Fagkronikken er udtryk for skribenternes egne erfaringer og holdninger.
Der er næppe tvivl om, at kunstig intelligens (AI) i stigende grad vil erstatte mennesker i mange erhverv. Allerede nu ser vi AI overtage opgaver inden for økonomi, IT og andre områder, hvor arbejdet primært består i at analysere data og levere præcise, objektive svar. Dér, hvor regler, logik og struktur hersker, er maskiner overlegne.
Men ét fagområde vil AI aldrig kunne overtage: det menneskelige arbejde med terapi og omsorg. Det skyldes ikke kun teknologiens begrænsninger, men selve menneskets natur.
Jeg mener, at psykologer ikke behøver at føle sig truet af AI. Hvorfor? Fordi arbejdet i sin grundform er en individuel, relationel og kropslig proces. Relationsarbejdet er ikke blot samtale – det er samspil. Et komplekst og konstant skiftende samspil mellem to mennesker, hvor begge parter hele tiden aflæser, justerer og responderer på nuancer i den andens tilstedeværelse.
AI kan meget. Som kritikerne påpeger, er det formentlig blot et spørgsmål om tid, før AI også får adgang til og kan tolke nonverbale signaler via video og stemmeanalyse.
Det er ikke science fiction.
Men i diskussionen om AI’s muligheder stopper samtalen ofte netop ved, hvad teknologien kan. Vi spørger sjældent, hvad mennesker faktisk ønsker og har brug for. Her opstår en mere fuandamental barriere.
I vores mellemmenneskelige relationer søger vi ikke bare råd, rationelle indsigter eller maskinelle løsninger – vi søger kontakt. Menneskelig kontakt.
Det er den menneskelige kontakt, der udløser ”kærlighedshormonet” oxytocin, hvilket er med til at nedbryde de stresshormoner, der kan give angst og utryghed. Det er altså selve den menneskelige kontakt, der gør os lykkelige – og som er med til at helbrede os, når livet går skævt. Det er oplevelsen af at føle sig set, omfavnet og accepteret som menneske af et ligesindet menneske, som i virkeligheden er det, vi søger i terapien.
Her vil nogen måske indvende, at det blot handler om tilvænning. At kommende generationer, der vokser op med AI, vil opleve chatbots som en naturlig fortrolig. Måske. Netop derfor er det næste argument så vigtigt: De fleste psykologiske problemer er menneskelige i deres natur.
Eller sagt på en anden måde: Mennesker lever for mennesker. Mennesker gør mennesker syge – og derfor må mennesker også gøre mennesker raske. De sår, vi bærer på, er ofte påført os af andre. Det er derfor netop i nye, trygge relationer, at sårene kan heles.
Mennesker formes i samspil med andre. Helt bogstaveligt formes vores hjerne af den andens blik: gennem øjenkontakt, smil og berøring. Det er gennem erfaringer med tilknytning, afvisning, spejling og samhørighed, at vi bliver til dem, vi er.
AI kan ikke danne ansigtsduetter. Og det er netop i denne dans mellem menneskelige intentioner, behov og modstand, at det ægte menneskelige opstår – eller hvor man frarøver hinanden den allervigtigste livsnæring.
Et menneske, der er blevet svigtet, har ofte ikke kun brug for at tale om svigtet. De har derimod mest af alt brug for at opleve, at et andet menneske ikke svigter dem igen. Et andet menneske – ikke en robot.
Og det er her, AI aldrig kan være med. Paradoksalt nok er AI’s største styrke også det, der i sidste ende gør mennesket uerstatteligt. AI har ingen grænser, behov eller intentioner. Den er ikke virkelig. Den har ingen sårbarheder og ingen vilje, som man bliver nødt til at forholde sig til. Den mangler kort sagt det allermest menneskelige.
Man kan ikke skuffe en AI, og derfor kan man heller ikke gøre den glad. Den kan fake skuffelse og glæde, men følelserne mangler konsekvens og realitet. De er ikke virkelige. Den er for objektiv, for upersonlig og uden subjektivt temperament.
“Mennesker lever for mennesker. Mennesker gør mennesker syge – og derfor må mennesker også gøre mennesker raske. De sår, vi bærer på, er ofte påført os af andre. Det er derfor netop i nye, trygge relationer, at sårene kan heles.”
Den har intet underliggende liv af følelser og intentioner, som man kan resonere med, misforstå og blive klogere på. AI er ikke uenig. Den bliver ikke træt. Vigtigst af alt: Der er ingen konsekvenser, når man går over dens grænse – for den har ingen grænser. Man kan sige hvad som helst, og der sker intet. Der er ingen smerte, ingen skam.
Måske kan man bede den om at blive fornærmet, men dens personlighed er kun kortvarig. Følelserne er en facade – det indre liv er falsk. Man kan bare bede den om at droppe facaden, og så følger den ordrer.
Den kontrol føles måske rar i øjeblikket, men det er også roden til problemet. Sådan kan man ikke behandle ægte mennesker. Kontroltabet og magtesløsheden i mødet med den anden er en eksistentiel realitet. Uden de eksistentielle konsekvenser pakkes hele mødet ind i et slør af falskhed og ensidighed, som i sig selv bliver en hæmmende faktor.
AI kan ikke dø. Man kan ikke miste den – og derfor opstår der heller aldrig et reelt ansvar over for den. Uden risikoen for tab forsvinder også drivkraften til at knytte sig, pleje relationen og værne om det levende menneske, der kan gå sin vej.
Sådan en samtalepartner kan måske føles tryg i øjeblikket, men det er netop denne følelse af tryghedsgivende kontrol, der gør den ubrugelig i længden. Den tilbyder ikke træning i det virkelige liv, hvor fejl ikke kan spoles tilbage. I livet er relationer irreversible.
AI tilbyder et øvelokale uden friktion. Den kan sikkert hjælpe nogen med at træne det basale, men man møder aldrig det virkelige. Ægte menneskelige relationer er netop friktion. Mennesker reagerer. Mennesker bliver kede af det, vrede, glade, angste. Det er netop det, vi både elsker og hader ved hinanden. For mange er det netop dette komplekse mellemmenneskelige spil, som både giver livsenergi og livsproblemer.
Det er dette samspil, som mange opsøger en psykolog for at undersøge og træne i trygge rammer, og disse rammer kan kun et ægte menneske med terapeutiske kompetencer tilbyde.
AI kan aldrig tilbyde det mellemmenneskelige rum. Den kan tændes og slukkes efter behov. Den kan nulstilles uden konsekvenser. Den er ikke virkelig. Denne viden er i sig selv nok til at fjerne den eksistentielle puls, som gør mødet mellem mennesker virkeligt og konsekvensfuldt – på godt og ondt.
Af juridiske og praktiske årsager vil man altid vide, at man er i kontakt med AI, ikke et menneske, og denne viden er i sig selv nok til at fjerne den nødvendige spænding og resonans, som det hele i sidste ende handler om.
Ægte omsorg fra AI vil først være mulig den dag, vi har robotter, som vi ikke ved er robotter, og som simulerer os perfekt. Og dét er stadig science fiction.
Det er derfor ikke tale om en teknologisk begrænsning. Det er en eksistentiel grænse.
