Fagkronikken er udtryk for skribenternes egne erfaringer og holdninger.
Når en autistisk voksen får angst, begynder det ofte med kroppen – ikke med tankerne. Hjertet banker, huden sitrer, maven vender sig, og hele systemet går i alarm – nogle gange så brat, at man “fryser” midt i en sætning eller må trække sig uden helt at kunne forklare hvorfor. Først senere kommer tankerne, som forsøger at skabe mening i det, der allerede er sket: Hvad var det, jeg gjorde forkert? Hvad var det, de mente? Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen?
Indefra kan det fx opleves sådan: Man kan godt stå og smile og svare korrekt i en samtale, mens kroppen samtidig låser; spænding i kæben, en sitren i hænderne og en voksende trang til at flygte – og først når man kommer hjem, kan man se, at det var angst. Andre beskriver, at angsten ofte starter som sansepres: lys, stemmer og bevægelse bliver “for meget”, og pludselig kommer kvalmen og overvældelsen, før der overhovedet er nået at opstå en konkret bekymring.
Netop denne kropslige og sensoriske angstlogik, hvor reaktionen starter “nedefra” og først sekundært bliver kognitivt forstået, er en hovedpointe i et nyt systematisk review, der samler autistiske voksnes egne beskrivelser af angst på tværs af kvalitative studier med førstepersonscitater (Da Silva et al., 2025).
Da Silva og kolleger gennemgår 11 kvalitative studier om angst hos autistiske voksne og laver en tematisk syntese, hvor kun forskning med identificerbare citater fra autistiske deltagere blev inkluderet. De finder fire deskriptive temaer (hvordan angst beskrives, hvad der bidrager, konsekvenser og mestring) og tre analytiske temaer, der samler mønstrene i en klinisk brugbar forståelse: (1) angstens cykliske natur, (2) “feeling like the other” (othering), og (3) sensoriske erfaringer som både kilde til og udtryk for angst.
1) Angst er ofte kropslig og kan komme før tanken
I flere af de inkluderede studier beskriver deltagerne fysiske manifestationer som mave-tarm-uro, hovedpine, spændinger, høj puls og rysten, og nogle fortæller, at de mærker symptomerne, før de bevidst kan identificere angsttankerne. En deltager formulerer det i retning af: “Angsten kommer først – og så finder jeg ting at bekymre mig om”.
Dette peger på en “bottom-up”-logik, hvor interoceptive signaler (kroppens indre sansning) og sensorisk overbelastning kan være primære drivere. I praksis betyder det, at vores klassiske kognitive indgang (“hvad tænkte du?”) kan komme for tidligt. For nogle klienter bør vi starte med “hvordan fortæller din krop dig, at noget er ved at blive for meget?” og først derefter udforske meningsdannelse og bekymring.
2) Angsten starter ofte i sanserne – ikke i tankerne
Et analytisk tema i reviewet er den tætte sammenhæng mellem sensoriske erfaringer og angst: Sensorisk overload kan udløse angst, men angst kan også forstærke sansefølsomhed, så tolerancen falder yderligere. Det understøttes af studier, hvor man kan se, at angst og sensorisk overresponsivitet hænger sammen i en gensidig spiral over tid (Green et al., 2012).
Når en person allerede er i autonom aktivering, bliver filtrering sværere: Lyde, lys, bevægelse, socialt “støjniveau” og uforudsigelige input kræver mere top-down-kontrol. Hvis behandlingen alene bliver kognitiv, men miljøbelastningen er uændret, bliver klientens oplevelse ofte: “Jeg lærer strategier, men kroppen gør det alligevel”. Derfor er arbejdet med sansning og miljø (kortlægning, pacing og justeringer) ikke sekundært; det er et kerneelement i indsatsen.
3) Mestring kan blive en del af problemet: angstens cyklus
Reviewets mest klinisk skarpe pointe er temaet om angstens cykliske natur: De strategier, autistiske voksne bruger for at kunne være i verden (fx maskering, scripting, hyperforberedelse, tilbagetrækning og undgåelsesadfærd), kan på kort sigt dæmpe angst, men samtidig vedligeholde eller forstærke den på længere sigt. Maskering kan give en følelse af styring, fordi man forbereder sig og følger sociale regler tæt, men prisen kan være høj: mere indre overvågning og mindre adgang til egne reguleringsstrategier, fx stimming (self-stimulatory behavior).
Et af de analytiske temaer – “feeling like the other” – peger på en vedvarende oplevelse af at stå lidt udenfor: at være anderledes, blive misforstået eller hele tiden føle sig vurderet. Reviewet beskriver othering som en proces, hvor forskellene mellem “os” og “dem” bliver tydeligere, og hvor mange autistiske voksne oplever, at de må tilpasse sig for at undgå kritik, irritation eller afvisning. Over tid kan det skabe en selvforstærkende spiral: Når man igen og igen mødes med råd, der ikke passer til ens nervesystem og livsbetingelser, kan man miste lysten til at række ud. I stedet trækker man sig, klarer det selv og betaler ofte med mere skam og større afstand til andre.
Othering kan være mest belastende for dem, der fremstår “velfungerende” udefra – fx kvinder og sent diagnosticerede, som har lært at tilpasse sig for at klare sig. Hvis vi kun måler funktionsniveau på det synlige output (uddannelse, job, relationer), risikerer vi at overse prisen indeni.
Reviewet peger på, at standardiserede måleredskaber ikke altid rammer den måde, autistiske voksne oplever og udtrykker angst på, og at førstepersonsperspektivet derfor kan gøre vores vurderinger mere præcise og relevante.
Praktisk forslag til anamnese og opklaring af angsten:
IU (intolerance of uncertainty) går igen i forskningen som en vigtig faktor ved angst hos autistiske personer, og en metaanalyse viser en klar og stabil sammenhæng mellem IU og angstsymptomer i autistiske populationer (Jenkinson et al., 2020). Klinisk kan det betyde, at kognitiv omstrukturering ikke altid er nok, hvis det primære problem ikke er bestemte tanker, men at kroppen reagerer kraftigt, når noget er uforudsigeligt. I de tilfælde kan arbejdet med gradvis tolerancetræning for usikkerhed, tydelig forberedelse og rammesætning samt fleksible plan B-strategier og kropslig regulering være centrale, så personen kan blive i situationen uden at gå i alarm.
Reviewet af Da Silva m.fl. efterlader et tydeligt samlet billede: Angst hos autistiske voksne er ofte tæt knyttet til kroppen, sanserne og den sociale kontekst, og den kan vedligeholdes i en cyklus, hvor strategier, der har været nødvendige for at kunne fungere, samtidig kan øge belastningen over tid. Når vi tager den forståelse alvorligt, bliver den kliniske opgave mere præcis: at undersøge, hvad nervesystemet reagerer på, hvordan personen forsøger at komme igennem det, og hvordan vi sammen kan skabe både akut aflastning og en mere bæredygtig hverdag. Det kræver, at vi ikke kun spørger efter symptomer, men også efter betingelserne, og at vi ser individ og i høj grad miljøet som et samlet felt, hvor forandring kan ske.
