ADHD er i de senere år blevet en af de mest omdiskuterede diagnoser – både i faglige miljøer og i offentligheden. Kritikken har været omfattende, men har samtidig tydeliggjort noget centralt: Hvor utilstrækkelig og forenklet forståelsen af ADHD stadig er.
Den stereotype beskrivelse af ADHD har længe været forbundet med den urolige dreng, der ikke kan sidde stille i timerne, og som derfor laver ballade. I nyere tid har samfundsdebatten skabt den diametrale modsætning: ”12-tals-pigen, der stille brænder ud i mødet med præstationssamfundet”. Men til trods for en kærkommen nuance i ADHD-debatten er vi fortsat langt fra en nuanceret og fagligt forankret forståelse af en udviklingsforstyrrelse, hvis symptombillede har været beskrevet i medicinsk litteratur i over 250 år.
ADHD er i faglitteraturen beskrevet som en neurodivergent udviklingsforstyrrelse med rødder i hjernens tidlige udvikling og en betydelig genetisk komponent. Alligevel reduceres forståelsen ofte til et spørgsmål om funktionsniveau relateret til opmærksomhed og præstationsevne – i nyere tid ofte debatteret og proklameret som resultatet af præstationssamfundets perfektionisme snarere end en reel neurodivergent forstyrrelse.
En del af problemet ligger måske i ordet ”opmærksomhedsforstyrrelse”, som ofte bliver den overordnede betegnelse for ADHD i folkemunde, og som i sig selv kan komme til at udbrede en lidt for forenklet forståelse af ADHD.
I den traditionelle forståelse af ADHD har problemer med let afledelighed været centrale, hvor der i den forbindelse har været en fortolkning af den del af opmærksomhedssystemet omtalt som ”DAN-systemet” som mangelfuldt eller defekt.
Mindre opmærksomhed har været rettet mod den anden del af opmærksomhedssystemet (VAN-systemet) eller det mere komplekse samspil i hele opmærksomhedsnetværket. Som følge heraf har der været et markant mindre fokus på den modsatte udfordring, som omhandler vanskeligheder med at afbryde og omstille opmærksomheden, som derfor har været en mindre anerkendt udfordring – og som i nyere tid snarere anses som en styrke eller ”superkraft”. Det kan synes problematisk, idet fraværet af den ellers adaptive funktion, der ligger i at kunne blive afledt af relevante stimuli, groft sagt i tidernes morgen kunne få os ædt af en løve.
Ud over tendensen til at simplificere selve opmærksomhedsbegrebet leder begrebet ”opmærksomhedsforstyrrelse” også nemt til en forsimplet forståelse – eller forglemmelse – af de grundlæggende reguleringsmæssige udfordringer, der i virkeligheden er med til at kendetegne ADHD, herunder udfordringer med impulsstyring, følelsesregulering og motivation samt modulering af tempo og arousal.
Med andre ord kommer vi nemt til at overse de komplekse og mere gennemgribende udfordringer, som ADHD ofte medfører, når vi i folkemunde kalder ADHD en ”opmærksomhedsforstyrrelse” i stedet for en ”reguleringsforstyrrelse”.
Den aktuelle beskrivelse af ADHD som en gennemgribende reguleringsforstyrrelse leder os ind i neurodiversitetsbegrebet og videre ind i debatten om ”den umodne ADHD-hjerne”.
I tråd med argumentet om regulering peger nyere forskning på, at neurobiologiske forskelle set ved ADHD ikke blot er et udtryk for “for lidt aktivitet” i bestemte hjerneområder, men for en anderledes regulering af, hvordan hjernen prioriterer, håndterer og processerer information.
Så alt imens den tidligere tolkning af ”for lidt aktivitet” har ledt til en forståelse af ADHD-hjernen som værende ”umoden” og med andre ord som noget, der kan ”modnes” over tid, synes det vigtigt at understrege, at ADHD ikke kun er ”en barnediagnose”. Dette understøttes af flere studier, der finder, at ADHD-symptomer hos langt de fleste er livslange, om end de ofte fluktuerer over tid, og at remission er sjælden.
En anerkendelse af, at ADHD-symptomer er vedvarende og fluktuerende, er et vigtigt opgør med det hidtil alt for store fokus, der har været på det øjensynlige funktionsniveau, som nemt underkender ADHD som en medfødt neurodivergent sårbarhed. Uden omtanke for det fluktuerende symptombillede risikerer man at blive fejlledt mod en fortolkning af ADHD som noget episodisk eller midlertidigt.
Dette kan føre til en ærgerlig cyklus, hvor støtte, der har medført bedring, fjernes som følge af en fejlagtig tro på, at ADHD-symptomerne nu er forsvundet eller bedret tilstrækkeligt, og at støtten derfor ikke længere behøves. Dette vil i sig selv øge risikoen for symptomforværring og funktionstab (i en proces, der jo kan fortsætte i det uendelige).
Ud fra den neurodivergente forståelsesramme sammenholdt med støtteparadokset appelleres der til en mere udbredt anerkendelse af, at den neurodivergente ADHD-hjerne ikke på magisk vis går hen og bliver neurotypisk over tid. Det taler også ind i et behov for at anerkende ADHD som livslang, hvor graden af udfordringer afhænger af flere forskellige faktorer, fx støtte, mestring og livsomstændigheder. I tråd med det nævnte appelleres der til at se ADHD som mere gennemgribende i tråd med, hvordan vi ser ADHD’s neurodivergente søster – autisme.
For et par årtier siden var autisme nemlig det misforståede barn, der ligesom nutidens ADHD blev beskyldt for at være ”en popularitetsdiagnose” med en stereotyp beskrivelse, der blev heftigt debatteret. Sidenhen har forståelsen ændret sig til, at autisme nu konsekvent anerkendes som en livslang neurodivergent forstyrrelse, som man ikke ”vokser fra”, og som bør forstås ud fra et spektrum.
På mange måder kunne man ønske sig en spektrumforståelse af ADHD svarende til den, der i dag præger autismeområdet. Ikke fordi ADHD og autisme er identiske tilstande, men fordi en spektrumbaseret forståelse i højere grad ville rumme variationen i, hvordan vanskelighederne kommer til udtryk – også når de ikke umiddelbart er synlige. Det ville ikke blot kunne udfordre nogle af de stereotype ADHD-beskrivelser, der præger debatten i dag. Det ville også øge sandsynligheden for at opdage de tilfælde af ADHD, der har været mere usynlige eller maskerede.
Maskeret ADHD kan nemlig fremstå velfungerende udadtil, samtidig med at der indadtil betales en høj pris i form af mental belastning, overkompensation og vedvarende udmattelse. Den ydre funktion dækker i disse tilfælde over en usynlig og betydelig indre reguleringsindsats, hvor opmærksomhed, impulser, følelser og adfærd kontinuerligt må monitoreres og korrigeres. Det kolliderer netop med selve udfordringen ved ADHD og vil derfor naturligt kræve mere energi, som må tages fra andre områder.
Konsekvensen kan være en langvarig belastning, som markant øger risikoen for at udvikle svær komorbiditet. Netop her peger forskning på, at ADHD i høj grad er associeret med en bred vifte af psykiske lidelser, fx angsttilstande, depression, misbrug, spiseforstyrrelser og personlighedsforstyrrelser. Samtidig peger nyere forskning på, at ADHD også kan være forbundet med en øget forekomst af somatiske og neurologiske problemstillinger, fx søvnforstyrrelser, kroniske smerter, migræne og en generelt forhøjet forekomst af metaboliske tilstande.
Uanset årsagsvirkningsforholdet understøtter dette argumentet om, at ADHD i højere grad bør forstås som en gennemgribende, kompleks neurobiologisk variation med konsekvenser for både psykisk og somatisk sundhed. Det velfungerende ydre bør derfor ikke forveksles med fravær af vanskeligheder, og der er behov for en nuancering, som ikke efterlader os med stereotype og utilstrækkelige funktionsbeskrivelser, der risikerer at præge diagnosticering og behandling uhensigtsmæssigt og dermed bidrage til støtteparadokser eller svær komorbiditet.
Men hvad er det så, der forårsager den heftige debat i nyere tid på samme måde, som det skete med autismen i tidernes morgen?
For at forstå det synes det relevant at dykke ned i, hvad der sker, når vores fælles forståelsesramme, der relaterer sig til os selv og hinanden (som individer og som gruppe), bliver udfordret.
Diagnoser fungerer ikke kun som kliniske kategorier, men også som sociale markører, der er med til at strukturere vores forståelse af “os” og “dem”. Så når ny forskning åbner for en revideret forståelse af, hvad der er ”unormalt/afvigende” og “normalt”, risikerer det at rokke ved vores selvforståelse og tilhørsforhold. Og bliver vi udfordret her, kan det let komme til at medføre heftige affektdrevne debatter i et forsøg på at holde fast i noget trygt og velkendt. Det sker, selv om de fleste mennesker har et naturligt og alment ønske om at forstå og hjælpe sig selv og hinanden bedst muligt.
