Anbragte børns flytninger

Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.

I dag har vi en omfattende viden om, hvad det gør ved et sårbart menneske at blive flyttet fra en livsverden til en anden.

Vi ved også meget om, hvor vigtigt det er, at ethvert menneske kender sin historie og hjælpes til at holde kendskabet til historien vedlige.

Vi har ikke blot vores erfaringer, vi har også love, der fortæller, at barnet og den unge skal sikres kontinuitet i opvæksten, og at ethvert barn har retten til at kende sin historie og til at bevare kontakt med tilknytningspersoner.

Oplevelse af sammenhæng i livet

Børn har et stort behov for at opleve sammenhæng og kontinuitet i deres liv. Voldsomme brud i kontinuiteten, hvor barnet mister kontakten med følelsesmæssigt nærtstående personer, kan skade barnets oplevelse af identitet.

Barnet kan opleve skyld og føle sig forladt, en forladthed, der har sin rod i, at de oprindelige tilknytningspersoner ikke er der mere. De mennesker, som barnet tidligere spejlede sig i, er væk. Som voksne er vi ikke på samme måde sårbare over for brud i kontinuiteten, og derfor er vi tilbøjelige til at se bort fra, hvor påtrængende børns behov er på dette punkt.

Vil vi værne om et helhedssyn i arbejdet med anbragte børn, må vi derfor tilstræbe sammenhæng i deres tilværelse. I konkret forstand er det vigtigt, at tilknytningspersonen ikke forsvinder ud af barnets liv, efter at barnet er blevet anbragt væk fra den pågældende.

Uden holdepunkter i sin tidligere vigtige relation, uden accept og bekræftelse fra den oprindelige omsorgsperson, stilles barnet over for omgivelsernes forventninger om at knytte nye, følelsesmæssige betydningsfulde relationer til voksne. Men manglen på kontakt med dets oprindelige tilknytningsperson låser i stedet barnets følelsesmæssige ressourcer, og gør det sværere for det at knytte sig til andre personer. Der er stor risiko for, at den tilpasning, som mange børn trods alt udvikler i deres nye relationer, bliver en ydre tilpasning.

Skodsborg Observations og behandlingshjem for små børn

I 30 år (1982-2012) arbejdede jeg som psykolog på Skodsborg Observations- og behandlingshjem for små børn. Vi hentede de fleste af børnene på det hospital, hvor de var blevet født, og de opholdt sig på børnehjemmet gennemsnitligt et år.

Det enkelte barn blev observeret, kom i behandling og blev stærkt nok til at kunne ændre opholdssted. De fleste børn fik ophold i en plejefamilie. Under hele barnets ophold havde barnet kontakt med sine forældre og andre vigtige familiemedlemmer, søskende og bedsteforældre.

Når den konkrete plejefamilie var fundet, tog vi på besøg i plejefamilien med barnets forældre i erkendelse af, hvor vigtigt det var, at forældrene sagde god for denne plejefamilie til DERES barn.

Barnets primærpædagog, til hvem barnet havde skabt en følelsesmæssig relation, var ligeledes en vigtig brik i barnets overgang fra et miljø til et andet. Barnet ”fik lov til” at knytte sig til nye mennesker, og dette styrkede barnets oplevelse af identitet. Barnet ”fik lov” af de mennesker, til hvem barnets havde knyttet sig tidligere i livet: biologisk familie og primærpædagogen fra Skodsborg.

En tilknytning skal flyttes, og det tager tid

Anbragte børns flytninger må aldrig gå hurtigt. Flytninger skal gå langsomt. En tilknytning skal flyttes, og det tager tid. På Skodsborg vurderede vi, at en god udslusning tager tre uger.

Flere har fortalt, at det er meget lettere at lave en hurtig overlevering. Lettere for hvem spørger jeg? Ikke for barnet, ikke for barnets forældre og ikke for barnets plejeforældre, hvis det er fra dem barnet skal flyttes. Men måske er det lettere for myndighederne og den socialrådgiver, der har ansvaret for flytningen. Det kan være smertefuldt for en rådgiver at stå i det felt, hvor barnets smerte kan mærkes. Det er tidskrævende, og nogle gange ubærligt, ikke til at holde ud.

Et barns tilknytning til sin primærpædagog på Skodsborg kunne overføres til den plejemor, som barnet skulle flytte ind hos efter endt ophold på børnehjemmet. Men det krævede tid og faglighed.

Eksempel: Mia (ikke hendes rigtige navn, red.)

Mia blev anbragt, fra sit hjem otte måneder gammel, til en plejefamilie. Anbringelsen skete med forældresamtykke. Mia havde en blivende funktionsnedsættelse. Mia fik støtte i børnehaven, hvor hun tilbragte tre timer dagligt. Senere kom hun i specialskole.

I de syv år Mia boede hos sin plejefamilie, udviklede hun sig godt, og Mias forældre var glade for anbringelsen, og de accepterede, at Mia kaldte sine plejeforældre for mor og far.

Der opstod flere gange vanskeligheder i samarbejdet mellem plejeforældre og den anbringende kommune. Aftaler blev aflyst eller ændret i en uendelighed, og kommunikationen var dårlig. Plejeforældrene oplevede, at de ikke blev hørt, og at man fra kommunens side ikke tog dem alvorligt.

Der blev indkaldt til et møde, hvor plejeforældrene fik at vide, at det var besluttet, at Mia skulle flytte til en anden plejefamilie. Under mødet spurgte plejeforældrene lederen af familieafdelingen om, hvad hun tænkte, det ville betyde for Mia. Lederen svarede, at Mias følelsesmæssige udfordringer var af en sådan karakter, at hun ikke ville tage skade af en flytning fra dem.

Den efterfølgende dag blev Mia hentet i skolen. Plejeforældrene fik et opkald fra sagsbehandleren, der fortalte, at Mia ikke ville komme hjem fra skole i dag, for de havde hentet hende og kørt hende til en anden plejefamilie. De fik besked på, at pakke Mias ejendele tøj og legetøj, men de måtte ikke pakke noget ned, som kunne minde Mia om dem, og derfor måtte hun heller ikke få fotografier.

Kroppen husker

Eksemplet taler for sig selv. Kroppen husker alt, hvad den har oplevet, og det gør den, uanset om det enkelte menneske har reducerede ressourcer, ja er udviklingshæmmet. Det ved vi i dag med baggrund i evidensbaseret forskning.

Som en beskyttende foranstaltning skal børn hjælpes til at holde fast i deres livshistorier gennem fotos, tegninger, talte og skrevne ord. Kroppen husker, men det er vigtigt, at der er et sammenfald mellem barnets erindring og virkeligheden, som den var. Historien skal være faktuel sand.

Samtale med barnet er en absolut nødvendighed uanset barnets alder og psykiske formåen

Der blev ikke talt med Mia. Ingen fortalte Mia om den beslutning, der var taget. Mia blev frataget muligheden for at kunne forberede sig på det, der skulle ske, for at pakke og for at sige farvel. Hun blev behandlet på en nedværdigende og krænkende måde. Mia blev snydt af det system, der skulle beskytte hende.

Heldigvis anvender flere og flere kommuner Spædbarnsterapien og dens metode, når vigtige ting skal formidles, og mange rådgivere anvender metoden, når den tilbagevendende og lovpligtige børnesamtale skal gennemføres.

I Spædbarnsterapien og dens metode tales der direkte til barnet om virkeligheden: Livet ser sådan og sådan ud, og nu er der taget de og de beslutninger. Det er sådan det er. Det kan blive svært for dig, men jeg hjælper dig.

Når vi flytter børn fra sted til sted, som var de pakker, kan det sammenlignes med, at vi graver en plante op uden rod og planter den igen. Vi tror måske, at den nok skal gro og komme i vækst. Men det kan den ikke. Uden rødder kan den ikke suge næring til sig, og den vil visne og dø.

Hver gang vi undlader at fortælle et barn vigtige dele af dets historie, tager vi dele af barnets livskraft. I misforstået omsorg påfører vi barnet psykiske udfordringer. Udfordringer, som ofte følger dem resten af livet.