorer, en grafisk designer, trykkeri osv. Det udkommer lige nu 8 gange om året, men der er planer om en gradvis digitaliseringsproces af magasinet i fremtiden. Den opgave skal du løfte.

Du bliver en del af Ledelsesstaben, hvis hovedopgave er politisk interessevaretagelse gennem intern og ekstern kommunikation samt analyse og ledelsesbetjening. Vi er i gang med en langsigtet udviklingsproces med fokus på at udnytte de digitale muligheder og sikre en tidssvarende, professionel kommunikation indadtil og udadtil.

Vi arbejder tæt sammen i Ledelsesstaben, som på kommunikationsfronten tæller en håndfuld dygtige og dedikerede journalister, redaktører og webkyndige. Du vil derfor blive en del af et fagligt stærkt miljø og få rig mulighed for at præge både fagmagasinet og fremtidens kommunikation i Dansk Psykolog Forening.

Vi leder efter en kollega, der:
– Formentlig er uddannet journalist eller har en anden kommunikationsfaglig baggrund.
– Gerne har mindst et par års erfaring som redaktør.
– Kan arbejde selvstændigt, har overblik og tager initiativ, da fagmagasinets redaktion kun består af redaktøren.
– Har et digitalt mindset og kan se mulighederne i nye former for publicering, formater og platforme.
– Formår at udnytte sammenhænge og kan skabe indhold på tværs af magasin og andre kommunikationsprodukter
– Trives med at løse kommunikationsfaglige opgaver udover redaktørrollen
– Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med at arbejde i en politisk organisation.

Vi tilbyder
En spændende stilling i en ambitiøs og levende politisk organisation med en meget engageret medlemsskare og gode kollegaer.

Løn- og ansættelsesvilkår efter individuel forhandling. Arbejdssted er Stockholmsgade 27 på Østerbro i København.

Ansøgning og kontakt
Send din ansøgning mærket ”Redaktør” sammen med cv og relevante bilag til job@dp.dk, så vi har den senest den 8. august 2021.

Vi holder første samtalerunde 16. og 17. august og anden samtalerunde 25. august. Vi anvender test i forbindelse med anden samtalerunde. Tiltrædelse er 1. oktober eller hurtigst muligt.

Kontakt gerne direktør Jacob Stengaard Madsen, mobil 29 11 21 69, mail jsm@dp.dk for yderligere oplysninger.

Dansk Psykolog Forening arbejder for medlemmerne og for samfundet. Vi er på én gang fagforening og forening for psykologernes profession. Foreningen står på et solidt fundament af høj medlemstilfredshed, høj organisationsprocent og et fagligt stærkt sekretariat. Vi har 11.600 engagerede medlemmer og et sekretariat med 55 medarbejdere. Det er vores vision at sikre psykologers vilkår og kompetencer og arbejde for menneskers psykiske velfærd og trivsel. 

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge