Psykolog Hanne Lie Kjærstad blev bidt af en forskerbacille, allerede mens hun skrev speciale om emotionsregulering ved affektive lidelser i 2013. Inden var hun under sin bachelor i New Zealand blevet indviet i et forskningsprojekt, der viste, at kognitive processer formes af kroppens handlinger såvel som hjernen. Siden har hun ikke kunnet slippe det felt, og i november modtog hun Dansk Psykolog Forenings juniorforskerpris 2025 for sin banebrydende forskning. Hendes arbejde ser ud til at kunne komme mange patienter til gavn i fremtiden.
Hendes mål er at komme væk fra symptombehandling af affektive lidelser og i stedet udvikle screening, tests og behandling, der kan forebygge sygdom og forbedre patienternes livskvalitet – både i sygdomsperioder og remission. Derfor har hun nu i ti år fulgt en gruppe med bipolar lidelse tæt. Hun har scannet deres hjerner, fulgt deres øjenbevægelser og taget blod- og hårprøver i forskellige stadier af deres sygdom. Det samme har hun gjort med deres nære slægtninge, som i starten af forskningsprojektet alle var raske.
– Vi kan se på hjernescanninger, at mange mennesker med bipolar lidelse har nedsat aktivitet i den dorsale præfrontale cortex under følelsesregulering. De mangler en kognitiv bremse til at regulere deres følelser, og derfor er de i højere grad styret af impulser og automatiske strategier som undgåelse. Det samme gælder ofte deres raske slægtninge. Den gode nyhed er, at det er noget, der kan trænes, forklarer Hanne Lie Kjærstad.
Og netop afdækningen af, hvordan man bedst træner affektiv kognition, er en central del af hendes nye omfattende forskningsprojekt.
Det er ikke nyt, at patienter med affektive lidelser kan træne deres kognition. Problemet har dog hidtil været, at det har været svært for patienterne at overføre strategierne fra behandlingen til hverdagen. Og mens der findes velafprøvede metoder til behandling af den ”kolde” kognition – den der bl.a. styrer logisk tænkning – gør det samme sig ikke gældende med den affektive, ”varme” kognition, som har med emotionel bearbejdning og følelsesregulering at gøre.
Alder: 37
Uddannelse: BSc(Hon) fra Victoria University of Wellington, New Zealand, og cand.psych. og ph.d. fra Københavns Universitet
Ansættelse: NEAD Centre, Frederiksberg Hospital, Region Hovedstaden Psykiatri
Derfor så Hanne Lie Kjærstad sig om efter nye muligheder og hentede inspiration i nogle vellykkede forsøg et andet sted.
– Vi kunne se, at man havde succes med at bruge virtual reality i behandlingen af socialangst, så vi gik i gang med at udvikle nogle træningsforløb målrettet affektiv kognition hos mennesker med affektive lidelser, fortæller hun.
Det er den omfattende dataindsamling fra forskningsprojektet med patienter og slægtninge, der danner grundlag for det nye projekt med træning i virtual reality. BACE-projektet, som ledes af Hanne Lie Kjærstad i samarbejde med professor Kamilla Miskowiak og ph.d.-studerende Astrid Iversen, er endnu i sin opstartsfase og løber over de næste to år. I samarbejde med VR-udvikleren Khora anvendes virtual reality til at skabe virkelighedsnære sociale situationer, der kan udfordre selv den mest velfungerende præfrontale cortex.
– Vi bruger sociale hverdagssituationer i VR, der kan opleves som ubehagelige eller udfordrende, og hvor patienterne så skal øve sig i at håndtere situationerne i et trygt og kontrolleret rum, siger Hanne Lie Kjærstad.
Hendes håb er, at metoden kan blive en del af behandlingen i psykiatrien, når forskningsprojektet er færdigt. Indtil videre tyder det nemlig på, at patienterne har god effekt af øvelsen, og at effekten faktisk bliver endnu bedre, hvis træningen foregår i grupper.
– Vi kan se, at de lærer mere af det, hvis de skal guide hinanden i stedet for selv at løse situationerne. Det er typisk lettere at se, hvad andre kan gøre, end når man selv står i en følelsesmæssigt svær situation. Samtidig ser det ud til, at erfaringerne kan overføres til situationer i den virkelige hverdag, forklarer hun.
For Hanne Lie Kjærstad er det ikke et mål i sig selv, at patienterne bliver symptomfrie. De skal ganske enkelt have et bedre liv – og i bedste fald helt slippe for at blive syge.
Hendes forskning viser nemlig, at det ikke kun er de forsøgspersoner, der har fået diagnosen, der har nedsat aktivitet i den præfrontale cortex. Det samme har deres raske slægtninge.
– Vi kan se, at nogle af de raske slægtninge har samme uhjælpsomme strategier til at regulere følelser som dem, der har lidelsen. Og nogle af slægtningene har udviklet en affektiv lidelse, siden vi startede med at følge dem. Et af vores mål er at udvikle screeningsmetoder, som gør, at man kan sætte tidligt ind med træning af den affektive kognition og dermed forebygge, at den første sygdomsepisode overhovedet opstår.
Hanne Lie Kjærstad har nemlig også opdaget, at hjernen ændrer sig fysisk efter første affektive episode hos nogle af patienterne. Herefter bliver den affektive kognition – altså de kognitive processer, der påvirkes af følelser, herunder emotionel bearbejdning og regulering – nedsat. Dermed stiger risikoen for hyppigere indlæggelser og nedsat livskvalitet selv i remission.
– Vi bruger alle sammen vores kognition hele tiden i hverdagen. Når vi går på arbejde, når vi er sammen med andre mennesker, og når vi i det hele taget udsættes for indtryk. Hvis den affektive kognition er forringet, kan det være svært at være på en arbejdsplads, se andre mennesker og få en hverdag til at hænge sammen. Det er vores hypotese, at affektiv kognitiv træning kan gøre, at patienterne ikke bare får færre symptomer og indlæggelser, men at de kan leve et godt liv, siger hun.
Hun håber, at hendes forskning kan være med til at skabe et nyt fokus i behandlingen af affektive lidelser i psykiatrien. Fordi hun følger patienterne i så lang tid og både udfører psykologiske undersøgelser, neurokognitive tests og hjerneskanninger, danner der sig nemlig også et klart billede af, at bipolar lidelse kan se ud på mange måder og derfor skal behandles forskelligt – det kan hun helt konkret se på hjerneaktiviteten under scanningerne.
Hanne Lie Kjærstad håber, at fremtiden kan betyde en mere skræddersyet behandling, der passer til den enkelte patient. Og hun er optimistisk, selvom psykiatrien er presset på ressourcer. Særligt hvis det lykkes at udvikle forebyggende screeningsmetoder.
– Vi ved nu, at de største kognitive forandringer sker omkring den første sygdomsepisode. Derfor er det først og fremmest vigtigt med screening og tidlig kognitiv intervention. Vi forventer, at det vil kunne skabe en mere gunstig kognitiv udvikling over tid. I nogle tilfælde vil det formentlig kunne forebygge, at sygdommen overhovedet opstår, siger hun.
Man har nemlig ”a window of opportunity” tidligt i forløbet, som hun siger. Og det vindue skal udnyttes. Vi skal væk fra at være tilfredse med at holde symptomerne nede og i stedet stræbe efter at styrke patienternes følelsesmæssige regulering så meget, at det smitter af på deres livskvalitet.
Hanne Lie Kjærstad anerkender, at medicin spiller en central rolle i behandlingen, men ønsker samtidig at forstå og påvirke de underliggende psykologiske og biologiske processer, der bidrager til udviklingen af lidelserne. Når hendes testgruppe får registreret deres øjenbevægelser, ser hun nemlig en markant forskel i forhold til kontrolgruppen.
– Mennesker med bipolar lidelse ser væk, når de skal se på et billede af noget grusomt som død og krig. De bruger altså undgåelse i stedet for at bearbejde de indtryk, de får.
Hendes forskning viser også, at mennesker med bipolar lidelse adskiller sig fra dem med unipolar depression. Når sidstnævnte gruppe får et neutralt indtryk – det kan være et neutralt ord eller ansigtsudtryk – har de tendens til at tolke det i en negativ retning. Denne ”negative bias” gælder overraskende nok ikke mennesker med bipolar lidelse, selvom depression er en del af sygdomsbilledet. De har generelt sværere ved at aflæse, om det, de ser, er positivt, negativt eller neutralt. Det peger ind i Hanne Lie Kjærstads hypotese om, at der skal udvikles en mere skræddersyet behandling til denne lidelse – og at den i høj grad skal baseres på kognitiv træning.
