Behandling af spiseforstyrrelser i psykiatrien – patienternes perspektiver på alliancebrud

Spiseforstyrrelser er komplekse psykiske lidelser, der kræver en multidisciplinær behandlingsindsats. Der er i dag en væsentlig andel af patienterne, som ikke profiterer af eksisterende evidensbaserede behandlingsmuligheder og får langvarige forløb (Solmi et al., 2024).

Den seneste opgørelse fra Kommunernes Landsforening viser, at genindlæggelsesraten ved behandling for spiseforstyrrelser i Danmark er høj. Akut genindlæggelse inden for 30 dage forekommer hos cirka en tredjedel (Kleist & Jespersen, 2022). Spiseforstyrrelsesbehandling er samtidig blandt de psykiatriske behandlinger, der har det største frafald (Swift & Greenberg, 2014).

Den terapeutiske alliance er en velkendt prædiktor for behandlingseffekt inden for psykoterapi. Denne sammenhæng er også fundet på spiseforstyrrelsesområdet (Zaitsoff et al., 2015). Det er samtidig kendt, at etableringen af en terapeutisk alliance kan være vanskelig under spiseforstyrrelsesbehandling (Oyer et al., 2016).

Vi blev nysgerrige på den terapeutiske alliance som en vej til at forbedre behandlingen. I vores speciale fokuserede vi på tidspunkter med alliancebrud i behandling af spiseforstyrrelser i psykiatrien og undersøgte patienternes oplevelse af disse med henblik på at fremme muligheden for at identificere, forstå og reparere alliancebrud. Alliancebrud som begreb henviser til tidspunkter, hvor der er uenighed mellem patient og behandler om behandlingens mål eller indhold eller spændinger i relationen mellem dem (Safran & Muran, 2000).

Specialet bestod af to dele. Første del var et metastudie, hvor vi undersøgte patienters oplevelser med alliancebrud på baggrund af de beskrivelser af alliancebrud, der forelå fra patienter i den eksisterende forskning.

Anden del var et empirisk studie, hvor vi inviterede voksne, der havde været i behandling for en spiseforstyrrelse i psykiatrien, til at deltage i fokusgruppeinterviews.  Vi delte opslag om studiet på sociale medier og fik værdifuld hjælp fra både interesseorganisationer og enkeltpersoner til at sprede budskabet. Vi blev kontaktet af mange, der havde noget på hjerte om behandling af spiseforstyrrelser. Det gjaldt også klinikere, pårørende og mennesker, som ikke var lykkedes med at få behandling for deres spiseforstyrrelse i psykiatrien. Deres budskaber og oplevelser gjorde stort indtryk og gav os fornemmelsen af, at mange, der er i berøring med spiseforstyrrelsesbehandling i psykiatrien, savner at blive hørt.

Vi afholdt i alt fire fokusgruppeinterviews, hhv. i København, Aarhus, Aalborg og online. Formålet med fokusgrupperne var at tilbyde et rum, hvor deltagerne kunne dele de alliancebrud fra deres behandling, der stod frem for dem. Efter interviewene anvendte vi en fortolkende-fænomenologisk tilgang til at analysere deltagernes beskrivelser.

Overordnet bidrager specialet med talrige beskrivelser af særligt vanskelige situationer under spiseforstyrrelsesbehandling i psykiatrien, set fra patienternes perspektiv. Desuden indeholder specialet en række forslag til fremtidig spiseforstyrrelsesbehandling baseret på konstruktive og innovative input fra deltagerne. Deltagernes konstruktivitet og store anstrengelser for at sætte sig i personalets sted gjorde stort indtryk på os. Det bekræftede os i det, der hele tiden har været vores udgangspunkt, nemlig at der er tale om to parter, der begge har gode intentioner og gør deres bedste, men hvor noget alligevel kan stå i vejen for det gode samarbejde. Vi arbejder i foråret 2026 på at publicere resultaterne fra specialet.

Det væsentligste, vi personligt tager med fra specialet, er, hvor meningsfuldt det er, at vi som professionelle gør os umage med at lytte til og lade os inspirere af de mennesker, vi ønsker at hjælpe. Patientperspektivet er et kalejdoskop af erfaringer, fuldt af nye vinkler, der kan nuancere og berige både praksis og behandlingsforskning.

Q&A med Ann Nord og Signe Degn

Af Susanne H. Knudsen, journalist

Hvordan fik I ideen til jeres specialeemne?

Ann: Signe og jeg har arbejdet sammen flere gange på vores studie, hvor vi har beskæftiget os med forskellige vinkler på spiseforstyrrelsesområdet, bl.a. i forhold til behandlingen af spiseforstyrrelser, fordi det er et område med udfordringer i forhold til dropout, mortalitet og effekt. Det virkede derfor til, at der var brug for et nyt perspektiv på spiseforstyrrelsesbehandlingen.

Signe: Vi var lidt i tvivl om, hvilken vinkel vi skulle lægge, men opdagede, at der mangler forskning, som kortlægger, hvordan patienter oplever svære situationer i behandlingen, og hvad de oplever, kan gøres bedre. I specialet inddrog vi et allianceperspektiv, hvor vi så på den terapeutiske alliance og alliancebrud. Her lod vi os inspirere af anden psykoterapiforskning, hvor man ser på den terapeutiske alliance og behandlingseffekt.

Hvad fandt I ud af i jeres speciale?

Ann: Vores speciale er todelt, og den første del er et metastudie, hvor vi undersøgte den eksisterende forskning på området. Det studie viste, at forskningen bærer præg af forskerdefinerede vinkler. Det vil sige, at forskerne på forhånd beslutter sig for at undersøge fx tvang eller bestemte interventioner. Til gengæld findes der ikke megen forskning, hvor man har et åbent og bredt perspektiv og går ud og spørger: Hvorfor er det svært at være i denne behandling, eller hvornår er det svært. Andel del er en empirisk undersøgelse, der belyser nogle centrale situationer i psykiatrisk behandling for spiseforstyrrelser, hvor alliancen er udfordret, hvordan patienter oplever og skaber mening i de situationer, og hvad der i deres perspektiv bidrager til, at relationen styrkes eller bryder sammen.

Er der noget undervejs, der har undret/overrasket jer?

Signe: Vi var positivt overraskede over al den respons, vi fik, da vi lagde et opslag på sociale medier og fortalte om vores projekt. Det kom både fra mennesker med en spiseforstyrrelse, mennesker, der ikke kunne være en del af projektet, men alligevel ville dele deres oplevelser, pårørende og klinikere.

Ann: Vi fik rigtigt mange henvendelser om, hvor relevant vores projekt var. Generelt var der en stor vilje fra folk til at bidrage og dele deres oplevelse af spiseforstyrrelsesbehandling. Det var vi meget berørte af undervejs.

Hvordan vil I arbejde videre med resultaterne fra jeres speciale?

Signe: Ann og jeg har hele tiden haft den tilgang, at vi skal behandle det med respekt, at der er nogle mennesker, der har delt sårbare og svære oplevelser med os. Vi har derfor sagt til deltagerne, at de ting, de har delt med os, glemmer vi ikke, og at vi vil sørge for, at deres historier kommer ud og bliver hørt. Det arbejder vi på nu.

Ann: Vi har også en oprigtig tro på, at denne undersøgelse er noget, der mangler i forskningen, og at den kan gøre en konkret forskel. Lige nu skriver vi på en videnskabelig artikel, og vi er ikke færdige med at arbejde med resultaterne.

Hvordan håber I, at jeres arbejde kan inspirere andre psykologer?

Signe: Vi håber, at vores projekt kan inspirere andre psykologer til at arbejde med patientinddragelse. Projektet viser, at patienterne har mange spændende tanker og forslag, man går glip af, hvis ikke man arbejder med det perspektiv.

Ann: Det er også vigtigt, at man bliver ved med at være åben og nysgerrig over for det menneske, man sidder foran. En personcentreret nysgerrig behandlingsform kan bringe så meget godt med sig og give nye indsigter.