Børn mærkes af forældres traumer

Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger og er udarbejdet i samarbejde med en anonym person med lived experience som forælder med en PTSD-ramt partner.

Posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD) og andre traumerelaterede lidelser er kendetegnet af belastende symptomer, der kan vanskeliggøre relationen til andre mennesker. Således kan traumeramte forældre opleve, at deres traumer hindrer dem i at yde den optimale indsats for deres børns udvikling.

Forskning viser, at børn af forældre med traumer bl.a. er i øget risiko for psykiske lidelser (angst og depression), lavere selvværd, tilknytningsforstyrrelser, udadreagerende- og antisocial adfærd samt tilpasningsvanskeligheder m.m. (Dalgaard et al., 2016; El-Khalil et al., 2025; Flanagan et al., 2020).

Forskellige biologiske- og psykosociale modeller har foreslået mekanismer bag tværgenerationel traumetransmission, herunder biologiske forandringer, socioøkonomiske forhold og/eller dysfunktionelle familiedynamikker (El-Khalil et al., 2025; Flanagan et al., 2020; Nohr et al., 2025).

Det er særligt væsentligt for psykologer at forholde sig til forælder-barn-relationen og den intrafamiliære kommunikation, da disse fremstår som potentielle fokusområder for intervention.

Potentielle forklaringer: verdensantagelser, indre arbejdsmodeller og kommunikation

Megen forskning i tværgenerationel traumetransmission har beskæftiget sig med kvaliteten af forælder-barn-relationen som årsagsforklaring (Beeghly, 2024). I den forbindelse har tilknytning været dominerende for forståelsen af barnets psykosociale funktionsniveau. Tilknytningsfigurens traumer kan såvel direkte som indirekte påvirke barnets udvikling af indre arbejdsmodeller.

Barnets tilknytning kan direkte blive påvirket af forældrenes traumer gennem deres fælles interaktioner. Social tilbagetrækning kan fx begrænse overskuddet til at interagere med familien, nedsat følelsesmæssig tilgængelighed kan gøre det svært at forstå (og imødekomme) barnets behov, mens øget arousal og begrænset affektregulering kan højne konfliktniveauet i familien. Den traumeramte forælder kan fx blive overvældet og skælde ud, hvis barnet griner eller løber rundt.

Traumer kan dermed påvirke forælderens evne til at være nærværende og drage omsorg, hvilket kan have konsekvenser for barnets tilknytning og psykosociale funktionsniveau (Bowlby, 1982; Dalgaard & Montgomery, 2017; Davies & Cummings, 1994). Som resultat heraf kan barnet undlade at knytte sig til forælderen eller indtage en omsorgsrolle over for vedkommende, hvilket kan udmønte sig i en overdreven ansvarsfølelse (Dalgaard & Montgomery, 2017; Dalgaard, et al., 2016; Mutuyimana & Maercker, 2023).

Et eksempel på disse kan være familien, hvor det yngre barn ignorerer den traumatiserede far, mens det ældre barn efter at være kommet hjem fra børnehave som det første skal tjekke, hvor faderen er, og hvordan han har det.

Et andet eksempel er barnet, der i stedet for at sove i sin seng, holder vagt uden for forældrenes soveværelse. Hvis barnet påtager sig ansvaret for familiens velbefindende, kan det bidrage til lavere selvværd, idet barnet umuligt kan leve op til et så voksent ansvar. En anden omsorgsperson vil kunne kompensere for de negative konsekvenser ved at fungere som et trygt tilknytningsobjekt for barnet.

Forældrenes traumer kan også indirekte – og ofte uden at de er bevidste herom – forme barnets forventninger gennem social indlæring, da barnet gennem sin opvækst observerer og modellerer forældrenes adfærdsmønstre (Bandura, 1977; Bandura, 1986). Det anses ofte som et centralt element ved traumatisering, at basale antagelser om verden og en selv er blevet knust i mødet med den/de traumatiske hændelser. Det kan føre til et ændret verdenssyn karakteriseret af negative forventninger til verden (fx ”jeg kan ikke stole på andre mennesker”) og selvet (fx “jeg fortjener ikke kærlighed”; Janoff-Bulman, 1989). Disse kan påvirke de indre arbejdsmodeller, som børn udvikler i relation til deres tilknytningsfigurer, og som danner basis for, hvordan de senere ser sig selv, andre mennesker samt verden (Bartholomew & Horowitz, 1991; El-Khalil et al., 2025).

En flygtningeforælder, der har oplevet politivold, kan reagere med åbenlys frygt i kontakt med autoritetsfigurer, mens en mor udsat for voldtægt kan være fjendtlig over for og i omtale af mænd, og endelig kan en seksuelt misbrugt far afvise fysisk kontakt under bad eller skiftning. I disse tilfælde kan forælderens traumeprægede adfærd komme til at præge barnets arbejdsmodeller, så det lærer at navigere med samme forventninger om, at politifolk udgør en trussel, at mænd er onde, og at nøgenhed er skamfuldt. Afhængigt af omstændighederne, kan barnet komme til at internalisere forælderens følelser – fx kan en mors vrede til mænd medføre en søns konflikt med eget køn, mens hendes mistro kan skabe konflikt hos datteren i forhold til seksuel interesse i drenge. Dermed risikerer den traumeramte forælder med sin adfærd at videreformidle et afskrækkende verdensbillede.

Selvom barnet ikke selv har oplevet den/de traumatiserende hændelser, kan det ende med de samme problematikker og forventninger til verden som den traumeramte forælder. Det er formentligt barnets oplevelse og fortolkning af forælderens traumer, der er afgørende for, om barnet bliver påvirket (El-Khalil et al., 2025). Hermed kommer kommunikation til at udgøre et modererende element i forhold til, hvordan og hvorvidt den traumeramte forælders (knuste) verdensantagelser får lov til at præge barnets indre arbejdsmodeller.

Indsigt i forælderens uhensigtsmæssige adfærdsmønstre kan placere ansvaret uden for barnet og dermed beskytte mod internalisering, mens hemmeligholdelse og tabuisering lader barnets fantasi udfylde hullerne i, hvad det ikke ved (Deslypere & Rober, 2020). Ved at sætte lærere, pædagoger og udvidet familie ind i hjemmesituationen og tillade barnet at tale med dem, mindsker man de negative konsekvenser og giver barnet et rum, hvor det kan stille spørgsmål og dele tanker og følelser (Flanagan et al., 2020).

Det er naturligvis vigtigt, at information deles med barnet i et omfang og en detaljegrad, der passer til dets udviklingsniveau. Tiltag som daglig farvekodning af den traumeramtes tilstand kan give yngre børn en følelse af forudsigelighed (fx “mor er rød i dag, så vi skal være ekstra stille” eller “i dag har far en grøn dag, så prøv at spørge, om han vil spille med os”). I tillæg til den direkte kommunikation er det værd at være opmærksom på, hvordan man taler om traumet, når børnene er i nærheden, og kan overhøre det (Dalgaard et al., 2016).

Potentiale i familieinterventioner

Traumeramte forældre og specielt deres partnere efterspørger ofte psykoedukation samt konkrete redskaber til at forhindre, at deres traumer videregives til børnene. Familieterapi kan spille en afgørende rolle for at beskytte børn mod tværgenerationel traumetransmission ved 1) at styrke tilknytningen mellem den traumeramte forælder og barnet, 2) gøre forældrene opmærksomme på modellering af uhensigtsmæssige verdensantagelser og 3) forbedre kommunikationen mellem forældre og barn (Dalgaard et al., 2016; Hong et al., 2025; Isobel et al., 2019).

For at forebygge traumetransmissionen er det derfor væsentligt, at behandlingssteder og ikke mindst psykologer aktivt benytter interventioner, der retter sig mod at støtte hele familien, hvor børn med fordel kan inddrages direkte i passende omfang (Hong et al., 2025).

Tidlig screening og forebyggende tiltag kan være særligt effektive (Flanagan et al., 2020; Isobel et al., 2019; Nohr et al., 2025; van Ee & Meuleman, 2024). Når begge forældre forstår barnets behov, støtter hinanden i svære situationer og aktivt tilvælger åben og alderssvarende kommunikation, kan børn af traumeramte forældre vokse op med høj grad af resiliens, empati og samarbejdsevner (Beeghly, 2024).

Psykologer kan spille en væsentlig rolle i at vende en potentielt negativ udvikling og bekæmpe tværgenerationel traumetransmission.